Opera

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

For alternative betydninger, se Opera (flertydig). (Artikler, som begynder med Opera)

Opera er en kunstform i hvilken sangere og musikere opfører et dramatisk værk^[1], som er en kombination af tekst (nedskrevet i en libretto) og sang og instrumentalmusik (nedskrevet i et partitur). Opera hører hjemme i den vestlige musiks klassiske tradition.^[2] Opera indeholder elementer fra det klassiske teater som fx skuespil, kulisser og kostumer og nogle gange også dans. Opførelsen af operaer finder typisk sted i et operahus under ledsagelse af et orkester, der kan være et fuldt symfoniorkester eller et mindre musikalsk ensemble.

Operaen som kunstform stammer fra det 16. århundredes Italien, idet Jacopo Peris nu tabte Dafne blev opført i Firenze som en af de første operaer i 1597. Operaen spredte sig derefter hurtigt til resten af Europa, idet tyske Heinrich Schütz, franske Jean-Baptiste Lully og engelske Henry Purcell bidrog til at etablere nationale operatraditioner i deres respektive hjemlande i det 17. århundrede.

I det 18. århundrede var europæisk opera dog domineret af den italienske tradition, når der ses bort fra Frankrig. Opera seria var den italienske operas mest prestigefyldte genre indtil Christoph Willibald Gluck gjorde indsigelser mod dens kunstighed med sine reformoperaer i 1760'erne. I dag er den mest kendte operakomponist fra slutningen af det 18. århundrede Wolfgang Amadeus Mozart, som begyndte med opera seria men som er mest berømt for sine italienske komiske operaer, særligt Figaros Bryllup, Don Giovanni og Così fan tutte for ikke at tale om Tryllefløjten, som er et af den tyske traditions højdepunkter.

I første tredjedel af det 19. århundrede opnåede den såkaldte bel canto-stil sit højdepunkt med Gioacchino Rossini, Gaetano Donizetti og Vincenzo Bellini, som alle skabte værker, der stadig opføres i dag. I perioden opstod der desuden en tradition for ”grand opéra”, som Giacomo Meyerbeer er en særlig repræsentant for. Det 19. århundrede betragtes af nogle som en operaguldalder, idet Richard Wagner og Giuseppe Verdi fra hhv. Tyskland og Italien var aktive i denne periode. Denne guldalder indbefatter tillige udviklingen af verismo-stilen i Italien, der fører frem mod Giacomo Puccini og Richard Strauss i begyndelsen af det 20. århundrede. I det 20. århundrede eksperimenteredes der med moderne stilarter som atonalitet og serialisme hos komponister som Arnold Schönberg og Alban Berg, nyklassicisme hos en komponist som Igor Stravinskij og minimalisme hos komponister som Philip Glass og John Coolidge Adams.

Med fremkomsten af moderne teknologi får operasangere et nyt og større publikum; en af de første operasangere, der bliver kendt udenfor operahusenes traditionelle rammer, er tenoren Enrico Caruso. I moderne tid bliver operaer også opført i (og skrevet for) radio og TV.

Indholdsfortegnelse 1 Operaens bestanddele 2 Operaens historie 2.1 Oprindelsen 2.2 Italiensk opera 2.2.1 Barokken 2.2.2 Reformopera: Glucks opgør med den metastasiske idealopera og Mozart 2.2.3 Bel canto, Verdi og verismo 2.3 Tysksproget opera 2.3.1 Wagner og arven efter Wagner 2.4 Fransk opera 2.5 Opera på engelsk 2.5.1 Thomas Arne 2.6 Russisk opera 2.7 Operaen i andre nationale traditioner 2.8 Nutidige og modernistiske strømninger 2.8.1 Modernisme 2.8.2 Andre strømninger 2.8.3 Publikum 2.8.4 Musicals og opera 3 Stemmetyper i opera 3.1 Klassifikation af stemmer 3.2 Brug af de enkelte stemmetyper 3.3 Berømte sangere 4 Biografdistribution 5 Genrer 6 Berømte operaer 7 Noter 8 Eksterne henvisninger

[redigér] Operaens bestanddele

Musikken er et lige så vigtigt element som sangteksten og skuespillet i fremførelsen af en operas indhold. Opera adskiller sig generelt fra andre musikdramatiske genrer ved, at hele teksten synges. Den sungne tekst står i librettoen (egl. ”lille bog”). Nogle komponister, særligt Richard Wagner, skriver deres egne libretti, mens andre komponister arbejder tæt sammen med en librettist, som fx Wolfang Amadeus Mozart gjorde det med Lorenzo da Ponte. Traditionelle operaer består af to former for sang: recitativerne, som er deklamatoriske passager, der driver handlingen fremad gennem en for opera særlig form for talesang, der blot følger tekstens sproglige rytme uden egentlig melodi, og arier, som er egentlige sangstykker, gennem hvilke personerne i stykket på udvalgte højdepunkter udtrykker følelser via en mere struktureret melodisk stil. Duetter, trioer og andre ensembler kan udtrykke personernes forhold til hinanden, ligesom korsatser kan benyttes til at kommentere handlingen, som det også var tilfældet i den græske oldtids dramaer. I nogle former for opera som fx syngespilllet, opéra comique, operette og semi-opera, erstattes recitativerne ofte af talt dialog. Talt dialog er et hyppigt element i mange af de tidligste operaer samt i melodramaet, der udviklede sig som selvstændig genre i 1800-tallet. Forekommer der melodiske eller semi-melodiske passager i stedet for recitativer, taler man om arioso. I barokken og klassicismen var der to former for recitativ, nemlig secco-recitativer, der er talesang ledsaget af et continuo, som oftest blot er et cembalo, overfor accompagnato- eller strumentato-recitativer, hvor sangerens fremførelse støttes af hele orkestret. I løbet af det 19. århundrede vandt accompagnato-recitativet mere og mere indpas, idet orkestret kom til at spille en større rolle; Richard Wagner var en af pionererne, der nærmest udviskede skellet mellem arie og recitativ i sin søgen efter hvad han kaldte en ”endlos fließenden Melodie” (en uendeligt flydende melodi). Nogle komponister er efterfølgende gået i Wagners fodspor, som fx Stravinskij i operaen Lastens vej.^[3]

