Berliner Sezession

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Juryen for Berliner Sezessions udstilling 1908. Fra venstre: Fritz Klimsch, August Gaul, Walter Leistikow, Hans Baluschek, Paul Cassirer, Max Slevogt (siddende), George Mosson (stående), Max Kruse, Max Liebermann (siddende), Emil Rudolf Weiss og Lovis Corinth.

Berliner Sezession var en kunstnergruppering i Berlin 1898-1933, som opstod som alternativ til den etablerede akademiske kunstverden, der domineredes af Die Königliche Akademie der Künste (med akademidirektør Anton von Werner i spidsen), den private forening Verein Berliner Künstler samt kejser Wilhelm 2.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Grupperingen Die Elf (med bl.a. Max Liebermann, Walter Leistikow, Max Klinger og Ludwig von Hofmann) etableredes i 1892, og udstillede separat, men man brød først med Verein Berliner Künstler i 1898, især på grund af kejserens indflydelse, som både i 1892 og 1898 medførte kritik. I 1898 havde juryen for den officielle kunstudstilling i Berlin afvist et landskab af Walter Leistikow, som var en nøgleperson i gruppen af unge kunstnere. Dette betragtede gruppen som det endelige bevis på at de eksisterende organisationer ikke påskønnede moderne kunst. Som følge heraf stiftede 65 kunstnere Berliner Sezession med Max Liebermann som dens første formand. I modsætning til Verein Berliner Künstler havde Berliner Sezession også kvindelige medlemmer.

Foreningens første udstilling fandt sted i 1899 med 187 kunstnere, der fremviste 330 malerier og 50 skulpturer samt grafik. Kernen i Sezessionens første år var tendenser med inspiration fra den franske realisme og impressionisme.

I 1910 dannedes Neue Sezession i protest mod at Berliner Sezession afviste arbejder af bl.a. Emil Nolde, Max Pechstein og andre medlemmer af Die Brücke.

Berliner Sezession eksisterede frem til 1933, og dens sidste formand var maleren Emil van Hauth.

Udvalgte medlemmer[redigér | redigér wikikode]