Romantikken

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Disambig bordered fade.svg For alternative betydninger, se Romantik.
Caspar David Friedrich : Der Wanderer über dem Nebelmeer ("Vandreren over tågehavet") cirka 1818

Romantikken er en betegnelse på en tankestrømning inden for den europæiske kultur. Den begyndte fra starten af 1800-tallet og varede til realismen og naturalismen, eller for musikkens vedkommende impressionismen. Tidligere anvendtes betegnelsen nyromantikken. Dengang betød romantikken middelalderen. De romantiske bevægelser, som foregreb den egentlige opblomstring i 1800-tallet, kaldes førromantik og nyklassicisme. Romantikken er mangetydig, men det er alment accepteret at en ny strømning i ideer og æstetik før 1800 kaldes romantikken. Særlig inden for kunst-, litteratur-, musik-, videnskabs- og filosofihistorie.

Romantikken opstod som reaktion mod den fornuftstro materialisme og det mekaniske verdensbillede, som gjaldt inden for kulturen under Oplysningstiden. Til forskel fra oplysningen, som betonede fornuften, hævdede romantikerne at det var følelsen der var kernen i tilværelsen.

Romantikken vendte sig også imod klassicismens regler. De gik tilbage til Platon og Plotin, og vandt tilhængere blandt mystikere og følelsesmennesker. Studiet af sjælen og metafysiske spekulationer kombineredes med et nyt syn på kunstneren som et skabende geni. Formerne, som havde været bundne, løsnedes op, og en større individualitet blev tilladt. Intellektets betydning aftog til fordel for den indre subjektive oplevelse, fantasi og følelse. Under romantikken opstod såvel nationalisme som orientalisme og eksotisme.

Som kulturstrømning var romantikken stærkest i Tyskland, Frankrig og Storbritannien. Skønt der forekom en omfattende påvirkning mellem disse lande, udvikledes tre distinkte bevægelser inden for romantikken med centrum der.

Tidsangivelser[redigér | redigér wikikode]

Romantikkens ideer var en fortsættelse af platonsk og en eksakt tidsangivelse for dens begyndelse er svær. Romantikken voksede nemlig gradvist frem. Allerede Thomas Grays Elegy Written in a Country Churchyard, ("Elegi skrevet på en landsbykirkegård") fra 1751[1] brød drastisk mod oplysningstidens æstetik og er romantisk i stilen.

Derfra kan skønlitteraturens (før)romantik opstå. Termen anvendes hovedsagelig inden for litteraturhistorien[2] Hvorvidt førromantikken bør regnes med til romantikken, er der ikke helt enighed om.[3]

I 1800 anses romantikken for skabt. For Frankrigs vedkommende var det en tid hvor Napoleon Bonaparte gjorde det muligt for aristokratiet at lufte sine indtryk af revolutionen, at genindføre kirkens position, indføre en nyordning i et hierarkisk samfund på individualismens grund. I England er 1798 romantikkens gennembrud med William Wordsworths og Samuel Coleridges Lyrical Ballads. I Tyskland var Goethe forbindelsen mellem førromantik og romantik, og i 1798 formuleredes romantikkens æstetik af Friedrich Schlegel.

Romantikkens arv var levende længe efter realismens gennembrud, og det er svært at fastslå, hvornår romantikken sluttede. Strømningen dominerede kulturen i første halvdel af 1800-tallet, især indtil 1830'erne. Derefter skete en gradvis opløsning. Inden for musikken varede romantikken ind i 1900-tallet, men her skelnes der som regel mellem romantikken som epoke og romantikken som æstetik. For mange forfattere, komponister og kunstnere fra slutningen af 1700-tallet er det mere relevant at tale om romantiske, klassicistiske eller realistiske træk i deres værker, som fortæller noget omkring deres oprindelse

Hvis romantikken forstås som idealismens æstetiske ideologi, var den stadig en betydningsfuld strømning indtil første verdenskrig. Visse epokeinddelinger betegner perioden 1830-1914 af kampen mellem romantikkens idealisme og materialismen i forskellige grader.

Hvis romantikken defineres som en tidsepoke, leder dette til mange undtagelser: Goethe er for eksempel i en del værker klart romantisk: (Werther, mange digte, Faust). I andre rent klassicistisk: (Iphigenie auf Tauris, Römische Elegien).

Tidsmæssigt tilhører Jane Austen romantikken, men hendes romaner betegnes sædvanligvis som realistiske. Inden for musikken levede den klassicistiske arv videre som en modkraft mod romantikken, dog kun de første ca. 20 år.

Begrebet "romantikken"[redigér | redigér wikikode]

"Music Party Perworth ", William Turner (1835), Tate Gallery.

Ordet romantik kommer af det oldfranske ord romanz som betegner en prosafortælling på folkesproget, og som også er grunden til det danske ord roman.[4] Romancen som litterær term modstilles sædvanligvis satiren og angiver med Robert Scholes ord en fremstilling af "overmenneskelige karakterer i en idealverden" i modsætning til satiren som "gengiver undermenneskelige grotesker fanget i kaos".[5] Inden for musikken er en romance langsomme, følte solosatser, som ikke indgår i en større opera og som kendetegnes af følelsesfuld intimitet.

Den strømning eller epoke, som nu kaldes romantikken, kaldtes imidlertid for nyromantikken i samtiden og et stykke ind i 1900-tallet; med romantik mentes i stedet en kristen æstetisk strømning i middelalderen som hænger sammen med mysticismens indre ekstatiske forsoning med Gud, naturlyrik, fremstillinger af kærlighed, fremstilling af det hæslige, riddervæsenet og frigørelse fra formkrav.[6] Til denne æstetiske strømning hører gotikken. Denne betydning af ordet har kun overlevet i gotiske fortællinger. Med "romantikken" menes i litteraturhistorien "nyromantikken".

Det var den tyske filosof Friedrich Schlegel, som skabte begrebet romantikken i 1798, og strømningen begyndte at gøre sig gældende i filosofi og kultur; den blev en formuleret ideologi. Han havde 1797 med sin bror August Wilhelm Schlegel grundlagt tidsskriftet Athenäum[7] som blev det organ hvor romantikkens æstetik – i synderlighed poetikken og det platonske genreproblem – voksede frem og blev formuleret. 1798 skrev Friedrich Schlegel 116. Athenäums-Fragment som blev den egentlige programerklæring: "Den romantiske poesi er en progressiv universalpoesi". Han fortsatte med at hævde kunstnerens absolutte frihed fra konventioner med hensyn til indhold og form.[8]

Et af æstetikkens grundspørgsmål er: Skal den utæmmede natur eller den civiliserede og (vel)plejede kultur sættes højest. Romantikken valgte naturen, og valget blev af og til drevet til den rene primitivisme. Fremtiden betragtedes med mistro, og det fortidige med nostalgi og sentimentalitet. Det var ikke blot det forestillede historiske primitive samfund som ophøjedes, men også andre, uforstyrrede kulturer, blandt andet den folkelige.

Der skelnes også der mellem dionysiske og apolloniske idealer i æstetikken. Romantikken – mener den britiske filosof Bertrand Russell – kan fremholdes som typisk dionysisk: nytte og bevarelsen af ro og orden måtte vige for skønhedsværdier, risikable eventyr, ustabilitet, dristighed og voldsomhed. Ifølge Russell var landsmanden Lord Byron, som ædelt og hensynsløst foragtede konventioner, en person som i liv og virke havde alle ingredienser hos en romantiker, og som på en romantisk måde døde i fjerntliggende sumpe hvor han kæmpede for Grækenlands selvstændighed.[9] Byrons epos Don Juan er også blevet et sindbillede på romantikkens eroticisme. Andre fremholder i stedet de tyske digtere Ludwig Tieck og Novalis (Friedrich von Hardenberg) som urtyperne for romantikken. Hos den sidste er kærligheden platonisk og religiøs i sit væsen, og følelsen som fremstilles er en indre bevægelse, i stærk kontrast til Byron. Novalis koncentrede sig mere om lidelsen end på lysten, på ensheden i stedet for på selvstændigheden, som Byron fremstiller. Begge har en dødsforagt, men hos de tyske romantikere var den eksistentiel, og hos Byron var det krigerens dødsforagt. Tieck repræsenterer i stedet det folkelige, sagaen og nationalismen. Romantikerne foretrak Platon for Aristoteles , særlig i den nyplatoniske version. Platons vægt på eros, dialogform, hans æstetik og den nyplatoniske metafysik lå i tiden, ikke Aristoteles' nøgterne ræsonnementer.

Romantikken betegnes som paradoks eller indeholdende paradokser i højere grad end andre perioder, og den kendetegnes af fremstillinger af modsætninger i konflikt og forening.

Social og politisk sammenhæng[redigér | redigér wikikode]

Romantikken kan knyttes til industralismens tidsalder, men også til efterrevolutionens – revolutioner havde både fundet sted i Frankring og i USA med selvstændighedskrigen fra England. I efterdønningerne fra den franske revolution fandt omfattende standscirkulation sted: især det gamle aristokrati var truet på dets eksistens. Industrialiseringen slog ikke igennem fuldt ud før romantikken blev afløst af realismen.

Fremvæksten af denne nye verdensorden med en nyrig iværksætterklasse fandt imidlertid sted i epoken og var dens økonomiske og sociale forudsætning: borgerklassen var blevet en købekraft for kunsten. Napoleonskrigen rystede statsdannelserne, men med Wienerkongressen 1814-15 genoprettede orden. Krig og uroligheder inden for de enkelte stater var dog stadig en realitet. Generelt fandtes en udbredt mistro mod demokrati, og mange var tilhængere af Metternich. Men romantikken rummede ikke bare reaktionære, men også revolutionære: fælles for dem var oprøret mod den herskende ordning. Delacroix' maleri Friheden fører folket på barrikaderne fra 1830 blev sindbillede både på frihed og på revolution.

Romantisk historiemaleri: Delacroix' Friheden fører folket på barrikaderne, 1830

Mens realismen i hovedsagen var borgerskabets æstetik, blev romantikken idealisternes og utopisternes. De politiske og socioøkonomiske faktorer ledte til mere faste moderne politiske ideologier, i reaktion mod tidsånden eller indesluttet i den: konservatisme, liberalisme, anarkisme og socialisme. Af disse har især konservatismen sin grund i romantikkens ideer gennem den stærke fokus på at idealisere historien. I sammenhæng med den økonomiske nyordning skabtes det klassesamfund, som socialismen skulle opstå som en reaktion mod. Utilitarismen stammer som et særpræget element fra tiden, dets kritik mod romantikken til trods. De britiske digtere spredte anarkismens ideer i skønlitteraturen.

Jordbruget var blevet reformeret i de foregående århundreder og havde forårsaget en voldsom befolkningstilvækst som medførte en omfattende emigration til blandt andet Amerika. De ejendomsløse blev på grund af befolkningstilvæksten tvunget til at forlade landet for at søge arbejde i byerne. For at råde bod på den tiltagende fattigdom indførtes almen skolegang i de fleste europæiske lande: den moderne pædagogik fødtes med den schweiziske romantiker Johann Heinrich Pestalozzi, som forordnede "hjertets dannelse" frem for hovedets eller håndens.

Med emigrationen og kolonialismen spredtes den vesterlandske kulturs territorium rundt om på jorden. Tekniske opfindelser af betydning var jernbanerne, dampmaskinen og kanalbyggeri, som ved siden af emigrationen og kolonialismen ledte til at afstandene formindskedes. Modsætningen mellem land og by øgedes og blev forstærket af industrialiseringen i byerne. Romantikerne dyrkede ikke teknikken; i valget mellem land og by valgte en ægte romantiker landet.

Romantikkens filosofi[redigér | redigér wikikode]

Det er usikkert, om romantikkens filosofi skal føres tilbage til den tysksprogede eller den fransksprogede verden. Ifølge én betragtning var det Rousseau som skabte romantikken med sin opfordring til at lade følelsen regere.[10] Ifølge en anden var det de tyske idealister, som lagde grunden til romantikken med deres metafysiske og kundskabsteoretiske studier.[11] Dette kan siges at modsvare to parallelle linjer som udgjorde romantikkens væsen: emotionen og idealismen. Russell peger på det modsigelsesfulde i romantikkens filosofi ved at fremholde at der på den ene side forekom en overdreven tiltro til at fornuften alene skulle løse verdens bekymringer og at menneskets mulighed for at lære er grænseløs, hvilket førte til marxismen og utilitarismen, og på den anden side en irrationalisme som siden udmøntede sig i eksistentialismen.[9] Forholdet mellem den romantiske filosofi og den tyske idealisme diskuteres – ikke mindst i samtiden.

I England var de romantiske verdensanskuelser en direkte fortsættelse af platonismen, som pludselig oplevede en blomstring. Der var ingen nye filosofiske programmer: filosofien og litteraturen smeltede sammen. Edmund Burke var en vigtig repræsentant for romantikken, og hvis man kan tale om nogen romantisk strømning, må det være den historiske skole.

Førromantikkens filosofi[redigér | redigér wikikode]

Tre tyske førromantiske filosoffer kom til at spille en afgørende rolle for romantikkens udvikling. Immanuel Kants opgør med David Hume indebar en omorientering af synet på hvad der er virkelighed og kundskab, men han udviklede en agnosticisme, som senere romantikere tog afstand fra. Johann Georg Hamanns ophøjelse af poesien til religionens følgesvend var en tanke som levede videre. Johann Gottfried Herder opvurderede folkedigtningen og var en foregangsmand inden for kulturhistorie og kulturfilosofi. Sturm und Drang havde udarbejdet et studium af geniet som fænomen, "geniæstetik". Kant definerede genialitet som originalitet, et naturligt talent hvis udtryk skaber nye regler som andre følger.

Den tyske idealisme[redigér | redigér wikikode]

Den tyske romantik føres tilbage til de tyske idealister. De romantiske filosoffer tog ganske vist afstand fra meget af Kants lære, men det var hans filosofi, der lagde afstand til oplysningen. Johann Gottlieb Fichte og Friedrich von Schelling hævdede at materien ikke er opbygget af små enheder, men af energier hvis spændinger skaber den materielle verden. Disse energier modsvarede ånden, og teorien muliggjorde en religiøs forestilling om verden og et øget fokus på bevidstheden. Dette førte til at mange romantikere havde et panteistisk verdensbillede, hvorved naturlyrikken fik en fremtrædende plads: i naturen kunne Gud opfattes, og kunstneren skulle afbilde den guddommelige, iboende mening i naturen. Sjælelivet havnede også i forgrunden eftersom den indre virkelighed var det typisk menneskelige og yderligere en kontaktflade med Gud. Universaltanken ledte til holistiske forklaringsmodeller; inden for æstetikken tog den sig udtryk i at man søgte at skabe totalkunstværket, et kunstværk hvor alle kunstformer blev samlet og udgjorde en samvirkende helhed. I og med ophøjelsen af enhed til bevidsthed blev skabende idésystemer idealet for filosofisk virksomhed.

Fichte var den som for alvor vakte den tyske nationalisme og folkedannelsestanke med Reden an die deutsche Nation (1807, "Tale til den tyske nation"). Friedrich Gottlieb Klopstock havde i den henseende allerede banet vej med sin førromantiske digtning. Schopenhauer regnes som regel til naturalismens æra, men hans misantropi og pessimisme genlød også i samtiden.

Hegel taler

Historiefilosofien spillede en afgørende rolle for fremvæksten af romantikken, hvor især Friedrich Hegel var banebrydende med sin teori om en dialektisk historisk fremadskriden gennem tese, antitese og syntese, hvor modsætninger kæmper for siden at opgå i hinanden i en højere enhed som igen møder nye antiteser og på den måde bringer historien videre. Logikken i dette tilskriver Hegel en verdensånd hvis intelligens mennesket har i mindre format. "Verdenshistorien", skriver Hegel, "er fremstillingen af ånden, hvordan den arbejder sig frem til viden om det som er i og for sig. Østerlændinge ved ikke at ånden eller mennesket som sådan er frit. [...] Først de germanske nationer har i og med kristendommen vundet den indsigt at mennesket som menneske er frit, og at åndens frihed udgør det mest egenartede i menneskets natur.[12] Men over for verdensåndens bevægelser (sv. vindlingar) i hændelsesforløbet er mennesket en blind aktør som det er historikerens opgave at give synet. Hegel var imidlertid modstander af den romantiske filosofi.

