Wikipedia:Landsbybrønden/Neutralitetsproblemer vedr. skånske forhold

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Neutralitetsproblemer vedr. skånske forhold[rediger kildetekst]

Vi har mange artikler om steder og begivenheder i Skåne (og i mindre grad Halland og Blekinge) som indeholder en masse godt stof, men som desværre i større eller mindre grad overtræder Wikipedias neutralitetspolitik. Ja ved nogle artikler kunne man næsten forledes til at tro at Danmark og Sverige stadig er i krig, og at de er skrevet som led i den danske krigspropaganda. Jeg synes at det er et meget alvorligt problem som vi bliver nødt til at rette op på. Det ville være dejligt om nogle personer med forståelse og interesse for sagen ville hjælpe til med dette. Mange af de kontroversielle artikler findes i kategorierne Kategori:Danmarks historie og Kategori:Skånelandene. Byrial 3. okt 2004 kl. 23:04 (CEST)

Det kan tilføjes, at problemet også kan ses i omtaler af begivenheder under årstal og datoer. --Troels Nybo 4. okt 2004 kl. 13:55 (CEST)
Jeg har fået en e-mail fra Nico (tak for det, Nico) som videresender en kommentar fra Stig Wørmer til min kritik af Skåne-artiklerne som (såvidt jeg forstår det) er fremkommet på en e-mail-liste om Wikipedia. Jeg vil gerne opfordre Stig og andre interesserede til at diskutere sagen her ved landsbybrønden. I anledning af Stigs svar vil jeg gerne slå nogle ting fast:
  1. Jeg har ikke bestridt det faktuelle indhold i artiklerne og vil heller ikke gøre det. Jeg mener det når jeg ovenfor skriver at de indeholder en masse godt stof.
  2. Jeg ønsker ingen censur af oplysninger om hvad der er sket i Skåne.
  3. Det jeg kritiserer, er at mange af artiklerne tager stilling til begivenhederne i stedet for kun at referere dem.
Stig skriver i sit indlæg:
"Da alle indlæg er private og udtrykker private (ikke statslige, statsautoriserede, osv. ) synspunkter er det klar, at der kommer indlæg med ildhu og engagement."
Det mener jeg er udtryk for en klar misforståelse vedrørende Wikipedia. Artiklerne skal og må ikke udtrykke private synspunkter, og det er præcis det at de udtrykker synspunkter som jeg kritiserer. Jeg vil igen opfordre til at læse om wikipedias neutralitetspolitik.
Byrial 7. okt 2004 kl. 18:25 (CEST)