[redigér] Operaens historie

[redigér] Oprindelsen

Dafne er det første egentlige værk, som man opfatter som en opera ud fra nutidens forståelse af betegnelsen. Det blev skrevet omkring 1597 af Jacopo Peri, der var medlem af en kreds af veluddannede renæssancehumanister i Firenze, som samledes om en interesse for den græske oldtids musik og teater i La Camerata de’ Bardi. Medlemmerne af La Camerata mente (sandsynligvis fejlagtigt), at korpassagerne og muligvis alle rollerne i de græske dramaer blev sunget. Værket Dafne var derfor egentlig et forsøg på at genoplive det klassiske græske oldtidsdrama - i tråd med renæssancens interesse for at videreføre ideer og værker fra antikken. Det er derfor, at renæssancekunstnerne gjorde operaen til et helt og holdent sunget dramatisk værk. Dafne er desværre gået tabt, men et senere værk af Peri, Euridice, fra omkring 1600, er som det første operapartitur overleveret til vor tid. Den første opera, der stadig opføres regelmæssigt i vore dage, er dog Claudio Monteverdis L’Orfeo, som blev komponeret for hoffet i Mantua i 1607.^[4]

[redigér] Italiensk opera

[redigér] Barokken

Operaen var oprindeligt en fornøjelse for europæiske hoffer, men allerede i 1637 opstod ideen om en operasæson med offentligt opførte operaforestillinger, som der skulle være frit billetsalg til. Det skete i Venedig, hvortil Monteverdi var flyttet fra Mantua, og hvor han komponerede sine sidste operaer, Il ritorno d'Ulisse in patria og L'incoronazione di Poppea i 1640'erne. I de tidlige barokoperaer blandede man lavkomik med tragiske elementer, hvilket var med til at sprede operaformen ud i Italien og gøre genren populær.

Efterhånden udvikledes to parallelle handlingsspor i operaerne, så de komiske elementer, der bl.a. var påvirket af commedia dell'arte, som med sine improvisationer længe havde været en del af scenelivet i Italien, kom til at udgøre en slags ”opera i operaen”. En af grundene til dette var, at man ville forsøge at tiltrække folk fra den voksende stand af handlende, den tids nouveaux riches, som havde behov for at gå ud, men som var mindre kultiverede end adelen. Disse ”intermezzi” i opera seria var særligt populære i Napoli i årene fra ca. 1710-1730.

Nogle komponister tog dog anstød af de mere barokke indslag, hvilket førte til dannelsen af en reformbevægelse, der blev knyttet til digteren Metastasios navn og støttet af det arkadiske akademi i Venedig. Metastasios libretti var i afgørende grad med til at rendyrke og udvikle opera seria-genren, som blev den førende italienske operaform indtil slutningen af det 18. århundrede. Da det metastasiske ideal en gang var vel etableret, var den barokke komik henvist til en mere rendyrket genre, som kom til at gå under navnet opera buffa.

Opera seria havde et højtideligt udtryk og en højt stiliseret form, der som regel bestod af secco-recitativer iblandet lange da capo-arier. Disse tilbød den gode sanger fine muligheder for at fremvise sit talent, og i opera seria-genrens guldalder blev operasangeren da også betragtet som stykkets stjerne. Helterollen blev som regel skrevet for en kastratsanger: Kastratsangere som Farinelli og Senesino og kvindelige sopraner som Faustina Bordoni var stærkt efterspurgte i hele Europa med undtagelse af Frankrig, hvor opera seria ikke havde indtaget operascenen. Farinelli er den mest berømte sanger fra det 18. århundrede, og italiensk opera blev den standard, barokopera måtte måles efter. Italienske libretti var meget udbredte, som selv en tysk komponist som Georg Friedrich Händel brugte, når han skrev musik for et engelsk publikum i London. Italienske libretti blev også i altovervejende grad brugt i den klassicistiske periode, som det er tilfældet for Mozart, der skrev i Wien nær århundredets udgang. Førende italienskfødte komponister af opera seria omfatter fx Alessandro Scarlatti, Antonio Vivaldi og Nicola Antonio Porpora.^[5]