Den tyske idologi syslede altså med problemet at forene modsætninger: det metafysiske system over for menneskets frihed. Helheden betragtedes på en organisk måde: virkeligheden var et sammenhængende system, opbygget på princippet om det absolutte, med et slutmål og betinget af fornuft. Mennesket forholdt sig til dette som et frit og skabende væsen. Men det var forbeholdt geniet skabende at sammenknytte den systematiske natur og menneskets frihed. Hegel og Schelling var dog uenige om hvorvidt genialiteten forelå i kunstværket eller i bevidstheden.

Rousseau[redigér | redigér wikikode]

Jean-Jacques Rosseau

Rosseaus betydning for romantikken handler om hans feltråb om følelsens overlegenhed over for videnskaben, idet han var talsmand for naturlig religion og idealiserede "den ædle vilde". Han fik især betydning for protestantismen som søgte en erstatning for katolicismens thomisme. Han bryder med arven fra Platon, Aristoteles og skolastikken. Af betydning blev hans teorier om samfundskontrakten og folkesuverænitetsprincippet, to fundamentale forudsætninger for romantikkens nationalisme og interesse for folkloristik. Med Emile optræder et nyt syn på barnet som måske er hans mest levende bidrag til idéhistorien og samtiden.

Rousseau populariserede også selve ordet romantikken som han anvendte til at beskrive sin egen livsholdning. Bortset fra betoningen af følelsen indeholdt begrebet for Rousseau et natursyn hvor han var tydelig påvirket af Montesquieu med tanke på en naturlig orden. Af dette fulgte en omvurdering af det primitive i den udstrækning at det tillagdes en systematik og en efterstræbelsesværdig oprindelighed. Dette brød afgørende med Thomas Hobbes' syn på naturtilstanden som alles krig mod alle.

Sjælen, sproget, nationen og historien[redigér | redigér wikikode]

Historievidenskaben og kildekritikken oplevede gennembrud med Barthold Georg Niebuhr og især Leopold von Ranke. Den franske revolution ledte til en ny generation af historikere, kulturhistorikere og politiske historikere som Tocqueville, Jacob Burckhardt, Thomas Babington Macaulay og Thomas Carlyle. François Guizot udgav dokumenter fra middelalderen og man begyndte at udgive Monumenta Germaniae historica.[13]

En naturlig stat var for romantikerne nationen, en kollektiv organisme som var grundet på den fælles historie som et folk havde og som de mente skabte en folkekarakter. Disse ideer lagde grunden for nationalromantikken som havde et langt liv foran sig. Nyplatonismen gjorde sig gældende i historiesynet derved at det var det oprindelige som søgtes; det oprindelige var en fuldkommen enhed, det absolutte, målet for al menneskelig tilværelse. Mennesket kunne nå vished om dette enten på intellektuel måde eller gennem kunsten. Søgningen efter natonal identitet med kristen synsvinkel ledte til genoptagne studier af middelalderen, dens folk og kulturelle udtryk. Det blev især de germanske folk der tiltog sig opmærksomheden: gotere, saksere, Arthurlegenden med flere. Ridderideal for mænd, kvinders jomfruelighed og inderlig religiøsitet blev ophøjet til dyder, som kontrasteredes mod stærke erotiske antydninger.

Inden for retsfilosofien brød den historiske skole[14] og Friedrich Karl von Savigny i Montesquieus fodspor med den rådende naturretsdoktrin og mente i stedet at hver nation havde sit eget historisk fremvoksede retssystem som legitimeredes af nationens specielle karakter.

Alt fokus på nationens individualitet til trods forordnede Schelling en verdensstat som skulle skabe fred på jorden gennem fælles retsordning. Von Savigny tilhørte den gruppe som man plejer at kalde den historiske skole som også den konservative Edmund Burke kan regnes til. Denne skole mente at hver foreteelse skulle bedømmes efter hvilke forudsætninger der forelå. Historiske tilbageførelser eller begrundelser blev dermed afgørende for hvert studium. Det synspunkt at visse kollektiver udgjorde organiske enheder i samspil, kom til at kendetegne konservatismen og den historisme som udgik fra Burke.

Sjælen skildret: Géricault udførte portrætstudier af mennesker med psykiske lidelser for sin ven psykiateren Georget. Dette portræt forestiller en kvinde som lider af manisk misundelse, skildret i ansigtsudtrykket (1822). Musée des Beaux-Arts

Menneskets væsen blev betragtet som et skabende subjekt som kan fremstille sammenhæng og verdener der kan begribes af andre mennesker. En sådan skabende formåen adskilte mennesket fra dyrene og forudsatte fantasi og intelligens. Derigennem blev kunstnerens rolle hævet over andre beskæftigelser eftersom kunsten kendetegnedes mere af dette end andre udtryk for menneskets særlige formåen. Kunstneren var hidtil blevet betragtet som en håndværker der skabte på bestilling. Under romantikken opvurderedes den fagmæssige rolle og ligeledes synet på ophavsret og originalitet. Menneskets identitet var for romantikerne altså dels (at forstå) som individer, dels som delagtige i de respektive nationer, dels som dele af menneskeslægten. Denne synsmåde ledte på den ene side til en interesse for sjælen, på den anden for det egne folk, på den tredje til en interesse for andre folk.

Således prægedes romantikken af såvel psykologi og subjektivitet som af nationalisme med fokus på folkedigtning, folkesagn, folkeviser, folketro og kulturhistorie, og som oriantalisme og eksotisme med skildringer af civilisationens vugge i Middelhavsområdet og Mellemøsten samt andre folk og deres skikke. Romantikernes studier af andre folk end det egne var dog dybt præget af uforsonlighed mod uligheder, og af og til racistiske.[15] Psykologien som videnskab udvikledes af Johann Friedrich Herbart som opvurderede det ubevidstes rolle for bevidstheden. Psykologerne intreresserede sig i Rousseaus og Schellings spor for barndommen – legens betydning, indlæringens mål og middel. Barnet betragtedes under romantikken som uforstyrret af civilisationen, som individets naturtilstand.

Den kontrarevolutionære Pierre-Simon Ballanche bidrog til den franske romantik ved at hævde at kunstneren deltager i Guds skabelse ved at sætte ord på fænomener. Samtidig udvikledes der en profan sprogvidenskab i epoken. Romantikkens periode falder sammen med nogle store gennembrud i sprogforskningen. Da Friedrich August Wolf forsøgte at løse det homeriske spørgsmål,[16] grundlagde han den tekstkritiske metode. Den sammenlignende sprogvidenskab med Herder, Wilhelm von Humboldt, brødrene Schlegel, Jacob Grimm, Rasmus Rask, William Jones, August Schleicher og Franz Bopp bidrog på forskellig måde til forståelsen af om der fandtes et indoeuropæisk sprogslægtsskab, og om sprogene havde en historie hvorunder de udvikledes – to iagttagelser som først blev lagt frem på denne tid. Man fandt Rosettestenen i 1799, og dens hieroglyffer blev dechifreret af Jean François Champollion, hvilket bidrog til fremvæksten af orientalismen.

Mennesket og Gud[redigér | redigér wikikode]

Den genopstandne religion var yderligere en reaktion mod oplysningen. Selv hos udtalte ateister som Percy Bysshe Shelley plejer religiøse indslag at blive fremhævet i form af panteisme i naturgengivelsen.

I efterdønninger efter den franske revolution blev kristendommen og dens forsvar afgørende i Frankrig. Især gjaldt dette den katolske kirkes rolle i staten. Længst i denne henseende gik ultramontanisterne som mente at pavens magt altid var over de verdslige herskere. Chateaubriands Le Génie du Christianisme (1802) er et romantisk forsvar for kristendommen udelukkende på æstetisk grundlag. Den tyske romantik var dybt præget af pietismen og herrnhutismen.

Romantikken blev også præget af konflikter mellem kristendom og anden tro i og med eksotismen og orientalismen, et centralt tema i for eksempel Chateaubriands roman Attila (1801). Den skræk som revolutionen og oplysningen havde vakt i alle europæiske lande blev kanaliseret ud i forskellige kunstformers skrækgenrer og i studiet af ondskabens væsen. Hvor middelalderen havde kunnet fremstille ondskaben i form af djævelen, blev den nu mere fremstillet folkloristisk og mangefacetteret.

