Wikipedia:Ugens artikel/Uge 2, 2018

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Terra Nova-ekspeditionen

Terra Nova-ekspeditionen (1910–1913) var en britisk ekspedition ledet af Robert Falcon Scott. Ifølge ham var hovedmålet at nå Sydpolen for at sikre, at det britiske imperium fik æren for præstationen. Scott og fire ledsagere nåede Sydpolen den 17. januar 1912, men opdagede, at en ekspedition ledet af Roald Amundsen havde været der 33 dage tidligere. På rejsen tilbage til Cape Evans-basen omkom Scott og hans ledsagere. Deres dagbøger blev fundet under en eftersøgning efter sydpolsgruppen otte måneder senere, og dermed blev deltagernes historie kendt.

På denne tid var Scott Storbritanniens mest erfarne leder af polarekspeditioner og havde ledet Discovery-ekspeditionen til Antarktis i 1901–04. Terra Nova-ekspeditionen, opkaldt efter ekspeditionens forsyningsskib, var et privat initiativ finansieret med indsamlede midler og et mindre statsligt tilskud. Videre havde den støtte fra den britiske marine, som bidrog med erfarne søfolk, samt fra Royal Geographical Society. Udover målsætningen om at nå Sydpolen gennemførte Scott også et omfattende videnskabeligt program og udforskede Victoria Land og den Transantarktiske bjergkæde. Et forsøg på at komme i land for at udforske Kong Edward VII Land mislykkedes imidlertid. En gruppe rejste også til Cape Crozier i juni og juli 1911 midt under den strenge antarktiske vinter.

Scotts heltestatus i Storbritannien var ubestridt i mange år efter hans død, og der blev rejst få spørgsmål om årsagerne til ulykken. Den sidste fjerdedel af det 20. århundrede blev ekspeditionen gransket nærmere, og for eksempel har Scotts dagbog fået stor opmærksomhed, fordi den detaljerede fremstilling kaster lys over omstændighederne omkring tragedien. Det er fremkommet flere kritiske synspunkter om årsagerne til udfaldet, og det diskuteres fortsat, i hvilken grad Scott havde ansvaret for det, som skete. (Læs mere..)