Struensees opdragelse af Frederik 6.

Opdragelsen af kronprins Frederik (den senere Frederik d. 6.) som Johann Friedrich Struensee fra september 1770 til januar 1772 stod for, var baseret på en bogstavelig fortolkning af den franske oplysningsfilosof Rousseaus pædagogiske klassiker Émile.

Struensees oplysningsidéer

Struensee var gennempræget af oplysningstidens filosofi. Disse tanker var centrale for hele den reform-, nærmest revolutionsiver, som han og mange samtidige tænkere eller praktikere stod for. Men oplysningstidens ideer blev aldrig uniforme som praktiske løsninger på problemer, de kom snarere til udtryk på vidt forskellige måder alt efter hvilket land og hvilke personer de prægede. Som hovedpunkt var det et ønske om at ændre på sædvaner og institutioner som ikke fungerede. Kongstanken var at samfundsordningen skulle være en der gjorde flest mulige mennesker lykkelige . Et andet emne som optræder mange steder i oplysningstiden, er den nye opfattelse af borgeren som en, der også har krav på at deltage i statsstyringen og i det hele taget komme op på siden af de gamle adelige i indflydelse i samfundet. Denne tanke har nok hjulpet en del på samvittigheden da Struensee endelig fik muligheden for at sætte sig på regeringsmagten på bekostning af den sindssyge konge Christian 7. og en adel der var sat ud af spillet af personer, som havde fået eneret på adgangen til kongen. Men dette betød ikke nødvendigvis at oplysningstidens tanker absolut måtte munde ud i demokratisk revolution, det var nok snarere undtagelsen. For de fleste oplysningsmænd var det det oplyste enevælde, der var idealet, med Francois Voltaire og Frederik den Store af Preussen af Preussen som foregangsmænd for denne tanke. Der er heller ikke meget, der tyder på at Struensee havde en anden opfattelse af dette, hele hans regeringstid var jo med sig selv som den fungerende oplyste monark, godt skjult bag billedet af Christian d. 7 som den oplyste monark og Struensee som hans “Voltaire” ved siden af tronen, kun rådgivende monarken med gode ledetråde.

Opdragelsen

Kronprins Frederiks opdragelse var drastisk anderledes end hans faders og de forrige danske kongers havde været. Befolkningen, uvante som de var med dette, som med de fleste andre af Struensees forordninger, følte mistro, ligefrem rædsel overfor denne metode til opdragelse. Struensee havde her, som i så mange andre af de emner han tog op, en grundbog han kunne følge. Her drejede det sig om Jean-Jacques Rousseaus Émile. En bog, der havde stor gennemslagskraft, da den udkom i 1762, for den omhandlede et emne som ikke særlig mange forfattere havde taget op til seriøs overvejelse før ham. At den samtidig gik stik modsat så godt som alle de traditionelle opdragelsesmetoder i tiden gjorde ikke sensationen mindre.

Ideerne i Émile

Rousseau var blandt andet fortaler for at mødrene selv ammede deres børn, noget som ingen fornem dame havde gjort i århundreder- Og at det stramme svøb, som børn straks fra fødslen blev svøbt i, skulle fjernes, så de små kunne lege frit og øve balance og træne muskler . Desuden understreger han gang på gang, at et spædbarns gråd er et spørgsmål om, hvem der skal kontrollere hvem . Hvis forældrene straks springer til hver eneste gang barnet græder, vil det aldrig lære, at det er forældrene, der bestemmer. Altså skal man ikke reagere på barnets gråd. Og selv hvis det har slået sig, skal man alligevel vente lidt, inden man reagerer og ser om det er alvorligt . Når barnet skal lære at gå eller opøve sin færdighed i at bevæge sig, skal man ikke bruge hjælpemidler. Barnet skal have lov selv at falde, det vil derfor have mange sår og blå mærker, men til gengæld vil det være langt gladere . Man skal ikke bruge unødvendig mange ord, men kun lige hvad der er nødvendigt . Barnet vil ikke have et stort ordforråd, men til gengæld vil det kende brugen af de ord, det kender bedre. At begynde at lære barnet de tomme høflighedsfraser som voksenlivet er fuldt af, vil være at ødelægge barnets naturtilstand: Man skal derfor lade det passe sig selv og tilpasse sig andre børn og finde ud af sin egen omgangstone . Ydermere skal barnet ikke få noget, bare fordi det har lyst til det, men kun hvis det har brug for det . Denne lange liste fra Rousseaus værk kom til at have betydning for den opdragelse kronprinsen fik.