Inden for teologien var den historisk-kritiske metode introduceret med blandt andre Johann Salomo Semler (1725-1791), og der skete en videreudvikling med Friedrich Schleiermacher og Immanuel Kant. Som en reaktion mod rationalismen opstod Erlangerskolen[17] med betoningen af den religiøse oplevelse, og Søren Kierkegaards teologisk filosofi. Der forekom desuden en tydelig platonisering af kristendommen som en reaktion mod thomismens aristotelisme. Til romantikkens fornyede religiøse bevidsthed hører også højkirkeligheden. Nythomismen som opkommer i slutningen af 1800-tallet kan også betragtes som en romantisk reaktion mod oplysningens rationalisme og den teologiske modernisme.[18]

Romantikken i forskellige lande[redigér | redigér wikikode]

Gennem romantikkens fokus på nationen fik strømningen nationale særtræk. I de lande hvor strømningen var stærkest, blev ulighederne også størst. Hovedsagelig kan man tale om tre centre for romantikken, modsvarende de tre lande Tyskland, Frankrig og England. Andre lande påvirkedes af en eller flere af disse nationale særarter. Romantikken i Østeuropa var også distinkt.

Tyskland[redigér | redigér wikikode]

Tyskland eksisterede ikke som stat under romantikkens tidsrum. Napoleon Bonaparte besejrede 1806 det Tysk-romerske rige, et kejserdømme med en mængde fyrste- og hertugdømmer, og med Wienerkongressen 1815 genskabtes føderationen som Det tyske forbund af 38 stater, herunder Østrig. Men konflikterne eskalerede: 1866 udbrød der krig mellem Preussen og Østrig som endte med at Østrig forlod føderationen, og Det nordtyske forbund dannedes. 1871 omdannedes føderationen under Otto von Bismarck til Det tyske kejserrige med Preussen som politisk centrum.

For Tysklands vedkommende er det sværere med den romantiske epokeinddeling. Førromantikken med Sturm und Drang og dens bølgegang går langsomt over i romantikken. Dens centrum lå i Jena og i Heidelberg med de to betegnelser Jenaromantikken med talsmænd som Novalis og Tieck, og Heidelbergromantikken med brødrene Grimm, Achim von Arnim og Clemens Brentano. For alle tyske romantikere var filosofien en afgørende impulsgiver, en instans som foreskrev tidens smag og verdensbillede.

Kampen for den fortsatte eksistens af den tyske stat – ikke mindst under Napoleonskrigen – var en vigtig historisk forudsætning for Heidelbergromantikken som i højere grad end andre centre var præget af et fællesskab mellem aristokrati og almue. Dette tog sig det udtryk at kunsten indrettede sig på folkelige fænomener, et eksempel er at brødrene Grimm under deres sprogstudier nedtegnede tyske folkesagn og von Arnim og Bretano samlede folkeviser som de udgav; i samme nationalistiske ånd komponerede Franz Schubert og Johannes Brahms lieden, og Wagner skabte den tyske "store opera" med motiver fra den germanske middelalder.

Den blå blomst blev gennem Novalis formidling universelt et symbol for romantikken.

Jenaromantikken blev i stedet sædet for dyrkelse af følelser, dødsmystik og tragisk kærlighed hvor digteren hæver sig over folket med sin formidlende lidenskab. Ingen personificerede den passionerede Jenaromantik som Novalis: Oändligt liv / böljar starkt i mig. / Från ovan skådar / jag så till dig. /.../ O gör mig, älskade, / mäktigt till din, / att jag kan älska / och slumra in. / Jag känner dödens / föryngrande flod, / till balsam och eter / förvandlas mitt blod.[19] Novalis skabte i Heinrich von Ofterdingen også romantikkens symbol frem for alt: den dybblå blomst som repræsenterede længslen, evigheden og det uopnålige. Motiver hos digteren Novalis modsvares i billedkunsten af Caspar David Friedrich hvis motiver ofte vender sig bort fra betragteren, knytter an til religionen og skildrer en besjælet natur.

Samtidig samles såvel Heidelberg- som Jenaromantikken i både Goethes og Schillers digtning, hvorfor den tyske førromantik ofte indregnes i hele den tyske romantik. Det selvmordstema som Goethe skabte med Den unge Werthers lidelser, de folkelige digte til Gretchen og de centrallyriske udtryk for lidelse, er alle typiske romantiske ingredienser. En anden sammenbindende digter er Hölderlin.

Frankrig[redigér | redigér wikikode]

I Frankrig rådede der kaos efter den franske revolution, og staten oplevede hastige omvæltninger i styrelsen. Da Napoleon Bonaparte tog magten ved Brumairekuppet 1799 og udråbte sig selv til kejser 1804, så det ud til at den gamle samfundsorden strukturelt var genetableret. Men de nærmeste år udkæmpedes Napoleonskrigen om herredømmet i Europa som til slut indebar et opsving for den nationale stolthed. Efter tabet i slaget ved Waterloo tiltog urolighederne i samfundet med svingninger mellem monarki og republik: den bourbonske restauration 1815, julirevolutionen 1830 og julimonarkiet, februarrevolutionen 1848 og udråbelsen af det andet kejserdømme 1851.

Mange af den franske romantiks repræsentanter havde smertelige minder fra den franske revolution, for eksempel Charles Nodier. Chateaubriands selvbiografi behandler dette emne, ligesom nogle andre værker af ham. Hans generation skabte også den franske katolske konservatisme med repræsentanter som Joseph de Maistre, Maine de Biran, Hughes Felicité Robert de Lamennais og Louis Gabriel Ambroise de Bonald. Smerten over den forsvundne tidsalder og hyldningen af det voldsomme eventyr lader til at være nedarvet i en anden aristokrat Alfred de Vigny, som til slut foretrak et liv i isolation frem for at omgås samtidens intelligentsia.

Den franske litterære romantik var splittet indtil 1820'erne da en distinkt forfattergruppe blev dannet: centaklet.[20] Under romantikken i Frankrig fandtes der flere kategorier af forfattere: eventyreren som Chateaubriand, misantropen som de Vigny, bohemer som Alfred de Musset og Gérard de Nerval, og den med psykologiske studier skabende intellektuelle som Victor Hugo og Stendhal. Hugo skulle tillige gå til efterverdenen som den der grundlagde den moderne ophavsret i og med Bernerkonventionen af 1866 – helt i overensstemmelse med den romantiske opfattelse af kunstneren. I sammenhæng med dette fik selv instruktøren en funktion som blev tillagt afgørende betydning.

Frankrigs romantik kendetegnedes af et større mål af orientalisme og eksotisme og mindre af folkloristik end tilvældet var i Tyskland. Chateaubriand kan igen siges at være den romantiske romans grundlægger med sine værker Attila og René som han fik materiale til under sin landflygtighed under revolutionen. For billedkunstens vedkommende skabte Jean-François Millet den folkelige landsby, men kommer først sent i perioden og viser realistiske træk. Arkitekturen med blandt andre Eugène Viollet-le-Duc var optaget af at genrejse de af landets bygninger der var blevet ødelagt under krig og revolutioner. I Antoine-Louis Baryes dyreskulpturer forenes romantikkens dramatiske voldsomhed med eksotiske motiver. Vold og død er et tilbagevendende tema i Théodore Géricaults og Eugène Delacroix' malerier.

Sagatemaet og orientalismen kom til udtryk i den franske "store opera" med komponister som Niccolo Isouard, den tyskfødte Giacomo Meyerbeer, Charles Gounod, og Camille Saint-Saëns.

Kritikken som del i at skabe et udvalg (en kanon) fik øget betydning med blandt andre Sainte-Beuve.

Storbritannien[redigér | redigér wikikode]

Til forskel fra Tyskland og Frankrig var Storbritannien på grund af sin geografiske placering forholdsvis forskånet for krig på hjemmeplan. 1776 erklærede USA sig selvstændig, men det forenede kongerige havde fortsat flere betydende kolonier rundt om i verden hvor slaveri var udbredt indtil det blev afskaffet 1834. Industrialiseringen opstod tidligt og skabte landets solide økonomi på frihandelens grund. 1801 blev Irland indlemmet i landet. På det europæiske kontinent havde landet fremgange i Napoleonkrigen. I stedet for revolutioner, som dog truede, forekom der omvæltninger i statsstyrelsen ved den liberale parlamentsreform 1832. 1837 kom dronning Victoria på tronen og indledte dermed den victorianske epoke og imperiets storhedstid.

