Albert af Orlamünde
Albert af Orlamünde eller Albrecht II, greve af Weimar-Orlamünde (ca. 1182-1245) var en dansk statholder og lensmand. Han var søstersøn til kong Valdemar Sejr og nedstammede fra slægten Askanierne, der havde området omkring byen Orlamünde i Thüringen som stamlen. Han giftede sig i 1211 med Hedvig af Thüringen (ca. 1185-1247), en datter af landgreve Hermann I af Thüringen[1][2]
Albert fik i 1204 Holsten som len af Valdemar, og han deltog på dennes side i kampene med de tyske fyrster. I 1217 var han med på et korstog til Livland. Da Valdemar og hans søn blev taget til fange af Henrik af Schwerin i 1223, blev Albert kongens statholder, og i den egenskab forsøgte han at forsvare Danmarks nordtyske besiddelser mod en alliance af tyske fyrster. Under slaget ved Mölln i 1225 blev han dog selv taget til fange, og for at genvinde sin frihed, måtte han i 1227 afstå lenet Lauenburg. Til gengæld forlenede Valdemar ham i 1229 med Als. Albert vendte hjem til sin stamlen, Orlamünde, i 1227. Han døde barnløs i 1245, og det blev derfor hans broder, Heinrich II, der arvede hans besiddelser.
- Note