[redigér] Reformopera: Glucks opgør med den metastasiske idealopera og Mozart

Opera seria havde sine svagheder - og sine kritikere. Genrens fokus på musikalske ornamenter udført af virtuose sangere og på show i stedet for overbevisende drama fik kritikere til at fare i blækhuset, og Francesco Algarottis Sopra l’opera in musica (Essay om opera) fra 1755 skulle vise sig at være god inspiration for den reform, Christoph Willibald Gluck ønskede for genren. Han mente, at opera seria måtte vende tilbage til sin base, og at alle tilknyttede elementer, sang, ledsagende musik, ballet og scenisk opsætning, burde tjene det grundlæggende dramatiske forlæg. Flere af periodens komponister forsøgte at virkeliggøre disse idealer, herunder Niccolò Jommelli og Tommaso Traetta, men den første der havde succes med dette forehavende og skabte et varigt bidrag til operahistorien var Gluck. Gluck forsøgte at opnå en ”skøn enkelhed”, som manifesteret i den første af hans ”reformoperaer”, Orfeo ed Euridice. I denne opera er sangen ikke virtuost udsmykket som i fx Händels værker men støttet af simple harmonier og et forholdsvist stærkt orkester.

Glucks ideer vakte genklang i operaverdenen og hos senere komponister. Weber, Mozart og Wagner har fx været særligt påvirkede af hans idealer. Mozart, der på mange måder var Glucks efterfølger, forenede således en overlegen sans for drama med et sikkert greb om harmoni, melodi og kontrapunkt i en rækker komedier, særligt i Così fan tutte, Figaros bryllup og Don Giovanni med tekst af librettisten Lorenzo da Ponte; disse operaer er blandt de mest populære og velkendte operaer i dag. Mozarts bidrag dog også til opera seria med fine værker som Idomeneo og La Clemenza di Tito, men genren lå på sit dødsleje, og det lykkedes ikke Mozart at bringe den varigt til live igen.^[6]

[redigér] Bel canto, Verdi og verismo

Bel canto-opera er en operabevægelse, der opstod i det tidlige 19. århundrede, og som eksemplificeres af operaer af Rossini, Bellini, Bellini, Pacini, Mercadante og mange andre. Bel canto betyder ”skønsang” og stammer fra en italiensk skole for sang af det navn. Melodilinjen i bel canto er typisk floromvundet og kompleks på en måde, der kræver stor vokal fleksibilitet og kontrol.

I bel canto-operaens kølvand opstod en mere direkte og kraftfuld stil, som især blev fremført af Giuseppe Verdi, der fik sin første succes med den bibelske opera Nabucco fra 1842. Verdis operaer gik godt i spænd med den voksende nationalfølelse i Italien i tiden efter napoleonskrigene, og han blev hurtigt et symbol på den patriotiske bevægelses ambitioner (omend Verdi politisk set ikke var nær så radikal selv). Tidligt i 1850’erne frembragte Verdi tre af sine mest populære operaer: Rigoletto, Il trovatore og La traviata, men han udviklede sin stil i hele sin karriere og frembragte den måske bedste franske grand opéra, Don Carlos, inden han sluttede sin karriere med to Shakespeare-inspirerede værker, Otello og Falstaff, som til fulde viste hvor vidt den italienske opera havde udviklet sig siden tidligt i det 19. århundrede.

Efter Verdi opstod det sentimentale, såkaldt realistiske melodrama i den såkaldte verismo-stil fra Italien. Startskuddet blev givet med Pietro Mascagnis Cavalleria rusticana og Ruggiero Leoncavallos Pagliacci, der stadig spilles på verdens operascener, ligesom andre veristiske værker som Giacomo Puccinis La Bohème, Tosca og Madama Butterfly. Senere italienske komponister som fx Berio og Nono har eksperimenteret med mere modernistiske udtryksformer.^[7]

[redigér] Tysksproget opera

Den første tyske opera, der dog ikke er blevet overleveret til i dag, blev komponeret af Heinrich Schütz i 1627 og bar - som den første italienske fra 30 år før - titlen Dafne. Den italienske opera øvede en stor indflydelse på tysktalende lande indtil slutningen af det 18. århundrede. En national tradition var dog også under udvikling, for allerede i 1644 producerede Sigmund Staden det første syngespil, en populær tysksproget opera, som lader sang indgå skiftevis med talt dialog. I slutningen af det 17. og i begyndelsen af det 18. århundrede viste Theater am Gänsemarkt i Hamborg en række tyske operaer af Keiser, Telemann og Händel, omend mange af tidens største tyske komponister, herunder Händel såvel som Graun, Hasse og senere Gluck valgte at skrive de fleste af deres operaer på fremmede sprog, særligt italiensk.

Mozarts syngespil, Bortførelsen fra Seraillet fra 1782 og Tryllefløjten fra 1791, betegnede et vigtigt internationalt gennembrud for den tysksprogede opera. Den tyske tradition blev videreudviklet i det 19. århundrede af Beethoven, der inspireret af klimaet omkring den franske revolution skrev sin eneste opera, Fidelio, men det blev Carl Maria von Weber, der for alvor etablerede den tyske opera i modsætning til den italienske bel canto. Det skete med den romantiske Der Freischütz fra 1821, der viste hans talent for at gengive det overnaturlige med musik i et operaværk. Andre vigtige operakomponister på den tid var Marschner, Schubert, Schumann og Lortzing, omend den uden tvivl mest betydende figur var Wagner.

