Byzantinske Rige

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
(Omdirigeret fra Østromerske Kejserdømme)
Gå til: navigation, søg
Βασιλεία Ῥωμαίων
Βυζαντινή Αυτοκρατορία
Byzantinske Rige
Imperium
Vexilloid of the Roman Empire.svg
330–1453 Ottoman flag.svg
Flag Våben
Flag Dynastiet Palaiologos' våbenmærke
Motto
Βασιλεὺς Βασιλέων Βασιλεύων Βασιλευόντων
Geografisk placering af Byzantinske Rige
Det Byzantinske rige i 555
Hovedstad Konstantinopel
Sprog Før 620: Latin
Efter 630: Græsk
Religion Kristendom
Styreform Kejserrige
Kejser
 - 306-337 Konstantin den Store
 - 1449-1453 Konstantin 11. Palaiologos
Historie
 - Etableret 11. maj 330
 - Ophørt 29. maj 1453
Areal ca 2 mio km²

Det Byzantinske Rige, også kendt som Det Østromerske Kejserdømme, var det ene af de to riger, som Theodosius den Store opdelte det romerske verdensrige i 395 e.Kr. Det kaldes også det Østromerske Rige eller det Græske Kejserdømme.

Riget omfattede alle de romerske provinser i Afrika, Egypten og Kyrenaika, i Europa provinserne Thrakien, Møsien, Dacia, Makedonien og Achaia, samt de asiatiske provinser; Illyrien var delt mellem det øst- og vestromerske Rige.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Tetrarkiet[redigér | redigér wikikode]

Splittelsen af Romerriget startet med tetrarkiet mod slutningen af det 3. århundrede. Efter hundrede år med borgerkrig indså Diokletian, at riget havde behov for radikale forandringer for at genskabe dets stabilitet. Han indførte en række omfattende reformer for at skabe en mere effektiv måde at styre det enorme kejserrige. Romerriget blev delt i to dele: (pars Orientis (øst) og pars Occidentis (vest) med hver deres kejser (Augustus). Hver af disse rige var igen delt i to præfekturer, og hver Augustus havde en yngre Caesar under sig. Men tetrarkisystemet blev for indviklet, og det baserede sig på, at de efterfølgende Augusti og Caesari fulgte spillereglerne, hvilket skulle vise sig at være ønsketænkning fra Diokletians side. Efter, at Diokletian og hans medkejser Maximian abdicerede i 305 til fordel for deres Caesari, begyndte systemet snart at falde fra hinanden igen, hvilket førte riget ud en ny borgerkrig. De næste 90 års tid blev riget samlet, delt og samlet igen flere gange, indtil den endelige splittelse efter Theodosius den stores død.

Konstantin den Store formåede i 324 at samle hele riget under sig, og valgte at flytte sin hovedstad bort fra Rom og senatet i 330. Han valgte den strategisk beliggende græske by Byzans. Konstantin opførte en ny by omkring den gamle og kaldte den Nova Roma (det nye Rom). Navnet slog aldrig an, og byen blev i folkemunde benævnt Konstantinopel (græsk Κωνσταντινούπολις), «Konstantins by». Konstantin var sandsynligvis den første kristne kejser. Religionen, som var blevet voldeligt forfulgt under Diokletian, blev nu tilladt religion. Den øgede gradvist sin indflydelse blandt kejserrigets højere stillede, fraset et mindre mellemspil med den hedenske kejser Julian, og blev under Theodosius den store gjort til statsreligion.

Det byzantinske riges tidlige historie[redigér | redigér wikikode]

Den endelige deling af Romerriget skete efter kejser Theodosius den stores død i 395. Riget blev da delt mellem hans to sønner, Arcadius og Honorius. Arcadius blev kejser i øst med Konstantinopel som hovedstad, mens Honorius blev kejser i vest med hovedstad i Ravenna. De enorme problemer, som snart mødte Det Vestromerske Rige i form af de germanske folkevandringer, blev for det meste undgået af det østlige rige. Gennem det 5. århundrede blev Det Vestromerske Rige gentagne gange invaderet, og flere germanske kongedømmer blev oprettet i områder, som Rom hævdede overherredømme over. I 476 blev den sidste vestromerske kejser Romulus Augustus afsat.

Theodosius II forstærkede forsvarsværkerne omkring Konstantinopel, og byen forblev uindtaget til 1204. Theodosius valgte at give efter for hunneren Attilas krav om tribut i guld i stedet for at prøve at stå imod et invasionsforsøg. Han så det også som ønskeligt at skabe handel mellem hunnerne og Konstantinopel.

Hans efterfølger, Markian, nægtede imidlertid at fortsætte betalingen af den store tribut. Men Attila døde i 453, og hans rige faldt sammen under indre krige. Dette medførte, at Konstantinopel blev reddet fra den overhængende fare for en invasion. Efter dette bedrede forholdet mellem Det østromerske Rige og de tilbageværende hunner sig, og hunnerne blev med tiden indlemmede som lejesoldater (foederati) i den østromerske hær.

I 468 forsøgte kejser Leo I uden held at generobre Nordafrika fra vandalerne. Det Vestromerske rige havde på denne tid kun kontrol over Italien. Britannien faldt til anglerne og sakserne, Hispania faldt til vestgoterne, Afrika til vandalerne og Gallien til frankerne. Leo var den første kejser, som blev kronet af patriarken og ikke af en general eller en officer således, som den romerske tradition havde været. Dette ritual blev med tiden en tradition, og i middelalderen overtog de religiøse træk ved kroningen fuldstændig. I tiden efter Attilas fald var den sande hersker i Konstantinopel ikke kejseren, men den alanske general Aspar. Leo formåede imidlertid at frigøre sig fra indflydelsen fra Aspar ved at støtte et oprør blandt en halvbarbarisk stamme i Sydanatolien, kaldet isaurerne. Som et led i alliancen med isaurerne bortgiftede Leo sin datter Ariadne til isaureren Tarasicodissa, som senere tog navnet Zenon. Oprøret endte med, at Aspar og hans søn Ardabur blev dræbt i 471. Efter dette var Konstantinopel fri for udenlandsk indflydelse i flere århundreder. Da Leo døde i 474, blev han efterfulgt af Ariadnes og Zenos søn Leo II, med Zenon som regent. Da Leo døde senere samme år, blev Zenon kronet som ny kejser. Året efter blev Zenon afsat af generalen Basiliskos, som havde ledet Leo Is invasionsforsøg i Afrika. Men Basiliskos evnede ikke at holde på magten, og nogle måneder senere genvandt Zenon tronen. Zenon mødte nu modstand fra to af sine tidligere allierede, isaurerne Illo og Leontius, som begge nu krævede kejserværdighed.

