Emo

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Emo
Stilistisk oprindelse: Hardcore punk
Indie rock
Kulturel oprindelse: Midten af 1980'erne i Washington D.C.
Typiske instrumenter: Guitar - Bas - Trommer
Mainstream popularitet: Sporadisk gennem 1980'erne og 90'erne stigende i det tidlige 2000
Fusionsgenrer
Post-hardcore - Screamo
Regionale scener
Midwestern emo
Andre emner
Emo (slang)

Emo eller emocore er en subgenre af hardcore punk, som opstod i starten/midten af 1980'erne. Emo stammer fra det engelske ord "emotional", der betyder følelsesladet.

Historie[redigér | redigér wikikode]

De allerførste emo-bands regnes for at være enten Rites of Spring, Embrace der alle kom fra Washington D.C. og udkom på pladeselskabet Dischord. Disse bands adskilte sig fra de andre hardcore punk-bands på denne tid ved at lade deres aggressioner og frustration komme til udtryk på en mere emotionel måde, deraf navnet emocore. Betegnelsen emocore var oprindeligt et nedladende udtryk, som blev brugt til at gøre grin med de hardcore punk-bands, der havde et emotionelt udtryk. Embrace og Rites of Spring startede genren og er dermed førstegenerations emo-bands. Medlemmer fra disse bands dannede senere hen post-hardcore bandet Fugazi.

I kølvandet på disse tidlige emo bands opstod nye grupper som eksempelvis Policy of Three, Julia, Moss Icon og Inkwell. Deres lyd var længere væk fra den oprindelige hardcore punk end Embrace og Rites of Spring. Musikken var mere dynamisk, og der blev lagt stor vægt på stemning og atmosfære. I dag er det nemt at høre inspirationen fra disse bands hos navne som Sinaloa, End of a Year, Bullets In, Catena Collapse, og mange flere. Det lyriske element i emo kan både være meget personligt, men også meget politisk.

På trods af, at emo er en subgenre af hardcore punk, har emo også selv affødt diverse subgenrer. For det første den mere poppede emo/indie genre man kender fra bands som Braid, Cap'n Jazz, Boys life, Texas is the Reason og the promise ring, men også den mere aggressive genre ved navn screamo (Saetia, You and I, Orchid, Heroin, Angel Hair, osv.) er en subgenre af emo.

Emo bliver ofte forvekslet med genren post-hardcore, som dog er en anden genre. Det ses ofte at emo bands blander elementer fra andre subgenrer ind i deres musik. Eksempelvis math rock og post rock.

Bands som My Chemical Romance, Paramore og Panic! at the Disco er af mainstream pressen blevet kaldt for emo-bands, på trods af, at deres lyd og udtryk stort set intet har at gøre med den oprindelige emo-genre. Desuden var den oprindelige emo genre stærkt anti-kommerciel, hvorimod ovenstående bands er stærkt kommercielle. Denne kommercialisering af begrebet emo, har ført til en lang række misforståelser. Eks. Er mange unge mennesker af den opfattelse at emo er en mode og livsstil, i stedet for en musikgenre.

Mode og stereotype[redigér | redigér wikikode]

Musikstilen emo bindes også ofte sammen med en stereotype, der har en bestemt tøjstil kaldet scene.[1]

scene-kids går gerne i mange farver, Og har farvet sit hår mange gange op til farver, som mest er skrigende. Det typiske scenehår er stort og tuperet, med lange extensions og langt pandehår (Se Youtube > How to do scene hair). Og så har de gerne mørke jeans og Makeup på.

Mange scenekids opbygger deres egen stil som er blandet med farver og dystert tøj, men det kan også være fx leopard-mønstre og andet.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: