Vendéerkrigen
Vendéerkrigen kaldes den navnkundige "katolske og kongelige krig", som under Revolutionskrigene i Frankrig rasede i de vestlige egne omkring Loire-floden.
Optakten
Krigen, der var på sit højdepunkt 1793—96, fik sit navn af departementet Vendée, fordi dette var kampens hovedsted, men den omspændte desuden departementerne Loire-Inférieure, Maine-et-Loire og Deux-Sèvres samt største delen af de gamle landskaber Poitou, Anjou og det sydlige Bretagne. Disse egne beboedes af fattige bønderfolk og talrige små adelige godsejere; fra de storgodser, der fandtes, var derimod højadelen draget bort.
Det stærkeste særkende for befolkningen var dens fanatiske fastholden ved den katolske tro; grumme protestantforfølgelser havde raset i landskaberne i det 16. århundrede, og trosivrige munkes voldsomme forkyndelse havde stadig ægget den religiøse lidenskab. Kongetroskaben var stor, og adel og bønder holdt sammen i gammeldags fred og forståelse. Budskabet om ophævelsen af adelens godsejerprivilegier havde befolkningen med glæde modtaget, men indførelsen af den ny kirkeforfatning og de edsnægtende præsters hårde medfart havde allerede siden 1790 vakt uroligheder i landet, nærede ved chouanernes strejftog.
Kongens henrettelse i januar 1793 hidsede forbitrelsen endnu stærkere op. Da så Nationalkonventet på grund af den første Koalition påbød en masseudskrivning af rekrutter i landet, brød oprøret ud med voldsom kraft 12. marts 1793; fra denne dag til 15. marts blev måske ikke mindre end 300 revolutionsmænd, mest embedsmænd, myrdede omkring i Vendée.
I sin første fase var opstanden en bondebevægelse og mere katolsk end kongelig, bønderne stod under førere af deres egen stand, såsom vognmanden Jacques Cathelineau og skovbetjenten Jean Nicolas Stofflet, noget senere sluttede adelsmændene sig til, og adelige officerer førte an i den katolske og kongelige krig mod "de blå", republikanerne.
1793
Krigens gang var følgende: Landskaberne, opfyldte som de var af side enge, mose, skov, levende hegn og grøfter, egnede sig ypperlig for den lille krigs spredte fægtninger og gav dem, der var stedkendte, en afgjort fordel. I St. Florent ved Loire blev Cathelineau valgt til anfører; i de sumpede kystegne kommanderede søofficeren François Athanase Charette de la Contrie, snart stod også skarer væbnede under Stofflet.
Byborgere og beedigede præster dræbtes, og adelen sluttede sig til. Adelsmanden Henri de Larochejacquelin, en dygtig leder, erobrede efter flere heftige kampe Saumur 10. juni. Oprørerne gjorde nu Saumur til deres hovedkvarter, og Cathelineau blev den fælles overanfører. Konventet sendte 3 hære ud mod dem under Armand Louis de Gontaut Birons overbefaling; under ham kommanderede Boulard og Canclaux ude ved kysten.
Englænderne havde lovet Vendées oprørere hjælp; da denne ikke kom, gik de over Loire-floden og ind i departementet Loire for at føre krigen under rigere vilkår. Da de imidlertid angreb Nantes, slog Canclaux deres angreb tilbage 29. juni 1793, og Cathelineau blev såret og døde 11. juli. Det så ud til, at den katolske og kongelige hær skulle splittes. Men Birons myndighed tilintetgjordes ved konventskomissærernes indblanding, de frivillige pøbeltropper, som førtes ned af ledere som bryggeren Antoine Joseph Santerre, ødelagde disciplinen, og den dygtige Canclaux kunne ikke udrette nok.
Velfærdsudvalget afsatte da Biron og indsatte i stedet til overanfører guldsmeden Rossignol. Men han var en meget uheldig leder. Han påtog sig gerne at udføre konventets påbud (1. august) om Vendées fuldstændige ødelæggelse, men ved sit barbari og plyndringer pustede han kun nyt liv i oprøret. Og krigsplanen at kue Vendée ved et angreb fra nord og syd, Rossignol fra La Rochelle og Canclaux fra Brest, mislykkedes.