På samme tid havde i Det vestromerske Rige Odovakar afsat kejser Romulus Augustus og indsat sig selv som konge af Italien. For at vinde Italien tilbage sendte Zenon sin allierede, den østgotiske konge Teoderik den store, mod Rom. Teoderik besejrede Odovakar i 493 og etablerede et østgotisk kongedømme i Italien, formelt på vegne af den østromerske kejser, men i realiteten uafhængig af denne. Teoderik opbyggede kongedømmet til at blive datidens mægtigste germanske rige, men hans efterfølgere lod kongedømmets magt forfalde ret hurtigt.

I 491 døde Zenon og blev efterfulgt af Anastasios I, som giftede sig med Ariadne, Zenons enke. Isaurerne, under Zenons bror Longinus, gjorde oprør mod den nye kejser. Anastasios I kunne dog slå oprøret ned, men isaurerne fortsatte fjendtlighederne med guerillakrigsføring fra de isauriske fjelde helt frem til 496. Anastasios I viste sig at være en energisk reformator, især inden for finanssystemet. Han udviklede Konstantins monetære systemer og indførte et nyt skattesystem, som gjorde, at statskassen var overfyldt, da han døde.

Justinian den store[redigér | redigér wikikode]

Justinian 1. (527–565)

Efter Anastasios' død blev Justinus 1. udnævnt til ny kejser, selv om han var næsten 70 år. Den nye kejsers nevø Justinian 1. trådte nu frem som den, som havde den egentlige kontrol. Justinian var søn af en bonde fra Illyrien, men blev senere adopteret af Justin. Justinian opdaterede de gamle romerske love med det nye lovværk «Corpus Juris Civilis». Selv om lovene fortsat blev skrevet på latin, var dette sprog nu arkaisk og kun få forstod det, selv blandt de lærde, som forfattede de nye lovtekster. Kirken Hagia Sofia (hellig visdom) blev bygget i 530-erne. Den skulle blive et midtpunkt for den ortodokse kirke og for det religiøse liv i Det østromerske Rige. 500-tallet var også en tid med kulturet opblomstring, og selv om Justinian lukkede universitetet i Athen, fremelskede denne tid bemærkelsesværdige personligheder som poeterne Nonnus og Paulus Silentiarus, historikeren Procopius, naturfilosofen Johannes Philoponos og andre.

I 532 sikrede Justinian freden i øst ved at slutte en «evig fred» med sassanidekongen Khosrau 1., en aftale som gik ud på, at romerne måtte betale en betydelig årlig tribut til Persien. Justinian blev drevet af en drøm om at genoprette Romerrigets herredømme over middelhavsområdet, og med hjælp fra dygtige generaler som Belisarius og Narses formåede han midlertidigt at genvinde store dele af de tabte romerske provinser i vest. Han erobrede store dele af Italien, Nordafrika, og mindre besiddelser i det sydlige Spanien. Hans erobringer startede i 533, da han sendte Belisarius til Afrika med en hær på 18.000 mand. Vandalernes kongerige var på denne tid langt svagere, end det havde været, da Leo 1. forsøgte at underkue det i 468, og Kartago overgav sig efter et par mindre træfninger. Belisarius returnerede til Konstantinopel i triumf og med den sidste vandalkonge Gelimer som fange. Men modstanden mod romerne i Nordafrika var endnu ikke helt nedkæmpet, idet det først var i 548, at de sidste oprørske stammer sluttede fred med Konstantinopel.

I 535 igangsatte Justinian sit mest ambitiøse projekt: generobringen af Italien, som på denne tid fortsat var under østgoternes herredømme. En mindre hær blev sendt over land gennem Dalmatien, mens hovedstyrken blev fragtet over havet, atter ledet af Belisarius. Han landede først på Sicilien og erobrede øen ubesværet. Marchen op gennem det italienske fastland viste sig også at møde lille modstand, og Napoli, Rom og hovedstaden Ravenna faldt en efter en. Goterne var tilsyneladende slået, og Justinian kaldte Belisarius tilbage til Konstantinopel i 541. Belisarius bragte også denne gang en fanget konge hjem til kejseren: østgoteren Witiges. Men østgoterne og deres allierede formåede snart at genforene sig under Totilas kommando. De følgende gotiske krige var en udmattende serie af belejringer, slag og tilbaketrækninger, som slugte de fleste af både romerske og italienske ressourcer og udarmede store dele af Italien. Det så ud som om, at romerne stod i fare for at miste alle besiddelserne, de havde vundet, efter som de ikke havde forsynet tropperne med tilstrækkelig finansiel og logistisk støtte. Justinian mistede tiltroen til Belisarius og beordrede ham tilbage til hovedstaden. Sommeren 552 sendte Justinian en ny hær på 35.000 mand som forstærkninger under ledelse af eunukken Narses. Totila blev besejret og dræbt i slaget ved Busta Gallorum, og hans efterfølger Teias blev ligeledes slået i slaget ved Mons Lactarius. Selv om nogen mindre gotiske garnisoner fortsatte at gøre modstand, og på trods af to senere invasionsforsøg af frankere og alemannere, var generobringen af Italien nu gennemført. Justinian fortsatte udvidelsen af kejserriget ved at underlægge sig alle øerne i Middelhavet, og desuden formåede han at vinde en mindre del af Spanien fra vestgoterne.

Det østromerske Rige ca. 550, Justinian Is erobringer er vist med grønt.

Ved at prioritere erobringerne i vest lod Justinian de østre dele af riget stå næsten ubevogtede, selv om han havde bygget mange store fæstningsværker langs grænserne. Khosrau havde så tidligt som i 540 brudt fredsaftalen og plyndret Antiokia. Det eneste, som Justinian kunne gøre for at stoppe ham, var at godtage en forøgelse af den årlige tribut. Slaviske folkeslag havde allerede under Justins regeringstid krydset grænsen til Romerriget og plyndret Balkan. De drog nu fordel af at bevogtningen af grænsen var blevet kraftigt udtyndet, og slaverne nåede helt ned til Korinterbugten. Slaverne invaderede Thrakien i 545, og i 548 angreb de Dyrrachium, en vigtig havn ved Adriaterhavet. I 550 formåede sclavenierne at komme så nær som 65 kilometer fra selveste Konstantinopel. I 559 var Det østromerske Rige ude af stand til at slå en større invasion fra kutrigurerne og sclavenierne tilbage, og slaverne nåede helt frem til Konstantinopels forstæder. Romerne formåede efterhånden at drive slaverne tilbage over Donau, men romersk kontrol over Balkan var stærkt svækket, og i løbet af de følgende år skulle den blive næsten totalt tilintetgjort.

Kort tid efter Justinians død i 565 vandt langobarderne kontrol over det meste af Italien. Vestgoterne erobrede Córdoba, romernes hovedbesiddelse i Spanien, først i 572 og igen i 584, og de sidste romerske områder i Spanien blev tabt i løbet af de følgende år. Slaverne invaderede igen Thrakien og Illyrien i 577 med en horde på vel 100.000 mand. Sirmium, den vigtigste romerske by ved Donau, gik tabt i 582, men Det østromerske Rige formåede dog at beholde kontrollen over grænsefloden, selv om store dele af territorierne inden for denne var i barbarernes hænder. Samtidig trådte tyrkerne frem på Krimhalvøen.

Justinians efterfølger, Justinus 2., nægtede at betale tribut til perserne. Dette førte til en langvarig krig med sassaniderne. Krigen varede gennem hele hans regeringstid og under hans efterfølgere, Tiberius 2. og Mauricius Tiberius, med kontrollen over Armenien som mål. Heldigvis for romerne udbrød der borgerkrig i Persien, og Mauricius kunne drage fordel af sit venskab med den nye konge, Khosrau 2., som Mauricius havde hjulpet til at vinde tronen. En ny fredsaftale blev indgået i 591, og Armenien blev delt mellem de to stridende stormagter. Mauricius reorganiserede de romerske besiddelser i vest i to eksarkater, Ravenna og Kartago, og han forøgede deres muligheder for selvforsvar og delegerede ansvaret for dette til de lokale civile myndigheder.

Avarerne og bulgarerne faldt ind på Balkan, og tidligt i 600-tallet erobrede sassaniderne Egypten, Palæstina, Syrien og Armenien. Perserne blev senere slået og territorierne vundet tilbage af den østromerske kejser Herakleios i 627. Men de forenede muslimske araberne gjorde nu deres indtog, og det svækkede østromerske rige kunne ikke forhindre, at de sydlige provinser blev erobret. Romernes mest katastrofale tab i denne periode var slaget ved Jarmuk i Syrien. Herakleios og hans militære rådgivere var langsomme til at besvare denne nye trussel, og Mesopotamien, Syrien, Egypten og Afrika blev inkorporerede i det voksende muslimske rige. Samtidig fortsatte langobarderne med at udvide deres område i Norditalien. Ligurien faldt i 640 og resten af eksarkatet Ravenna faldt i 751. De romerske besiddelser i Italien var efter dette indskrænkede til nogen små kystområder i Syditalien og nogen halvselvstændige byer som Venezia, Napoli, Amalfi og Gaeta.

Forfald og genrejsning[redigér | redigér wikikode]

Det østromerske Rige før Leo III, ca. 717

Det østromerske riges tab af territorier og den fortsatte trussel fra rigets fjender gjorde det nødvendig med nye politiske reformer, og en proces for at samle stadig mere magt i kejserens hænder blev sat i gang. Det latinske sprog havde aldrig fået fodfæste i den østlige halvdel af Romerriget, men det blev fortsat brugt som officielt sprog frem til, at Herakleios fuldførte helleniseringen af riget ved at gøre græsk til det officielle sprog. På denne måde brød kejseren med rigets romerske herkomst, selv om indbyggerne fortsatt kaldte sig romere og kejserriget for Romerriget (navnet Det østromerske Rige var kun lidt i brug efter Det vestromerske Riges fald). Latinske titler som Augustus blev afskaffede, og Herakleios tog den græske titel Βασιλευς (Basileos, græsk for konge/hersker).

I perioden efter Herakleios blev Det østromerske Rige ofte kaldt Det byzantinske rige, efter som det nu var mere hellensk end romersk. Kristne vaner og traditioner og religiøse udtryk havde på denne tid drastisk forandret dagliglivet for indbyggerne i kejserriget i stærk kontrast til forholdene i Romerriget i den hedenske oldtid. Inden for kristendommen var der fremvoksede et skel mellem den monofysitiske retning i de sydlige provinser og den kalkedonske ortodokse i de nordlige. Tabet af de sydlige provinser til araberne gjorde, at ortodoksien blev styrket i de resterende dele af kejserriget.

Konstans II inddelte riget i et nyt system med militære provinser kaldet thémata (temaer) i et forsøg på at forbedre de enkelte provinsers muligheder for selv at forsvare sig mod den konstante trussel om invasion. Uden for hovedstaden mindskedes de urbane centre, mens Konstantinopel selv voksede og blev den største by i den kristne verden. Flere arabiske forsøg på at indtage Konstantinopel blev slået tilbage af den fortsat overlegne romerske flåde. Romernes monopol på græsk ild, deres stærke forsvarsværker, deres generalers overlegne taktik og dygtigheden hos soldaterkejsere som Leo III gjorde, at de havde overtaget i forsvaret af deres kerneområder. Subsidiering af frie bønder, som lod sig hverve, var grundlaget for det tunge kavaleri (katafrakterne). Det veludviklede forsvarssystem (temaerne), brugen af bestikkelser for at lokke rigets fjender til at slås indbyrdes, overlegenhed i efterretning, kommunikation og militær strategi og doktriner gjorde, at Det østromerske Rige på denne tid fortsat måtte regnes som en af verdens stormagter. Efter den anden belejring af Konstantinopel i 718, da araberne led store tab, var kalifatet ikke længere den store trussel for Det østromerske Rige, og kejserriget fik muligheden for at rejse sig igen.

