Florentinske musikreform

Den florentinske musikreform betegner en nyorientering af musikken mod en mere recitativ solosang med natursand deklamation og sparsomt akkompagnement; dette skete fra omkring 1580 som en reaktion på renæssancemusikkens kunstfærdige, flerstemmige sang.

Centrale i bevægelsen var komponisterne Jacopo Peri, Giulio Caccini og Emilio de' Cavalieri m.fl. som tilhørte den æstetiserende kreds – en Camerata, heraf: florentiner-camerata, "Florentiner Camerata" – i adelsmændene Giovanni de' Bardis og Jacopo Corsis hjem i Firenze.

Den florentinske musikreform blev udgangspunkt for udviklingen af operaer, oratorier, kantater og homofon instrumentalmusik.

Se også

• Monodi

Referencer

• Opslag i Ugglan, Nordisk Familjebok, bd. 8, sp. 624 via den norske artikel

Eksterne henvisninger

• Afsnit i Salmonsens leksikon om italiensk musik på den tid.

Stub Denne artikel om klassisk musik er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere.