Arvid Lindman

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Arvid Lindman

Salomon Arvid Achates Lindman (19. september 1862 i Uppsala9. december 1936 i Croydon Airport, England) var en svensk politiker og industrimand.

Oprindelig søofficer og 1909 kontreadmiral i flådens reserve blev Lindman tidlig på grund af sin udpræget praktiske begavelse inddraget i forrretningslivet og efterfulgte 1892 sin fader som disponent for Iggesunds bruk, som hvis leder han fungerede til 1903, samtidig med at han gjorde betydelige indsatser på forskellige andre områder inden for svensk industri. Godt trænet i kommunale og politiske hverv, blandt andet som medlem af Gävleborgs läns landsting 1892—1905, indvalgtes L. 1904 i Første Kammer som Repræsentant for sit Amts protektionistiske Højrekredse og kaldtes allerede det flg. Aar til Statsraad og Chef for Søforsvarsdepartementet i det Lundeberg’ske Ministerium. Saavel dette som det flg. første Staaff’ske Venstreministerium blev af kort Varighed, og i Slutn. af Maj 1906 traadte L. som Statsminister i Spidsen for en ny Regering, dannet paa Programmet alm. Valgret med proportionelle Valg til begge Kamre. Fra liberal Side gjordes ved Rigsdagen 1907 en Del betydningsfulde Kompletteringer til et af L. paa Grundlag heraf fremlagt Forslag, men med sin praktiske Sans og Tilpasningsevne indsaa L. deres Nødvendighed, hvorefter Kompromisforslaget af begge Kamre antoges, og L. kunde glæde sig ved at det var lykkedes ham foreløbig at afskrive fra Dagsordenen et Spørgsmaal, som havde voldt megen oprivende Strid. Det af det Staaff’ske Ministerium paabegyndte Reformarbejde fortsattes med ikke mindre Kraft under L.’s Højreministerium; en administrativ højeste Ret, Regeringsretten, oprettedes, ny Bank-, Forpagtnings- og Huslejelove besluttedes, store Bevillinger til Jernbane- og elektriske Kraftanlægninger ansloges, og en Overenskomst, hvorved L.’s personlige Indsats var betydelig, blev truffet om de laplandske Malmfelter, som sikrede den sv. Stat mod deres Eksploitering af Udlændinge, m. m. De vigtigste udenrigspolitiske Afgørelser var Grisebådakonfliktens Løsning gennem Voldgiftsdom og Sveriges Medunderskrift af Østersøaftalen 1908. Siden 1910 den for Udarbejdelse af en samlet Plan for Rigets Forsvar nedsatte Komité havde afgivet sin Betænkning, blev Forsvarsspørgsmaalet det afgjort dominerende. Det lykkedes det L.’ske Ministerium gennem »gemensam votering« i Rigsdagen at gennemføre Forslaget om Bygningen af en større Panserbaad af den saakaldte F-Type, men ved Valgene 1911, da de ny Valgretsbestemmelser for første Gang skulde anvendes, gik Valgene Regeringen imod og Ministeriet traadte tilbage.

Ved de nærmest flg. Rigsdage, da paa ny et Venstreministerium ledede Landets Skæbne, stod L. som Oppositionens ubetinget første Mand; som Ordfører for andet Kammers »lantmanna- och borgarparti« og som første Navn paa de Motioner i forsk. Anliggender, som fremførtes af Højregrupperne, kæmpede han i Tale og Skrift med lysende Energi og Stridbarhed for Højres Anskuelser. Under et Halvaar tilhørte L. paa ny Regeringen, idet han nemlig i det Swartz’ske Ministerium 1917 fungerede som Udenrigsminister. Han virkede i denne Stilling for fortsat Opretholdelse af den af den Hammarskjöld’ske Regering inaugurerede Neutralitetspolitik, og det lykkedes ham med de krigsførende Magter at træffe partielle Opgørelser, hvorved Sverige tilforsikredes Import af ikke ubetydelige Mængder Nødvendighedsartikler. I Forbindelse med den saakaldte Luxburg-Affære blev L. udsat for stærke Angreb for utilbørligt Hensyntagen til tyske Interesser. Oktbr 1917 afgik Ministeriet, og L. vendte tilbage til sin vidtløftige private Virksomhed som Ordfører i forsk. af Sveriges Bank- og Industriforetagender. Han har ogsaa stadig fortsat med som Ordfører i »Allm. valmansförbundet« og Leder af Rigsdagens Andetkammerhøjre at være en af Centralfigurerne i sv. Højrepolitik, og gennem sin Arbejdsevne og Energi, sin Dygtighed som Debattør og sine stærkt realpolitiske Evner har han kunnet gøre sit Parti store Tjenester. Efter at Højre ved Valgene til 2. Kammer i 1928 havde faaet Fremgang, dannede L. Ministerium. Paa hans 60-Aars Fødselsdag i 1922 stiftedes »Arvid L.’s 60-Aarsfond«, hvis Formaal er »i det svenske Folk at udbrede Kendskab til svensk Næringsliv, og dets Forudsætninger, ligesom ogsaa Indsigt i Betingelserne for et Folks Velstand og for økonomisk Fremskridt i Almindelighed«. Hans Valgtaler o. a. politiske Foredrag fra senere Aar er samlet i bl.a. »Mot socialism och klassvälde« (1920), »Ekonomi och politik« (1921).

Foregående: Sveriges statsminister
1906–1911
Efterfølgende:
Karl Staaff
1905–1906
Karl Staaff
1911–1914
Foregående: Sveriges statsminister
1928–1930
Efterfølgende:
Carl Gustaf Ekman
1926–1928
Carl Gustaf Ekman
1930–1932


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.