700-tallet blev domineret af religiøs splittelse over ikonoklasmen. Kejser Leo III forbød ikoner, hvilket førte til oprør over hele riget blandt tilhængere af sådanne ikoner. Det andet konsil i Nikea godkendte, efter pres fra kejserinde Irene, at ikoner kunne agtes, men ikke dyrkes som guddommelige. Irene forsøgte også at få indgået en ægteskabsalliance med Karl den store, som havde genoprettet Det Vestromerske Rige. Denne alliance ville have ført til en genforening af det gamle Romerrige til en europæisk supermagt med samme styrke, som det gamle kejserrige havde haft. Planerne blev lagt i grus, da Irene blev afsat i 802. Kontroversen om ikonoklasmen tilspidsede sig igen ved indgangen til 800-tallet, men blev endelig afsluttet af kejserinde Theodora i 843, da hun genrejste ikonernes status. Ikonoklasmen førte til, at forholdet mellem den ortodokse kirke og den romersk-katolske kirke blev forværret. Også forholdet til det nye tysk-romerske rige blev dårligere. Resultatet blev, at Øst- og Vesteuropa voksede mere og mere fra hinanden i løbet af middelalderen.

Ny storhedstid[redigér | redigér wikikode]

Det østromerske Rige nåede mod slutningen af 800-tallet en ny storhedstid, som varede i mere en hundrede år. I løbet af denne tid formåede riget at genvinde kontrollen over Adriaterhavet, Syditalien og bulgarernes territorier. Rigets byer begyndte igen at vokse, velstanden spredte sig i rigets provinser, og optimismen voksede takket være, at truslen om invasion nu var ovre. Befolkningen vokstede kraftigt, og produktion af varer øgede, hvilket førte til en opblomstring i handelsvirksomheden. Dette var også en tidsperiode, da byzantinsk kunst blomstrede op. De mange nye kirker, som blev opført rundt omkring i kejserriget, blev besmykkede med nye mosaikker.

Basileios II (976–1025)

Soldatkejserne Nikeforos II og Johannes I udvidede riget til langt ind i Syrien, besejrede emirerne i Nord- og Vestirak og generobrede Kreta og Cypern. Johannes truede til og med Jerusalem. Emiratet Aleppo og dets naboer blev vasaller under Det østromerske Rige. Under Basileios II blev bulgarerne, som havde underlagt sig det meste af Balkan, målet for årlige krigstog af kejserrigets hære. Krigen varede i de næste år, indtil bulgarerne endelig blev besejrede i slaget ved Kleidon i 1014. Basileios blindede 99 af hver hundrede af de 14.000 krigsfanger, de resterende blev kun blindede på det ene øje således, at de kunne lede deres medsoldater hjem. Da den bulgarske zar så den ynkelige hær komme hjem, bebrejdede han sig selv, og det siges, at han døde af chokket. Bulgarien overgav sig og blev en del af Det østromerske Rige, som nu atter strakte sig helt til Donau. Den gamle grænseflod havde ikke været holdt af romerne siden Herakleios' regeringstid. Kejserriget vandt sig også en ny allieret i væringstaten Kijev, hvorfra kejseren hentede soldater til den nye væringgarden ved at bortgifte Basileios' søster Anna til storfyrste Vladimir I af Kiev. Basileios anså den arabiske okkupation af Sicilien, som havde været i hænderne på araberne siden 904, som utålelig. Øen havde været en del af Det østromerske Rige i over 300 år (ca. 550-ca. 900), og Basileios lagde nu planer for at vinde den tilbage. Men kejserens død i 1025 satte en stopper for projektet.

Kejserriget ved Basileios IIs død, 1025

Det østromerske Rige strakte sig nu fra Aserbajdsjan og Armenien i øst til Calabrien i Syditalien i vest og var igen blevet den største magt omkring Middelhavet. Den respekt, den kejserlige hær havde skabt om sig gennem denne periode, var så formidabel, at det nu var nok blot at nævne muligheden for en militær intervention for at holde de lokale småherskere i skak.

Men Det østromerske Rige kom snart ind i en ny periode med vanskeligheder, fordi det voksende aristokrati skabte problemer for temasystemet. Hvis det kun havde haft sine gamle fjender, det tysk-romerske rige og Abbaside-kalifatet, kunne det have klaret sig. Men på denne tid dukkede der på samme tid flere nye fjender frem, som manglede den nedarvede respekt for kejserrigets magt og styrke. Normannerne overvandt den sidste romerske besiddelse i Italien i 1071 – det skortede på interesse i Konstantinopel for at sende styrker til undsætning. De tyrkiske seldsjukkerne, som var mest optagne af at kæmpe mod fatimiderne i Egypten, fortsatte deres felttog i Lilleasien. Slaget ved Manzikert i 1071 fik som følge, at romerne tabte næsten hele denne provins. Efter dette nederlag formåede kejserriget ikke at rejse sig igen, og Manzikert anses ofte som begyndelsen på Det østromerske Riges fald.

1000-tallet så også en monumental religiøs forandring. Den vestlige og den østlige kirke havde bevæget sig i hver sin retning gennem flere århundreder, men tilhørte formelt den samme kirke. Dette skulle forandre sig, da pave Leo IX og patriark Mikael Kerularius gensidigt ekskommunikerede hinanden. Det store skisma i 1054 førte til den endelige adskillelse mellem kirkerne, og paven i Rom og patriarken i Konstantinopel blev efter dette uafhængige ledere for hver sin kirke, den romersk-katolske kirke og den østlige ortodokse kirke. Tidfæstelsen af skismaet til netop denne hændelse er en eftertids erkendelse: i samtiden opfattede man ikke ekskommunikationerne som fuldt så skelsættende. Men desuden var splittelsens år 1054 skæbnesvangert for Det østromerske Rige, og det markerer en af rigets vigtigste historiske milepæle. Samarbejdet mellem øst og vest skrantede både under korsfarertiden og i den påfølgende tid, da Konstantinopel blev presset og til sidst helt erobret af muslimerne.

