Wikipedia:Ugens artikel/Uge 19, 2009
Franklin Delano Roosevelt (30. januar 1882 - 12. april 1945) var USA's 32. præsident og sad på posten i perioden 1933-1945. Han blev valgt til posten i alt fire gange og er den eneste amerikanske præsident, der har siddet i mere end to valgperioder.
Under depressionen i 1930'erne skabte Roosevelt genopretningsplanen New Deal, der blandt andet skabte mange arbejdspladser og reformerede de finansielle strukturer i landet. Da 2. verdenskrig brød ud, holdt han i første omgang USA ude af konflikten, men støttede dog Storbritanniens krigsindsats, og efter angrebet på Pearl Harbor gik USA aktivt ind i krigen.
Som præsident skabte Roosevelt fundamentet for det moderne Demokratiske Parti og dets stærke basis i liberalismen. Omvendt tøvede han ikke med at bruge den føderale regeringsmagt, når det var nødvendigt, hvilket især ses i hans kamp for at overvinde depressionen. Franklin D. Roosevelt betragtes af mange som den største præsident i USA nogensinde. (Læs mere..)