Den grimme ælling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den grimme ælling er et eventyr skrevet af H.C. Andersen.

Illustration af Vilhelm Pedersen

Det blev offentliggjort den 11. november 1843 og udkom som en del af hans eventyrsamling Nye Eventyr. Første Bind. Første Samling. Det er blandt hans mest kendte eventyr. Eventyret fortolkes ofte som H.C. Andersens egen beskrivelse af sin tidlige ungdom, — en fabel hvor dyrene spiller menneskeroller.

I eventyret følges en svaneunge, der klækkes i en andegård ved en herregård. I første del af historien ved hverken svaneungen selv eller de omgivende dyr at den ikke er en and, og på grund af dens anderledes udseendende behandles svaneungen åbenlyst dårligt. Nogle ænder siger "ham [svaneungen] ville vi ikke tåle", at "han er for stor og for aparte", "så skal han nøfles" og andre omtaler svaneungen som "inderlig styg" og "fæle spektakel". Svaneungen bliver bidt, puffet, gjort nar af, hugget og sparket af forskellige. Først til sidst i eventyret afslører H.C. Andersen overfor førstegangslæseren (førstegangslytteren) at "den grimme ælling" er en svaneunge. Det sker hvor svaneungen selv opdager sin egen identitet, da den nærmer sig nogle andre svaner og tror den vil blive dræbt. Den bøjer hovedet og ser sit eget spejlbillede.

Eventyrsamlingen blev anmeldt den 19. november 1843 i avisen Fædrelandet, og om Den grimme ælling skriver den ukendte anmelder

[...] det 4de og sidste Eventyr, "den grimme Ælling", er, uagtet det har en vis, i Andersens poetiske Virksomhed altfor hyppig fremtrædende, subjectiv Tendens, uagtet det utvivlsomt er en Allegori over det samme Thema, som "Improvisatoren", "Kun en Spillemand" osv., meeer end tilstrækkelig have varieret, nemlig Digterens eget miskjendte Værd, dog saa frit for sygelig Sentimentalitet, dog saa friskt opfattet, saa livligt og lunefuldt behandlet, at det læses med meget Fornøielse.[1]

Meïr Aron Goldschmidt kommenterede også eventyret i datiden.[2] Tegneren Vilhelm Pedersen har illustreret eventyret. Jean Hersholt har stået for en engelsk oversættelse.[3]

H.C. Andersen's eventyr har blandt andet inspiret tegnefilmen Den Grimme ælling og mig fra 2006 og et reliefRisingskolen i Odense udført af Ida H. Mortensen i 1992.[4]

"Den grimme ælling" er gået hen og blevet et generelt begreb i det danske sprog om noget der først bliver set ned på men senere bliver anerkendt. Et eksempel i brug er fra en lokal formand for Dansk Folkeparti der til Information beskrev sit eget parti således: "Udgangspunktet for Dansk Folkeparti var udlændingespørgsmålet, og derfor blev vi opfattet som den grimme ælling. Selv om det er svært at blive til en svane, så har ællingen allerede mange hvide fjer."[5]

Analyse:[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

Litterær analyse over HC Andersens ’Den grimme ælling’

Jeg vil i det følgende analysere HC Andersens ’Den grimme ælling’ med særligt fokus på genre, miljø, personkarakteristik og sprog.

 HC Andersen påbegyndte eventyret ’Den grimme ælling’ i år 1842, og skrev i oktober 1843 i sin almanak: ”Endt Eventyret Svaneungen”. Der er flere ting der kendetegner at dette er et eventyr; Beskrivelsen af den forunderligste verden, modsætningerne, gentagelserne og personificering af ting og objekter. Da både forfatter og nedfældningstidspunkt er angivet, kan jeg konkludere at denne tekst er under den episke genre, et kunsteventyr. Dette kan man også se på eventyrets opbygning og detaljerede sprog, hvilket jeg senere i denne analyse vil komme ind på.

’Den grimme ælling’ finder sted i to forskellige hovedmiljøer; Ved andemoderens rede, hvor den grimme ællings æg klækker, befinder vi os ude på landet nær ved en gammel herregård. HC Andersen beskriver det således: ”Der var saa deiligt ude paa Landet; der var sommer ! Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge… Rundtom Ager og Eng var der store skove, og midt i skovene dybe Søer; jo der var rigtignok deiligt derude på landet !” hvilket tegner et smukt og idyllisk sted. Venligheden her er dog ikke fremtrædende. Andemoderens tilholdssted kan ved hjælp af overføring til et menneskeligt samfund beskrives som en øvre klasse, hvor dét at være mindre tiltrækkende eller ikke at passe ind, kan medføre skam og derved udelukkelse, for at familiens rygte kan forblive intakt.