Oprørshobene samlede sig atter til en hær under kommando af adelsmanden Gigot d’Elbée. Rossignol blev da forsat, og kommandoen over konventets tropper fik Léchelle, der selv var en uduelig leder, men under sig havde dygtige underanførere som Canclaux, Marceau, Jean Baptiste Kléber og Westermann. Det gik derfor atter frem for republikanerne, og da d’Elbée leverede dem et slag ved Cholet 17. oktober, blev hans hær slået, og han selv faldt. Men på grund af Léchelles slette overledelse lykkedes det alligevel Vendée-tropperne at slippe over på den højre Loire-bred. De fandt støtte fra Bretagne, og den ny overanfører Larochejacquelin fik en samlet hær på fode.
Vel mislykkedes Larochejacquelin’s forsøg på ved en march gennem Bretagne at nå frem til Granville i håb om at få hjælp fra en engelsk flåde, men på tilbagetoget vandt han 21. november i en blodig kamp ved Dol sejr over Rossignol, der igen havde fået kommandoen efter Léchelles død. Rossignol blev da endelig afsat, og i spidsen for den republikanske hær kom nu Marceau, hvem det sammen med Westermann og Kléber lykkedes at oprive Larochejacquelins hær ved Le Mans 12. december. Det var et forfærdeligt slag, 10.000 mand af de overvundne blev dræbte, der gaves ikke pardon efter kampen, oldinge og kvinder blev skudt.
23. december ødelagde Westermann ved Savenay resterne af royalisterne, som i uordnet flugt søgte at nå over Loire. Således var landskabernes modstand brudt, om end Larochejacquelin havde folkeskarer under sig, og Stofflet og Charette havde en styrke om sig på den søndre Loire-Bred ude ved kysten.
1794-1796
Konventet overdrog nu Jean Baptiste Carrier fra Nantes at kue Vendée; han lod folk henrette i masse og druknede dem i skibe, der blev borede i sænk, og general Turreau jog ødelæggende gennem landet med sine "helvedeskolonner". Men disse grusomheder førte kun til, at oprørerne rejste kampen igen. Var ikke Larochejacquelin død 4. marts 1794, og royalisterne, der nu manglede en overleder, blevet uenige, havde næppe republikanerne fået bugt med det ny oprør, hvori Charette og Stofflet nu blev anførerne. General Turreau, der intet kunne udrette, blev kaldt hjem.
Men da blev overkommandoen givet til general Louis Lazare Hoche, og hermed slog konventet ind på en mildere politik; 2. december 1794 tilbød han i en proklamation Vendée fred og tilgivelse. Konventet sluttede da et forlig med Charette i La Jaunaye februar 1795, og hertil sluttede sig snart Stofflet; ved at overgive de tidligere førere den stedlige befaling i de forskellige egne og ved indrømmelser søgte regeringen at skaffe ro i landskaberne. Men da englænderne juni 1795 kom og landsatte en emigranthær ved Quiberon i Bretagne, rejste atter Charette kampen mod republikken, og Stofflet sluttede sig også til oprøret.
Da nu greven af Artois ikke sendte emigranterne den ventede hjælp, men fejt lod dem i stikken, og Charette i tillid til Artois ikke havde støttet ekspeditionen tilstrækkelig, slog Hoche landgangshæren fuldstændig og fik bugt med oprøret. Både Charette og Stofflet blev fanget og skudt i foråret 1796. Herefter fuldførte Hoche 1796 det arbejde at fredeliggøre Vendée imod at sikre den katolske tro.
Senere oprør
Endnu flere gange senere var der dog uroligheder i disse landskaber, der hang ved det gamle kongehus. Således kom det under Georges Cadoudals sammensværgelse mod Napoleon til oprør, der kuedes af general Guillaume Marie Anne Brune. Efter Ruslands-toget 1812 nægtede Vendée skat og soldatertjeneste, og 1814 rejste store bønderskarer sig til kamp mod Napoleon, men da denne nedlagde magten, skiltes de atter ad.
I "de 100 dage" 1815 rejste Vendée sig igen mod ham, men general Jean Maximin Lamarque kuede let opstanden; thi Napoleon havde lagt gode veje gennem landskaberne, der således ikke rådede over den samme militære modstandskraft som før.
Efter Julirevolutionen rejste nogle bondeskarer i Vendée igen en opstand til gunst for det gamle bourbonske kongehus, og Hertuginden af Berry, der tidligere havde rejst i landet og var yndet der, kom dertil, men hendes tilfangetagelse og opdagelsen af, at hun var frugtsommelig ved en ny mand, dæmpede begejstringen for hende som den legitime konges moder, og efter at den ringe styrke, som havde holdt med hende, var splittet, fik regeringen nemt oprettet ro.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |