Absint

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg For Edgar Degas' billede! se Absint (maleri)
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Et glas med absint og en absint-ske

Absint er en alkoholisk drik, der var meget udbredt i Frankrig i 1800-tallet.

Fremstilling[redigér | redigér wikikode]

Absint fremstilles ved, at man lader have-malurt, fennikel og anis trække i stærk alkohol. Resultatet destilleres til en klar væske (hvid absint eller 'absinthe blanche') der kan indfuseres med urter såsom romersk malurt (Artemisia pontica) og isop. Klorofylet fra bladene giver den færdige absint en grøn farve; deraf drikkens kælenavn, 'den grønne fe'. I absint indgår der mere end blot disse urter, ofte 10-15 forskellige urter alt efter den ønskede smag. Forskellige producenter bruger forskellige opskrifter, der bruges alt fra mynte og citronmelisse til muskatnød. Siden tilsættes vand. Den færdige absint indeholder typisk mellem 50 og 75 pct. alkohol, men kan også fås med op til 80 pct alkohol % (direkte fra kedelen).

En simplere fremstillingsmetode består i at blande alkohol med essentielle olier fra de nævnte urter; denne metode giver dog et resultat af ringere kvalitet.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Have-Malurt hedder på latin Artemisia absinthium hvoraf navnet Absint kommer fra. På andre sprog brugte man det franske navn, tilpasset den lokale retskrivning; på dansk kan man støde på stavemåderne absint, absinth og absinthe, selvom det dog kun er absint der står i Retskrivningsordbogen. Drikken opstod i slutningen af 1700-tallet i Schweiz – ifølge en anekdote, der næppe er sand, blev den opfundet af en fransk læge ved navn Pierre Ordinaire. I starten blev den markedsført for sine medicinske egenskaber; franske soldater fik den ofte med i rationerne som beskyttelse mod tropesygdomme, bl.a. under Algierkrigen i 1864-71, men efterhånden ændrede opfattelsen sig, og mange mente, at den var skadelig, også mere end andre former for alkohol. Efterhånden blev absint især forbundet med bohemelivet blandt digtere og billedkunstnere som Charles Baudelaire, Paul Verlaine, Édouard Manet og Henri de Toulouse-Lautrec. Problemet var ifølge sagkundskaben, anført af dr. Valentin Magnan, at malurt – foruden de ønskede smagsstoffer – indeholder nervegiften thujon, som man mente gav kronisk hjerneskade ved langvarig brug. Derfor blev absinten forbudt i Schweiz i 1908, i USA i 1912, i Frankrig i 1915, men aldrig i Storbritannien, sådan at man ved nytårsfejringen i London i 1999 kunne drikke absint importeret fra Tjekkiet. [1] I Danmark og Spanien blev der heller ikke indført noget forbud, og der blev fortsat produceret absint i Spanien.

Sidenhen er der opstået en fornyet interesse for drikken, og den bliver i dag fremstillet og solgt i en række lande – også i Frankrig. Når det kan lade sig gøre, hænger det sammen med, at der er fælles EU-regler for, hvor meget thujon en alkoholisk drik må indeholde, nemlig maksimalt 10 mg pr. liter, hvis der er tale om spiritus, og 35 mg pr. liter, hvis produktet er klassificeret som en "bitter". Disse grænser ville også gamle dages absint kunne leve op til. Nu om dage er der ikke noget reelt forbud i ret mange lande; i Frankrig er det tilladt at fremstille og sælge absint, så længe etiketten ikke direkte betegner indholdet som sådan. Fransk absint har i dag derfor forskellige omskrivninger, såsom "Spiritus på udtræk af absint-urter". I Schweiz blev forbuddet mod absint ophævet med virkning fra marts 2005, og en lang række mærker, der i mange år er blevet fremstillet og solgt illegalt, kan nu frit købes.

Effekt[redigér | redigér wikikode]

Tujon påstås ofte at være et hallucinogen; der henvises til en vis kemisk lighed med hampens aktive stof, cannabinol. Denne lighed er dog rent overfladisk, og der er ingen endegyldig dokumentation for, at tujon har nogen hallucinerende virkning. Mange mener, at absint-rusen føles anderledes end ved andre former for alkohol, hvor fornemmelsen beskrives som "forfriskende" og "opløftende". Dette fænomen opleves også ved indtagelse af mindre berygtede anis-drikke og tilskrives stoffet anethol. Absint er således ikke en form for narkotika, men først og fremmest en stærk, alkoholisk drik, der i fortyndet form har en alkoholprocent der nærmer sig procenten i vin. At absint i nogle kredse er begyndt at blive populær igen, hænger i høj grad sammen med myten om kunstnerlivet i "La Belle Époque".

Smag og indtagelse[redigér | redigér wikikode]

Smagen af absint er præget af anis, som også kendes fra f.eks. ouzo og pastis. Det giver en lakridsagtig smag. Traditionelt spædes absinten op med vand, det bevirker at drikken bliver uklar – et fænomen, der på fransk kaldes "louche". Malurten giver absinten en mynteagtig, let bitter aroma, som ikke findes i andre anisdrikke. Absint forekommer oftest som mere komplekst og indeholder mange andre urter, f.eks. fennikel, romersk malurt, mynte, citronmelisse, kvan, kamille, isop, koriander mfl. Smagen kan således variere mangfoldigt efter opskrift og fremstillingsmetode.

Absint kan smages til med sukker. Oprindelig foregik det ved, at man simpelt hen rørte sukker eller "sirop de gomme" ud i absinten, efter man havde tilsat vand. I 1880erne dukkede en ny metode op, hvor man brugte en særlig absint-ske – en flad ske med huller i, som man lagde hen over glasset. Man anbragte et stykke sukker oven på skeen og hældte en fin vandstråle ned over det, så det langsomt blev opløst og dryppede ned i drikken. Senere blev der lavet særlige fontæner med små dryphaner, hvorfra vandet kunne dryppe ned over sukkeret. Nu om dage nydes absint oftest uden sukker, da den naturlige sødme fra anis- og fennikel er rigeligt. Vigtigt er dog den langsomme, gerne drypvise, tilsætning af koldt vand for at smagsstofferne kommer bedst til udtryk.

I 1990erne dukkede endnu et ritual op, hvor man hælder absint over sukkeret og sætter ild til, så det smelter. Denne fremgangsmåde bruges indimellem på barer i bl.a. Tyskland, Spanien og Tjekkiet. Dette har dog intet med traditionel præparation at gøre og bør undgås. En grund er at brændende alkohol kan være rigtig farligt, dels fordi flammen brænder meget klart og er svær at se, dels da glasset kan sprænges. En anden grund er, at karamelliseret sukker giver en dominerende, unødvendig bismag der af kendere betragtes som at ødelægge absinten. Ritualet er dog også oftest set som underholdnings- og salgstrick for absint af dårlig kvalitet.

Kvalitet[redigér | redigér wikikode]

Schweizisk absint er som udgangspunkt altid destilleret, og landet har love der beskytter absintproduktionen.[Kilde mangler]

Absint uden anis kan ikke betegnes som traditionel absint og laver ikke "louche".

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. Barbara Belford: Oscar Wilde – a certain genius (s. 183), forlaget Bloomsbury, 2000, ISBN 0-7475-5027-1

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: