Vålerenga Ishockey

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Spring til navigation Spring til søgning

Vålerenga Ishockey (også kendt som Vålerenga Hockey, Vålerengen, Enga, St. Halvards mænd, VIF, VIF Hockey, Iskrigerne og Oslos stolthed) er en Oslo-baseret ishockeyklub, og en del af Vålerenga IF multi-sportsklub. Deres hjem Arena er Jordal Amfi, den ligger i det østlige Oslo. Jordal Amfi blev bygget til den Vinter-OL 1952. Moderen Klubben blev grundlagt i 1913, men har ikke taget op ishockey indtil slutningen af 1950'erne. Siden 1960 har det været landets dominerende ishockey klub. Vålerenga Hockey-elite for mænd er siden 1960 blevet norsk mestre 26 gange, senest i 2009. Vålerenga Hockey-elite for mænd er også blevet ligamestre 30 gange, senest i 2018/19 sæsonen. Vålerenga Kvinder og Vålerengas ungdomsafdeling har vundet mange medaljer og titler gennem årene. Med over 100 medaljer og titler er Vålerenga Norges mest vindende ishockeyklub, Vålerenga er også kendt uden for Norges grænser. Tv-serien Iskrigerne er sendt på dansk TV2.

Nuværende sportschef er den pensionererede norske ishockey spiller Espen Knutsen.

Vålerenga spiller sine hjemmekampe fra efteråret 2020 på Nye Jordal Amfi, Vålerenga har ikke altid spillet sine hjemmekampe på Jordal Amfi. De har også spillet fra 2017 til 2020 i Furuset Forum og fra 1990 til 1993 i Oslo Spektrum.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Jordal Amfi under bygging.

Vålerengas havde et gennembrud i 1960 og har indtil i dag vundet det norske mesterskab 26 gange. Vålerengens Idrettsforening blev grundlagt så tidligt som i 1913 og har gennem historien været en af ​​Norges førende sportsklubber. Vålerengas ishockeyhistorie går tilbage til 1940'erne. Klubben deltog i NM for juniorer for første gang i 1947 og tilbragte 10 sæsoner med at etablere sig på toppen. I 1956 var det så klart for den første mesterskabstitel: Vålerengens IF vandt det nationale mesterskab for juniorer og gentog det 5 sæsoner i træk. VIF-dynastiet blev oprettet. Jordal Amfi blev bygget i forbindelse med Vinter-OL i 1952 og blev indviet i december 1951. Hallen var oprindeligt uden et solidt tag, men dette blev tilføjet i 1971. VIF naboklub Gamlebyen ( GIF) dominerede norsk ishockey i 50'erne. 6 NM-titler var finalen for Gamlebyen med sit første kongelige pokal i 1960. Kranken i det nye mesterhold var kaptajn Tor «Jern-Gustav» Gundersen, som også blev Vålerengas første vinder af «Gullpucken », norsk ishockeys højeste pris. Andre VIF-legender, der hjalp med at indlede klubbens første guldalder, var Einar Bruno Larsen, Leif Eriksen og Terje «Henger´n» Hellerud . De samme tre var også til stede, da VIF tog deres første norske mesterskab i fodbold 5 år senere. I 1965 startede Vålerengen sin utrolige serie med 7 lige norske mesterskaber indtil 1971.

1980'erne[redigér | redigér wikikode]

1980-1981 VIF og Furuset[redigér | redigér wikikode]