[redigér] Wagner og arven efter Wagner

Wagner var en af de mest revolutionære og kontroversielle komponister, musikhistorien har kendt. Han blev inspireret af Weber og Meyerbeer, men udviklede gradvist et nyt koncept for opera, som han kaldte et Gesamtkunstwerk, en slags totalkunst, der skulle fusionere musik, poesi og bildende kunst. I sine mest udviklede værker, Tristan und Isolde, Die Meistersinger von Nürnberg, Der Ring des Nibelungen og Parsifal, opgav han at skelne mellem arie og recitativ for til gengæld at søge en uendeligt flydende melodi. Han ændrede orkestrets rolle og forøgede dets styrke, idet han skabte partiturer med et komplekst væv af ledemotiver (Leitmotiven), som er genkommende temaer, der ofte associeres med bestemte personer eller betydninger i dramaet. Han havde desuden mod til at gå imod allerede etablerede musikalske konventioner som fx tonalitet i sin søgen efter større udtrykskraft. Wagner forlenede sin operaer med en filosofisk dimension og brugte ofte historier fra tysk sagnstof eller fra legenderne omkring Arthur. Wagner byggede endog sit eget operahus i Bayreuth, hvor hans værker skulle opføres på præcis den måde, han ønskede.

Operagenren skulle ikke blive den samme efter Wagner, og hans arv har for mange komponister været en tung byrde. Richard Strauss var en af dem, der antog Wagners ideer men førte dem i nye retninger. Han blev berømt for sin Salome, der vakte skandale, og for den mørke tragedie om Elektra, der afprøvede tonalitetens grænser. Så skiftede Strauss hest og prøvede nye muligheder af i Der Rosenkavalier, i hvilken Mozart og wienervals var lige så betydende som inspiration som Wagner var det. Strauss’ operaer er stærkt varierede og bygger ofte på libretti af digteren Hugo von Hoffmannsthal. Blandt de øvrige komponister, der har haft betydning for tysk opera i begyndelsen af det 20. århundrede kan Zemlinsky, Hindemith, Kurt Weill og den italienskfødte Ferruccio Busoni nævnes.^[8]

[redigér] Fransk opera

I konkurrence med importerede italienske operaproduktioner opstod der en særlig fransk tradition, som blev grundlagt af italieneren Jean-Baptiste Lully ved kong Ludvig XIV’s hof. På trods af sit fremmede ophav var Lully i stand til at etablere et Académie Royale de Musique og nærmest monopolisere fransk opera fra 1672. Hans første opera var Cadmus et Hermione, en tragédie en musique, som Lully sammen med librettisten Quinault konciperede som en form efter fransk smag, der særligt betonede dansen og koret som elementer i operaforestillingen. Lullys operaer benytter desuden et særligt ekspressivt recitativ, som tager hensyn til det franske sprogs rytmik og melodik. I det 18. århundrede blev Lullys vigtigste efterfølger Jean-Philippe Rameau, som komponerede fem tragédies en musique og en lang række andre værker i andre genrer som fx opéra-ballet, der er kendte for deres rige orkestrering og udfordring af kendte harmoniske rammer.

Efter Rameaus død blev tyskeren Gluck overtalt til at skabe seks operaer for scenen i Paris i 1770’erne. De bærer spor af Rameaus musik i sig, men er enklere og har større fokus på den dramatiske kerne. På samme tid var en ny genre, opéra comique, der er at ligne med det tyske syngespil, eftersom arier veksler med talt dialog, ved at blive populær i Frankrig. Operakomponister som Monsigny, Philidor og især Grétry er kendte for deres bidrag til denne genre. I revolutionsperioden forlenede komponister som Méhul og Cherubini, som var inspirerede af Gluck, den med et mere seriøst udtryk, omend genren ikke på noget tidspunkt har været direkte ”komisk”.

Omkring 1820 måtte Glucks indflydelse i Frankrig vige for den italienske bel canto, særligt efter at Rossini kom til Paris. Rossinis Guillaume Tell var medvirkende til skabelsen af grand opéra, som især kendes gennem en anden udlænding, nemlig Giacomo Meyerbeer. Meyerbeers værker som fx Les Huguenots fokuserede på virtuos sang kombineret med sceniske specialeffekter. En lettere udgave af opéra comique nød også stor bevågenhed via værker fra komponister som Boïeldieu, Auber, Hérold og Adolphe Adam. I et sådant miljø var det svært at opnå et publikum for den franskfødte Hector Berlioz’ værker. Hans episke mesterværk, Les Troyens, der var kulminationen på den gluck’ske tradition blev ikke opført i sin helhed i næsten hundrede år.

I anden halvdel af det 19. århundrede skabte Jacques Offenbach operetter med vittige og kyniske værker som fx Orphée aux enfers og Les Contes d’Hoffmann. Charles Gounod fik desuden en stor succes med Faust, mens Georges Bizet skabte Carmen, der, da publikum først havde lært at acceptere dens blanding af romantik og realisme, blev en af de mest populære operaer i opéra comique-traditionen. Massenet, Saint-Saëns og Delibes skabte også alle værker, der nu udgør en del af moderne operahuses standardrepertoire. Der var i tiden en følelse af, at Richard Wagner var en torn i øjet på den franske tradition; mange franske kritikere angreb vredt Wagners musikdramaer, mens nogle franske komponister forsøgte at efterligne hans stil med svingende held. Det mest interessante bud kom formentlig med Pelléas et Mélisande fra Claude Debussy, som ligesom i Wagners værker lader orkestret spille en ledende rolle og lader sangen bestå af en endeløs talesang i modsætning til den traditionelle opdeling i arier og recitativer. Værket beror på understatement og en gådefuld stemning, men er alle ligheder til trods langt fra Wagners musikalske stil.

