Transvaal

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Kort som viser Transvaals placering i Sydafrika.

Transvaal er en historisk provins i Sydafrika som eksisterede i perioden 1910 til 1994. Provinsen blev koloniseret af boere i 1836/37, blev uafhængig fristat i 1852, okkuperet af briterne i 1877, og blev i 1884 selvstændig under navnet den Sydafrikanske republik.

Under den anden boerkrig (1899-1902) blev provinsen atter en gang okkuperet af briterne, og var i 1907 en britisk kronkoloni.

Efter de første frie valg i 1994 ophørte Transvaal med at eksistere og blev delt ind i flere provinser: Gauteng, Mpumalanga, Limpopo, og North West.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Allerede 1835 drog de første skarer af boers, der var utilfredse med den engelske Kapregering, over Oranje og Vaal-floden, og nogle trængte endog helt op til egnen om det nuværende Zoutpansberg. En større indvandring fandt dog først sted 1848, efter at boerne i Oranje havde lidt nederlaget ved Boomplats mod englænderne, og de indvandrede dannede en republik under navnet Transvaal. I begyndelsen gjorde englænderne fordring på overherredømmet over Transvaal lige som over Oranjefristaten, men ved Sand-River-konventionen 1852 anerkendtes dog den ny republik.

I en længere årrække havde derpå Transvaal fred for englænderne, men i det indre førtes der uafladelige kampe med de indfødte kaffere, og 1876 var faren for en almindelig nedsabling af alle de hvide så stor, at boerne påkaldte Englands hjælp. Englænderne bragte også den ønskede hjælp, men den engelske kommissær Shepstone tilrev sig hele magten og gjorde 1877 faktisk Transvaal til en engelsk besiddelse; i øvrigt styrede han landet godt, gjorde en ende på kampene med de indfødte og bragte de fortvivlede finansforhold på fode, men forbitrelsen mod det engelske påtvungne herredømme steg hos boerne mere og mere, særlig efter at Paul Kruger var blevet valgt til præsident og Jourbert til øverstbefalende for hæren (generalkommandant). Ved en pludselig overrumpling af de små spredte engelske troppestyrker lykkedes det boerne 1880 at afkaste det engelske åg, og den 27. februar 1881 tilføjede de en fra Natal fremrykkende engelsk hær et føleligt nederlag ved Majuba Hill; ved den kort efter sluttede fred anerkendte England Transvaals uafhængighed i den indre styrelse, men forbeholdt sig den ydre repræsentation, hvilket forhold 1884 blev indskrænket til, at Transvaal ikke måtte slutte overenskomster med andre stater (undtagen Oranjefristaten) uden Englands samtykke.

De følgende år forløb nu i fred, og Transvaal modtog endog enkelte territoriale forøgelser, således indlemmedes 1887 den i Zululand liggende lille boerrepublik Nieuwe Republik som Distriktet Vryheid og 1895 Swasi-Land, mens England 1885 annekterede de to små vest for Transvaal liggende boerrepublikker Stella-Land og Gosen. Det fredelige forhold mellem Transvaal og England holdt sig dog ikke i længden. Efter de store guldfund rundt om i landet og navnlig i Witwaters Rand, hvor byen Johannesburg voksede op som en paddehat, foregik der en livlig indvandring af fremmede, hovedsagelig englændere og amerikanere, de såkaldte "uitlanders", som hurtig blev utilfredse med boernes ikke i alle henseender heldige styrelse; navnlig trykkedes de stærkt af den høje afgift for minedriften, dynamitmonopolet, den høje jernbanetarif og den dyre arbejdsløn, mens staten samtidig bragte sine finanser i en glimrende stilling.

I 1895 dannede der sig derfor i Johannesburg et komplot med det formål med magt at kuldkaste boernes herredømme, og lederne trådte i forbindelse med Cecil Rhodes, styreren af Chartered Company, der ejede landet nordvest for Transvaal. Under den dybeste fred brød Rhodes’ højre hånd, dr. Jameson, den 29. december 1895 fra Mafeking med 800 mand ind i Transvaal for at forene sig med de utilfredse uitlanders i Johannesburg. Boerne havde dog fået nys om hans forehavende og tvang ham 1. januar 1896 til at overgive sig med alle sine folk ved Krugers-dorp. Lederne af bevægelsen i Johannesburg blev dømte til døden eller fængsel, men alle benådede, Jameson blev udleveret til englænderne. Den engelske regering fralagde sig al forbindelse med de folk, der havde foretaget et så flagrant brud på folkeretten, men koloniministeren Chamberlain støttede dog på alle måder uitlanders’ krav på stemmeret, hvad boerne bestemt modsatte sig, dels fordi uitlanders efterhånden var komne i flertal, og boerne således ville miste herredømmet i deres eget land, dels fordi uitlanders talte mange eventyrere og løse fugle, som ikke ville fæste bo i landet men forsvinde så snart, de havde tjent sig en formue. Spændingen voksede fra år til år; boerne benyttede tiden til at forsyne sig med krigsmateriel over Delagoa-Bugten og til at slutte et nært forsvarsforbund med søsterrepublikken Oranjefristaten, mens samtidig englænderne forstærkede deres troppestyrke i Sydafrika og trak tropper sammen langs Transvaals grænser.

Den 9. oktober 1899 opfordrede præsident Kruger englænderne til at trække deres tropper bort fra grænsen, og da englænderne vægrede sig, begyndte krigen den 12. oktober 1899. Begyndelsen var meget heldig for boerne, men efter general Cronje’s kapitulation i februar 1900 udbredte englænderne, der efterhånden havde samlet en mægtig hær i Sydafrika, sig over hele Transvaal, og til trods for Botha’s, Delarey’s, De Wet’s og andres heltemodige kampe måtte boerne bukke under for overmagten og slutte Freden i Vereeniging 15. maj 1902, hvorved England annekterede hele landet. I de første år efter anneksionen holdt spændingen mellem boerne og englænderne sig, men efter at der 1906 var indført selvstyre, bedredes forholdet. Boernes overgeneral i krigen Louis Botha blev Transvaals første præsident.

I 1909 vedtog parlamenterne i Kapstaten, Natal, Oranjefristaten og Transvaal en statslig sammenslutning, og 1. maj 1910 trådte Transvaal ind som provins i Den Sydafrikanske Union. Ved 1. Verdenskrigs begyndelse i 1914 deltog et antal boers i det vestlige Transvaal i rejsningen mod England, men hovedmassen under Botha’s og Smut’s førelse forblev loyale. I foråret 1914 var der også en del uroligheder i minedistrikterne, men i øvrigt har forholdene i det indre været rolige til trods for den store forskel i levevis og livsopfattelse mellem de meget konservative "Back-Veld"-Boers og de stærkt demokratiske elementer i minedistrikterne.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]


Sydafrika Stub
Denne artikel relateret til Sydafrika er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.
Artikelstump

Koordinater: 25°S 30°Ø / 25°S 30°Ø / -25; 30