I marts 1980 fandt de første slutkampe sted på norsk is, hvor playoffs fulgte et mønster fra NHL og den svenske eliteserie. Mere end 6.000 mennesker gik gennem tællerne ved Jordal Amfi, da Vålerengen og Furuset mødtes i den første rigtige finalekamp i norsk ishockey, og at efter flere tusinde måtte skuffede hjem uden en billet. Hockey var det nye publikumshit, og hadforliget VIF-Furuset var nummer 1 på hockeybanen. Furuset med en gennemsnitsalder på 21 år var store favoritter og blev allerede annonceret som det 80-årige superhold i norsk hockey, mens VIF blev kaldt ældrehjemmet. Derfor var det næsten en fjer i hætten for VIF, at Furuset "kun" vandt så snævert som 3-2 og 4-2. Vålerengen havde bevist, at generationsskiftet havde været smertefri, og at det kun var et spørgsmål om tid, før den 12. kongepokal kunne samles. Håbet om at få et dusin fulde af "spande" i klubhuset blev genoplivet, efter at VIF chokerede alle ved at slå et af de bedste Furuset-hold gennem tidene i semifinalen året efter, men også i NM-finalen i 1981 blev Vålerengen kort, denne gang mod Stjernen Hockey. Ganske vist åbnede de endelige kampe med en VIF-sejr 3-1 i Stjernehallen med Jim Marthinsen som den store matchhelt, men i de næste to kampe i Jordal vendte den rødklædte fra Fredrikstad bordene og bragte Kongenspokkalen uden for Oslo og Asker for første gang. Stjernen skrev hockeyhistorie, da de besejrede VIF 5-4 og 3-1 - begge kampe set af næsten 7000 tilskuere i Jordal Amfi. I sæsonen 1981/82 vandt VIF sin 12. kongepokal, den første i 10 år. Blandt de daværende profiler var den finske superstjerne Ilkka Kaarna (som stadig har klubrekorden med sine 60 mål i 81/82) og Geir Myhre, vandt Gullpucken samme sæson.

1982-1984 DUZEN FULL og flere medaljer[redigér | redigér wikikode]

Alle gode ting er tre, siger det gamle ordsprog, og Vålerengen stolede på det, da klubben spillede sig til sin tredje NM-finale ud af tre mulige i 1982. Der var gået ti år siden den 11. kongepokal. Skal VIF-fyrene endelig lykkes med at gøre dusinet fulde? I det mindste var alt på plads til den længe ventede triumf. VIF vandt et absolut fremragende ligamesterskab i 1981/82, 11 point foran Furuset. Anført af den nye superserie med Ilkka Kaarna, Geir Myhre og Roy Jansen blev al opposition fejet, og den største helt på det nyligt omdøbte "Apebjerge" var utvivlsomt den 27-årige finn hvilket gav norsk tophockey en helt ny dimension. Ilkka Kaarna scorede 60 ligamål i sin første sæson på norsk is! På samme tid satte Bjørn Kolsrud en fremragende back record med sine 33 mål og 56 point. Ikke underligt, at Vålerengen var store favoritter inden slutspillet i 1982.

Vålerengen havde brug for 2 x sudden for at sætte Viking Ishockeyklubb ud i semifinalen, men Bjørn Kolsrud holdt hovedet koldt og rettet både 8-7 mod Jordal og 3-2 i Stavanger. Den første sidste kamp mod M/S var et rent legerum for VIF med en 9-1 sejr, men i kamp 2 blev spændingen tilbage at røre ved og føle. Manglerud Star førte både 3-0 og 4-2 før serien med Myhre, Kaarna og "Sleiper'n" vendte det hele til Vålerengen fordel og sejr 7-5. For "Sleiper'n" var hans 82-spand syvende og sidste, mens Jim Marthinsen, "Totto", Roy og Jon Magne tog deres første. En ny gylden tidsalder var begyndt.

Vålerengen måtte nøjes med bronze i 1983 og sølv i 1984, senest efter superdramatiske finalekampe mod Sparta, hvor tre ex-VIF'er hjalp med at bringe Kongenspokalen til Sarpsborg for første gang. Geir Myhre, Roy Johansen og Steinar Bjølbakk spillede alle for Sparta og gjorde som Stjernen 3 år tidligere: Lad VIF vinde den første kamp i Østfold, og tag derefter to lige sejre i Jordal. Mange talte om, at Oslos hockeyhegemoni nu blev alvorligt brudt, men Vålerengen ønskede det anderledes.


1985: Klassikeren mod Sparta[redigér | redigér wikikode]

I 1985 jagede VIF derfor hævn over Sparta Sarpsborg, og med forstærkninger som Petter Thoresen og Sigurd Thinn var det en utrolig afslutning på sæsonen for Vålerengen. Sparta blev grundigt sat på plads i semifinalen, så VIF sikrede sin femte finaleplads på 6 år og dermed et nyt møde med den arvelige fjende Furuset. Med en 8-2 og 4-3 sejr i de første to sidste kampe sikrede VIF overhånden, men den tredje sidste kamp kunne let have afskrækket Vålerengen. Det, der skulle være den store sejrsparti, var i stedet en rekordstor nedtur. Kun 24 minutter og 23 sekunder efter pludselig død Bjørn Skaare arrangerede en fjerde finalekamp med sin 3-2-score bag Jim Marthinsen. - Nu stoppede vi VIF-mobben, svævede Furuset-træner Rune Molberg efter kampen og sigtede sandsynligvis mod Apeberget, der helt havde sat Amfi'n i brand under play-offs. Den fjerde sidste kamp i slutspillet i 1985 var derfor afviklingstiden både for Rune Molberg og for alle VIF-hjerter, som med rette følte sig provokeret af Furuset-træneren. Igen blev næsten 6.000 mennesker pakket ind i Amfi'n, og de fik se kampen tage en meget dramatisk vending, da VIF-træner Lennart Åhlberg kastede.

