Den grimme ælling

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Den grimme ælling er et eventyr skrevet af H.C. Andersen.

Illustration af Vilhelm Pedersen

Det blev offentliggjort den 11. november 1843 og udkom som en del af hans eventyrsamling Nye Eventyr. Første Bind. Første Samling. Det er blandt hans mest kendte eventyr. Eventyret fortolkes ofte som H.C. Andersens egen beskrivelse af sin tidlige ungdom, en fabel.

I eventyret følges en svaneunge, der klækkes i en andegård ved en herregård. I første del af historien ved hverken svaneungen selv eller de omgivende dyr, at den ikke er en and, og på grund af dens anderledes udseendende behandles svaneungen dårligt. Nogle ænder siger "ham [svaneungen] ville vi ikke tåle", at "han er for stor og for aparte", "så skal han nøfles" og andre omtaler svaneungen som "inderlig styg" og "fæle spektakel". Svaneungen bliver bidt, puffet, gjort nar af, hugget og sparket af forskellige. Først til sidst i eventyret afslører H.C. Andersen, at "den grimme ælling" er en svaneunge. Det sker hvor svaneungen selv opdager sin egen identitet, da den nærmer sig nogle andre svaner og tror den vil blive dræbt. Den bøjer hovedet og ser sit eget spejlbillede.

Eventyrsamlingen blev anmeldt den 19. november 1843 i avisen Fædrelandet. Om Den grimme ælling skriver den ukendte anmelder

[...] det 4de og sidste Eventyr, "den grimme Ælling", er, uagtet det har en vis, i Andersens poetiske Virksomhed altfor hyppig fremtrædende, subjectiv Tendens, uagtet det utvivlsomt er en Allegori over det samme Thema, som "Improvisatoren", "Kun en Spillemand" osv., meeer end tilstrækkelig have varieret, nemlig Digterens eget miskjendte Værd, dog saa frit for sygelig Sentimentalitet, dog saa friskt opfattet, saa livligt og lunefuldt behandlet, at det læses med meget Fornøielse.[1]

Meïr Aron Goldschmidt kommenterede også eventyret.[2] Tegneren Vilhelm Pedersen har illustreret eventyret. Jean Hersholt har stået for en engelsk oversættelse.[3]

H.C. Andersens eventyr har blandt andet inspiret tegnefilmen Den Grimme ælling og mig fra 2006 og et reliefRisingskolen i Odense udført af Ida H. Mortensen i 1992.[4]

"Den grimme ælling" er blevet et generelt begreb i det danske sprog om noget der først bliver set ned på, men senere bliver anerkendt. En lokalformand for Dansk Folkeparti beskrev til Information sit eget parti: "Udgangspunktet for Dansk Folkeparti var udlændingespørgsmålet, og derfor blev vi opfattet som den grimme ælling. Selv om det er svært at blive til en svane, så har ællingen allerede mange hvide fjer."[5]

Litterær Analyse[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg

H.C. Andersen begyndte eventyret ’Den grimme ælling’ i 1842 og skrev i oktober 1843 i sin almanak: ”Endt Eventyret Svaneungen”. Det er et eventyr pga. beskrivelsen af den forunderlige verden, modsætningerne, gentagelserne og personificering af ting og objekter. Det ses også af opbygning og detaljerede sprog. Teksten er episk og det et kunsteventyr.

’Den grimme ælling’ foregår i to hovedmiljøer:

  • Andereden, hvor den grimme ælling klækkes, ude på landet ved en gammel herregård. H.C. Andersen beskriver det således: ”Der var saa deiligt ude paa Landet; der var sommer! Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge… Rundtom Ager og Eng var der store skove, og midt i skovene dybe Søer; jo der var rigtignok deiligt derude på landet!” Det tegner smukt og idyllisk. Men er ironisk: Venligheden er ikke fremtrædende, selv om (eller fordi) andemoderens hører til den beskyttede overklasse.
  • Mosen, hvor ællingen tilbringer senvinteren og det skønne forår. Mosen er i en stor, smuk og blomstrende have ”… og før den ret vidste det, var den i en stor Have, hvor Æbletræerne stode i blomster, hvor Sirenerne duftede og hang paa de lange, grønne Grene lige ned imod de bugtede Canaler! O, her var saa deiligt, saa foraarsfriskt!” Her kommer små børn og fodrer den og beundrer den nytilkomne skønhed. Og sammen med de ældre svaner lever den i lykken der.

Ud over de to hovedmiljøer, er der to sidemiljøer:

  • Andegården, som anden bringer sine ællinger til, minder som reden om et overklassemiljø uden accept af forskelligheder.
  • Bondegården, hvor ællingen bliver ført til af bonden, efter den er frosset fast i isen. Den er kaotisk med en skrigende kone og børn, der jagter ællingen rundt på gården. 

Den grimme ælling begynder (og ender) i hjemmet. Men det er tydeligt, at det ikke er en idyl. Uden at ællingen sætter ord på sine behov, flygter den ud i verden for at finde kærlighed og anerkendelse. Den går gennem mange hårde prøvelser, hvor den bliver foragtet og misforstået, før den finder ud af, hvem den egentlig er, og finder sit rigtige hjem hos svanerne i haven og med børnenes beundring. Her er der idyl. 

’Den grimme ælling’ kan sættes ind i en eventyrmodel, aktantmodellen: Ællingen er subjektet. Uden at det direkte er sagt, søger den kærlighed og anerkendelse, objektet. Der er mange aktanter, der modarbejder den (moderen, søsteren, katten, hønen mv.). Den får hjælp af de tre svaner der stryger den kærligt med næbbet, hjælpere, og den giver dem anerkendelse og modtager gerne kærligheden og anerkendelsen fra dem, som den ikke før havde. Eventyret foregår ikke på noget bestemt tidspunkt, men vi kan dog ud fra årstidernes skiften fra sommer til vinter til forår konkludere, at handlingen strækker sig over et års tid.

Der omtales i eventyret tre vigtige personer, andemoderen, hønen og den grimme ælling:

Anden tager moderollen på sig, beskytter den grimme ælling og giver den omsorg: side 31, linje 34: ”Og strax fløi der en And hen og bed den i Nakken. ”Lad ham være!” sagde moderen, ”han gjør jo ingen noget!”. I stedet for at lade ægget ligge, ruger hun det ud, og betragter ællingen som en af sine egne, selv om alle modsiger hende. Hun påvirkes af de andres indsigelser og ønsker ham derfor til sidst langt væk.

Hønen symboliserer overklassesamfundet. Den nøfler den grimme ælling og gør ingen indsigelser, da ællingen vil ud i verden på grund af dens mangel på tilpasning til samfundet. Hønen foreslår, at ællingen tager sig sammen og indordner sig, hvilket ællingen ikke har evnerne til: side 34, linje 19: ”Hvad gaar der af Dig?” spurgte hun. ”Du har ingen Ting at bestille, derfor komme de Nykker over Dig! Læg Æg eller spind, saa gaae de over”.  

Ællingen klækkes i en verden, hvor den ikke føler, den hører til. Den ligner ikke de andre, opfører sig ikke som de andre og tænker ikke som de andre, den er stor og styg mener de, side 29 linje 40: ””Det er da en forfærdelig stor Ælling den!” sagde hun; ”Ingen af de andre see sådanne ud! det skulle dog vel aldrig være en Kalkun-Kylling!”. Den mobbes og bliver holdt udenfor. Ællingen er viljestærk og vandrer ud i den store verden for at finde et sted, hvor den passer ind. Det eneste ællingen søger er accept og kærlighed, og da den i søen med de andre svaner får det og gennemgår udviklingen fra den grimme ælling til den smukkeste svane, føler den sig lykkelig.

Sproget[redigér | redigér wikikode]

Sproget i H.C. Andersens eventyr er så beskrivende, at selv børn kan forestille sig de fantastiske billeder: ”Fra Muren og ned til Vandet voxte store Skræppeblade, der var saa høie, at smaa Børn kunde staa opreiste under de største” citat side 29, linje 3. Hele eventyret er spækket med adjektiver, for at beskrive stemninger og for at sætte fantasien i gang hos tilhøreren. Et andet af Andersens kendetegn er brugen af -ste: ”Den smukkeste svane på søen”. Det beskrivende, detaljerede og billedrige sprog er kendetegnende for et kunsteventyr. I begyndelsen fortalte H.C. Andersen sine eventyr for børn som voksne. Senere skrev han dem ned. Det fremgår af sproget, og selv om der er detaljerede beskrivelser, er det kun ællingen man ’kender’ og der er kun ét hovedforløb, og det gør det lettere at fortælle eventyret. 

Temaet i eventyret ’Den grimme ælling’ er udvikling og skabelsen af egen identitet. At finde sin egen vej i livet, i stedet for at indordne sig og blive som de andre, og at det er værd at tage kampen op, for at opnå lykke og kærlighed. Ænderne er overklassen, hvor det kun er korrekt at være som man er, hvis man er, som man skal være. Og derfor er ællingen den, der trodser den kunstige biedermeier-idyl i andegården.

Perioden hvor H.C. Andersen skrev dette eventyr, kaldes romantikken. I romantikken fandt man gamle genrer frem igen, heriblandt folkeeventyrene. Man fandt det ægte og oprindelige hos folket gennem dets litteratur, og det er en af grundene til at mange forfattere bruger fattige eller utilpassede ’helte’ i deres eventyr. For eksempel i Klods-Hans, Den lille Pige med Svovlstikkerne, Lille Claus og store Claus samt Den grimme ælling. 

I Den grimme ælling er det et fremtrædende element, at dén der lytter til sine følelser, er den der klarer sig bedst, og det er også tydeligt, at det naturlige er mere værd end det kunstige.

I Danmark gled man over i den form for romantik, der hedder biedermeier. Det betød at litteraturen skildrede en tryg og ordnet verden, hvor lykken fandtes i den lukkede dagligdag. Man lukkede øjnene for problemer og dyrkede det trygge og harmoniske, og især hjemmets idyl. H.C. Andersens ’Den grimme ælling’ begynder i et sådant biedermeier-miljø, men H.C. Andersen har strøet et lag af ironi over denne stemning, for at vise sprækkerne i idyllen. Han fremstiller et idyllisk miljø, men piller det derefter fra hinanden. Det gør, at dette eventyr hører ind under den strømning i litteraturen, der hedder romantismen. Romantismen undersøgte og dyrkede det provokerende, det anderledes og splittelsen. 

På samme måde bruger han romantismen i eventyret Skyggen, hvor den lærde mand fremstilles i et biedermeier-idyllisk miljø, som Andersen piller fra hinanden, når skyggen tager over lidt efter lidt og derved viser, at menneskets skyggeside har langt større magt, end vi vil vide af. Så stor at den endda kan opsluge os helt. Her bruger H.C. Andersen også ironi ved at berette om den lærde mands mange egenskaber og derefter vise, hvor unyttige de er. 

Man kan kalde H.C. Andersens ’grimme ælling’ for en provokatør.

Adaptationer[redigér | redigér wikikode]

"Den grimme ælling" blev et af Andersens mest elskede eventyr og er kendt overalt i verden. Eventyret er blevet tilpasset mange medier.

  • Film baseret på eventyret: to korte Silly Symphonies animerede produceret af Walt Disney med titlen The Ugly Duckling. Den første var fra 1931 i sort/hvid. Ved en genindspilning i 1939 kom den i farver. Den sidste film vandt ved Oscar-uddelingen i 1939 en Oscar i kategorien "Bedste kortfilm (Tegnefilm)" [6] og det var den sidste "Silly Symphony"-filmen der blev lavet. Den største forskel mellem Andersens fortælling og Disney-udgaven er, at i Disney-udgaven varer ællingens prøvelser ikke i måneder, kun få minutter. I 2006 producerede det danske animation studie A. Film en spin-off tegnefilmsfilm med titlen Den grimme ælling og mig! og en senere børne-tv-serie produktion Den grimme ælling junior med de samme personer som i filmen. Tom and Jerry-afsnittet Downhearted Duckling er også baseret på den berømte fortælling.
  • Musicalversioner. I 1914 komponerede den russiske komponist Sergei Prokofiev et stykke med sang og klaver baseret på Nina Mershcherskys version af eventyret, og i 1932 blev stykket udvidet med mere sang og orkester. Stykket er omskrevet af Lev Konov i 1996, og hans opera blev en stor succes i Rusland. Andre musical-versioner er sangen “The Ugly Duckling” komponeret af Frank Loesser og sunget af Danny Kaye i Charles Vidors musicalfilm fra 1952 Hans Christian Andersen. Honk! er en musical baseret på eventyret produceret i England; den vandt en Olivier Award. Eventyret blev til en musical af Gail Deschamps og Paul Hamilton, der turnerede i England 2002-2003. I 1998 spillede musicalen "Piccolo Spoleto" i 17 dage [7].

I "Final Fantasy"-fablerne "Choboco Tales", er der en fortælling med titlen "Ugly Choboco", baseret på "Den grimme ælling".

I Yoshi-episoden "Fairy Tales" var der et udsnit af fortællingen, der var animeret af Gene Deitch.

Henvisning[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]