Den gregorianske reform

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den gregorianske reform kaldes den kirkereform som i slutningen af 1000-tallet sattes i gang af pave Gregor VII (1073-85) og som et åndeligt centrum havde klosteret i Cluny.

Målet var, at styre kirken væk fra den verdslige indgriben, den var underlagt. Verdslig indgriben var en syndig indflydelse, der derfor medførte der indførelse af cølibat for gejstelige, hertil også en fratagelse af retten til ægteskab og nedbrydelse af simoni (handel med åndelige værdier). Den gregorianske reformation styrkede pavemagten, men skabte også distance til lægfolket/de verdslige.

Investiturstriden startede under kejser Henrik 4.s styre (der var fra 1056 til 1106, Tyskland), og samtidig med Gregor 7.(der var pave fra 1073 til 1085). Der er tale om en magtkamp vedrørende retten til indsættelse af vigtige poster i kirkeligt embede. Gregor 7. mente at paven skulle kunne afsætte kejsere, og have retten til at udnævne biskopper (som ofte var store lensbesiddere), mens kejser Henrik 4. mente at det var en fyrsten af rigskirken, der havde retten til at udnævne biskopperne. Denne ændring var derfor ikke acceptabel og han nægtede at sig komandere af paven. Henrik 4. fortsatte med at udnævne som han plejede.

I 1076 løsnede Gregor 7. de tyske lensmænd fra deres troskabsed til Henrik 4, dette for at skabe splid, og lægge pres på kejseren. En del hertuger valgte her at gøre oprør mod kejseren, hvis styrke ikke kunne modstå presset, hvorfor han i starten af 1077 måtte gå til Canossa og søge forsoning hos paven, der lod ham stå barfodet udenfor i sneen i tre dage inden han hævede bandlysningen.

Henrik 4.'s tur til Casanno virkede ikke længe, da de oppotionelle hertuger udråbte en modkonge, med pave Gregor 7.'s støtte. Hertil udråbte også Henrik 4. flere modpaver, så der i flere år var flere paver ad gangen. Henrik 4. fik overtag i 1084 fordrev Gregor 7. fra Rom, hvortil han selv senere led samme skæbne. Selv efter Henrik 5. afløste sin far fortsatte striden, der i 1122 endeligt prøvedes løst med Wormskonkordatet. Biskopper blev valgt under overværelse af kejseren, der dog havde kontrol med selve udpegelsen. De skulle stadig gøre homagium for deres lensjord og priveligier. Den åndelige udnævnelse skete fra kirkelig side. Investiturstridighederne sluttede endeligt ved middelalderens udgang med i en vis accept fra begge sider. Når en investiturstriden havde så stort omfang skyldes det ikke at Henrik d. 4. og Gregor d. 7. var stædige personligheder, der var tale om rollen som den kristne verdens ligitime universielle overhoved 10[1]

Kejseren var bange for at miste sin teokratiske værdighed og sine beføjelser og egenskaber i forhold til paven. Gregor d. 7.'s synspunkt byggede på forgængeren Pave Gelasius, som i 494 udstedte en doktrin om, at al autoritet skulle udgå fra Gud, og magten på jorden skulle deles i et verdslig og et åndeligt sværd. Fyrsterne, kongerne og kejseren skulle stå for det verdslige sværd, den juridiske og politikske orden. Hertil skulle biskopperne og præsterne stå for det åndelige i samfundet. Gelasius mente dog, at den gejstelige myndighed var højere end det verdslige, da det evige liv var vigtigst af alt, samt han mente at investorretten var totalt på kirkens side og at kirken aldrig fejlede.

Denne konflikt mellem kirke og stat med de værdslige på den ene siden og de gejstlige på den anden side forblev delvist uløst indtil slutning af middelaldren. Samtidig betød det, at ingen kunne opnå fuld herskerdømme uden modspil fra hhv. kirke eller stat. På den måde slap man måske fra tyrani og despotisk styre, som var tilfældet i andre lande. De to sværd holdt hinanden stangen. De verdsliges styrke var politisk og militær magt, hvorimod de gejstlige udnyttede deres åndelige indflydelse på mennesker og deres store økonomiske ressourcer. I den sidste ende var striden med til at fremme ideen om en sekulær stat og selvstændiggørelse af det politiske system.

Reformpaverne fra midten af 1000-tallet begyndte at sætte krigen på kirkens dagsorden, og ville rense kirken, så derfor opfordrede de riddere og fyrster til at bekæmpe utugt og simoni blandt præster og gejstelige. Gregor d. 7. udtrykket i et brev "med magt om nødvendigt" i 1075. De forsvarende anvendelse af krig med Augustin's gamle tanker om retfærdig krig ved at den skulle have et legitimt kirkeligt formål, være for en retfærdig sag og under kirkens autorisation.

Gregor d. 7. opfattede nogle kættere, som radikale reformatorer, da de også ønskede at rense kirken og adskille den fra det øvrige samfund. Han mente dog, at syndige præster godt kunne opretholde deres sakrementale magt og skelne mellem deres livsførelse og deres åndelige arbejde. Gregor og reformpartiet ansporede også til voldelige reaktioner, der kunne føre til mord i visse tilfælde. F.eks under optøjer blev nogle dræbt. På et tidspunkt opfordrede han byboere i Norditalien til, at angribe deres herskere for at fratage dem deres magt pga. deres syndig livsførelse. Pave Gregor d. 7. syslede også med planer om at gå i krig med tyrkerne i øst. Disse planer blev aldrig til noget, men var en indirekte forløber for det 1. korstog.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

  1. Europa 00-1300 s68.
  • "Dictatus Papae" (Svensk) var navnet på 27 kirkepolitiske grundsætninger som formuleredes 1075 af pave Gregor VII og som gav det første store opgør mellem den katolske kirke og staten en programmatisk og retslig karakter.
  • "Det 11.århundredes kirkereform" (Tysk)
Historie Stub
Denne historieartikel er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.