Øgende fjendtlighed mod Vesten[redigér | redigér wikikode]

Det bysantinske rige ca 1180.

Efter slaget ved Manzikert blev en delvis genrejsning gjort mulig af det komneniske dynasti. Alexios I begyndte at omorganisere militærsystemet efter feudale principper og gjorde betydelige fremskridt mod seldsjukkene. Hans råb om hjælp fra vesten førte til det første korstog, som hjalp kejseren til at generobre Nikea. Efterhånden voksede imidlertid afstanden mellem den østromerske kejser og de vestlige korsfarere, og senere korstog var i stigende grad fjendtligt indstillede. Alexios' søn Johannes II efterfulgte ham i 1118 og blev kendt for at være en usædvanlig hensynsfuld mand; gennem sin lange regeringstid (1118-1143) dræbte eller blindede han ingen, hvilket var bemærkelsesværdigt på en tid, da herskerne normalt var voldelige. Hans undersåtter så op til ham som en kærlig regent og gav ham tilnavnet Johannes den gode. Han var også en energisk hærfører og levede i det meste af sin regeringstid i militærlejrene. Det østromerske Rige var på denne tid presset af fjender fra alle kanter; en invasion af nomadiske ryttere fra nord truede med at overvælde Balkan, og tyrkerne fortsatte med at gøre indfald mod de romerske besiddelser i Anatolien. Takket være Johannes' intelligente forsvarstaktik blev nomaderne fra nord besejrede og grænselinjen ved Donau sikret. På samme måde blev tyrkernes fremstød standset, og Johannes flyttede krigen over på tyrkernes områder. Han ledede en række felttog, som kostede dyrt, og, selv om de brød tyrkernes muligheder for at angribe romersk territorium, blev få af hans erobringer varige. Mod slutningen af sin regeringstid samlede Johannes sin opmærksomhed mod at sikre overherredømmet over korsfarerstaterne Antiokia og Edessa, og på vejen erobrede han sydkysten af Anatolien og Kilikia, erobringer, som skulle vise sig at være mere varige. Efter dette marcherede han ind i Syrien i spidsen for sin armé, men hans forsøg på at underkue korsfarerfyrsterne mislykkedes. Han døde senere samme år i en jagtulykke, efter, at han var blevet ramt i hånden af en giftpil (det siges, at dødsfaldet ikke var en ulykke).

Manuel I Komnenos (1143-1180)

Johannes' søn og arving, Manuel I, var en værdig efterfølger, som fortsatte sin fars energiske krigføring. Han ledede flere dramatiske angreb på Italien og Egypten, og han gjorde sig til ven med korsfarerstaterne og kæmpede ofte side ved side med dem for at sikre ny ro og orden i den østre middelhavsverden. Det andet korstog blev en fiasko, som skabte ny splittelse mellem de romersk-katolske og de græsk-ortodokse. Uenighed mellem de to kirkeretninger bidrog til at udvide kløften, og dette svækkede de kristne i striden med muslimerne.

Til trods for politisk uro blomstrede økonomien, og kejserrigets byer fortsatte at vokse betydeligt. Mange nye kirker blev byggede, og alt tyder på, at der fortsat var velstand i Det østromerske Riget, til og med i rigets mere afsidesliggende provinser. En voksende handel med de nye bystater i Italien var nok en medvirkende faktor til økonomisk vækst; venetianerne var ivrige efter at handle med de nyåbnede havne i det hellige land.

Den voksende rigdom, som blev skabt i denne tid, havde en positiv effekt på kulturlivet i kejserriget. Kunstnerisk var 1100-tallet en produktiv tid i byzantinsk historie, og den voksende velstand gjorde, at efterspørgslen efter kunst også voksede. Mosaikkunsten blev genopdaget af kunstnere, som var særligt optagne af at skildre naturlandskaber med vilde dyr og jagtscener. Mosaikkerne blev mere realistiske og livlige, og den ældre fladestil blev afløst af tredimensionale former. I provinserne begyndte lokale arkitekturskoler at udvikle nye blandingsstile, som hentede inspiration fra mange kulturer.

Men under velstanden lå der også spændinger, som snart skulle tage overhånd. Alexius havde givet italienerne frie muligheder for at handle i Konstantinopel, og de blev nu set på som de mest synlige eksempler på vestlige (de såkalte frankere). Kløften mellem den østlige og vestlige kirke var nu blevet så stor, at det var vanskeligt for disse «frankere» at handle i Konstantinopel uden at blive trakasserede, selv om de italienske bystaters skibe udgjorde en stor del af den østromerske hær. Ydermere var seldsjukkene fortsat på krigsstien. En storstillet romersk ekspedition, ledet af kejser Manuel, nåede helt til deres hovedstad Konya, men blev slået i et bagholdsangreb ved Myriokephalon i 1176 og tvunget til at trække sig tilbage.

Selv, om de tre dygtige komneniske kejsere, og særlig Manuel, havde styrker nok til at fordrive de undertallige seldsjukker, fandtes der flere grunde til, at de ikke gjorde det. Hvor romerne havde formået at fordrive araberne fra Anatolien og sikre grænsen mod nye fremstød i 700-tallet, viste tyrkerne sig bedre i stand til at sætte sig fast i disse lande. En af grundene hertil var sandsynligvis deres nomadiske levemåde, som gjorde dem mere egnede til at bo i Anatolien, end araberne havde været. Hovedforskellen på den arabiske og den tyrkiske okkupation af Anatolien var imidlertid demografisk; araberne indsatte en ny overklasse til at regere over de nyligt besejrede områder, mens tyrkerne medbragte et helt folk, der slog sig ned i det nye land. I modsætning til de arabiske hære havde de tyrkiske ikke noget hjem at vende tilbage til, hvilket gjorde, at de blev vanskeligere at få fjernede. Lighederne er slående med goternes invasion af Det vestromerske Rige flere århundreder tidligere. En anden grund var, at det var vanskeligt for keiseren at føre langvarig krig mod én motstander, efter som hændelser andre steder snart krævede mere opmærksomhed. Det er blevet sagt, at det aldrig var i komnenenes interesse at bekæmpe tyrkerne, efter som en udvidelse ind i Anatolien nødvendigvis ville have medført magtdeling med feudalherrer.