Det andet miljø den grimme ælling befinder sig i er den mose, hvor ællingen tilbringer senvinteren og senere det skønne forår. Mosen befinder sig i en stor smuk og blomstrende have, denne beskrives af HC Andersen som følger: ”… og før den ret vidste det, var den i en stor Have, hvor Æbletræerne stode i blomster, hvor Sirenerne duftede og hang paa de lange, grønne Grene lige ned imod de bugtede Canaler ! O, her var saa deiligt, saa foraarsfriskt !”. Her kommer små børn og fodrer ællingen og beundrer dens tilkomne skønhed. Og sammen med de ældre svaner lever den i lykken der, da eventyret er til ende.

Ud over disse to hovedmiljøer, er der to sidemiljøer; Andegården, hvor andemoderen bringer hendes ællinger til, minder, på samme måde som omkring reden, om et overklassemiljø uden accept for forskelligheder. Og så er der bondegården, hvor ællingen bliver ført til af bonden efter den er frosset fast i vandet. Dette sted beskrives meget kaotisk med en skrigende kone og børn der jagter ællingen rundt på gården. 

Eventyret kan i forlængelse af disse indsættes i hjemme-ude-hjemme modellen; Den grimme ælling begynder i hjemmet. Men det er tydeligt at der her ikke er nogen idyl at bevare (hjemme). Uden at ællingen sætter ord på sine behov, flygter den ud i verden for at finde den kærlighed og anerkendelse den ikke har kunnet modtage derhjemme(ude). Den går gennem mange hårde prøvelser, hvor den blandt andet bliver foragtet og misforstået før den finder ud af hvem den egentlig er, og finder sit rigtige hjem hos svanerne i haven og med børnenes beundring. Her findes der idyl på et højere plan, end hvor den oprindeligt kom fra (hjemme). 

’Den grimme ælling’ kan også sættes ind i en anden eventyrmodel, aktantmodellen; i den grimme ælling, er ællingen subjektet. Uden at det direkte er sagt, søger den kærlighed og anerkendelse, objektet. Der er mange aktanter der modarbejder den (moderen søsteren katten, hønen mv.). Den får hjælp af de tre svaner der stryger den kærligt med næbbet, hjælpere, og den giver dem anerkendelse og modtager gerne kærligheden og anerkendelsen fra dem, som den ikke før havde (se vedlagt model). Eventyret foregår ikke på noget bestemt tidspunkt, men over den periode det tager for en ’ælling’ at udvikle sig til en smuk svane, vi kan dog ud fra årstidernes skiften, fra sommer til vinter til forår, konkludere at handlingen strækker sig over et års tid.

Der omtales i eventyret tre vigtige personer, andemoderen, hønen og den grimme ælling selv. Jeg vil i det følgende give en karakteristik af disse;

Andemoderen tager moderollen meget oprigtigt på sig, og er derfor dén der beskytter den grimme ælling, og giver ham omsorg, dette ses blandt andet på side 31, linje 34: ”Og strax fløi der en And hen og bed den i Nakken. ”Lad ham være !” sagde moderen, ”han gjør jo ingen noget !”. I stedet for at lade ægget ligge, ruger hun det ud, og betragter derefter ællingen som én af sine egne, selvom alle omkring hende modsiger dette. Hun påvirkes dog ligeså stille af de andres indsigelser, og ønsker ham derfor til sidst langt væk, om dette er for ællingens eller hendes egen skyld er dog ikke tydeligt. Man kender kun andemoderens følelser gennem hendes handlinger, og hun er derfor en ’flad’ person.

Hønen symboliserer her overklassesamfundet. Den kanøfler den grimme ælling, og gør ingen indsigelser da ællingen vil tage ud i verden, på grund af dens mangel på tilpasning til samfundet. Hønen foreslår at ællingen tager sig sammen, og indordne sig ved at blive som de andre, hvilket ællingen jo ikke har evnerne til, dette ses på side 34, linje 19: ”Hvad gaar der af Dig?” spurgte hun. ”Du har ingen Ting at bestille, derfor komme de Nykker over Dig ! Læg Æg eller spind, saa gaae de over”. Man kender kun hønens tanker gennem dens handlinger, og den er derfor en ’flad’ person. 

