Augustin

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Det ældste kendte billede af Augustin, fra 500-tallet, i Laterankirken i Rom

Augustin af Hippo eller Aurelius Augustinus (13. november 35428. august 430) var den mest berømte teolog, kirkefader og filosof i senantikken. Hans far var hedensk og hans mor var kristen.

Baggrund[redigér | redigér wikikode]

Pga hans åbenhjertige selvbiografi – en af de første, der er skrevet – ved vi mere om Augustin end om nogen anden fra samme tid. Han blev født i den romerske by Tagaste (det nuværende Souk Ahras i Algeriet) på den nordafrikanske kyst. Han studerede de latinske klassikere i Karthago med tanke på at blive sagfører, og tog en tjenestepige til elskerinde. Han underviste i filosofi i Karthago, inden han drog til Rom, hvor senatet stadigvæk holdt til, og derfra til Milano, hvor kejser Theodosius den Store var bosat med sit hof, og hvor Augustin blev udnævnt til professor i retorik i 384.Han lod sig døbe i 386, og efter fem år på Sicilien og i Tagaste, blev han udnævnt til biskop i Hippo i 396. Her boede han til sin død. Hans senere år var en meget urolig tid, idet vandalerne krydsede Middelhavet til Nordafrika, og bevægede sig vestpå mod Hippo og Karthago. Som de fleste germanske stammer var vandalerne arianere, og Augustin så den katolske kirkes autoritet vakle i takt med deres fremrykken. For ham var hans skrifter ingen teoretisk bevisførelse, men en desperat kamp for den type kristendom, han mente var den rigtige. Han anså det som en realistisk mulighed, at han kunne ende som martyr. [1]

Religiøs og filosofisk udvikling[redigér | redigér wikikode]

Aurelius Augustinus gennemgik en interessant personlig og filosofisk udvikling fra manikæismen over skepticismen til en nyplatonisk inspireret kristendom. Augustins omvendelse til kristendommen i år 387 markerer et vendepunkt i hans tænkning. Hans skeptiske holdning til den romerske statsreligion er fra da af afløst af et forsvar for samme.

Den katolske kirke fremholdt Bibelen som kilde til sand visdom, hvad unge romere med Augustins uddannelse og baggrund oplevede som absurd. Det gamle testamente var fyldt med besynderlige historier oversat til dårlig latinsk prosa. Den, der var opvokset med Ciceros og Vergils sublime sprog, blev forvirret og frastødt af Det gamle testamentes form og indhold. Som mange andre uddannede romere var Augustin tiltrukket af manikæismen og dens forsøg på at forene ulige religioner. I manikæismen var Kristus en stor lærer, der ikke behøvede støtte fra Det gamle testamentes profeter. [2]

I Milano blev Augustin fascineret af biskop Ambrosius. Ambrosius' syn på kristendommen som en åndelig religion, med sjælene som ikke-fysiske enheder indeni legemets forgængelige kød, var nyt for Augustin, der som de fleste andre havde tænkt sig Gud som et fysisk nærvær. Platons syn var, at idealernes verden udgjorde sjælens tidløse, fuldkomne hjemsted, mens den virkelige verden fremviste et forfald, der blev værre. Men hvor Platon mente, at den ideelle verden kunne nås frem til ved hjælp af fornuft og tanke, mente Plotin, at dette tværtimod placerede Gud helt udenfor rækkevidde af menneskelig tanke. Som Augustin senere skrev om Gud: "Jeg forstod, at jeg var langt borte fra Dig." Ambrosius' tolkning af Plotin tiltalte Augustin og fik ham til at droppe manikæismen til fordel for katolicismen. Han lod sig derfor døbe i 386. [3]

Inspireret af nyplatonikerne Origenes og Plotin samt apostelen Paulus var hans mission at transformere den antikke kultur efter de nye kristne idealer, og formulere den kristne filosofi og tanke som en frigørelse fra den antikke. Der var altså ikke tale om et brud med platonismen, men snarere en videreførelse og optagelse af den i kristendommen.

Arvesynden[redigér | redigér wikikode]

For Augustin var det centrale spørgsmål i kristendommen, hvor det onde kommer fra, hvis Gud er både almægtig og god. Manikæerne forklarede det med, at en ond gud deler magten med en god gud. Augustin afviste den løsning. Han ville konfrontere det onde, ikke blot undgå det. Spørgsmålet afslører hans gæld til Sokrates og Platon. Ingen havde tidligere tænkt, at der skulle findes en abstrakt enhed kaldet "ond", som var det modsatte af en enhed kaldet "god". Den idé opstod i det post-klassicistiske Grækenland. [4]

Problemet var at forene Det gamle testamentes hævngerrige Jahve med en kropsløs helligånd og den milde, tilgivende Kristus. Augustin besluttede, at Jahves barske påbud var nødvendige for at holde de onde mennesker på plads. Her greb han til en doktrin, kendt fra flere religioner i det senromerske kejserdømme, nemlig den om arvesynden. Han anførte, at Adam og Eva blev skabt fuldkomne, men bragte det onde ind i verden ved at handle forkert. Deres efterkommere kunne leve eksemplariske liv, men bar alle med sig en mulighed for at vælge det onde. Særlig bekymrede Augustin sig for kønsdriften, måske pga sin egen udsvævende ungdom. Overbevisningen om at mennesker er født slette, hjalp til med at forklare, hvorfor så mange led og døde, mens den vestlige verden brød sammen om dem. [5]

Efter år 412, da man begyndte at læse Augustins Bekendelser, protesterede Pelagius mod begrebet arvesynd. Han troede ikke på, at menneskers anstrengelser for at blive bedre var uden betydning pga en handling i fjern fortid, eller at Adams fejltrin kunne have dømt menneskene til fortabelse. Pelagius' tilhænger, Julian fra Eclanum, skrev til Augustin, at begrebet arvesynd var "usandsynligt, usandt, uretfærdigt og ugudeligt; og dertil får det til at se ud, som om Djævlen skabte mennesket." [6]

Om Guds stad[redigér | redigér wikikode]

Augustins syn på det korrekte liv for en kristen, skulle appellere til alle i menigheden – til den utro ægtemand; til kvinden, der var uønsket gravid; og til den fattige, der ønskede sig en bedre tilværelse. Her viste Augustin, der ellers var så fordømmende mod menneskeheden, tolerance. Han greb til nyplatonikernes tro på en fjern gud, som anså menneskene som en ubetydelig del af sit skaberværk. En kristen skal handle rigtigt for sin egen skyld, for ved at befri sig fra onde lyster, opfatter han nemmere Guds kærlighed. Dette har dog ingen betydning for Guds endelige dom, for enkeltmenneskets skæbne er allerede afgjort. Gud behøver ikke at vente til dommedag for at dømme den enkelte, for det er jo Ham, der dikterer folks handlinger og tanker. Ifølge Om Guds stad er menneskene delt i dem, der bor i Babylon, det ondes stad, og dem, der bor i Jerusalem, Guds stad. Babylon vil udslettes på dommedag, mens Jerusalem skånes. Menneskene er Guds foretrukne skabninger, mens deres liv og lidelser er uden interesse for Ham. Deres handlinger er forudbestemte, og deres frie vilje kun en illusion. Men om de er syndere uden håb om frelse, kan de alligevel handle efter Guds bud og derved ære Ham. – Sådan konstruerede Augustin en verden, hvori Gud har forudbestemt alt, men hvor menneskene alligevel besidder en fri vilje til at handle rigtigt. Det er en selvmodsigelse, og som filosofisk argument holder det ikke vand; men det lykkedes som en opskrift på et kristent liv i en ond verden. Augustins teologi er en dyster, sammensat og selvmodsigende vision, men kom til at danne grundlaget for Vestens kristendom. [7]

Forfatterskab[redigér | redigér wikikode]

Augustin er en af de væsentligste kristne teologer og filosoffer. Det afspejles af hans mastodontiske forfatterskab: Han efterlod sig flere hundrede prædikener og godt hundrede større eller mindre skrifter – heriblandt hovedværkerne Confessiones (Bekendelser) og De civitate Dei (Om Guds stad).

  • Confessiones, skrevet i 397-401 (Bekendelser, seneste danske oversættelse ved Torben Damsholt, 1988).
  • De Trinitate (Om Treenigheden), skrevet i 399-419.
  • De civitate Dei, skrevet 413-426/27 (Om Guds stad, dansk oversættelse i 5 bd. ved Bent Dalsgaard Larsen, 1984 ff.). Her erklærer Augustin, at det at være ulykkelig er ét af tilværelsens ufravigelige aspekter, en del af "den menneskelige tilstands misère", og han omtaler hånligt "alle teorier, som leder menneskene til at bestræbe sig på at skabe lykke for sig selv i dette livs elendighed". [8]
  • De doctrina Christiana (Om den kristne lære) afsluttet i 426 (Den 4. bog i dansk oversættelse Om den kristne taler ved Niels W. Bruun, 1972).
  • Retractationes (Revisioner), skrevet i 427, Om den fri vilje, Om den sande religion og Om Treenigheden.[9]

Det, vi i dag kender som epistemologi, ontologi og antropologi, genfindes som temaer i hans skrift.

Den for Europas historie så karakteristiske diskussion om statsmagtens forhold til kirkemagten, er navnlig funderet på Augustins tænkning, specielt i den tidlige middelalder og højmiddelalderen. Augustins filosofiske og teologiske tænkning har præget eftertiden mærkbart i hen ved seksten århundreder.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Roger Osborne: Civilization (s. 127-9), forlaget Pimlico, London 2006, ISBN 978-0-7126-9138-3
  2. Roger Osborne: Civilization (s. 127)
  3. Roger Osborne: Civilization (s. 128)
  4. Roger Osborne: Civilization (s. 129)
  5. Roger Osborne: Civilization (s. 130)
  6. Roger Osborne: Civilization (s. 131)
  7. Roger Osborne: Civilization (s. 130-3)
  8. Alain de Botton: Statusjag (s. 59), forlaget Damm, Oslo 2005, ISBN 82-04-10858-3
  9. Denne liste kan også sees i Den Store Danske

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]