Forfaldet i temasystemet, som havde givet kejserriget god tilgang på soldater i tidligere århundreder, var også en betydelig faktor bag, at kejserne ikke formåede at fordrive tyrkerne. Manuels hær på omkring 40.000 mand var betydelig mindre end det kejserne havde formået at indkalde i rigets storhedstid i 900-tallet. Som i det sene Romerrige blev det forholdsvist mere kostbart for Det østromerske Rige at holde en fast, stor og slagkraftig hær, end det havde været i rigets glansperiode. Lejesoldater udgjorde næsten hele hæren, og de var ofte dyre. En af fordelene ved temasystemet var muligheden for hurtigt og billigt at mobilisere en stor hær, og nu, da dette system ikke længere fungerede, var et viktig grundlag for kejserrigets magt gået tabt. Det er ikke overraskende, at Det østromerske Rige snart begyndte at gå i opløsning efter Manuels død i 1180. Kejserriget var for afhængig af stærke enkeltkejsere, og dets underliggende institutioner var ikke stærke nok til at sikre kontinuiteten i krisetider. Det gjorde riget sårbart.

Nedgang og fald[redigér | redigér wikikode]

Det latinske rige, dannet under det fjerde korstog.

Af alle de turbulente hændelser gennem Det østromerske Riges lange eksistens var det fjerde korstog noget af det, som svækkede det mest, både på kort og på lang sigt. De, som organiserede korstoget, fik problemer, da de indså, at langt færre mænd havde givet tilsagn om at deltage, end de havde ventet. Den oprindelige hensigt med korstoget var at erobre Egypten, men nu opdagede de, at de ikke havde råd til at betale venetianerne for flåden, som de havde hyret. Resultatet var, at korsridderne måtte stille sig til disposition for venetianerne, som ønskede at erobre adriaterhavsbyen Zara. Korsridderne indtog byen, hvilket imidlertid ikke førte til fuld eftergivelse af gælden. Desuden blev de bandlyste af paven for udåden.

Nu sejlede de videre mod Konstantinopel, påskyndede af venetianerne, som ville støtte en byzantinsk kejserprætendent. Med korsfarernes hjælp fik han styrtet det siddende regime. Men den nye kejser var ikke i stand til at indfrie sine løfter om rigelig løn for den militære hjælp, fordi staten var økonomisk svækket efter de omfattende ødelæggelser, som erobringen havde medført. Korsfarerne lå i månedsvis uden for byen, og med tiden blev byzantinerne mere og mere åbenlyst afvisende. Korsfarerne blev mere og mere rasende over det, de opfattede som et arrogant løftebrud. Til sidst gik de til angreb. I 1204 formåede korsfarerne at indtage byen fra søsiden. Korsfarerne plyndrede byen, mange bygninger blev nedbrændte, og de fire berømte bronzeheste, som siden har stået på Markuskirken i Venezia, blev stjålet fra hippodromen i Konstantinopel. Men plyndringen af byen var ikke nok for korsridderne. De oprettede Det latinske kejserrige i øst, og Balduin, greve af Flandern, blev kronet som den første kejser af det nye latinske rige.

Kejser Theodor I flygtede til Nikea og udråbte Kejserriget Nikea som det eneste retmæssige romerske kejserrige. To andre fra den østromerske herskerklasse valgte at udnytte muligheden: Alexius Komnenos og David Komnenos dannede et kejserrige i Trapezunt og Mikael Ducas dannede et rige i Epirus. Situationen varede ikke længe, allerede i 1261 formåede kejser Mikael VIII at genvinde Konstantinopel, men kejserriget var alvorligt svækket, og kejserne var efter dette mest optaget med at kæmpe mindre krige i Europa end at bryde sig om den voksende trussel fra øst. Den eneste grund til, at Det østromerske Rige bestod så længe, som det gjorde, var, at muslimerne var svækkede af interne strider. Osmannerne formåede efterhånden at erobre store dele af det østromerske territorium, og Konstantinopel måtte til sidst nøje sig med kontrol over en håndfuld havnebyer. Samtidigt udvidede serberne deres magtområde og erklærede deres eget kejserrige i 1346

Det byzantinske rige ca. 1400

Det østromerske Rige sendte bud til vesten om hjælp, men katolikkerne ville kun hjælpe, hvis den østlige kirke godtog en genforening af den kristne kirke. Men selv, om kejseren godtog dette krav og til og med lovfæstede det, ønskede de græsk-ortodokse ikke at godtage katolicismen. Konstantinopel blev i starten ikke regnet som værd at forsøge at erobre, efter som byens mure gjorde den så at sige uindtagelig. Men en ny opfindelse, kanonen, gjorde, at disse mure ikke længere bød tilstrækkelig beskyttelse mod tyrkerne. Konstantinopels fald kom efter blot to måneders belejring af sultan Mehmet erobreren, 29. maj 1453. Den sidste østromerske kejser Konstantin XI mistede livet i kampene, som fulgte efter, at murene faldt. Mehmet besejrede også Mistra i 1460 og Trapezunt i 1461, og havde dermed underlagt sig hele Det østromerske Rige. Mehmet anså sig selv som efterfølger efter de romerske kejsere og tog titlen «Kayser-i-Rûm» (romersk kejser), og hans arvtagere fortsatte denne tradition helt frem til begyndelsen af 1900-tallet. Ved slutningen af 1400-tallet havde Det osmanniske Rige konsolideret sit herredømme over Lilleasien og Balkan. Rollen som beskytter af den græsk-ortodokse kirke blev overtaget af storhertugen af Moskva, og Ivan IV tog titlen zar af Rusland, afledt af caesar. Hans efterfølgere støttede forestillingen om, at Moskva var den sande arvtager efter Rom og Konstantinopel, og ideen om det tredje Rom blev opretholdt gennem hele det russiske riges levetid.

