En-stats-løsning

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Kort over området, hvor Vestbredden, Gazastriben og Golanhøjderne er fremhævet med grøn. De israelske område præ-1967 er markeret med lysebrun.

Én-stats-løsningen – undertiden også benævnt en binational stat – er en foreslået løsningsmodel til den israelsk-palæstinensiske konflikt, som er centeret om forstilingen om, at der etableres én stat mellem Jordanfloden og Middelhavet. Fortalere for denne løsningsmodel går således ind for én enkelt stat i det landområde, som i dag inkludere Israel, Vestbredden og Gazastriben.[1][2] Begrebet én-stats-virkelighed beskriver troen på, at den nuværende situation i Israel/Palæstina de facto er én-stat.

Forskellige modeller er blevet foreslået til implementering af en-stats-løsningen.[3] En sådan model er enhedsstaten, som ville omfatte en enkelt regering på hele territoriet med statsborgerskab og lige rettigheder for alle indbyggere – uagtet deres etnicitet eller religiøse tilhørsforhold.[3] En sådan model svarer til det tidligere mandatområde i Palæstina. Nogle israelere går ind for en version af denne model, hvor Israel vil annektere Vestbredden – men ikke Gazastriben – og forblive en jødisk og demokratisk stat med et større arabisk mindretal.[4] En anden model opfordrer Israel til at annektere Vestbredden og skabe en autonom region for palæstinenserne der.[3] En tredje version ville involvere at skabe en føderal stat med én central regering og føderative distrikter, hvoraf nogle af disse distrikter ville være jødiske og andre palæstinensiske.[4][5] En fjerde model involverer en israelsk-palæstinensisk konføderation – en de facto to-stats-løsning – hvor begge uafhængige stater deler magt i nogle områder, og israelere og palæstinensere har opholdstilladelse i hinandens stat.[6][7]

Selvom en-stats-løsningen i stigende grad diskuteres i akademiske kredse, er denne løsningsmodel udeblevet fra de officielle forhandlinger og bestræbelser på at løse konflikten. To-stats-løsningen har således domineret og overskygget de officielle bestræbelser på at løse konflikten. I henhold til en undersøgelse fra 2017 ligger støtten til en én-stats-løsning på 36% blandt palæstinensere, 19% blandt israelske jøder og 56 % blandt israelske arabere.[8] Interessen for en én-stats-løsning er dog stigende, da bestræbelserne i forhold til to-stats-tilgangen ikke har udmundet i en endelig aftale.[9][10][11]

Se også[redigér | rediger kildetekst]

Referencer[redigér | rediger kildetekst]

  1. ^ Qadaffi, Muammar (21. januar 2009). "The One-State Solution". The New York Times. s. A33. Arkiveret fra originalen 14. maj 2013. Hentet 22. januar 2009.
  2. ^ Friedson, Felice (21. juli 2010). "One-state or two-state solution". The Jerusalem Post (amerikansk engelsk). Hentet 2023-05-21.
  3. ^ a b c Sharvit Baruch, Pnina (2021). "Resolving the Israeli–Palestinian Conflict: The Viability of One-State Models". www.inss.org.il. INSS. Hentet 2022-06-06.
  4. ^ a b Al Shawaf, Rayyan (3. april 2014). "Caroline Glick's one-state solution for Israel-Palestine asks all the wrong questions". The National.
  5. ^ "The Federation Plan: The Founding Document". www.federation.org.il. Hentet 2022-06-06.
  6. ^ "A Land For All | ארץ לכולם". 19. april 2019.
  7. ^ Scheindlin, Dahlia (2018). "An Israeli-Palestinian Confederation Can Work". Foreign Policy (amerikansk engelsk). Hentet 2022-06-06.
  8. ^ azza (2017-02-14). "Palestinian-Israeli Pulse". www.pcpsr.org (engelsk). Hentet 2022-06-06.
  9. ^ Shabi, Rachel (2012-10-23). "The death of the Israel-Palestine two-state solution brings fresh hope". The Guardian (britisk engelsk). ISSN 0261-3077. Hentet 2023-05-21.
  10. ^ Poort, David (26. januar 2011). "The threat of a one-state solution". Al Jazeera (engelsk). Hentet 2023-05-21.
  11. ^ Eid, Haidar (19. september 2021). "It is time Israel, the West admit the two-state solution is dead". Al Jazeera. Hentet 2021-10-11.

Yderligere læsning[redigér | rediger kildetekst]