Kendetegnende for en side af den engelske romantik var en tydelig forankring i anarkisme, ateisme, erotisme, orientalisme og naturlyrik. Dette tog sig stærkest udtryk i Percy Bysshe Shelleys og Lord Byrons respektive værker. Shelley gjorde med værker som The Mask of Anarchy, Queen Mab og Prometheus Unbound oprør mod kristendommen og den verdslige magt. Lord Byrons forfatterskab med epossene The Giaour, Lara, The Corsair, og Don Juan rummer alle disse elementer. I lighed med Goethe søgte han også at give svar på ondskabens væsen i Cain: A Mystery, der handler om brodermorderen Kain fra Første Mosebog. Anna Laetitia Barbauld revolutionerede børnebogsgenren og var en af de tidligste romantiske digtere.

Storbritanniens romantik havde en anden side som var mere genuint malerisk. Den drømmelignende naturmystik kom billedligt udtryk i John Robert Cozens, den sene Thomas Girtins, John Constables og William Turners vejr- og lysskildringer, og i lyrikken i den såkaldte søskole ("The lake-school"[21]) : William Wordsworth og Samuel Coleridge. Følelsessværmeriet, sagamotivet og en religiøs ekstase udtrykkes senere under den victoriske æra af prerafaeliterne Edward Burne-Jones og Dante Gabriel Rossetti. Denne rene æstetik, fri fra politiske ideprogrammer repræsenteres i lyrikken af både Shelley og John Keats.

Den engelske park blev yderligere et kendetegn på den britiske romantik.

Danmark[redigér | redigér wikikode]

Searchtool.svg Se også: Den danske Guldalder med en oversigt

Der er flere grunde til, at romantikken står som en stor periode i dansk litteratur. Tiden er præget af et Danmark i en presset situation som en følge af vores støtte til Napoleon. Den danske stat går bankerot i 1813 og mister Norge i 1814.

Oprindelig betød ordet romansk eller romantisk, at noget var skrevet på folkesproget i modsætning til latin, og kommer senere til at betyde noget fantastisk og står derved i modsætning til hverdagen. Novalis og brødrene Schlegel, som er de teoretiske fædre til Jena-romantikken, stiller begrebet op som en modsætning til den klassiske antikke digtning.

Der er flere grunde til Romantikkens særlige status i dansk litteraturhistorie. For det første er den følelsesorienteret. Romantikernes digte afløser Oplysningstidens rationelle tanker om, at alt skal måles og vejes. Der var tidligere enkelte tiltag til en jeg-orienteret litteratur, fx Johannes Ewald, men den havde aldrig været udgangspunktet. For det andet er Romantikken en litterær skole og er ikke kun en æstetisk tanke; inspireret af sit tyske ophav blev det filosofiske grundlag brugt i forskellige discipliner. En tredje grund var, at det for første gang blev muligt at leve af at være digter i starten af 1800-tallet. Tidligere var digtere afhængige af mæcener, som sponsorerede deres virke, og for at skaffe dem var lejligheds- og hyldestdigtning nødvendig. Nu kunne kunsten opstå mere for kunstens skyld: Art pour l'art.

Steffens

Romantikken i Danmark var på mange måder en ikke særlig klart defineret størrelse. Der kan derfor være flere måder at inddele den på. På e-poke.dk gør Iben Holk det i to faser: Fra begyndelsen af 1800-tallet – starten bliver oftest sat til 1803, hvor Adam Oehlenschlägers debutdigtsamling "Digte 1803" udkommer (faktisk 1802) – til 1824, hvor både Steen Steensen Blicher og Poul Martin Møller debuterer og indvarsler realismen i dansk litteratur. Den anden del går fra 1824 til 1871, hvor det moderne gennembrud indvarsles af Georg Brandes' første forelæsning "Indledning til Emigrantlitteraturen". Året efter i 1872 er året, hvor Charles Darwins "Arternes Oprindelse" udkommer på dansk. Af eftertiden er de to perioder blevet benævnt henholdsvis Romantikken og Romantismen, sidstnævnte med inspiration fra engelsk litteratur.

Denne inddeling sætter navn på perioden fra den tidlige romantiske digtning til naturalismens indmarch i dansk litteratur i 1870'erne. For, som Iben Holk skriver i indledningen til naturalisme-afsnittet på e-poke.dk, så har perioden fra 1840-45 til 1870 ikke noget navn. Betegnelsen romantisme bruges, fordi eftertiden har kunnet se en litteratur, der bevægede sig fra den tidlige romantiks højstemthed mod en mere realistisk fortællemåde. Det er dog ikke realisme forstået som socialrealisme; det er en poetisk realisme, hvor steder og personer er genkendelige og har en betydning for fortællingen.

Den filosofiske ballast

Den danske romantik havde sin inspiration i Tyskland. Der fandtes to hovedretninger opkaldt efter de byer, de centrerede sig i, Jena og Heidelberg. Grundlaget i Jena-romantikken var en panteistisk tankegang; verden var gennemstrømmet af en universel ånd. Med filosoffen Schellings ord: Ånden sover i stenen, slumrer i planten, vågner i dyret og lever i mennesket. Denne form kaldes også universal-romantikken.

Det var denne form for romantik, Heinrich Steffens introducerede med sine forelæsninger i 1802. I dem gennemgik han historiens forløb som et fald fra den oprindelige guldalder, hvor guderne var på jorden til romertiden, hvor kejserdyrkelsen erstattede den sande religiøsitet. Vendepunktet kom med Jesus Kristus, hvorfra det igen gik opad mod den nye guldalder, hvor himlen igen er på jorden. Den, der kunne se denne sammenhæng og formå at genskabe forbindelsen, var geniet. Dyrkelsen af geniet er et gennemgående tema i Oehlenschlägers Aladdin.

Det var med andre ord menneskets grundvilkår at være skilt fra sit oprindelige ophav. Denne splittelse, også kaldet dualisme, blev introduceret af den græske filosof Platon i hans berømte hulelignelse; han opdelte verden i fænomenernes verden og ideernes verden. Vi på jorden var vidne til et skyggespil, hvor fænomenerne spejles for os på en væg. Vi sidder med ryggen til lyset og det sande. Men kunne vi vende os om og indse, at det kun var skygger, vi så, så kunne vi søge mod ideernes verden og den sande indsigt. Det var denne indsigtsproces, der lå til grund for brugen af verbet at ane i mange romantiske digte. Se fx anden strofe i digtet Indvielsen af Schack von Staffeldt.

Overfor denne står Heidelberg-romantikken, der interesserer sig for den nationale fortid, som kan ses hos den ældre Oehlenschläger og Grundtvig. Denne form kaldes også for Nationalromantikken.

Sverige[redigér | redigér wikikode]

Romantikken i Sverige opstod relativt sent, delvis på grund af den stemning der rådede efter mordet på Gustav III 1792 som ledte til frygt for revolution. Størst indflydelse havde bevægelsen i Sverige mellem 1810 og 1840.[22] Den romantiske bevægelse som opstod blev indledningsvis repræsenteret af præster og akademikere og savnede den samfundskritiske brod som fandtes i den europæiske romantik.[23] Blandt disse bør fremhæves Johan Olof Wallin og salmebogen fra 1819. Den svenske romantik var dybt splittet mellem de Jena-influerede Uppsalaromantikere (Samuel Grubbe, Per Daniel Amadeus Atterbom, Stagnelius) og den gotiske tradition ("goticisme")[24] (Erik Gustaf Geijer, Esaias Tegnér).

Norge[redigér | redigér wikikode]

Romantikken i Norge var en storhedstid inden for norsk kultur. Fremstående kunstnere som Johan Christian Dahl, Hans Gude og Adolph Tidemand er nogle af repræsentanterne for strømningen, ligesom Henrik Wergeland og Johan Sebastian Welhaven.

Fælles for den skandinaviske romantik var at den gik over i nationalromantikken, med især Edvard Grieg og Sibelius. Til denne strømning hører nogle af Skandinaviens mest skattede komponister og forfattere, og det finske nationalepos Kalevala kan regnes hertil. Under romantikken grundlagdes også den type af mandskor som blev en stor folkebevægelse i alle de nordiske lande.

Romantikken i andre lande[redigér | redigér wikikode]

Balletten Svanesøen blev et af Tjajkovskijs mest berømte værker med Odette og prinsen.