Andre vigtige franske navne fra det 20. århundrede omfatter Ravel, Dukas, Roussel og Milhaud. Francis Poulenc, som har skrevet Les Dialogues des carmélites, er en af de meget få komponister fra efterkrigstiden, hvis operaer er blevet optaget i det internationale repertoire. Olivier Messiaens lange drama om Saint François d'Assise fra 1983 har også fået opmærksomhed fra mange sider.^[9]

[redigér] Opera på engelsk

I England var forløberen for opera den såkaldte jig fra det 17. århundrede. Dette var egentlig et efterspil, som blev opført efter afslutningen på et almindeligt skuespil. Indholdet var ofte nedsættende og skandalevækkende og bestod af en dialog, der blev sat til musik i form af nogle populære melodier. I den henseende er jigs et forvarsel om ballad opera fra det 18. århundrede. På samme tid havde det franske maskespil vundet indpas ved det engelske hof med endnu mere overdådighed og en end mere realistisk kulisse, end man havde set før. Inigo Jones var designer på disse produktioner. Et maskespil indeholdt sange og danseoptrin, som det fx er tilfældet i Ben Jonsons Lovers Made Men fra 1617.

Det engelske commonwealth søgte imidlertid at lukke teatre og hæmme enhver udvikling, der kunne have ført til en grundlæggelsen af en egentlig engelsk operatradition. I 1656 producerede teatermanden Sir William Davenant dog The Siege of Rhodes, og da hans teater ikke havde tilladelse til at producere drama, bad han de førende komponister Lawes, Cooke, Locke, Coleman og Hudson om at komponere musik til forskellige dele af stykket. Da det gav succes, fulgte han trop med The Cruelty of the Spaniards in Peru i 1658 og The History of Sir Francis Drake i 1659. Disse stykker havde endog Oliver Cromwells opbakning og støtte, da de udtrykte kritik af Spanien. Med genoprettelsen af det engelske monarki i 1660, var udenlandske og særligt franske musikere atter velkomne i England. I 1673 havde Thomas Shadwells Psyche, der var modelleret over en comédie-ballet af samme navn af Molière og Lully, premiere. Samme år producerede William Davenant The Tempest, den første musikalske udgave af et stykke af Shakespeare. I 1683 komponerede John Blow Venus og Adonis, som ofte betragtes som den første egentlige engelsksprogede opera.

Blows efterfølger var den velkendte Henry Purcell, hvis mesterværk, Dido og Aeneas, stammer fra 1689. Handlingen i operaen fremmes af recitativer i den italienske stil, men faktisk er mange af Purcells bedste værker ikke egentlige operaer, men snarere semi-operaer, hvor enkelte scener og maskespil indeholdes indenfor et almindeligt skuespil, som det er tilfældet i The Fairy-Queen fra 1692, The Prophetess fra 1690 og Bonduca fra 1696. I disse værker er hovedpersonerne normalt ikke involverede i de musikalske scener, hvilket betyder, at Purcell sjældent var i stand til at udvikle og tegne sine personer gennem sang. Ikke desto mindre var det hans og hans samarbejdspartner John Drydens håb at etablere den seriøse opera i England, omend dette håb blev gjort til skamme med Purcells tidlige død som kun 36-årig.

[redigér] Thomas Arne

Efter Purcell svandt operaens popularitet i England i adskillige år. Først i 1730’erne fik interessen for genren fornyet liv, hvilket kan tilskrives Thomas Arnes indsats gennem såvel egne værker som hans arbejde for at gøre Händel interesseret i at producere store værker på engelsk. Arne var den første engelske komponist, der eksperimenterede med gennemsungne, komiske operaer i den italienske stil, hvoraf Thomas and Sally fra 1760 blev den største succes. Hans opera, Artaxerxes fra 1762 var det første forsøg på at skabe en opera seria på engelsk; den blev en stor succes og opførtes helt frem til 1830’erne. Selvom Arne imiterede mange af den italienske operas elementer, var han måske den eneste engelske komponist i tiden, som var i stand til at bevæge sig udover de italienske strømninger og skabe sin egen unikke og særligt engelske tone. Hans moderniserede ballad opera, Love in a Village fra 1762, satte en mode med pasticheoperaer i gang, som holdt sig til godt ind i det 19. århundrede. Charles Burney skrev, at Arne kunne skabe en ”let, luftig, original og behagelig melodi, der var ganske anderledes end Purcells og Händels, som alle engelske komponister havde enten stjålet eller imiteret” ("a light, airy, original, and pleasing melody, wholly different from that of Purcell or Handel, whom all English composers had either pillaged or imitated").

Udover Arne var den anden afgørende indflydelse i engelsk opera på denne tid den tyskfødte Georg Friedrich Händel, hvis opere serie gik på Londons operascener i årtier og påvirkede engelske komponister som fx John Frederick Lampe, der også komponerede efter italienske modeller. Den italienske indflydelse gjorde sig således gældende i Englands operaliv i det 18. og 19. århundrede gennem såvel fremmede som Mozart, Beethoven og Meyerbeer som gennem de store italienske komponister.

De eneste undtagelse var de såkaldte ballad operas, som fx John Gays The Beggar's Opera fra 1728, samt musikalske burlesker, europæiske operetter og sene victorianske operaer i den lette stil som fx savoy-operaer af W. S. Gilbert og Arthur Sullivan. Der var spor af opera i alle disse typer af underholdning, men Sullivan skrev fx kun én opera i den store stil, nemlig Ivanhoe. Han hævdede dog, at selv hans lette operaer udgjorde en særlig engelsk skole, der skulle erstatte franske operetter, der som regel blev opført i dårlige oversættelser, og som havde præget scenelivet i London fra midten af det 19. århundrede til begyndelsen af 1870'erne.

I det 20. århundrede begyndte den engelske opera at finde sine egne ben med værker af Ralph Vaughan Williams og særligt Benjamin Britten, som i en række fine operaer, der også er på standardrepertoiret i dag, udviste en særlig dramatisk sans parret med en fornem musikalitet. I vore dage er Thomas Adès med et værk som Powder Her Face og Sir Harrison Birtwistle med værker som Punch and Judy og The Minotaur blandt Det Forenede Kongeriges mest betydningsfulde komponister.

I det 20. århundrede har amerikanske komponister som Leonard Bernstein, George Gershwin, Gian-Carlo Menotti, Douglas Moore og Carlisle Floyd bidraget til den engelsksprogede operas udvikling, idet disse komponister ofte har tilføjet operaen et pust af andre populære musikalske stilarter. De er blevet fulgt af komponister som Philip Glass, Mark Adamo, John Corigliano, Robert Moran, John Coolidge Adams og Jake Heggie.^[10]

[redigér] Russisk opera

Operaen kom til Rusland i 1730’erne med omrejsende italienske trupper, og snart blev den en vigtig del af underholdningen ved det kejserlige russiske hof og aristokrati. Mange fremmede komponister som fx Baldassare Galuppi, Giovanni Paisiello, Giuseppe Sarti og Domenico Cimarosa blev inviteret til Rusland med henblik på at komponere nye operaer, som regel på italiensk. På samme tid sendte man russiske komponister som Maksym Berezovskij and Dmytro Bortnianskij til udlandet for at lære at skrive operaer. Den første opera på russisk, Tsefal i Prokris, kom i 1755, men var dog komponeret af en italiener, nemlig Francesco Araja. Udviklingen af den russisksprogede opera støttedes af russiske komponister som Vasilij Pashkevitj, Yevstignei Fomin og Alexei Verstovskij.

Den russiske opera fik dog først sit egentlige gennembrud noget senere med Mikhail Glinkas to store operaer, Livet for zaren fra 1836 og Ruslan i Lyudmila fra 1842. Efter Glinkas fremkomst så flere store russiske operaer dagens lys i det 19. århundrede med værker som Rusalka og Kamenny gost af Alexander Dargomyzhskij, Boris Godunov og Khovanshchina af Modest Mussorgskij, Fyrst Igor af Alexander Borodin, Eugen Onegin og Spar Dame af Pjotr Tjajkovskij og Prinsesse Snefnug og Sadko af Nikolaj Rimskij-Korsakov. Elementer af russisk nationalisme lader sig spore i disse og andre værker fra perioden.

I det 20. århundrede har der været en række store komponister om at udvikle den russiske opera yderligere, fx Sergei Rachmaninov med værker som Den gerrige ridder og Francesca da Rimini, Igor Stravinskij med Nattergalen, Mavra, Oedipus Rex og Lastens vej, Sergei Prokofiev med Igrok, Kærligheden til de tre appelsiner, Ognenny angel, Obrucheniye v monastïre og Krig og fred samt Dmitrij Sjostakovitj med Næsen og Lady Macbeth fra Minsk, Edison Denisov med L'écume des jours og Alfred Schnittke med Life with an Idiot samt Historia von D. Johann Fausten.^[11]

[redigér] Operaen i andre nationale traditioner

Spanien har produceret sin egen form for opera, kaldet zarzuela, som havde to forskellige opblomstringer: Den ene fra midten af det 17. århundrede til midten af det 18. århundrede, mens den anden begyndte omkring 1850. Fra slutningen af det 18. århundrede til midten af det 19. århundrede var den italienske opera nemlig så populær i Spanien, at den fortrængte den lokale zarzuela.

Tjekkiske komponister har ligeledes udviklet deres egen levende, nationale operatradition i det 19. århundrede. Bedřich Smetana var den første og skrev otte operaer, herunder "Den solgte brud", der er internationalt kendt. Antonín Dvořák, der er mest kendt for Rusalka, skrev tretten operaer, mens Leoš Janáček i det 20. århundrede har vundet anerkendelse udenfor Tjekkiet for nyskabende værker som Jenůfa, Den fiffige lille ræv og Káťa Kabanová.

