Naturalisme (litteratur)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Disambig bordered fade.svg Denne artikel omhandler kunstretningen af dette navn. Opslagsordet har også anden betydning, se Naturalisme.

Naturalisme en stilperiode i litteraturen, som fokuserer på mennesket som biologisk væsen. Stilperioden befinder sig tidsmæssigt i sidste halvdel af det 19. århundrede (1870 – 1890).

Overblik[redigér | redigér wikikode]

Naturalismen indvarsledes i Danmark af Georg Brandes' forelæsning Indledning til Emigrantlitteraturen i 1872, hvor han fremhævede nødvendigheden af en kritisk litteratur:

Citat Det, at en litteratur i vore Dage lever, viser sig i, at den sætter Problemer under Debat. [...] At en Litteratur Intet sætter under Debat er det samme, som at den er ifærd med at tabe al Betydning. Citat
Georg Brandes: Udvalgte skrifter, Tiderne Skifter, 1. bind, s. 25

Det, han distancerede sig fra, var romantikkens æstetisering og biedermeierens dyrkelse af idyl.

Termen naturalisme havde sit udspring i Frankrig, hvor Émile Zola i forordet til Thérèse Raquin kaldte romanen for et laboratorium, hvor passionens mekanismer afprøvedes. Med andre ord – romanen var et sted, hvor menneskets biologiske og psykologiske reaktioner kunne iagttages og analyseres. Perioden var også præget af Charles Darwins tanker om mennesket som evolutionært væsen. Darwins værk Arternes Oprindelse udkom på dansk i 1872, hvor menneskets biologiske betingethed blev behandlet i mange romaner og noveller, fx Mogens af J.P. Jacobsen. Det var også J.P. Jacobsen, som oversatte Arternes Oprindelse til dansk.

Stilistik og temaer[redigér | redigér wikikode]

Der er nogle bestemte karaktertræk, der gør sig gældende for litteraturen i denne periode, dette er blandt andet følgende:

  • Tekster indeholder ofte naturmetaforer. Et prima eksempel derpå findes i indledningen til Martin Andersen Nexøs novelle Lønningsdag, hvor en naturmetafor bruges til at beskrive sociale modsætningsforhold.
  • En naturvidenskabeligt inspirereret deterministisk tankegang: personerne er et produkt af arv og miljø, og udfaldet af deres liv er givet på forhånd. Det ses fx i det konstante fokus på død i Amalie Skrams forfatterskab, samt temaerne i Herman Bangs Ved vejen.
  • Der tilstræbes en nøgtern gengivelse af virkeligheden. Dermed fokuseres der i høj grad på miljøbeskrivelse, således at beskrivelsen af omgivelserne kan dominere over fortællingen, hvad har indbragt naturalismen kritik i eftertiden, blandt andet fra Georg Lukács.
  • Direkte eller indirekte samfundskritik – naturalismen var en forvarsel for genrer som socialrealismen.

Vigtige nordiske forfattere[redigér | redigér wikikode]


Kilder/Henvisninger[redigér | redigér wikikode]