Aistulf
Aistulf (? – 756) var en langobardisk konge af Italien der regerede fra 749 til 756. Han var desuden Hertug af Friuli fra 744, Hertug af Spoleto fra 751. Han var søn af Pemmo, hertug af Friuli og yngre bror til kong Ratchis.
Efter hans bror Ratchis blev langobardernes konge i 744, overtog han som hertug af Friuli. Og da Ratchis senere afstod kronen og fortrak til kloster blev han selv konge. Aistulf fortsatte langobardernes ekspansive udenrigspolitik på bekostning af byzantinernes italienske besiddelser og Pavestaten. I 751 indtog han Ravenna byzantinernes sidste vigtige bastion i Italien og truede Rom og krævede at de pavestaten betalte kopskat.
Paverne, klemt og truet af langobarderne – og uden håb om undsætning fra byzantinerne, som Rom nominelt tilhørte, beklagede i stedet deres nød til de karolingske rigshofmestre af Austrasien – de egentlige regenter af det frankiske kongedømme. Første opfordrede pave Gregorius III Karl Martell til at intervenere, men han var for travlt optaget andetsteds og afslog. I 753 besøgte pave Stefan II Karl Martells søn Pipin den lille, som med hans forgænger, pave Zacharias velsignelse, var blevet kronet til frankernes konge i 751. Som tak for den pavelige støtte og opbakning til hans kroning, krydsede Pipin Alperne, besejrede Aistulf, og leverede tilbage til pavestaten de områder omkring Rom – ducatus Romanus – som Aistulf havde indtaget, foruden de tidligere byzantinske områder omkring Ravenna og ned langs kysten (Emilia-Romagna og Pentapolis) som Aistulf havde erobret fra Konstantinopel.
Aistulf døde under en jagt i 756. Han blev efterfulgt af Desiderius som konge af langobarderne, og af Alboin som hertug af Spoleto. Han havde da allerede givet Friuli til hans svigerbror Anselm, abbed af Nonantula, hvs søster Gisaltruda, han havde giftet sig med da han blev kronet i 749.
| Foregående: | Langobardernes konge 749-756 |
Efterfølgende: |
| Ratchis | Desiderius |
|
||||||||||||||||||||||