1987-1989: Nye helte og spande[redigér | redigér wikikode]

Før 80'erne var forbi, havde Vålerengen vundet 15 kongelige trofæer. Finalen i 1987 mod Stjernen var domineret af en ny super-serie, denne gang med Petter Thoresen, Roy Johansen (tilbage fra Sparta) og Sigurd Thinn. Sammen med Christian Arnesen, der havde gjort comeback efter et års hvile, sørgede de for, at Vålerengen tog "The double" for tredje gang i 80'erne. Årets nye kaptajn var Øyvind Løsåmoen, der modtog Vålerengens 14. kongepokal efter en 5-2-sejr i den fjerde sidste kamp på Jordal. Den største hyldest gik dog til Lennart Åhlberg, der sluttede sine tre år i VIF med endnu en dobbelt triumf.

Erik Ask førte holdet til endnu et fremragende ligamesterskab det følgende år, men nu var Furuset tilbage som en sidste modstander, og det betød en ny thrillerserie for Oslo-publikummet. Fem afsluttende kampe skulle foretages, før den norske mester i 1988 kunne vælges, og nu dukkede endnu en lovende VIF-generation på arenaen. Allerede i 3. sidste kamp præsenterede de to 17-årige Marius Rath og Stig Johansen sig med deres respektive mål, da VIF vandt 4-2. I den femte afgørende kamp var de tilbage i hovedrollerne, igen med en score hver, hvad der endte med en VIF-sejr 4-1. - Mit største øjeblik som hockeyspiller, sagde kaptajn Petter Thoresen, da Vålerengens 15 skovl blev afleveret af præsident Ole Jakob Libæk, og hvem kan være uenig. Nomineringen af ​​VIF som norsk mester i en femte og direkte afgørende sidste kamp for fyldte tribuner var norsk sportsdrama på sit allerbedste. [1]

1990'erne[redigér | redigér wikikode]

1990-1993: Over til spektrum og spande[redigér | redigér wikikode]

Oslo Spektrum som var Vålerengas hjemmebane fra 1990 til 1993

Efter åbningen af ​​Oslo Spektrum i 1990 flyttede Vålerenga sine kampe til arenaen i hjertet af Oslo. Efter slutningen af ​​sæsonen 1992/93 vendte holdet tilbage til sin gamle arena Jordal Amfi.

90'erne har VIF startet på den samme fantastiske måde som de gjorde tilbage i 60'erne. Med Geir Myhre som leder af en ny generation af hockeykunstnere, hvor Espen Knutsen er den største favorit, har Vålerenga bragt King's Cup nr. 16, 17 og 18 hjem i overlegen stil. Oslo Spektrum debuterede som den sidste arena, da Vålerenga let satte Furuset på plads med 3-0 i kampe i NM-finalen 1991, og medaljehøsten fortsatte i 1992 med en ny sabotage i finalen, denne gang mod Stjernen, som også måtte udholde 3 lige tab. Da spand nr. 18 kom på plads, var VIF tilbage ved Jordal efter en endelig sejr over Furuset for tredje gang på seks år.