Identitet[redigér | redigér wikikode]

Byzantinerne identificerede sig som romere som med tiden var blevet synonymt med grækere, men begrebet blev i hovedsagen kun brugt til juridiske og administrative formål. Det var mere sædvanligt at kalde sig for Romioi (Ρωμιοί), kristne grækere med romersk borgerskab (det var vigtig at beholde status som romersk borger), og der udviklede sig en ny national bevidsthed som borgere af Romanien (Ρωμανία), som de selv kaldte Det østromerske Rige. Denne nationalfølelse kom ofte til udtryk i tidens litteratur, specielt i de akritiske sange, hvor grænsesoldater (ακρίτες) bliver hyldede for at forsvare riget mod invasion, det mest kendte er det episke heltedigt Digenis Akritas.

Flertallet af byzantinere var klar over deres nations ubrudte tradition, som kunne føres tilbage til antikkens Hellas. Selv om de gamle grækere ikke var kristne, blev de fortsat set på som byzantinernes forfædre, og ved siden af Romioi kaldte de sig også Graikos (Γραίκος). Flere samtidige forfattere brugte begreberne græsk eller hellensk om Det østromerske Riges indbyggere, således Konstantin Porfyrogenetos i 900-tallet.

Den officielle opløsning af riget i 1400-tallet indebar ikke med det samme, at det byzantinske samfund også gik i opløsning. Under den osmanniske okkupation fortsatte grækerne med at kalde sig både Romaioi og hellenere, hvilket overlevede til begyndelsen af det 20. århundrede.

Navnet på kejserriget[redigér | redigér wikikode]

800-tallet forsøgte Karl den store at genrejse det vestlige Romerrige, og den følgende kløft, som blev åbnet mellom frankerne og byzantinerne om hvem, som var de sande arvinger til Romerriget, gjorde, at man i vesten ikke længere brugte titlen «Imperator Romanorum» (romersk kejser) om den østromerske kejser, fordi denne titel nu var reserveret den frankiske monark, men i stedet blev kejseren i øst kaldet «Imperator Graecorum» (græsk kejser). Det østromerske Rige blev kaldt «Imperium Graecorum», «Graecia», «Terra Graecorum» eller til og med «Imperium Constantinopolitanum».

Navnet det byzantinske rige stammer fra det originale græske navn på Konstantinopel, Byzantion. Det er et moderne navn introduceret i 1557, et århundrede efter rigets fald, af den tyske historiker Hieronymus Wolf, som præsenterede den bysantinske historie i sit værk Corpus Historiae Byzantinae. Navnet blev opfundet for at skille Det østromerske Rige fra oldtidens Rom og Hellas. Begrebet er ikke blevet standardiseret i historieskrivningen, men bruges ofte, specielt i kunsthistorien.

Kejserrigets arv[redigér | redigér wikikode]

Det østromerske Rige havde en tendens til at genforme sig efter rigets skiftende situation, og var datidens mest stabile europæiske stat. Dets miliære og diplomatiske magtapparat sikrede Vesteuropa fra mange af de mere ødelæggende invasioner fra øst i en tid, hvor de kristne kongedømmer i vest sandsynligvis ikke ville have formået at forsvare sig. Det østromerske Rige, som var truet af fjender gennem hele sin lange levetid, dannede et effektivt skjold mod perserne, araberne, seldsjukkene og for en tid, osmanerne.

Religion[redigér | redigér wikikode]

Mosaik fra 1100-tallet i kirken Hagia Sofia i Konstantinopel.

Den førnævnte brug af ordet «romersk» om det, som er knyttet til Konstantinopel, lever på religionens område til en vis grad videre på arabisk blandt kristne i området inderst ved Middelhavet mellem Tyrkiets og Egyptens grænser. De kristne, som sluttede sig til byzantinsk tradition i disse områder, fordeler sig i dag mellem den ortodokse kirke og den græsk-katolske kirke, som følger græsk ritus, men i lærespørgsmål tilhører katolicismen og anerkender paven i Rom som overhovede. Paradoksalt nok er det de ortodokse, som går under betegnelsen «romere», mens katolikkerne kaldes melkitter, efter malak (= konge), hvilket snarere bringer tankerne henimod en statskirkelig størrelse.

Det østromerske Rige introducerede kristendommen i store dele af Østeuropa. Tidlige østromerske missionærer spredte den ortodokse kristendom til de slaviske folk, hvor det fortsat er den dominerende religion, specielt i nutidens Bulgarien, Rumænien, Makedonien, Serbien, Rusland, Ukraine og Georgien, og den er fortsat grækernes religion.

Mindre kendt i Vesten er den indflydelse, som byzantinsk religiøs autoritet havde på millioner af kristne i øst og syd – de koptiske kristne i Egypten og Etiopien, og de kristne i Armenien. Dette er kirker, som i det væsentlige deler ortodoks tro, men til dels skiller sig ud ved, at de ikke har sluttet sig til alle dekreter fra konsilet i Khalkedon.

Robert Byron, en af 1900-tallets grækofile, hævdede, at Det østromerske Riges storhed kom fra det, han kaldte en tripelfusion: en romersk krop, et græsk hoved og en mystisk sjæl.

Kunst, arkitektur og litteratur[redigér | redigér wikikode]

Byzantinsk kunst og byzantinsk arkitektur var stort set baseret på kristne historier og kristendommens personligheder. Ikoner var et vigtigt indslag i ortodoks religiøs praksis. I sine kirkebyggerier gjorde byzantinerne udstrakt brug af kupler, bueganger og planer udformede som græske kors, med fire lige lange korsarme. Utallige eksempler på gamle byzantinske kirker, med deres traditionelle mosaikker med helgener og scener fra Bibelen som motiver, eksisterer fortsat som mindesmærker over byzantinernes avancerede arkitektur. Mod slutningen af 1800-tallet inspirerede byzantinske bygninger en mindre bølge af ny-byzantinsk arkitektur, specielt i Rusland.