Nøglefiguren i ungarsk opera var i det 19. århundrede Ferenc Erkel, hvis værker ofte har benyttet historiske temaer. Blandt hans hyppigst opførte operaer er Hunyadi László og Bánk bán. Den mest kendte moderne ungarske opera er Béla Bartóks Hertug Blåskægs borg.

Den mest kendte polske operakomponist er Stanisław Moniuszko, som først og fremmest kendes for operaen Straszny Dwór. Andre polske værker fra det 20. århundrede omfatter Król Roger af Karol Szymanowski og Ubu Rex af Krzysztof Penderecki.^[12]

[redigér] Nutidige og modernistiske strømninger

[redigér] Modernisme

Den måske mest åbenlyst moderne udvikling af operagenren er sket med fremkomsten af atonalitet. Udviklingen satte allerede ind med Wagner og i særdeleshed med Tristan-akkorden i operaen Tristan und Isolde. Komponister som Richard Strauss, Claude Debussy, Giacomo Puccini, Paul Hindemith og Hans Pfitzner er gået et skridt videre med en ekstrem kromatik og en mere udstrakt brug af dissonans.

Egentlig operamodernisme indtræffer med to komponister fra Wien, nemlig Arnold Schönberg og hans elev Alban Berg, der begge komponerer i og advokerer for atonalitet og dodekafoni som udtænkt af Schönberg.

Schönbergs tidlige operaer, Erwartung fra 1909 (der dog først fik premiere i 1924) og Die glückliche Hand fra 1924, fremviser begge en udtalt brug af kromatiske harmonier og dissonans. Schönberg brugte også lejlighedsvis Sprechstimme, som han beskrev som: "The voice rising and falling relative to the indicated intervals, and everything being bound together with the time and rhythm of the music except where a pause is indicated".

Bergs to operaer, Wozzeck og Lulu (som var ufærdig, da Berg døde) har også mange de ovennævnte træk, omend Berg kombinerede sin højst personlige fortolkning af Schönbergs tolvtoneteknik med melodiske passager af en mere traditionel tonal karakter, hvilket måske er forklaringen på, at disse operaer er forblevet en del af standardrepertoiret på trods af deres kontroversielle musik og plot. Schönbergs teorier har haft direkte eller indirekte betydning for et betydeligt antal operakomponister som fx engelske Benjamin Britten, tyske Hans Werner Henze og russiske Dmitrij Sjostakovitj, selvom de måske ikke anvender Schönbergs teknikker.

Tolvtoneteknikken blev dog også mødt med en kritisk reaktion blandt komponister, bl.a. fra russeren Igor Stravinskij. Efter at have komponeret modernistisk musik for de to Diaghilev-balletter Petrushka og Le Sacre du printemps vendte Stravinskij i 1920'erne sig til en neoklassicistisk stilart, der kulminerede i produktionen af opera-oratoriet Oedipus Rex. Han skrev også operaen The Rake's Progress, men undgik fortsat de moderne virkemidler. Hans modstand mod serialisme virkede inspirerende på mange andre komponister.^[13]

[redigér] Andre strømninger

Hvor store orkestre med stærke strygerbesætninger, flere harper og ekstra horn var normale i romantikken, er det blevet en almindelig trend i det 20. århundrede i såvel operaer som i det øvrige klassiske repertoire at anvende mindre orkestre, hvilket også sparer kompagniet for nogle omkostninger. Når såvel offentlige subsidier som private bidrag til operakunsten svinder, er det blevet almindeligt kun at have et mindre budget, når der skal produceres nye opsætninger eller bestilles nye værker. Nogle komponister får bestillinger på operaer med kammerorkesterlignende besætninger eller bliver bedt om at begrænse sig til korte enaktere af hensyn til operahusets økonomi. Nogle af Benjamin Brittens operaer er fx skrevet for så lidt som tretten musikere, mens Mark Adamos to-aktsudgave af Little Women kan opføres af blot 18 instrumentalister.

En anden tendens i det 20. århundredes opera er fremkomsten af samtidshistoriske operaer. The Death of Klinghoffer, Nixon in China og Doctor Atomic af John Adams samt Dead Man Walking af Jake Heggie er eksempler på operaiscenesættelser af relativt nyligt passerede begivenheder, hvor personerne, der optræder i operaerne endog, er i live. Tidligere var det mest normalt, at operaerne behandlede fjerne historiske begivenheder eller tog fiktion fra fx skuespil eller myter under behandling.^[14]

[redigér] Publikum

Den klassiske musik tiltrækker et mere modent publikum, og den tendens gør sig også gældende for operafans.^[15] På The Metropolitan Opera er operagæstens gennemsnitsalder eksempelvis 60 år. Det er en tendens, mange andre operakompagnier kan nikke genkendende til, og derfor er mange gået i gang med aktiviteter, der skal tiltrække et yngre publikum; Det Kongelige Teater i København har eksempelvis lanceret et sådant initiativ kaldet Ungopera. Nogle operakompagnier tilbyder studerende og unge mennesker betragtelige rabatter på billetprisen.

Nogle operahuse får offentlig støtte, mens andre må klare sig på noget, der ligner markedsvilkår. Nogle store selskaber forsøger derfor at hyre stjernesangere, der kan tiltrække et stort publikum, mens mindre operakompagnier ofte må forsøge at dække udgifterne gennem en ”patchwork” af offentlig støtte, lokale sponsorater og almindelig fundraising.

