Brakteat

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Typisk skandinavisk brakteat med svastika for neden og runeindskriften alu.

En brakteat (af latin bractea, tynd plade) er en lille, rund, tynd guldplade, der er forsynet med en øsken, så den kan bæres i en snor eller kæde. Der er blevet fundet over 970 brakteater fra tiden omkring 450-550 e.Kr., hvoraf 2/3 stammer fra Norden. De er dekoreret på den ene side ved prægning. Et særligt hyppigt motiv er et mandshoved over et hestelignende dyr.

Studiet af brakteaterne blev grundlagt af den danske arkæolog C.J. Thomsen, der i en artikel fra 1855 mente, at de med forbillede i romerske kejsermedaljoner havde været brugt som amuletter. Selve betegnelsen brakteat opstod i 1694.

Brakteater bruges også som betegnelse for mønter fra middelalderen, der kun var præget på den ene side. De var som oftest fremstillet af sølv. I Danmark kendes de fra 1150'erne og 1160'erne samt fra tiden under Erik af Pommern, Frederik 1., Christian 3. og Christian 4..

Oprindelse og udvikling[redigér | redigér wikikode]

Vadstena brakteaten, en typisk C-brakteat. Indskriften består af runealfabetet og ordet tuwatuwa; begge har antagelig haft magisk kraft.

De ældste brakteater er opståede ved fri efterligning af byzantinske eller romerske guldmedaljoner og -mønter fra 300—400 e.Kr. Oftest efterlignedes det romerske forbilledes forside, sjældnere bagsiden. Møntbilledets latinske omskrift blev undertiden gengivet, i reglen dog ufuldstændigt og uden forståelse, dette gælder således en efterligning af en af kejser Constans (337—350) medaljoner, hvis hele omskrift var: D. N. FL. CONSTANS P. F. AVG., men kun den sidste halvdel er nogenlunde korrekt[1].

Skikken at forfærdige og bære brakteater synes opkommet ved, at man oprindeligt forsynede selve de byzantinske medaljer og mønter med øsken og anvendte dem som hængesmykker.[2] Men mens de ældste brakteater er kendelige som efterligninger, ændredes dette efterhånden, idet skikken at bruge brakteater har varet længe (i hvert fald i 5. og 6. århundrede). Under de nordiske guldsmedes hænder omformedes de oprindelige billeder, og fremstillingerne gennemløb egne udviklingsrækker. De behandledes ofte dekorativt efter datidens særligt kunstneriske maner og lune, navnlig under dekorative hensyn således, at særskilt dyrebillederne blev yndede og behandledes til båndformede fladeornamenter. Der tilsattes tegn, som ikke fandtes på forbillederne, som triskele og hagekors (svastika)[3], hvilke må anses for symboler af religiøs art, lige som også billedet af en fugl eller et firefodet dyr. Bogstaverne fra omskriften omdannedes til runelignende tegn og virkelige runer. På en brakteat fra Vadstena ses hele den ældre række af runetegn. Andre runeindskrifter har man forsøgt at tyde således, at de indeholder en virkelig mening (mest et navn), uden at det dog hidtil er lykkedes at påvise sammenhæng mellem indskrift og billede.

Motiver[redigér | redigér wikikode]

Fenrisulven bider Tyrs hånd af, da den bindes ved list. Motiv fra brakteat fra Trollhättan.
Brakteat fra Fyn med runer.

Brakteaterne inddeles i typer efter deres billedmotiv. Med udgangspunkt i figuren i midten inddeles brakteaterne i fire grupper:

  • A-typen har et hoved i profil
  • B-typen har en, eller højst tre figurer
  • C-typen har et firebenet dyr med mandshoved oven på
  • D-typens midtfigur består af et stiliseret dyr.

Enkelte brakteatbilleder er med nogen rimelighed tydede i retning af den nordiske mytologis gudeskikkelser fx Odin og Thor eller fortællinger, fx Balders død og Fenrisulven bindes.[4]

Størrelse[redigér | redigér wikikode]

Størrelsen er skiftende, mest 3—4 cm i tværsnit[5], sjældnere større, op til 12 cm. Ved de store brakteater er dog selve midtbilledet i reglen kun af sædvanlig størrelse, mens den øvrige del af fladen optages af dekorative kredsbælter, mest fine, indstemplede linjeornamenter.

Fremstillingsmåde[redigér | redigér wikikode]

Brakteater er pressede eller prægede af en for det meste ikke ganske tynd guldplade, oftest således, at billedet fremtræder i lavt relief på forsiden, hult på bagsiden; sjælden er de dobbeltsidige. Om hovedbilledet anbringes ofte ornamenter, og om hele pladen påloddes en enkelt eller dobbelt perlering.

I kanten befæstes en glat eller (oftest) profileret øsken, så de kunne bæres som hængesmykker i snor om halsen, stundom fæstnet ved en tresidet plade, der griber ned på brakteatbilledet. Foruden deres smykkeværdi og prestigen ved guldet har de sandsynligvis haft funktion som amuletter.

Ved fremstillingen af brakteater har været anvendt bronzematricer[6]. Først er motivet blevet indridset i en cirkulær lerform. Dernæst er lerformen efter tørring presset ind i en lerklump. I lerklumpens fordybning (med motivet) er hældt bronze. En guldplade er lagt over bronzematricen og motivet stemplet ind. Efterfølgende er randdekoration og øsken tilføjet.[7]

Udbredelse[redigér | redigér wikikode]

Der kendes efterhånden mange hundrede brakteater. De er fundne og har hjemme i Norden, ganske overvejende i de gamle danske lande (Danmark, Skåne og Halland), mange i Sverige, færre i Norge. Nogle få kendes fra Hannover, Belgien, Nord- og Mellemtyskland, samt endvidere i England (afvigende).

Det formodes, at brakteaternes guld kom fra guldmønter betalt som fredspenge af det romerske imperium til de nordlige germanske naboer.[8]

Fundomstændigheder[redigér | redigér wikikode]

Brakteater er fundet både enkeltvis og samlet, nogle gange sammen med glasperler, guldspiraler og lignende, med hvilke de har udgjort et samlet halssmykke.

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Axboe (1990), s. 23
  2. kendt fx fra Gudme, jvf. Mogens Bo Henriksen: "Brangstrupskatten" (Skalk nr. 3, 1993, s. 4-9)
  3. Axboe (1990), s. 25
  4. Axboe (1990), s. 24f
  5. Axboe (1990), s. 18
  6. Carlsen, s. 8
  7. Carlsen, s. 10
  8. Poul Kjærum, Rikke Agnete Olsen. Oldtidens Ansigt: Faces of the Past (1990), ISBN 978-87-7468-274-5

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]