Struensees tolkning

Det viser også den meget pertentlige Struensee, som havde den bedste mening og fulgte den tids mest moderne retning og radikale retning, og så alligevel ikke, for læresætningerne tages bogstaveligt i den mest ekstreme betydning med næsten fatale konsekvenser for kronprinsen. Det afslører en Struensee som trods sin radikale filosofi, ikke havde meget selvstændigt at bidrage med i denne henseende og den slaviske efterligning af bogens ord uden hensyntagen til det individ, der bliver udsat for det. Noget som Rousseau ellers også fremhæver i sin bog. Det vigtigste punkt er dog en sætning som Rousseau kommer med i starten af sit værk, hvor han fortæller om en gang han afviste at være lærer for en rig mands søn. Denne mand skulle være glad i stedet for ærgerlig over at jeg afviste ham, for

	havde jeg accepteret hans tilbud og fejlet min undervisning ville det have været en fiasko. Men endnu værre havde det lykkedes mig; for så havde sønnen opgivet sin titel og ville ikke længere have ønsket at være en fyrste (prince).
Rousseau, s. 18

Rousseaus mål med Émile er altså ikke at lære hvordan man opdrager børn til at blive gode fyrster og opnå store mål i det fine selskab. Rousseau ønskede at frembringe, eller rettere genskabe, det naturlige menneske, som civilisationen havde ødelagt og altså især hoffet med dets tomme fraser og overfladiske stads. Det er svært at forestille sig at Struensee ikke har opfattet denne mening med bogen og det tilfører pludselig et spændende vidnesbyrd om hvad Struensee ville prøve at opnå med det danske riges samfundsorden på længere sigt.

Rousseaus bog udkom i 1762, altså lidt mindre end 10 år før Struensee kom til magten. Ingen børn kunne have nået at få en “rousseausk” opdragelse og vokse op så man kunne se resultatet af hans læresætninger. Man måtte altså tage Rousseau på ordet og det gjorde Struensee, han satsede på at en sådan opdragelse virkelig ville vække afsmag for hoflivets glæder, og dermed ville kronprinsen ikke mere være et emne som fremtidig hersker. Hvad der skulle i stedet kan man desværre kun gisne om, Struensee havde sandsynligvis en kødelig datter med Caroline Mathilde , og kvindelige herskere af den oplyste monark var ikke ukendte på dette tidspunkt. Kejserinden Katharina 2. af Rusland havde netop i 1762 gennemført sit statskup, og var i fuld gang med både at imponere og forurolige Europa på dette tidspunkt. Struensees langsigtede planer kendes ikke, men den vigtigste pointe er, at han ikke prøvede at ombringe kronprinsen. Han troede rent faktisk, at det var en sund og fornuftig opdragelsesmetode Rousseau anbefalede. At den kunne vække afsmag for herskerlysten hos en sindssyg konges efterfølger, vil heller ikke nødvendigvis være en negativ effekt set med Struensees, og nok også den senere eftertids øjne.