Den italienske romantik var især rettet mod operaen. Gioacchino Rossini var påvirket af Mozart, Haydn og den franske "store opera", og skabte en speciel koloratur til såvel komedier som tragedier. Kompositionsmæssigt udnyttede han det for romantikken populære fragment ved at genanvende stykker, for eksempel ouverturen til Barberen i Sevilla. Vincenzo Bellini og Gaetano Donizetti fortsatte i Rossinis fodspor med at variere tonaliteten og forstærke det rent melodiske og lyriske. Af mange grunde regnes Giuseppe Verdis Aida og Giacomo Puccinis Turandotstore italienske operaer med til romantikken: de fortsatte den etablerede tradition og brugte romantiske temaer, melodiholdning og krævende tonale variationer. Et af Verdis største værker, hans requiem, blev skrevet til digteren Alessandro Manzoni, som sammen med Giovanni Berchet og Giacomo Leopardi indførte den nationale digtning i Italien.

Selv for Østeuropas vedkommende blev musikken romantikkens egentlige hjemmebane og da i synderlighed ved tilknytning til nationalisme og folkloristik. Peter Tjajkovskij samlede i høj grad romantikkens ingredienser, motivvalg som musikalitet. Tjekken Bedrich Smetana anvendte folkedanse i sine operaer og tilegnede sit fædreland flere symfoniske værker. De litterære romantikere i Østeuropa var i høj grad byronister: Alexander Pusjkin, Adam Mickiewicz, Michail Lermontov. En undtagelse er Nikolaj Gogol, som regnes til romantikken trods flere brud mod dens æstetik og hældende mod realisme med samtidskritik, satirer og byskildringer. Polens "tre store barder" Mickiewicz, Juliusz Slowacki og Zygmunt Krasinski grundlagde den polske nationalromantik.

Den spanske romantik viste ingen nationale særtræk, men flere af landets større dramatikere tilhører perioden, som José Zorrilla y Moral, Antonio García Gutiérrez, hvis dramaer overførtes til operaen.

Romantikkens litteratur[redigér | redigér wikikode]

Epik og prosa[redigér | redigér wikikode]

Med hensyn til genre var romantikken epossets virkelige storhedsperiode i moderne tid. Dertil hører især Lord Byrons berømte Don Juan. Det påvirkede Alexander Pusjkin til at skrive Jevgenij Onegin (1833) og Adam Mickiewicz til flere værker. Don Juan blev en stilfigur i forskellige genrer .

Romantikken indebar en stor fornyelse af prosaen med en mængde nye genrer, men også fornyet interesse for de gamle. Ved at lægge vægten på individet var selvbiografien en af litteraturens største genrer. Thomas De Quinceys selvdestruktive liv gengivet i hans Confessions of an English Opium Eater (1822) var en af romantikkens mest læste bøger, ligesom Chateaubriands Erindringer fra den anden side graven, Madame de Staëls Corinne (1807) og Friedrich von Schlegels Lucinde (1799). Et menneskes personlige skæbne og indre forandringer var temaet for den populære dannelsesroman som Goethes Wilhelm Meisters Lehrjahre var et forbillede for. Efterfølgere var blandt andre Ludwig Tieck (Franz Sternbalds Wanderung, 1798) og Jean Paul (Titan, 1803). Romanen var værdsat af romantikerne, fordi den var grænseoverskridende: i beskrivelser var den lyrisk, i dialoger dramatisk og i berettelsen episk. Under romantikken udvikledes karakterskildringerne fra at være opdragende typekarakterer til at blive psykologisk nuancerede.

Brevromanen blev populær med Goethes Den unge Werthers lidelser, og genren levede videre gennem værker af italieneren Ugo Foscolo, heidelbergforfatteren Bettina von Arnim, og især Madame de Staëls Delphine (1802) som sammen med Chateuabriands værker anses for at være indledningen til romantikken i Frankrig.

Walter Scott plejer at få æren for at have skabt den historiske roman, som han selv kaldte romance ved at knytte den til den oldfranske digtning. Han var begyndt som forfatter af et epos Arthurlegender, men slog igennem med romaner som Ivanhoe, Kenilworth og skildringer af den skotske historie. Genren blev umiddelbart efterlignet af Alfred de Vigny, Alessandro Manzoni, Alexandre Dumas d.æ. og Alexander Pusjkin. Wilhelm Wackenroder med Herzensergiessungen eines kunstliebenden Klosterbruders (1797) og Novalis' ufuldendte roman i et middelaldermiljø, Heinrich von Offerdingen (1802), foregriber til en vis grad Scott. Den historiske roman er grænselandet mellem romantikken og realismen i litteraturen.

Den folkloristiske og folkelige interesse, som først viste sig med Johann Gottfried Herders Volkslieder (1778/79) og Tiecks Volksmärchen (1797), ledte til landsbyromanen, skabt af pædagogen Johann Heinrich Pestalozzi og folkesagaen ved brødrene Grimm.[25] Sagagenren blev udviklet af Atterbom og Adam Oehlenschläger; det er værd at være opmærksom på at sagaen hidtil ofte var en voksengenre – "kunstsagaen", eventyret,[26] skabtes med H.C. Andersen som henvendte sig direkte til en læserkreds af børn – og deres forældre. Carlo Collodi videreudviklede børneperspektivet i sagaen og undveg en opdragende beretterrolle.[27]

Da Chateaubriand udgav Attila 1801, skabte han den eksotiske roman, som efterlignedes af for eksempel James Fenimore Cooper (Den siste mohikanen) og Prosper Mérimée (Carmen). Skrækgenren blev introduceret af Horace Walpole og Ann Radcliffe i 1700-tallet med den gotiske roman, som var populær i hele 1800-tallet. I løbet af romantikken videreudvikledes skrækgenren af Edgar Allan Poe, der udvidede skræktemaet i en mængde forskellige fortællinger og grundlagde kriminalgenren. Skrækromaner med folkloristiske indslag skrev E.T.A. Hoffmann. Mary Shelley må fremhæves for Frankenstein som iscenesætter hele romantikkens mistro mod rationalisme og tiltro til den frie natur. Dermed skabtes science fiction inden for litteraturen. Det var i hovedsagen inden for romankunsten, at romantikken levede videre frem til 1900-tallet, og da i synderlighed gennem skrækromanen og den historiske roman. Dertil hører for eksempel Bram Stokers Dracula og R.L. Stevensons Dr. Jekyll og Mr. Hyde.

I romantikken fik flere kvindelige forfattere anerkendelse end tidligere. De bidrog til udviklingen af den psykologiske roman og den moderne kærlighedsroman. Til denne kreds hører Madame de Staël, Mary Shelley, George Sand, Bettina von Arnim og de mellem realisme, victorianisme og romantik svingende Jane Austen, George Eliot, Anne Brontë, Charlotte Brontë, Emily Brontë og Elizabeth Barrett Browning.

Lyrik[redigér | redigér wikikode]

Det er vanskeligt at adskille førromantikkens rige arv fra romantikkens lyrik. Dødstemaet forekommer i rigt mål hos Edward Young, Thomas Gray og Goethe, lanskabsskildringerne hos James Thomson, folkedigtningen og historismen hos Thomas Blackwell, James Macpherson og Robert Burns, sjælens formidling som hos William Blake – og i al romantikernes lyrik.

Lyriken blev en af de kunstformer, hvor romantikken var mest vital omend ikke på en nyskabende måde i forhold til tematik og motiv som hos førromantikerne. Friedrich Hölderlins psykiske udvikling kan tjene som eksempel på en særlig romantisk digtertilstand som i Frankrig blev kaldt mal de siecle, det vil sige digterens manglende evne til at holde sin samtid ud. Dette kombineres i hans digtning med flugten til naturen og ophøjelsen af sig selv til en gud: "Du sjæl, som forgæves stred for din guddomsret / vel findes for dig i skyggernes verden ej ro /.../ thi en gang / lignede jeg guder / og mer behøves ej" ("Du själ, som fåfängt stred för din gudomsrätt, / väl finns för dig i skuggornas värld ej ro /.../ ty en gång / gudar jag liknat, och mer behövs ej".[28]) Mere renlivede repræsentanter for mal de siecle er Alfred de Vigny og Alfred de Musset; hos disse fremtræder overmenneskets gennemskuen af tilværelsens tomhed som formende for en fremmedhed som mere eller mindre konkret separerer dem fra omverdenen. Digterens "hyperperspektiv" og Weltschmerz er for øvrigt sædvanlig selv i romanen og i dramaet.

William Wordsworth hyldede hverdagssproget ved udgivelsen af sin og Samuel Coleridges Lyrical Ballads, og tog derved afstand fra den kunstiggørelse han mente forelå under klassicismen. Keats, Lamartine, Novalis, Théophile Gautier bidrog på forskellig måde till l'art pour l'art og den rene æsteticisme. Orientalismen blev taget op af Victor Hugo, Lamartine, Lord Byron, Coleridge og i indisk udgave af amerikaneren Walt Whitman og Novalis.

Heidelbergromantikkens folkloristik tog sig også lyriske former af blandt andre Clemens Brentano som skrev digte med vuggevisetema.[29] Stilen blev i Sverige taget op af Atterbom til Svanevits sang i Lycksalighetens ö, hvor vuggevisen dog får et Wertherpåvirket selvmordsmotiv: "Stilla, o stilla! / Somna från storm och snö! / Ensliga lilla, / nu är det tid att dö!." ("Stille, o stille! / Sov fra storm og sne! / Ensomme lille / nu er det tid at dø!")

De frie vers oplevede et opsving efter at have været forkastet siden Det Gamle Testamente blev skrevet. En af de første til at eksperimentere med dem var svenskeren Thorild i 1780'erne,[30] men versformen synes at være skabt af Klopstock efter mønster fra Ossians sange.[31] Giacomo Leopardi og Walt Whitman skrev begge på frie vers. Under romantikken bliver det også mere sædvanligt at digtere opfinder egne versemål, som for eksempel Ululume-strofen[32] (Edgar Allan Poe). Den firelinjede strofe, rimet som urimet og "chevy-chase-strofen"[33] var sædvanlige i den tyske lyrik (Ludwig Uhland, Adelbert von Chamisso, Achim von Arnim, Ludwig Tieck, Heinrich Heine, Joseph von Eichendorff) og tidlige romantikere i andre lande (Coleridge, Lamartine, Wordsworth). Prosavers forekommer hos for eksempel Novalis i Hymner til natten. Thomas Grays elegier på rimede, femtaktede akatalektiske[34] jamber eftergjordes under hele romantikken for deres stemningsmættede rytme.[35]

Romantikkens scenekunst[redigér | redigér wikikode]

Under romantikken skabtes ballettens tåspidsteknik samtidig med at den kvindelige danser havnede i hovedrollen og tutuen blev indført. Den ballet som nutiden kender kan derfor siges at være født under epoken, skønt den har ældre aner. I denne form levede romantikken videre til ind i 1900-tallet, især med Tjajkovskijs værker Svanesøen og Tornerose. Andre romantiske balletter er Sylfiden og Giselle, som tidsmæssigt passer bedre med romantikkens alder.

Den italienske sopran Angelica Catalani var en af romantikkens store primadonnaer. Hun tog det trestrengede g og blev anset for at være teknisk fuldendt.[36]

Operaen var en højst vital kunstform under romantikken. Wien havde længe været musikkens ubestridelige hovedstad i Europa, men fra og med Napoleon Bonaparte begyndte Paris at overtage denne rolle. Opéra-comique (Daniel François Auber, François Adrien Boïeldieu, Étienne-Nicolas Méhul) med idyller, farcer og skrækoperaer blev kendetegnende for den folkelige franske opera, og forfatteren Eugène Scribe var den største i denne henseende. Arien blev på denna tid mere betydningsfuld, ligesom koret, septimakkorden, og kromatiske skalaer. Nyt for romantikkens opera var også ouverturens dragning mod det symfoniske digt med handlingen som tema, den såkaldte "store opera" med vægt på kostumering og orkestrale effekter som hos Gaspare Spontini, Carl Maria von Weber og Giacomo Meyerbeer, og musikdramaet på middelalderlige germanske legender som hos Wagner. Fra opéra-comique udvikledes under den sene romantik operetten, med repræsentanter som Jacques Offenbach, og det lyriske drama, med Charles Gounod, Camille Saint-Saëns, Georges Bizet og Jules Massenet. Eftersom borgerklassen havde fået en bedre levestandard, opstod en kommercialisering, med den virkning at operaen havde flere masseproducerede publikumssucceser som ikke overlevede som værker. Kvindelige sopraner og tenorer udkonkurrerede kastratsangerne, og fra romantikken begyndte divaen at blive virkelighed.

Nogle af romantikkens mest centrale værker var stykker skrevet for teatret. Victor Hugos Hernani bør nævnes i denne sammenhæng, da dens uropførelse i 1830 markerede romantikkens store og sene franske gennembrud; før var der kun lavet spredte romantiske værker i Frankrig. Alfred de Musset var en anden stor fransk dramatiker som brød mod det fransk-klassiske dramas strikte formregler. Det tyske drama var især fokuseret på Shakespeare i forskellige omtolkninger, og en af de dramaforfattere som efterverdenen har vurderet højest, Heinrich von Kleist, var ikke særlig anerkendt i sin samtid. Ludwig Tieck udgør en exceptionel undtagelse som det tyske romantiske dramas hovedfigur med sine sagaspil og den romantiske ironi.

Fra og med romantikken begyndte de bundne vers at fortrænges i dramaet til fordel for frie vers og prosa. Individualiseringen gjorde sig också mærkbar i en øget interesse for skuespillerne: fra og med romantikken begynder publikum at besøge teatrene for disses skyld, og de blev hyldet som stjerner.

Romantikkens musik[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Romantikkens musik
Johannes Brahms.

Inden for musikken skelnes mellem romantikken som epoke og romantikken som den følelsesfulde musik. Det følelsesfulde, mystiske og stemningsfulde i romantikken genspejles også i musikken. Komponisterne gjorde mere og mere brug af de forskellige instrumenters klanglige egenskaber. I takt med at musikken blev udviklet, skete der også en udvikling af instrumenterne, ikke mindst blæseinstrumenterne, og orkestrene blev større og fik flere instrumentgrupper.

Den romantiske musik var ofte opbygget efter noget uden for den musikalske verden, for eksempel en beretning, et geografisk sted eller et digt. Ligesom i andre kunstformer blev improvisationen central i og med at det naturlige og det fantasifulde blev opvurderet. Tonika begyndte at kunne skifte i melodistemmen og en løsgørelse af kadencen begyndte at indfinde sig. Nogle ser impressionismen som en fortsættelse af denne udvikling, fordi tonaliteten og kadencen opløses endnu mere dér.[37]

Under romantikken forekommer der flere kompositioner og improvisationer af litterære værker end tidligere. Derved opstår der nye genrer: det symfoniske digt eller programmusikken (som hos Franz Liszt, Hector Berlioz, Johannes Brahms, Gustav Mahler), og lyriske karaktersstykker, i Tyskland for eksempel i form af lieden (med Franz Schubert, Felix Mendelssohn, Robert Schumann, Johannes Brahms). Symfonien blev omformet i romantisk stil af Schubert (8. og 9. symfoni) og Schumann (4. symfoni).

Pianoet udvikledes til at blive et af romantikkens hyppigst benyttede instrumenter og til dets betydeligste komponister hører den fransk-polske Frédéric Chopin, Franz Liszt og Johannes Brahms. Chopin var en fremstående repræsentant for romantikken derved at han skrev pianostykker influeret af de polske folkedanse (mazurka og polonæse), og Liszt og Brahms af rapsodien og sigøjnermusik.

Ligesom Goethe i skønlitteraturen, var såvel Mozart som Beethoven virksomme i overgangen til den musikalske romantik. En arv fra disse er blandt andet nocturnen.

Nationalromantikken fødte flere store komponister, som Grieg, Glinka, Smetana, Modest Mussorgskij, og Edward Elgar. Romantikken i musikken kan siges at slutte med impressionismen med repræsentanter som Claude Debussy, eller, fuldstændigt, først med modernismens gennembrud.

Romantikkens billedkunst[redigér | redigér wikikode]

Inden for billedkunsten afspejles naturen som følelseslandskab; særlig mærkbart er dette i Caspar David Friedrichs malerier og i det engelske maleri, som også udviklede lysteknikken, men brød mod de rådende normer i farvekombinationer, som hos William Turner hos hvem selv konturerne løses op og formerne subjektiveres. Romantikkens emotionalitet kom til udtryk ved at bevægelse førtes ind i motivet, for eksempel gennem skildringer af vind og skyer som hos John Constable, der også begyndte at arbejde med ublandede farver som set på afstand blev brudt med andre farver på lærredet. Teknikken blev taget op af hans elev Eugène Delacroix, som er en af romantikkens mest fremtrædende repræsentanter også hvad angår motiverne, som blev hentet fra middelalderen (Dante, Shakespeare), eksotiske lande og fra mytologiens verden.