Ællingen klækkes i en verden, hvor den ikke føler, den hører til. Den ligner ikke de andre, opfører sig ikke som de andre og tænker ikke som de andre, den er stor og styg mener de, citat side 29 linje 40: ””Det er da en forfærdelig stor Ælling den !” sagde hun; ”Ingen af de andre see sådanne ud ! det skulle dog vel aldrig være en Kalkun-Kylling!”. Da han ikke accepteres af de andre i området, mobbes han, og bliver holdt udenfor, hvilket kører den lille ælling helt i sænk. Ællingen er dog viljestærk, og vandrer ud i den store verden for at finde det sted, hvor han passer ind. Det eneste ællingen søger er accept og kærlighed, og da den i søen med de andre svaner opnår dette og gennemgår udviklingen fra den grimme ælling til den smukkeste svane, føler den sig lykkelig. Man er inde i ællingens tanker og følelser, og derfor er den en ’rund’ person.

Sproget i HC Andersens eventyr er generelt meget beskrivende, så selv børn kan forestille sig de fantastiske billeder af eventyrets gang, et godt eksempel på dette i ’Den grimme ælling’ er: ”Fra Muren og ned til Vandet voxte store Skræppeblade, der var saa høie, at smaa Børn kunde staa opreiste under de største” citat side 29, linje 3. Hele eventyret er spækket med adjektiver, positive såvel som negative, for at beskrive stemning så fyldestgørende som muligt, og for at sætte fantasien i gang hos tilhøreren. Et andet af Andersens kendetegn, er brugen af ste på enden af sine adjektiver, for eksempel ”Den smukkeste svane på søen”, dette bruges for at understrege den fantastiske verden, eventyret udspiller sig i. Det beskrivende, detaljerede og billedrige sprog er kendetegnende for et kunsteventyr. I begyndelsen fortalte HC Andersen sine eventyr højt for børn såvel som voksne. Senere skrev han dem ned så de kunne læses. Det lyser lidt igennem sproget, at selvom der er detaljerede beskrivelser, er det kun ællingen man ’kender’ og der er kun ét hovedforløb, uden nogle sideløbende, hvilket gør det lettere at overlevere eventyret mundtligt. 

Hele vejen gennem eventyret, skrives substantiverne med stort begyndelsesbogstav, og som erstatning for ’å’ bruges ’aa’ i ordene. Der er også andre forskelle fra måden hvorpå vi staver i dag i forhold til dér da eventyret er nedfældet, for eksempel staver Andersen at reise med et ’i’ i stedet for ’j’, og kunde med ’d’ som erstatning for ’n’ og så videre, hvilket viser os at det er en gammel tekst.

Der forekommer i ’Den grimme ælling’ gentagelser i handlinger i og med at alle ællingen møder på sin vej med andemoderen og sine ’søskende’ gør den opmærksom på, hvor utilpasset den er i forhold til de andre, hvor grim den er og hvor meget bedre de alle sammen ville have det, hvis den valgte at udvandre fra familien.

Temaet i eventyret ’Den grimme ælling’ er den menneskelige udvikling og skabelsen af sin egen identitet, det er at finde sin egen vej i livet, i stedet for at indordne sig og blive som de andre, og at det er værd at tage kampen op, for at få lykke og kærlighed i sidste ende. Jeg ser som sagt hønen, de andre ællinger og moderen (efter hun bukker under for gruppen) som overklassen, hvor det kun er korrekt at være som man er, hvis man er som man skal være. Og derfor ællingen som det element der trodser den kunstige biedermeier-idyl i andegården.

Perioden hvor HC Andersen skrev dette eventyr, kaldes romantikken. Denne strækker sig over en tidslinje fra begyndelsen af 1800-tallet til omkring 1870. I romantikken gik man imod dyrkelsen af fornuften, der havde præget de førliggende årtier væsentligt. Man skildrede følelsernes verden, og påviste, at verden indeholdte mere end hvad fornuften kunne forklare, såsom kærlighed, troen og naturens vidundere. I denne periode fandt man gamle genrer frem igen, heriblandt kunst- og folkeeventyrene. Man mente desuden også at man fandt det ægte og oprindelige hos folket gennem deres litteratur, og det er også en af grundene til at mange forfattere bruger fattige eller utilpassede ’helte’ i sine eventyr. For eksempel i Klods-Hans, Den lille pige med svovlstikkerne, Lille Claus og store Claus samt Den grimme ælling. 

I Den grimme ælling er det et fremtrædende element, at dén der lytter til sine følelser, er den der klarer sig bedst, og det er også tydeligt at det naturlige er mere værd end det kunstige.

Her i Danmark gled man over i den form for romantik der hedder biedermeier, hvilket betød at litteraturen skildrede en tryg og ordnet verden hvor lykken fandtes i den lukkede dagligdag. Man lukkede øjnene for problemer, og dyrkede det trykke og harmoniske, og især hjemmet udtrykte på daværende tidspunkt idyl. HC Andersens ’Den grimme ælling’ starter i et sådant biedermeier-miljø, men HC Andersen har udstrøet et lag af ironi over denne stemning, for at vise sprækkerne i biedermeier-idyllen, han fremstiller godt nok et idyllisk miljø, men piller det derefter fra hinanden igen, hvilket gør at dette eventyr hører ind under den strømning i litteraturen der kaldes romantismen. Romantismen undersøgte og dyrkede det provokerende, det anderledes og splittelsen. 

På samme måde bruger han romantismen i eventyret ’Skyggen’, hvor den lærde mand fremstilles som i et beidermeier-idyllisk miljø, men piller dette fra hinanden i og med at skyggen tager over lidt efter lidt, og derved viser at menneskets skyggeside har langt større magt end vi vil vide af. Så stor at den endda kan opsluge os helt. her bruger HC Andersen også ironi-elementet, da han ved positivt at berette om den lærde mands mange egenskaber, og derefter påvise hvor unyttige disse egentlig er gennem den lærde mands nedgang grundet hans handlinger. 

Man kan derfor godt kalde HC Andersens ’Den grimme ælling’ et typisk element af provocateur for sin periode.

Adaptationer[redigér | redigér wikikode]

"Den grimme ælling" blev et af Andersens mest elskede eventyr og er blevet udgivet overalt i verden. Eventyret er blevet adapteret til et hav af forskellige medier. Film baseret på eventyret inkluderer to korte Silly Symphonies animerede produceret af Walt Disney med titlen The Ugly Duckling. Den første var produceret i 1931 i sort og hvid og ved en senere genindspilning i 1939, kom den i farver. Den sidstnævnte film vandt ved Oscar-uddelingen i 1939, en Oscar i kategorien "Bedste kortfilm (Tegnefilm)" [6] og det var den sidste "Silly Symphony"-filmen der blev lavet. Den største forskel mellem Andersens fortælling og Disney-udgaven er, at i Disney-udgaven varer ællingens prøvelser ikke i måneder, kun få minutter. I 2006 producerede det danske animation studie, A. Film, en spin-off tegnefilmsfilm med titlen Den grimme ælling og mig! og en senere børne-tv-serie produktion Den grimme ælling junior, med de samme karakterer, som fra filmen. Tom and Jerry-afsnittet Downhearted Duckling er også baseret på den berømte fortælling.

Eventyret har været udsat for mange forskellige musicaladaptationer. I 1914, komponerede den russiske komponist Sergei Prokofiev et stykke med sang og klaver, baseret på Nina Mershcherskys adaptation af eventyret og i 1932, fik stykket mere sang og orkester tilkoblet. Stykket blev renskrevet af Lev Konov i 1996 og hans opera var en stor succes i Rusland. Andre musical-versioner inkluderer sangen “The Ugly Duckling” komponeret af Frank Loesser og sunget af Danny Kaye til Charles Vidors musicalfilm fra 1952 Hans Christian Andersen og Honk!, en musical baseret på eventyret, som blev produceret i England og vandt en Olivier Award. Eventyret er også blevet adapteret til en musical af Gail Deschamps og Paul Hamilton, der turnerede i England 2002-2003. I 1998 spillede musicalen "Piccolo Spoleto" i 17 dage [7]. I "Final Fantasy"-fablerne "Choboco Tales", er der en fortælling med titlen "Ugly Choboco", baseret på "Den grimme ælling".

I Yoshi-episoden, "Fairy Tales" var der et udsnit af fortællingen, der var animeret af Gene Deitch.

I 2009, præsenterede Dance Theatre fra Bradenton, Florida en balletversion af det populære eventyr (Allison Norton: The Ugly Duckling).

Henvisning[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]