Et andet område, hvor byzantinerne udmærkede sig, var i praktisk litteratur. En række kompetente forfattere, både mænd og kvinder, skrev mange værker af praktisk værdi på felter som offentlig administration, militære anliggender og praktiske videnskaber. Byzantinernes tidlige teologiske skrifter var vigtige for udviklingen af vestlig filosofi, og deres historieskriving havde stor indflydelse på senere russiske krøniker. Majoriteten af byzantinsk litteratur blev skrevet på klassisk græsk, men der blev med tiden også skrevet litteratur på den mere folkelige variant af det nygræske sprog, dimotiki. Der blev kun skrevet lidt fiktionslitteratur; det mest kendte værk er det episke digt Digenis Akritas, skrevet i en blanding af klassisk og middelaldergræk.

De fleste af skrifterne var relateret til historie, teologi, biografi og hagiografi. Men byzantinernes måske største bidrag til litteraturen var deres metodiske arbejde for at bevare oldtidens mesterværker og samlinger af tekster om specielle temaer, for eksempel medicin, historie og matematik, som de har overleveret til eftertiden med mindre revisioner.

Økonomi[redigér | redigér wikikode]

Konstantinopel i 1453

Den byzantinske økonomi var den mest avancerede i Europa i mange århundreder. Den byzantinske solidus var foretrukket som international møntenhed i 700 år, indtil denne rolle gradvis blev overtaget af mønter fra de italienske handelsrepublikker efter 1204. Kejserrigets rigdomme var uden lige i Europa, og Konstantinopel var en af de rigeste byer i verden. Den økonomiske velstand blev godt hjulpet af, at Det østromerske Rige var det vigtigste af de vestlige endepunkter for silkevejen. Konstantinopel var også det vigtigste kommercielle centrum i Europa gennem det meste af middelalderen. Da osmanerne besejrede byen, lukkede de landvejen mellem Europa og Asien, og dette blev begyndelsen til slutningen for handelen langs silkevejen.

Byzantinsk handel var ekstensiv og kun i begrænset omfang kontrolleret af staten. Renteniveau, profit og priser blev reguleret af lov og håndhævet gennem et laugssystem. Import og eksport blev beskattede med et stabilt niveau på 10%. Der var aldrig arbejdsløshed, arbejdstagere var beskyttede mod urimelig opsigelse, og det blev krævet, at enhver arbejdsfør, som gik ledig, skulle tage arbejde fra det offentlige. Rigets økonomiske grundlag var handelen, Konstantinopel var et vigtigt knudepunkt både for handelsvejene øst-vest og nord-syd, og Trapesunt var en vigtig havn for handelen med østen. De eksakte handelsruter varierede noget over tid på grund af krige og ustabile politiske situationer.

Råsilke blev bragt til riget fra Kina og Indien, og der blev vævet fine brokader og syet klæder, som blev solgt til høje priser over hele den kendte verden. Kejseren havde monopol på silkehandelen, og råsilken blev raffineret ved kejserlige fabrikker og solgt til autoriserede grossister. Senere blev silkeormene smuglet ind i kejserriget, og egen produktion kom i gang og gjorde importen af silke mindre betydelig. Andre eksportvarer var guld, smykker, emaljearbejder og udskårne arbejder i elfenben og halvædelstene. Der blev produceret vin, som blev eksporteret nordover. Pelsværk, slaver, tømmer, metaller og rav blev importeret fra nord, og tørret fisk blev importeret sydfra.

I løbet af det 11. århundrede begyndte forandringer, som med tiden skulle undergrave den byzantinske økonomi. Italienerne skaffede selv silkeorme, hvilket førte til, at det kejserlige monopols værdi blev kraftigt beskåret. Korsridderne forandrede handelsruterne til fordel for de italienske bystater, og tyrkernes territoriale annektioner førte til, at Konstantinopel blev tvunget til at finde nye måder at skaffe mad til befolkningen på. Af politiske og militære grunde blev kejseren tvunget til at give de italienske købmænd skattelettelser. Korsfarernes plyndring af Konstantinopel i 1204 var en økonomisk katastrofe for kejserriget. Selv om Palaiologos-dynastiet genvandt byen, formåede kejserne aldrig at genopbygge økonomien igen.

Retsvæsen[redigér | redigér wikikode]

Det østromerske Rige spillede en vigtig rolle for videreførelsen af klassisk viden fra den islamiske verden og til renæssancens Europa. Kejserrigets rige tradition for historieskriving bevarede den gamle kundskab, som dannede grundlag for billedkunst, arkitektur, litteratur og teknologi. Med rimelighed kan det siges, at renæssancens fremvækst var en følge af det grundlag, som var lagt af byzantinerne, og den spredning af kundskab, som skyldtes, at mange græske lærde emigrerede til vesten efter rigets fald.

Kejser Justinians lovskrifter, Corpus Juris Civilis, og revisionerne, som senere kejsere gjorde (specielt under det makedonske dynasti), var grundlaget for udviklingen af jus som et videnskabeligt fag. Lovskrifterne lagde grunden for et mere udviklet ankeretssystem, og indflydelse fra det byzantinske system for maritim lov har gjort sig gældende til nutiden. Byzantinsk lovgivning har sandsynligvis bidraget mere til de moderne love end dets forgænger, romersk ret.

Administration[redigér | redigér wikikode]

Det østromerske Rige adskilte sig fra datidens andre stater ved at have et halvprofessionelt bureaukrati i stedet for monarkens direkte styre. Den byzantinske administration blev inddelt i tre grupper: den palatinske, den provinsielle og den centrale. Inden for dette kan systemet igen inddeles i flere undergrupperinger. Juridiske og finansielle embeder blev fordelte blandt de tretten permanente statsdepartementer i centraladministrationen.

Riget bidrog stærkt til udviklingen af politik og styringssystemer som videnskab. Det byzantinske bureaukrati blev et forbillede for mange af de systemer, som de moderne nationalstater senere udviklede.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Koordinater: 41°00′55″N 28°59′05″Ø / 41.01527778°N 28.98472222°Ø / 41.01527778; 28.98472222