Guld

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Egenskaber
Udseende
Gold-crystals.jpg
Metallisk, gult
Generelt
Kemisk symbol: Au
Atomnummer: 79
Atommasse: 196.966569(4) g/mol
Grundstofserie: Overgangsmetal
Gruppe: 11
Periode: 6
Blok: d
Elektronkonfiguration: [Xe] 4f14 5d10 6s1
Elektroner i hver skal: 2, 8, 18, 32, 18, 1
Atomradius: 135 pm
Kovalent radius: 144 pm
Van der Waals-radius: 166 pm
Kemiske egenskaber
Oxidationstrin: 3, 1
Elektronegativitet: 2,54 (Paulings skala)
Fysiske egenskaber
Tilstandsform: Fast stof
Krystalstruktur: Kubisk, f-centreret
Massefylde (fast stof): 19,3 g/cm3
Massefylde (væske): 17,31 g/cm3
Smeltepunkt: 1064,18 °C
Kogepunkt: 2856 °C
Smeltevarme: 12,55 kJ/mol
Fordampningsvarme: 324 kJ/mol
Varmefylde: 25,418 J·mol–1K–1
Varmeledningsevne: 318 W·m–1K–1
Varmeudvidelseskoeff.: 14,2
Elektrisk resistivitet: 22,14 n
Magnetiske egenskaber: ingen data
Mekaniske egenskaber
Youngs modul: 78 GPa
Forskydningsmodul: 27 GPa
Kompressibilitetsmodul: 220 GPa
Poissons forhold: 0,44
Hårdhed (Mohs' skala): 2,5
Hårdhed (Vickers): 216 MPa
Hårdhed (Brinell): 2450 MPa
ID-numre
CAS-nummer: 7440-57-5
E-nummer: E-175

Guld (på latin aurum) er grundstof nummer 79 i det periodiske system, og har det kemiske symbol Au: Under normale tryk- og temperaturforhold optræder dette overgangs- og ædelmetal som et meget tungt, yderst formbart gult metal.

Egenskaber[redigér | redigér wikikode]

Guld reagerer ikke med langt de fleste kemikalier, men det angribes dog af klor, fluor, kongevand og cyanid. Salpetersyre, som ellers kan opløse andre metaller, benyttes til at bekræfte om et materiale indeholder guld. Kviksølv kan opløse guld, men stofferne danner ikke kemiske forbindelser med hinanden.

Guld kan forarbejdes til ekstremt tyndt folie, kaldet bladguld.

Guld er i sin rene form det mest formbare og duktile materiale der kendes: et enkelt gram af metallet kan hamres ud til en kvadratmeter bladguld. Det kan gøres tyndt nok til at blive gennemsigtigt; det lys der passerer får et blåt eller grønt skær, da guldet tilbagekaster de "modsatte" farver; rødt og gult.

Det rene guld er således for blødt til de fleste praktiske formål, og det bruges derfor i legeringer med andre metaller, som f.eks. sølv og kobber. Når guld benyttes til smykker angives dets renhed i karat: Rent guld er 24 karat, men til smykker benyttes ofte 22k, 18k eller 14k guld. Jo lavere "k" (karat), des højere er indholdet af sølv eller kobber i legeringen. Valget af metaller kan bruges til at justere farven på den resulterende legering; en større mængde af sølv, palladium eller nikkel giver hvidguld, mens en større mængde kobber giver rødguld.

Metallers farve skyldes atomernes evne til at absorbere og "genudsende" energien i de fotoner ("lyspartikler") der træffer det: Det er elektronerne i atomerne der er ansvarlige for dette, og for de fleste metallers vedkommende gør dette nogenlunde lige meget for alle bølgelængder, hvilket giver en omtrent grå nuance. For gulds (og kobbers) vedkommende påvirkes "elektron-havet" i metallet imidlertid af kvantemekaniske effekter, som giver markante forskelle i hvor meget lys metallet kan "genudsende" af de forskellige bølgelængder, og derfor har disse metaller en usædvanlig tydelig farve.

Det er muligt at størstedelen af alt guld i universet, og dermed på Jorden, er dannet ved de kosmiske begivenheder, der kaldes gammaglimt.[1][2]

Tekniske anvendelser[redigér | redigér wikikode]

Guld har gennem århundreder været brugt som betalingsmiddel og til smykker, og i nyere tid også til en lang række tekniske formål.

Guld som betalingsmiddel[redigér | redigér wikikode]

Indtil starten af 1900-tallet var udstedte mønters pålydende værdi generelt betinget af den pågældende mønts metalværdi. En mønt hvis metalværdi modsvarer dens pålydende værdi kaldes en hovedmønt mens en mønt hvis metalværdi er lavere end den pålydende værdi benævnes en skillemønt. I slutningen af 1800-tallet gik Danmark og andre stater over til guldstandarden, dvs. at de større cirkulationsmønter var baseret på guld, samt at værdien af en nationalbanks udsendte pengesedler modsvaredes af en tilsvarende beholdning af fysisk guld i banken. Guld kom derved til direkte at garantere for værdien af staternes møntfod, en rolle der tidligere havde været spillet af sølv. Nogle få lande arbejdede ikke med en ren guld- eller sølvstandard men med en blanding af de to, en såkaldt bimetal-standard. Systemet med guld-understøttelse af den udstedte valuta blev for de fleste staters vedkommende suspenderet i forbindelse med udbruddet af 1. verdenskrig. Senere forsøg på at genindføre guldstandarden blev generelt opgivet i slutningen af 1920'erne på grund af den daværende økonomiske krise. For Danmarks vedkommende var den danske krones værdi på daværende tidspunkt faldet i forhold til det britiske pund der stadig var bundet til guldet og en genindførsel af "guldkronen" ville derfor medføre en revaluering med tab af konkurrenceevne til følge. Regeringen Madsen-Mygdal genindførte guldstandarden på trods af modstand fra Socialdemokratiet, der frygtede et tab af arbejdspladser. Denne gang i form af en guldbarrestandard hvilket vil sige at guldmønter ikke indgik i det egentlige pengeomløb, men at Nationalbanken påtog sig at omveksle større pengebeløb til guldbarrer. Da en standard guldbarre vejer 12,5 kilo var adgangen til guldindløselighed reelt forbeholdt for indehavere af meget store pengebeløb. Danmark afskaffede definitivt guldstandarden efter at Storbritannien, Danmarks største samhandelspartner, selv afskaffede guldstandarden i 1931. Der findes ikke længere stater hvis pengeudstedelse er 100% understøttet af guld. Under guldstandarden udstedtes egentlige cirkulationsmønter normalt i legeringer af maksimalt 22 karats (91,67%) finhed. De danske 10 og 20-krone mønter i guld havde en finhed på 900/1000.[3] På grund af disses i samtiden høje værdi blev de dog kun brugt i mindre omfang. I Danmark benyttedes til daglig handel først og fremmest mønter i bronze eller sølv.

Visse lande udsteder stadig guldmønter: De såkaldte Canadian Gold Maple Leafs, Australian Gold Nuggets og østrigske Wiener Philharmonikere er de reneste af denne type mønter, med 99,99% guld. Den kinesiske panda har finheden 99,90%. Sydafrika, USA og Storbritannien udgiver hhv. Krugerrands, American Gold Eagles og britiske Gold Sovereigns og Gold Britannias, i alle tilfælde med en lødighed af 22 karat. Den lavere lødighed skyldes tradition samt et ønske om at lave et stærkere produkt, idet guld er meget blødt i ren tilstand. Ingen af disse mønter er beregnet til dagligt brug hvilket ses af deres generelt meget lave pålydende værdier sammenholdt med mønternes faktiske metalværdi. I stedet fungerer de først og fremmest som anbringelsesmetode for større værdier, blandt personer der ikke har tillid til deres lokale pengevæsen. Denne skik er først og fremmest udbredt i Asien og Mellemøsten. Mange lande i disse områder har love der forbyder privatpersoner at eje guld med undtagelse af mønter og smykker. Udstedelsen af mønter af rent guld kan derfor omgå sådanne forbud. Et tilsvarende forbud fandtes tidligere også i Danmark. Den første stat der udstedte denne type mønter var Sydafrika med udstedelsen af den såkaldte krugerrand der indeholder 31,1 gram finguld.. Dette svarer til 1 ounze troy, hvilket er den enhed som ædelmetaller noteres i på London Stock Exchange og New York Stock Exchange. Udstedelsen af krugerrands sikrede Sydafrika en eksportindtægt på et tidspunkt hvor landet var underlagt international handelsblokade på grund af apartheidstyret, idet veksling af valuta ikke var omfattet af handelsblokaden. Som kuriosum kan bemærkes at Letland i 1998 udstedte en 100 lats guldmønt i 16,2 g finguld,[4] som officielt blev anset som almindeligt betalingsmiddel.[5]


Guldet i guldbarrer er til gengæld ofte 24 karat, fordi de modsat mønter ikke behøver være hårde eller slidstærke. Deres brug som investerings- og betalingsinstrument understreges af, at finguld er tildelt en tre-bogstavs-forkortelse på linje med alverdens valutaer; XAU.

Smykker af guld[redigér | redigér wikikode]

Smykker af guld indeholder næsten altid andre metaller, primært for at gøre metallet modstandsdygtigt overfor slitage, og har karat-tal mellem 8 og 22. Det "andet" metal er oftest i vid udstrækning kobber, som giver legeringen lidt af dets karakteristiske rødlige farve. 14 karat guld hvor "resten" af metallet er kobber, har en farve der ligner visse bronzelegeringer til forveksling.

Ved at bruge jern og aluminium kan man skabe henholdsvis blå og violette guld-legeringer, men det bruges meget sjældent i smykke-sammenhænge. Palladium og nikkel giver en sølvhvid legering og blanding med sølv giver en grøn-gul farve; nikkel er langt det billigste, men da det er giftigt, er der lovgrænser for hvor meget nikkel sådanne smykker må afgive.

Ud over metallet til selve smykket indgår guld også i det loddemetal der bruges i fremstillingen af smykket: i et kvalitetsprodukt bør loddemetallet være af en karat der svarer til karaten af smykkets øvrige "bestanddele". Loddemetal af den art fremstilles med en lang række karat-tal, og i forskellige farver der matcher de føromtalte legeringer. Dertil laves loddemetallet med op til tre forskellige smeltepunkter; ved at bruge varianterne med det højeste smeltepunkt først, kan en guldsmed opbygge ganske komplicerede arbejder med talrige lodninger.

Medicinske anvendelser[redigér | redigér wikikode]

I middelalderen troede man at guld var gavnligt for helbredet; noget så sjældent og smukt som guld måtte nødvendigvis være gavnligt. Selv i dag tilskriver visse alternative behandlere metallisk guld helbredende egenskaber.

Visse guld-holdige salte virker ganske vist infektionsbekæmpende og bruges i behandlingen af gigt og lignende lidelser, men det er vel at mærke kun salte og radioaktive isotoper af guld der finder anvendelse i den moderne lægevidenskab. Som eksempel på det sidste kan nævnes isotopen 198Au med en halveringstid på 2,7 døgn, som bruges i strålingsterapi mod visse former for kræft.

Til gengæld bruges guld indenfor tandlæge-gerningen, hvor det meget formbare guld nemt kan tilpasses i broer og kroner der matcher de tilbageværende tænder, og generelt giver bedre resultater end andre materialer. Brug af guldkroner for de mest synlige tænder betragtes som attraktivt i visse kulturkredse, og uattraktivt i andre.

Farvestof og overfladebehandling[redigér | redigér wikikode]

Guld bruges som farvestof i glas, som derved får en intens, dybrød farve. Andre guld-baserede farvestoffer bruges til fotografier, hvor det kan gøre sort/hvide fotos lavet med sølvbromid let brunlige eller blålige, eller forbedre stabiliteten.

Guld kan også bruges som farvestof i mad. Dets e-nummer er E-175.

Guld, eller legeringer af guld og palladium, bruges til at "overfladebehandle" biologiske prøver og andre elektrisk isolerende emner der skal undersøges med scanning-elektronmikroskop. Guld er idéelt til dette formål af tre grunde

  • Guldets gode ledeenskaber bortleder den statiske elektricitet der "opsamles" på emnet under på grund af mikroskopets elektronstråle.
  • Guld er godt til at standse de elektroner der træffer det på overfladen af emnet: Trænger de for langt ind, bliver billedet af det sløret.
  • Guld afgiver mange sekundære elektroner, som er dem scanning-elektronimikroskopet bruger til at danne billedet.

Da guld reflekterer de meste både synligt og infrarødt lys, bruges det ofte i rumfarten til at beskytte mod den intense solstråling uden for Jordens atmosfære: Som gyldne folier på satellitter og rumfartøjer, og i et ganske tyndt lag i visiret på astronauternes rumdragter. Tilsvarende bruges guldfolie i visse Formel 1-racerbiler som varmeafskærmning i motorrummet. Og i compact discs af høj kvalitet ses guld undertiden brugt som det reflekterende lag i skiven.

Elektronik[redigér | redigér wikikode]

Guld er en udmærket leder af elektrisk strøm, hvilket er blevet udnyttet til ledninger til meget stærke strømme. Både sølv og kobber er bedre til at lede strømmen, målt rumfang for rumfang, men guld er mere korrosionsbestandigt.

Den gode ledningsevne udnyttes i forskellige slags elektriske stik af høj kvalitet, hvis "ben", kontaktflader osv. overtrækkes med guld. Der hersker en del debat om hvorvidt guldet giver bedre lyd, billeder, dataforbindelse osv. som nogen hævder, men sådanne stikforbindelser må alt andet lige være mere korrosionsbestandige. Af samme grund bruges guld på overfladen af de elektriske dele i visse typer elektriske kontakter.

Gyldne fødevarer[redigér | redigér wikikode]

Bladguld samt guld i flager og som pulver bruges i visse madvarer, specielt i slik: I E-nummer-systemet for tilsætningsstoffer i mad klassificeres guld som et farvestof, og har nummer E-175. Guld i flager blev brugt i middelalderen af den europæiske adel, dels for at demonstrere værtens velstand, dels ud fra føromtalte formodning om at det er gavnligt for helbredet.

Da guld kemisk set er meget lidt reaktionsvilligt, indgår heller ikke i madens og vores fordøjelses kemi, og af samme grund smager det heller ikke af noget. Det har heller ingen næringsmæssig værdi, og forlader fordøjelseskanalen i uforandret kemisk form.

Symbolik[redigér | redigér wikikode]

Guld er et ædelmetal, der sættes i forbindelse med solen, men også som symbol på overjordisk storhed, eller rigdom og velstand. Guld symboliserer evigheden, erkendelse og troskab. Alkymister betragtede guld som noget ædelt, i stræben efter lutring, esoterisk erkendelse, og det højeste trin i åndelig udvikling. I Kina betragtedes guld som solens metal og uressensen yang. Astrologisk hører guld til stjernetegnet løven.

I kristendommen symbol på himmellyset og fuldkommenheden. I drømme kan guld betyde ny erkendelse og bevidsthedsudvidelse. Symboliserer maskuline værdier, i kvinders drømme animus. I auraen tydes guld som besiddelse af stor, gammel østerlandsk visdom.

Nummer et i de Olympiske Lege og ved mesterskaber får guldmedaljer. Guldmedaljerne til OL er dog lavet af 92,5 % sølv.[6]

Guldbryllup afholdes efter 50 års ægteskab.

Forekomst og udvinding[redigér | redigér wikikode]

Guldholdig malm.

Udvinding af guld er økonomisk rentabelt hvis råmaterialet indeholder blot et halvt gram guld per ton. De malme der brydes i åbne miner indeholder mellem 1 og 5 gram guld per ton, og fra underjordiske miner brydes malm med omkring 3 gram per ton. Først ved et indhold på 30 gram per ton er guldet synligt for det blotte øje, så de malme der brydes i de fleste guldminer ligner almindeligt klippemateriale.

Produktion på landjorden[redigér | redigér wikikode]

Omkring halvdelen af alt guld i verden stammer (anslået 145.000 tons ved udgangen af 2001) fra Sydafrika, hvor man har udvundet det siden 1880'erne. I 1970 stod Sydafrika bag 79 procent af verdensproduktionen med omkring 1000 tons. I 2007 var landets produktion faldet til blot 272 tons, primært på grund af stigende tekniske vanskeligheder ved udvindingen, skiftende økonomiske forhold, og stramninger i sikkerhedsreglerne for minedrift. Netop dét år "overhalede" Kina Sydafrika med en produktion på 276 tons; det er første gang siden 1905 Sydafrika har måtte se sig overgået.

Årlig verdensproduktion af guld de sidste godt 100 år.

Andre væsentlige guldproducenter er USA, Australien, Rusland og Peru. I Sydamerika arbejdes der med et kontroversielt projekt, Pascua Lama, som handler om at udnytte de rige guldfelter i bjergene i Atacamaørkenen nær grænsen mellem Chile og Argentina.

Behandlingen af råmaterialet fra minerne sker enten ved Wohlwill-processen eller Miller-processen, om end der findes andre metoder.

En gigantisk kviksølvforurening truer flere områder i verden som følge af udvinding af guld ved hjælp af kviksølv. Det gælder filippinske guldgravere, der udleder mellem 200 og 500 ton kviksølv i naturen årligt ved småskala-minedrift.[7]

Guld fra havvand[redigér | redigér wikikode]

Verdenshavene indeholder betydelige mængder guld, men fordelt jævnt i alt havvandet bliver koncentrationen uhyre lav; mellem 0,1 og 0,2 milligram per ton vand. En række mennesker har hævdet at have fundet en rentabel måde at udvinde dette guld, men det har i alle tilfælde været fejltagelser eller direkte svindel.

Fritz Haber forsøgte at udvikle en kommerciel metode til at udvinde havets guld, i et forsøg på at finansiere de krigserstatninger, Tyskland var blevet pålagt efter 1. verdenskrig. Desværre havde han overvurderet guldkoncentrationen i havet, og den tyske regering endte med at bruge flere penge, end de små mængder udvundet guld kunne indbringe.

Syntetisk fremstillet guld
Bemærk målestokken

Alkymisternes gamle drøm om at omdanne mindre ædle materialer til guld er kommet indenfor teknisk rækkevidde i moderne tid, men processen er langt fra rentabel og forventes ikke at blive det indenfor en overskuelig fremtid.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Mennesket har kendt til guld og brugt det til udsmykning og ritualer siden forhistorisk tid; det kan have været det første metal, mennesket har brugt. I egyptiske hieroglyffer beskriver kong Tushratta fra 2600 f.Kr., hvordan guld var "mere rigeligt en skidt" på den tid. Egypten og Nubien havde naturresourcer, der gjorde dem til væsentlige guldproducenter gennem det meste af historien.

Guld nævnes ofte i Bibelens Gamle Testamente, første gang allerede i Skabelsesberetningen. Det sydøstlige "hjørne" af Sortehavet var kendt for sine guldforekomster, hvis udvinding siges at gå tilbage til kong Midas tid; her fremstillede man mønter for første gang i historien mellem 643 og 640 f.Kr.

Tut-ank-Amons dødsmaske.

Mali-riget i Vestafrika var berømmet i den gamle Verden for sine enorme mængder guld. Rigets hersker, Mansa Musa blev berømt for sin pilgrimsrejse til Mekka i 1324: Da han nåede Cairo i juli med nærved 100 kameler og et følge på tusindvis af mennesker, gav han så meget guld bort, at det tog mere end et årti for landene i Nordafrika at komme sig over den kraftige inflation, det medførte.

Den europæiske udforskning af Amerika var i høj grad drevet af meldinger om de rigelige og overdådige guldsmykker, som de indfødte i Centralamerika, Peru og Colombia bar.

Op igennem det 19. århundrede udløstes flere gange "guldfeber", når nye store forekomster blev opdaget. Det første væsentlige tilfælde af guldfeber i USA skete i en lille by kaldet Dahlonega, og andre tilfælde indtraf i Californien, Colorado, Otago, Australien, Witwatersrand og måske mest berømt Klondike.

Isotoper af guld[redigér | redigér wikikode]

Naturligt forekommende guld består af én enkelt isotop; 197Au, og dertil kendes 36 radioaktive isotoper, hvoraf 195Au er den mest "langlivede", med en halveringstid på godt 186 døgn.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Wikipedia-logo.png Søsterprojekter med yderligere information:

Noter[redigér | redigér wikikode]