Mennesket er sædvanligvis det centrale motiv i billedet som i Thomas Gainsboroughs billeder. Det svenske kunstakademi opøvede på denne tid studenterne i figurtegning og komposition. I arkitekturen opstod nygotikken.

Mod slutningen af romantikken opstår biedermeier, men selv i ren form vedbliver romantikken at være en vigtig strømning i kunsten indtil første verdenskrig.

Kilder og litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Alf Ahlberg, Nyare tidens filosofi, Stockholm 1967
  • Bonniers lexikon, Stockholm 1998
  • Epoker och diktare I-II, red. Lennart Breitholtz, Stockholm 1971-1973
  • Gunnar Eriksson og Tore Frängsmyr, Idéhistoriens huvudlinjer, Stockholm 2004
  • Filosofilexikonet, red. P. Lübcke, övers. Jan Hartman, Stockholm 1988
  • Genreteori, red. Eva Haettner Aurelius og Thomas Götselius, Lund 1997
  • Alf Henrikson, Verskonstens ABC, Stockholm 1982
  • Lindwall, Bo: Från rokoko till impressionism. N&K 1975, s.191-209.
  • Litteraturhandboken: Författarlexikon och litteraturöversikter, red. Britt Dahlström, Stockholm 1984
  • Germund Michanek, Litterär uppslagsbok, Stockholm 1996
  • Bernt Olsson og Ingemar Algulin, Litteraturens historia i världen, Stockholm 1992
  • Gianni Rodari, Fantasins grammatik, originaltitel: Grammatica della fantasia, övers. Anna Barsotti, Stockholm 2001 (1973)
  • Bertrand Russell, Västerlandets visdom, originaltitel: Wisdom of the West, övers. Anders Byttner, Stockholm 1959
  • Edward Said, Orientalism, övers. Hans O. Sjöström, Stockholm 1993 (1978)
  • Svend Erik Stybe, Idéhistorie : Vor kulturs idéer og tanker i historisk perspektiv, Köpenhamn 1996
  • Folke H. Törnblom, Operans historia, Stockholm 1965
  • Vårt kulturarv IV : Det nya Europa skapas, red. Per Krarup, Haakon Holmboe, Krister Gierow, Helsningborg 1964

Se også[redigér | redigér wikikode]

Referencer og noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Thomas Grays Elegy Written in a Country Churchyard fra 1751 (1750?) (Wikisource)
  2. Bonniers lexikon, bind 6, s. 262
  3. I Bonniers lexikon, bind 16, regnes førromantikken med til romantikken, men i Litteratuens historia i världen og i Epoker och diktare er den strømning skilt ud.
  4. Jævnfør opslaget roman: "... Ordet kommer fra romanz, som i middelalderen var betegnelsen på det talesprog som havde udviklet sig i det franske område fra romernes sprog, latin. Ordet gik så over på en særlig genre af fortællinger skrevet på folkesproget, men efter antikke romerske forbilleder – den høviske roman – som kom på mode i Frankrig i 1100-tallet. ..." — Se også Gammelfransk (Norsk)
  5. Robert Scholes, "Fiktionsberättelsens modus", i oversættese til svensk ved E. Kloow, i Genreteori, 1997, s. 142 — Til fire typer af plot romance, satire, komedie og tragedie, se også isis.ku.dk fra Metahistory og Plot (narrative)#Structure (Engelsk)
  6. Se for eksempel opslaget "Romantik" i Nordisk familjebok, Uggleupplagan, bind 23 (1916) (http://runeberg.org/nfcc/0398.html)
  7. Athenäum fragmenter og andre skrifter af Friedrich Schlegel, ISBN 9788700388666, udgivet år 2000
  8. Friedrich Schlegel: Progressive Universalpoesie (1798)
  9. 9,0 9,1 Russell, s. 233
  10. Se fx Russell, s. 236
  11. Eriksson och Frängsmyr, s. 156
  12. Hegel, fra "Förnuftet i historien: Världshistoriens innehåll", i det svenske forlæg citeret fra Ahlberg, Nyare tidens filosofi 1967, s. 120 f
  13. Monumenta Germaniae Historica (ofte forkortet MGH i bibliografier og kildelister) er en række kilder til studiet af især tysk historie bredt forstået fra slutningen af Romerriget til omkring 1500. (Monumenta Germaniae Historica (Engelsk))
  14. Se hertil: Den historiske skolen innen rettsvitenskapen (Norsk)Den historiska skolan (Svensk)
  15. En udførlig kritik af Vestens forhold til Mellemøsten under epoken har Edward Said lagt frem i sin Orientalism fra 1978.
  16. Det homeriske spørgsmål : om de værker der tilskrives Homer har en eller flere forfattere – se evt. Den homeriska frågan (Svensk)
  17. Til "Erlangerskolen", se evt. Erlanger Theologie (Tysk)
  18. "Teologisk modernisme", se Modernism (teologi) (Svensk) : en strømning inden for katoliscismen i 1800-tallet der havde til hensigt at studere kristendommen med mere videnskabelige metoder; man var påvirket af hvad der foregik i det øvrige samfund.
  19. Fra "Ditöver svallar och böljar jag", oversat til svensk af Johannes Edfelt — Tysk: Unendliches Leben / Wogt mächtig in mir / Ich schaue von oben / Herunter nach dir. /.../ O! sauge, Geliebter, / Gewaltig mich an, / Daß ich entschlummern / Und lieben kann. / Ich fühle des Todes / Verjüngende Flut, / Zu Balsam und Aether / Verwandelt mein Blut – www.zeno.org — Findes en dansk oversættelse?
  20. "Centaklet" ? : "The room where the Holy Spirit came upon the apostles is called the centacle. ..." www.holyhill.com — prøv evt. "French literature of the 19th century" (Engelsk)
  21. Til den såkaldte søskole, "The lake-school", se Lake Poets (Engelsk)
  22. Ahlberger C. og Kvarnström L. (2004) Det svenska samhället 1720-2000, s 94, Studentlitteratur
  23. Staffan Bergsten & Lars Elleström (2004). Litteraturhistoriens grundbegrepp, Andet oplag, Lund: Studentlitteratur, side 87. ISBN 91-44-04255-8.
  24. "Goticisme": Götiska forbundet er navnet paa et svensk patriotisk samfund, stiftet i Stockholm 16. Febr 1811, opløst 1845, som har haft stor indflydelse på det svenske åndsliv. (http://runeberg.org/salmonsen/2/10/0575.html)
  25. Se en definition af begreberne myte, sagn, legende og saga fra Eventyranalyse.dk
  26. "Konstsaga", eventyr : en saga som til forskel fra folkesagaen har en kendt ophavsmand. Disse sagaer kaldes "eventyr" på dansk og norsk, ikke at forveksle med det svenske "äventyr"   (fra "Konstsaga" (Svensk))
  27. Gianni Rodari, s. 54
  28. Fra "Till parcerna", oversat til svensk af Vilhelm Ekelund.
  29. : "Sjung så sakta,sakta, sakta, / sjung en dämpad slummersång /.../ Sjung en visa, mjuk som vinden, / som en bäck i berget porlar". Fra "Vaggvisa", oversat til svensk af Erik Blomberg
  30. Germund Michanek, s. 78
  31. Alf Henriksson, s. 57
  32. "Ululume is a poem that depends for comprehension upon a knowledge of symbolic landscape, a device initiated some years earlier in English poetry by ..." (alt hvad Google gav – uddybning velkommen)
  33. "Chevy-chase-strofen" : uddybning efterlyses
  34. akatalektiske, "uden for tidlig afslutning" (ty. 'ohne frühzeitiges Aufhören', Akatalexe (Tysk)) se evt. også Acatalectic (Engelsk)
  35. Se opslagsord i Alf Henriksson
  36. Svensk har "trestrukna g", formodentlig det trestrengede g, dvs g over "det høje c", se evt. "Trestrukna oktaven"(Svensk)
  37. For en udredning af forskelle mellem romantik og impressionisme, se fx "Klassisk pianoimprovisation" af Rolf Lindblom, Kungl. Musikhögskolan Stockholm 1998, s. 11

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: