Carl August Ehrensvärd (1745-1800)

For alternative betydninger, se Carl August Ehrensvärd. (Se også artikler, som begynder med Carl August Ehrensvärd)

Carl August Ehrensvärd (5. maj 1745 – 21. maj 1800 på en rejse til Stockholm) var en svensk kunstforfatter, tegner og admiral, en af den gustavianske tids mest geniale og ejendommelige personligheder.

Han opdroges af sin fader, Augustin Ehrensvärd, til søofficersstanden og avancerede også hurtig, navnlig efter at han i Finland havde medvirket ved Gustaf III's revolution. Allerede forinden havde han imidlertid paa en rejse i Holland og Frankrig (1766-67) fået kendskab til disse landes kunst; men hans egl. Kunststandpunkt dannedes dog først ved en Rejse, han 1780-82 foretog til Syden, og paa hvilken han, for en Del gennem Omgangen og Brevvekslingen med den sv. Maler Louis Masreliez, udviklede den Kunstopfattelse, der senere blev bestemmende for hans Liv. Denne Opfattelse var vidt forsk. fra den dengang alm. herskende fr. Smag, men i Lighed med Winckelmann og ganske enkelte fr. Forf. følte E. sig i høj Grad draget til Antikken og saa i den Mønstret og Normen for al senere Kunst, et Forbillede, som han dog indsaa, at de nordiske Lande aldrig vilde naa. Ligeledes beundrede han og Masreliez i høj Grad Rafael saavel som fl. af Højrenaissancens Forgængere, f. Eks. Luca Signorelli (et for den Tid enestaaende Træk), hvorimod han saa ned paa den da meget yndede Bologneserskole med Guido Reni o. a. som Celebriteter.

Sine Anskuelser i denne Retning nedlagde han i to efter Hjemkomsten forfattede og kun i et mindre Antal Eksemplarer trykte Skr, nemlig: »Resa i Italien 1780-82« (1786) samt »De fria konsters filosofi«, der udkom s. A. Den første er ingenlunde nogen egl. Rejsebeskrivelse, men snarere korte Refleksioner over, hvad Forfatteren ser i Natur, Liv og Kunst, og disse Betragtninger er helt igennem originale og selvstændige, det er en skarpsynet og følsom Kunstvens egen Mening, der uafhængig af al Tradition her kommer til Orde. Men han er i høj Grad ensidig, og dette gælder da ikke mindst hans rent kunstteoretiske Skrift »De fria konsters filosofi«, hvor han ud fra sit strengt antikbeundrende Synspunkt har søgt at skabe en Slags æstetisk System, der vel ikke staar uden Modsigelser, men som i mange Punkter samstemmer med ell. peger hen imod, hvad senere Tiders fremragende Æstetikere (f. Eks. Taine) har gjort gældende. I sin alm. Opfattelse af Smagens Afhængighed af Klimaet og Racen er E. nærmest i Forstaaelse med Montesquieu, og ligesom denne bygger han paa den empiriske Filosofis Grund (Locke). E.’s »De fria konsters filosofi« er en aandrig og original Personligheds Forsøg paa, paa Basis af Montesquieu’s Populærfilosofi og den vaagnende Antikentusiasmes Anskuelser, at opbygge et æstetisk System, men dets Værd ligger mindre i Systemets Helstøbthed end i de fine og skarpsindige Detailbemærkninger; det er her en Tænker, der ser med en Kunstners Øje. I sin Fremstillingsmaade er E. i høj Grad original, men hans koncentrerede Stil falder ikke fuldt naturlig og er hovedsagelig dannet ved stilistiske Kunstgreb. Den virker dog gennem sin orakelmæssige Halvtydighed meget slaaende, og ikke faa af hans Paradokser lever endnu som bevingede Ord i det sv. Sprog. Efter sin Hjemkomst avancerede E. som Officer og blev 1784 maaske lige saa meget p. Gr. a. sin Byrd som p. Gr. a. egne Fortjenester Flaadens øverste Embedsmand under Titlen »Öfveramiral«. Dog kom han aldrig til at staa Gustaf III nær, men var snarere Modstander af dennes Politik. I Krigen 1788-90 deltog han nogen Tid (1789) som Chef for Flaaden, men hans Brevveksling viste, at han og Kongen ikke stemte overens, og at Kongens Camarilla blandede sig i Ledelsen af Bevægelserne. E. førte Befalingen under det første, for Svenskerne ulykkelige Slag ved Svensksund 1789, men hans Forsvarsplan her har været taktisk korrekt, medens Kongens Forbud mod i Tide at foretage en Del Foranstaltninger til at afspærre Fjenden Adgangen til et Sund anses for væsentlig at have bidraget til Nederlaget. Herefter tog E. sin Afsked, men kaldtes efter Kongens Død af sin Ven Hertug Karl til Generaladmiral og Flaadens øverste Chef (1792-94). Sine sidste Aar tilbragte han med Landbrug (eksperimenterende med en hel Del ny »rationelle«, men økonomisk uheldige Planer), med Filosofi (i Anti-Kant’sk Retning) og med Karikaturtegning, paa hvilket sidstnævnte Omraade han virkede sammen med sin Ven Sergel, den store Billedhugger, som paa dette Omraade i ham erkendte sin Mester. En række af Ehrensvärds tegninger af kongeparret og andre er meget respektløse. Man ejer af E. et stort Antal Karikaturtegninger ell. »Speritningar«, Udtryk for det paradoksale, vittige, ekspressive i hans Karakter. De sidste år levede han med økonomiske bekymringer.

Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.