1996-2000: European Hockey League[redigér | redigér wikikode]

I sæson 96/97 blev Vålerenga trukket i en gruppe i European Hockey League med mesterhold fra Tjekkiet, Sverige og Rusland som Dynamo Moskva (Med Evgenij Nabokov og Maxim Afinogenov), Färjestad (med Atle Olsen) og HC Budějovice (med Radek Martinek). Det skabte international opmærksomhed, da Vålerenga slog HC České Budějovice 2-1 i Oslo Spektrum. I resten af ​​kampene var det hårdt, især på udeisen. Alligevel var det en forsmag på, hvad der skulle komme. I de følgende år vandt Jordal VEU Feldkirch (dengang regerende EHL-mester), EV Zug og en dobbelt sejr over Adler Mannheim med 5-0 hjemme og 3-2 på udebane. TPS Turku og Dynamo Moskva mistede også point på Jordal Amfi. Vålerenga havde hold, der kunne indhente europæiske tophold. [2] I 1999/2000 Adler Mannheim både hjemme og ude og endte på tredjepladsen i sin gruppe. [3]

2000-'erne[redigér | redigér wikikode]

Med sine egne profiler som Morten Ask, Kenneth Larsen, Ricky Nygaard samt svenske publikumsfavoritter som Brummer, Englund og Gällstedt gik Enga ind i et nyt årtusinde med NM-titler nr. 20 og 21. I 2001-2002 indleder Vålerenga endnu en turnaround-operation, denne gang at fornorse antallet af spillere. At Vålerenga virkelig er magtcentret i norsk ishockey, udtrykkes også af det faktum, at klubben praktisk talt rydder bordet, når det kommer til ligamesterskaber.

Vålerenga Hockey vinder så meget ædle metaller, at en trillebør skulle bruges til at transportere alle guldmedaljerne til Amfi'n efter afslutningen af ​​serien. Vålerengas A-hold, ældre juniorhold og yngre juniorhold vandt alle deres respektive serier samt klubbens kvindelag, der i en velkendt stil tog endnu et kongeligt trofæ hjem. Præcis det var et rigtigt festligt øjeblik ved Jordal Amfi, hvor alle tilstedeværende fik et synligt bevis for, at det vokser - og det godt - i Vålerenga.

Jubilæumsåret 2003 bliver for evigt skrevet i guld i Vålerengas ishockeyhistorie. Ikke kun fordi det er dejligt at fejre 90 år, men endnu mere fordi hockeydrengene benyttede lejligheden til at demonstrere deres overlegenhed med en parade-march, som vi sjældent eller aldrig har oplevet før. Mange forventede, at denne sæson ville være noget helt specielt allerede i efteråret 2002. Antallet af spillere blev stærkt styrket med norske landsholdsspillere bragt hjem fra svenske klubber, egne juniorer fra de seneste dobbeltmestre, der fik chancen på A-holdet og en potentiel point-konge i den svenske snigskytte Joakim Backlund. Og som om det ikke var nok, kom gamle helte som Marius Rath og Øystein Olsen tilbage efter et par års hvile.

De fleste indså allerede, at klubbens 24. ligamesterskab ville blive en realitet ved juletid. På trods af den voldelige seriedominans var der stadig stor spænding forbundet med slutspillet til Kongenskongpokal.

Det blev en klassiker, fordi Vålerenga markerede klubbens 90-års jubilæum med en demonstration af kraften fra de virkelig sjældne. Fire lige sejre var opskriften fra træner Petter Thoresen, inklusive en fejende stor kamp tre ved Jordal.

Med veteraner som Vegar Barlie, Øystein Olsen og Marius Rath i en legende stemning og med en Bjørge Josefsen, der simpelthen lukkede buret, kunne drengene næsten parade hjem på den 22. spand i vores anarkiske hockeyhistorie. Den eneste gamle vane, der blev vendt, var traditionen med at vinde trofæet i Jordal. For første gang i historien vandt Vålerenga en kongepokal uden for Oslo, da den fjerde og sidste kamp blev spillet i Hamar OL-Amfi da de slog Storhamar Dragons ud.

Sæsonen 2004-05 er stadig frisk i mit sind. Det var sæsonen, hvor NHL blev ramt af en lockout, og hvor hundreder af transatlantiske proffer gik til Europa for at spille hockey. For Vålerengas tid kom forstærkningerne sent, men godt. Vores hold var i den nederste halvdel af tabellen næsten hele efteråret, inden transfervinduet gik mod lukketid i december. Men i julemåneden faldt stykkerne på plads en efter en. Tilbagevendende Anders Myrvold og Morten Ask fik selskab af Chris Mason (Nashville), Scott Hartnell (Nashville) og Travis Brigley (Colorado), mens Vladimir Machulda sluttede sig til truppen fra den finske liga. Med disse kanoner på plads erobrede Vålerenga først sit 25. seriemesterskab, før den 23. NM-titel kom til at virke efter en finaleserie mod Trondheim Ishockeyklubb.

