T-celle

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

T-celler (int. T-lymphocyte) er en type af hvide blodlegemer, der spiller en central rolle i immunsystemet. Forkortelsen T står for thymus, som er den latinske betegnelse for brisselen, som er det organ, hvori deres endelige udvikling forekommer. Selvom der findes forskellige typer af T-celler med forskellige egenskaber, udtrykker de alle T-cellereceptormolekyler (TCR) på deres overflade.

Cytotoksiske T-celler (CD8+)[redigér | redigér wikikode]

Cytotoksiske T-celler (eller dræber-T-celler) dræber virusinficerede celler, eller celler som viser tegn på udviklende cancer. De udtrykker proteinet CD8 (differenteringsklynge 8) på deres overflade, og bliver derfor ofte kaldt CD8+-celler.

Aktivering og mekanisme[redigér | redigér wikikode]

Klasse-1 MHC (vævskompatibilitets-kompleks) udtrykkes af alle værtsceller. Når en virus inficerer en celle, bliver nogle af dens proteiner nedbrudt, og disse binder sig til MHC-komplekset, som derved ændrer form, og bliver antigene, dvs. fremmede for CD8+-cellerne.

Når dette sker, frigiver CD8+-cellerne cellegiftene perforin og granulysin. Perforin danner porer i den inficerede celles væg, hvorved der flyder ioner og vand ind i cellerne, som svulmer op og eksploderer. Granulysin kan trænge ind i cellen via perforin-porerne og aktivere dens apoptose-funktion, som får cellen til at begå selvmord.

CD8+-celler er skyld i megen af den leverskade, Hepatitis B fremkalder, da de dræber alle inficerede leverceller. Dog frigiver de også specifikke antivirale cytokiner, der er i stand til at dræbe indlejrede vira. Nyere forskning har vist, at gule blodlegemer spiller en vigtig rolle i at akkumulere og frigive de antivirale cytokiner.

Hjælpende T-celler (CD4+)[redigér | redigér wikikode]

Hjælpende T-celler er en subgruppe af lymfocytter, som udtrykker proteinet CD4 (differentieringsklynge 4) på deres overflade, og bliver derfor ofte kaldt CD4+-celler. De er de eneste immunceller, som ikke selv er i stand til at dræbe sygdomsfremkaldende organismer (patogener), og uden andre hvide blodlegemer ville de være ubrugelige i tilfælde af en infektion.

Aktivering[redigér | redigér wikikode]

Når de naive (dvs. de er ikke bundet til et antigen endnu) CD4+-celler forlader brisselen, spredes de ud i hele kroppen, inklusiv lymfekirtlerne. Når en infektion forekommer, spredes professionelle antigen-præsenterende celler (APC) og binder sig til antigener på bakterier eller vira. En CD4+-celle er i stand til at svare på denne biokemiske besked.

Mekanisme[redigér | redigér wikikode]

Når aktiveringen finder sted, udskiller CD4+-cellen et potent cytokin, interleukin-2, som stimulerer væksten og frigivelsen af nye T-celler af alle slags. Interleukin-2 gør også makrofagernes celle-dræbende mekanisme maksimalt effektiv, og fremmer andelen af CD8+-celler, der udvikles fra brisselen.

Rolle i HIV-infektion[redigér | redigér wikikode]

CD4+-celler er de celler, HIV-virussen er i stand til at binde sig til, da dens indgang i celler kræver tilstedeværelsen af CD4+-receptoren. Makrofager og dendritceller udtrykker også CD4 i mindre antal, og er derfor også i stand til at blive inficerede. Da antallet af CD4+-celler uvægerligt vil falde, vil immunsystemet gradvist være ud af stand til at blive aktiveret, og risikoen for infektioner stiger støt og proportionelt med faldet af CD4+-celler.

Indhold i blodet[redigér | redigér wikikode]

Indholdet i blodet af hvide blodlegemer, øverst som absolutte tal, nederst som fordeling i procent

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]