Tie-break

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
To spillere på vej til en tie-break i Wimbledon

Tie-break (undertiden også tie-breaker) i tennis tages i anvendelse, når de to spillere begge har nået 6 partier. Det blev opfundet af Jamen Van Alen i 1965 med det argument, at det ville gøre tennissporten mere seervenlig. Uden tiebreak-muligheden kunne man aldrig vide, hvor langt tid en kamp ville vare. Sporten ville ikke anerkende hans argument indtil to tennisspillere i 1969 spillede en ganske besynderlig kamp i Wimbledon-turneringen. Gonzalez besejrede Pasarell: 22-24, 1-6, 16-14, 6-3, 11-9. Senest har man set Roger Federer besejre Andy Roddick 16-14 i sidste sæt i Wimbledon finalen 2009. Grunden til dette er, at tie-break stadig ikke spilles i sidste sæt i Davis Cup og tre af de fire Grand Slams, alle bortset fra US Open. Originalt kom tie-breaken først ved 8-8, en regel som ATP endelig godtog i 1971. Senere kom det dog ned på 6-6 i 1979.

Tie-breaken[redigér | redigér wikikode]

I Wimbledon 1980 da Björn Borg besejrede John McEnroe for at vinde sin femte Wimbledon-titel i træk, i finalen, blev 4. sæt afgjort i en tie-break som for eftertiden ville blive kendt som "The tie-break". Tie-breaken hvori begge spillere havde mange sæt eller matchbolde sluttede først da McEnroe vandt den 18-16. Denne tie-break var især relevant, fordi den havde en enorm effekt på eftertidens syn på denne finale, som nemlig indtil Wimbledon finalen 2008 med Roger Federer og Rafael Nadal, var kendt som den bedste nogensinde. Uden "tie-breaken" ville netop denne finale slet ikke være så kendt som den nu er, og derfor ville tie-break heller ikke være så populært og vidt brugt som nu.

Pointsystem[redigér | redigér wikikode]

I en tie-break spiller man, i modsætningen til et normalt sæt, ikke til 6 men 7. Ligesom man normalt skal vinde med mindst to partier i et normalt sæt, skal man også vinde med to point i en tie-break, og ligesom når man vinder i parti når man returnerer, hedder at bryde, kalder man det at vinde et point fra modstanderens serv i en tie-break et minibrud, eller på engelsk mini-break. Det er også atypisk fra et normalt sæt på den måde, at man normal vil skiftes til at serve med spiller 1 først, så 2, så 1, så 2. I en tie-break starter spiller 1 med at serve en gang, hvorefter spiller 2 vil serve 2 gange, igen hvorefter spiller 1 vil serve 2 gange osv.