Den israelsk-palæstinensiske konflikt

Israelsk-palæstinensiske konflikt
Del af Den Arabisk-israelske konflikt
Centrale Israel siden af Vestbredden og Gaza-striben, 2007
Dato Tidlige 20. århundrede - nutid Sted Israel, De palæstinensiske områder Resultat Igangværende
Parter
Palæstinensere	Israelere
Fredsprocessen Camp David-aftalen • Madrid-konferencen Oslo-aftalen / Oslo II • Hebron-protokollen Wye River / Sharm el-Sheikh memoranda Camp David-forhandlingerne i 2000 • Taba-topmødet Køreplan for Fred • Annapoliskonferencen

Israelsk-palæstinensiske konflikt er en fortsat strid mellem Israel og palæstinenserne. Den er en del af den større israelsk-arabiske konflikt. Der har været adskillige forsøg på at skabe fred gennem en to-stats-løsning, som skulle føre til etableringen af en uafhængig palæstinensisk stat ved siden af Israel. En række store og internationale aktører er blevet involveret i konflikten. De centrale forhandlingspartnere er den israelske regering, for øjeblikket ledet af Ehud Olmert, og Palestine Liberation Organization (PLO), ledet af Mahmoud Abbas. De officielle forhandlinger bliver ledet af en international gruppe, kendt som Mellemøst-kvartetten. Den består af repræsentanter fra USAs og Ruslands regeringer, den Europæiske Union og FN. Den Arabiske Liga er en anden vigtig part og har bl.a. foreslået et alternativt fredsinitiativ. Egypten har længe været en væsentlig part i konflikten.

Siden 2003 har den palæstinensiske side været splittet af en konflikt mellem de to største grupperinger: Fatah, det største palæstinensiske parti, og Hamas. Det har medført at det palæstinensiske selvstyre territorium er delt mellem Fatah, der kontrollerer Vestbredden, og Hamas i Gaza. Det har medført en krise i fredsbestræbelserne, da Hamas karakteriseres som en terrororganisation af Israel og en række andre lande. Det betyder at, på trods af at partiet vandt valget til Palæstinas lovgivende forsamling i 2006, har det ikke fået lov til at deltage i fredsforhandlingerne.

Den seneste runde af fredsforhandlingerne begyndte i Annapolis i Maryland i USA i november 2007. Det var målet, at dette møde skulle føre til en endelig løsning i slutningen af 2008 Parterne blev enige om, at der var seks kernepunkter, som det var nødvendigt at løse. Punkterne er: Jerusalems status, palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage, de israelske bosættelser på Vestbredden, sikkerhedsspørgsmålet, grænserne mellem de to stater og fordelingen af vandressourcerne i hele regionen.

Holdninger i befolkningerne

Ifølge meningsmålinger støttes to-stats-modellen som løsningsmodel af et flertal i både den israelske og den palæstinensiske befolkning. De fleste palæstinensere anser Gaza og Vestbredden som det område, der skal udgøre en fremtidig stat. Et synspunkt der også deles af de fleste israelere. En mindre gruppe af hovedsageligt akademikere er fortalere for en enkelt-stats-model, hvor hele Israel, Gaza og Vestbredden samles i én stat, med lige rettigheder for alle indbyggere. Der er dog også dele af udformningen af en endelig aftale, hvor der hersker stor uenighed mellem de to sider. Lige som begge parter udtrykker stor bekymring om hvorvidt de kan stole på den anden parts vilje til at efterleve en sådan aftale.