Reverdils vidnesbyrd om opdragelsen

Et af de vigtigste øjenvidnefortællinger vi har er schweizeren Elie Salomon François Reverdil, Christian 7.s tidligere huslærer. Han skrev sine erindringer ved det danske hof ud fra dagbøger han havde ført i denne periode. Reverdil fortæller om folks forfærdelse ved opdragelsen, men er ikke selv så chokeret som de. “Selv de forstandigste mænd, der dreves af varm fædrelandsfølelse, udtalte bittert, at en sendrægtig opdragelse var en overordentlig stor fejl, når det drejede sig om et barn, der blev myndig i trettenårsalderen – som om et barns naturlige udvikling kunne fremskyndes, når dette stemmede bedst med menneskelige forfatningsvedtægter.” . Der klages over at man ikke var begyndt at opdrage ham, at han bare opholdt sig i haverne i Hirschholm, men dette var et led i både Rousseaus og Struensees plan med opdragelsen. Der blev bygget en lille indhegning, der var i direkte forbindelse med prinsens værelse, og her foregik det meste af hans opdragelse. Indelukket var blevet bygget, fordi han en dag blev fundet i haven faretruende nær ved kanten af en dam , og heraf udsprang rygtet, om at Struensee havde prøvet at drukne kronprinsen. Prins Frederik fik to jævnaldrende som kammerater, og skønt de var af bondeslægt, skulle de behandles på lige fod med kronprinsen. Da han var svagelig og bange for trapper, blev der bygget en kunstig trappe på nogle trin i hans værelse hvorpå maden blev stillet. Han skulle derefter lære sig selv at kravle op for at få noget at spise.

Forsvar for opdragelsen

Reverdil, som selv var tilhænger af oplysningstanken, men dog i langt mere moderat grad end Struensee, er ikke negativt indstillet overfor Rousseaus metoder. Men han indvender, at der manglede opsyn med prinsen, et faktum han undskylder med Struensees mistroiskhed overfor alle. At han ikke turde lade en anden få opsyn med en så vigtig person som kronprinsen, og derfor måtte altså ingen gøre det, da Struensee ikke selv havde tid til det. Desuden, fortæller Reverdil, var prinsens helbred alt for svagt til denne opdragelse, hvor han blandt andet ikke fik sko og sokker om vinteren, før Reverdil selv greb ind, da han så, at prinsen havde fået frostknuder i benene . Struensee har gået alt for bogstaveligt til værks, og havde det stået til Reverdil, ville der altså have været modereret en del på opdragelsen.

Reverdil citerer et langt stykke af det forsvarskrift som Struensee skrev i fængslet efter at han var blevet afsat fra magten, hvor Struensee fortæller om synet på opdragelsen. Han nævner her de klassiske elementer fra Émile, nemlig at kronprinsen skreg meget, var svagelig, ikke kunne gå og krævede underholdning i stedet for at lege. Herefter fortæller Struensee så om de midler, blandt andet ovennævnte, han brugte til at forbedre forholdene, og han mener selv at de hjalp strålende, at kronprinsens svagelige helbred var stærkt forbedret og at hans frygtsomhed var overvundet. Desuden fortæller han, at opdragelsen har haft den fordel “som en blødagtig opdragelsesmåde ikke giver, at han forstår at hjælpe sig selv i alle småting uden at vænne sig til blot at være afhængig af andre derved, at han ikke for tidlig lærer sin høje stands ydre udmærkelsestegn at kende, for at de ikke skal falde ham des hurtigere til byrde eller vække en forfængelighed hos ham, der senere hen må undertrykkes ved moralske grundsætninger.” . Kort sagt den naturlige opdragelsesmetode, lige efter bogen.

Anvendt litteratur

• Bech, Svend Cedergren, Struensee og hans tid, Politikens Forlag, København, 1972.
• John Danstrup & Hal Koch(red.), Politikens Danmarks Historie bind 9 af Svend Cedergreen Bech, Politikens Forlag, København, 1965.
• Gether, Christian, Kronprins og menneskebarn = Kronprinz und Menschenkind, Vestsjællands Kunstmuseum, Sorø, 1988. ISBN 87-89119-03-7.
• Reverdil, E. S. F., Struensee og det danske hof 1760-1772 oversat af Paul Læssøe Müller, Andr. Fred. Høst & Søns Forlag, København, 1916.
• Rousseau, Jean-Jacques, Émile, redigeret og oversat til engelsk af William H. Payne, Prometheus Books, New York, 2003.
• Thiedecke, Johnny, For Folket – Oplysning, Magt og Vanvid i Struensee-tidens Danmark, Pantheon, Viborg, 2004.