Inden sæsonen 2006/07 fik Espen "Shampo" Knutsen hovedansvaret som træner for A-holdet, og med Sven Arild Olsen som den nye assistent børste han støvet af en anden bekendt fra de tidlige 90'ere, da de spillede sammen under Geir Myhres ledelse. Antallet af spillere var igen den "mest norske" i UPC-ligaen, inklusive et imponerende antal af deres egne unge drenge. Årsagen var tydelig i det faktum, at syv klassespillere var væk fra sidste års guldhold, inklusive Bård Sørlie, som desværre blev tvunget til at gå på pension på grund af skade.

På indvandringsfronten kunne vi prale af en ekstremt stærk trio af nyankomne bestående af målmand Björn Bjurling fra Djurgården, center David Nystrøm fra Södertälje og forsvarsspiller Christian Chartier med baggrund fra landmandsteamet i Toronto Maple Leafs. Sæsonen ville så også være en jublende sæson af de sjældne, der til sidst blev kronet med spand nr. 25 efter 4-1 i kampe over ærkerivaler fra Storhamar i NM-finalen.

Omkring 06/07 var en paradesæson for Engas hockey drenge, så et pludseligt fald ventede det følgende år. Stammen i holdet var ganske vist den samme solide som i tidligere år, men for en gangs skyld lykkedes det teamledelsen at begå en alvorlig fejl ved at underskrive udenlandske forstærkninger.

To år senere - sæsonen 08/09 - var Vålerenga derimod tilbage på toppen igen. Efter at have slået Sparta 4-2 i sidste kampe kunne holdet fra Oslo Øst kvalificere sig som norske mestre for 26. gang. Det er indtil videre Vålerengas sidste Kongepokal.

Vålerenga blev ligamestre i sæsonen 09/10, men tabte finalen til Stavanger, der tog sin første NM-titel.

2010-'erne[redigér | redigér wikikode]

Efter at være ligamestre for 28. og 29. gang i 12/13 og 13/14 sæsoner, gik Vålerenga ind i en tungere periode.

I 2016 vendte Roy Johansen tilbage til Vålerenga og overtog rollen som hovedtræner i 16/17 sæsonen. Espen Knutsen gik over til rollen som sportschef og træner.

Roy Johansen førte kun Vålerengas Iskrigerne i mindre end en sæson i det gamle Jordal Amfiteater efter hjemkomsten. Den 26. januar 2017 begyndte nedrivningen af ​​den olympiske arena fra 1952.

Vålerenga flyttede til Ungdomshallen, hvor de træner dagligt. Kampene spilles i Furuset Forum. I 18/19 sæsonen blev Vålerenga ligamestre for 30. gang. I år var der en særlig tildeling af medaljerne, da Vålerenga modtog deres medaljer på "hjemmebane" i en gammel rivaliserende arena.

2020-'erne[redigér | redigér wikikode]

Efter næsten fire års ventetid var ministeren for kultur og ligestilling mellem kønnene Abid Raja, ishockeypræsident Tage Pettersen og sportsdirektør Espen «Shampo» Knutsen endelig i stand til at indvie Ny Jordal Amfi 10. oktober 2020. Med corona -situationen, der karakteriserede Norge, var kun 200 tilskuere tilladt ved åbningskampen. Det var en festaften for de tilstedeværende, der kunne se hjemmeholdet slå Grüner 4-1. Udeholdet Carl Wassenius scorede det første officielle mål på Nye Jordal Amfi, mens Jonas Oppøyen scorede Vålerengas to første mål. [4][5]

Meritter[redigér | redigér wikikode]

  • De vandt norgemesterskaberne 1960, 1962, 1963, 1965, 1966, 1967, 1968, 1969, 1970, 1971, 1973, 1982, 1985, 1987, 1988, 1991, 1992, 1993, 1998, 1999, 2001, 2003, 2005, 2006, 2007, 2009
  • Samt seriemesterskaperne 1962, 1963, 1964, 1965, 1966, 1967, 1968, 1969,1970, 1971, 1980, 1982, 1985, 1988, 1991, 1992, 1993, 1994, 1996, 1998, 1999, 2000, 2002, 2003, 2005, 2007, 2010. 2013, 2014, 2019,

Berømte spillere[redigér | redigér wikikode]

Kilder/referencer[redigér | redigér wikikode]

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]