Wikipedia:Ugens artikel/Uge 8, 2013

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Sønderborg

Sønderborg er en by og købstad i Sønderjylland med 27.304 indbyggere (2012), beliggende på begge sider af Als Sund. Den er Sønderjyllands største by og er vokset op omkring borgen, der blev anlagt lidt før år 1200. Der har været foretaget arkæologiske udgravninger forskellige steder i byen, og indtil videre er de ældste vidnesbyrd fra middelalderens Sønderborg lokaliseret på Humletorvet. Søfart var et vigtigt erhverv fra det 16. til det 20. århundrede, hvor vejtrafikken fik overtaget som dominerende transportform.

Sønderborg-området rummer i dag et dynamisk erhvervsmiljø inden for højteknologi, maskin-, levnedsmiddel- og tekstilindustri og har mange uddannelsessteder og kollegier. En del af Syddansk Universitet ligger i byen. Sønderborg er desuden hovedby i Sønderborg Kommune, der hører under Region Syddanmark.

Byen består af blandede gamle og nye bygninger. Sønderborg blev svært beskadiget af prøjsisk artilleribombardement under belejringen af Dybbøl-skanserne i 1864. Store dele af midtbyen og havneområdet nedbrændte. Den største del af byen ligger på Als-siden, mens en mindre del ligger på Sundeved-siden af Alssund. Fra midten af det 19. århundrede og til 1930 var de to bydele forbundet med pontonbroen Frederik VII’s Bro. Skulle man over, betaltes der bropenge undtagen om søndagen, hvor der var kirkegang. Folkevandringen hver søndag gjorde, at Sundeved-siden i folkemunde fik navnet "Den hellige side". I 1930 blev den faste vej- og jernbanebro Kong Christian den X's Bro. (Læs mere..)