Arthur Rimbaud

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Arthur Rimbaud som 17-årig

Jean Nicholas Arthur Rimbaud (fransk IPA: [aʀ'tyʀ ʀɛ̃'bo])(20. oktober 185410. november 1891) var en fransk digter født i Charleville. Hans påvirkning på moderne litteratur har været gennemtrængende.[kilde mangler]

Biografi

Arthur Rimbaud blev født i provinsbyen Charleville (nu en del af Charleville-Mézières) i Ardennerne i det nordøstlige Frankrig. Hans far, Frederic Rimbaud, var infanterikaptajn og tilbragte meget af sin karriere i Algier. Moren var landdatter fra Vouziersdistriktet ved Ardennerne. Arthur Rimbaud havde tre søskende, Frédéric, Vitalie og Isabelle. Familien tilhørte middelklassen. Han var som dreng en rastløs, men fremragende elev. Som femtenårig havde han vundet mange priser for sine skriverier og forfattet egne tekster og dialoger på latin.

I 1870 rykkede Rimbaud op i retorikklassen og blev ven med sin revolutionære lærer, Georges Izambard. Han løb hjemmefra flere gange, bl.a. til Paris, hvor han muligvis opholdt sig under Pariserkommunen 1871. Kommunen har påvirket ham, hvilket han skildrede i digtene "L'orgie parisienne ou Paris se repeuple". Han blev muligvis overfaldet af fordrukne "Communard"-soldater, da hans digte "Le cœur supplicié" og "Le Coeur Volé" antyder dette. Han blev anarkist og var begyndt at drikke og morede sig med at chokere borgerskabet med sine lurvede klæder og lange hår. Han skrev til Izambard og Paul Démeny om at nå poetisk transcendens og synskhed gennem en "lang, forbløffende, rationel forstyrrelse af alle sanser"("Les lettres du Voyant" fra Seerbrevene). Han vendte tilbage til Paris i slutningen af september 1871 efter invitation fra den eminente symbolistiske digter Paul Verlaine, som Rimbaud havde sendt et brev med en række prøver på sine arbejder. Han opholdt sig kort hos Verlaine. Paul Verlaine, som var gift, forelskede sig øjeblikkeligt i denne vrangvillige, ranglede unge mand med blå øjne og lysebrunt hår. De dannede par og førte et vildt vagabondliv krydret med absint og hash. De forargede den parisiske litteraturklike, og Rimbaud fortsatte med at skrive slående synske tekster. Forholdet til Verlaine kulminerede med dennes mordforsøg på Rimbaud.

I 1875 holdt Rimbaud op med at skrive, og året efter lod han sig indrullere i den hollandske armé, som førte ham til Indonesien. Han deserterede og vendte tilbage til Frankrig.

Efter et par år på Cypern blev han ansat af Bardey og udstationeret i Aden. Her boede han sammen med adskillige lokale kvinder.

Han sluttede hos Bardey og blev selvstændig købmand i Etiopien.

Bibliografi

Danske oversættelser og biografier m.m

  • En Årstid i Helvede af Uffe Harder
  • En Engel i Hænderne på en Barber af Rolf Gjedsted
  • Digteren & Eventyren Arthur Rimbaud af Haakon Bugge Mahrt
  • Illuminationer af Erik Knudsen
  • Rimbaud i udvalg af Hippolyte de la Garde

Engelske oversættelser og biografier m.m.

  • The Poetry and Prose af Wyatt Mason
  • The Letters af Wyatt Mason
  • The Illuminations af Louise Varèse
  • A Season in Hell & the Drunken Boat af Louise Varèse

Andre ting

Arthur Rimbauds digtning har inspireret surrealisterne, Patti Smith, Jim Morrison, Michael Strunge, Tom Lundén samt nummeret Drunken Diamond af bandet Compos Mentis.

Hans liv er filmatiseret i Total Eclipse, som byder på Leonardo DiCaprio i hovedrollen.



ForfatterSpire
Denne forfatterbiografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.
Biografi