En øget radio- og TV-transmission af operaforestillinger har haft en vis betydning for at nå et nyt publikum, ligesom biografdistribution i HD-kvalitet har muliggjort, at samme forestilling kan ses af mange mennesker på samme tid og dermed øge omsætningen. The Metropolitan Opera har således siden 2006 udsendt live-forestillinger til adskillige hundrede biografer over hele verden, herunder biografer i Danmark.^[16]

[redigér] Musicals og opera

I slutningen af 1930’erne begyndte nogle komponister at skrive operalignende musicals, idet man forlenede værkerne med komplekse polyfoniske ensembler. Porgy and Bess af Gershwin, der er påvirket af jazz, og Candide af Bernstein med sine fejende lyriske passager, er eksempler på musicals, der har spillet på Broadway, men som også er en accepteret del af operarepertoiret. Show Boat, West Side Story, Brigadoon, Sweeney Todd, Evita og The Light in the Piazza formidler også dramatiske historier gennem kompleks musik og spilles af og til i operahuse, men betragtes dog som mere regulære musicals.

[redigér] Stemmetyper i opera

[redigér] Klassifikation af stemmer

Operasangere og rollerne i en opera inddeles efter stemmetype. Mandlige sangere klassificeres normalt som enten bas, baryton, tenor eller kontratenor, mens kvinder synger enten kontraalt, mezzosopran eller sopran. Børns stemmer falder udenfor denne inddeling, idet drengestemmen først går i overgang ved puberteten. Der kan således optræde drengesopraner i operaer. Kastratsangere er mænd, der efter en operation har fastholdt dette høje stemmeleje.

Stemmerne klassificeres ikke kun efter stemmens leje, men også af dens styrke og fleksibilitet. En sopran kan være en lyrisk sopran, en koloratursopran, en soubrette, en spinto eller en dramatisk sopran. Disse kategorier benyttes for at afgøre, hvilke roller der er mest passende til en sangers stemme. Den enkelte sangers stemme kan dog udvikle sig drastisk over tid, idet sangeren ikke opnår sin ”modne” stemme før 30-års-alderen.

[redigér] Brug af de enkelte stemmetyper

Sopraner har siden sidste halvdel af det 18. århundrede som regel sunget den kvindelige hovedperson i operaen. Tidligere kunne den rolle synges af andre kvindelige stemmer eller sågar af en kastrat. Hvor nutidens operasmag lægger vægt på en stor spændvidde og især på høje toner, var det tidligere i højere grad den tekniske dygtighed, der var i fokus, idet en sopran sjældent skulle kunne synge højere end det høje A (Händel skrev fx kun en rolle, som indeholdt et højt C).

Mezzosopranen, et relativt nyt begreb, har et stort repertoire og synger både hovedroller som fx Dido i Purcells Dido and Aeneas og biroller som Brangäne i Wagners Tristan und Isolde; begge roller synges dog også nogle gange af sopraner.

Kontraalten med den dybeste kvindestemme synger derimod et mere begrænset udvalg af roller som fx hekse og lave kvinder - eller mødre.

Nogle gange synger kvinder såkaldte bukseroller som er et udtryk for, at personen, de fremstiller på scenen, er en mand. Disse roller findes især i operaer fra barokken.

Tenoren har fra den klassiske periode og fremefter typisk sunget den mandlige hovedrolle. Hvis der er flere tenorroller i operaen, kan det fx være den mandlige hovedpersons unge hjælpere. Mange af de mest udfordrende tenorroller blev skrevet i bel canto-perioden; det gælder fx tenorrollen i La fille du régiment af Donizetti, som indeholder 9 C’er. Med Wagner kom der fokus på vokal udholdenhed, og man bruger ofte betegnelsen Heldentenor for disse roller.

Bassen synger ofte biroller, fx i opera seria, eller kan benyttes som et mere komisk indslag i modsætning til tenorens seriøsitet som fx i Mozarts Don Giovanni, hvor tjeneren Leporello netop synges af en bas. Typiske roller for basser er fædre eller skurke.

[redigér] Berømte sangere

De tidligste opførelser af operaer var alt for få til, at nogen kunne ernære sig som egentlige operasangere, men da operaen først blev offentligt tilgængelig for betaling, begyndte de første professionelle sangere at dukke op. Den mandlige helt blev i barokken som regel sunget af en kastratsanger, og i det 18. århundrede, hvor italienske operaer blev opført overalt i Europa, var førende kastrater som Senesino og Farinelli at regne for internationale stjerner. Franskmændene brød sig dog ikke om kastrater, men foretrak, at den mandlige helt blev sunget af en haute-contre (en høj tenor), som Joseph Legros er et eksempel på. Den første større kvindelige stjerne (eller prima donna) var Anna Renzi, som gjorde karriere midt i 1600-tallet. I det 18. århundrede blev en række italienske sopraner internationalt berømte, og de lå ofte i intens intern konkurrence, som det fx var tilfældet med Faustina Bordoni og Francesca Cuzzoni, som endda kom fysisk op at toppes under opførelsen af en af Händels operaer.^[17]

Selvom operaen er blevet mindre populær som kunst og genre, har massemedier formået at støtte visse berømte sangere og bringe dem frem som fx Luciano Pavarotti, Plácido Domingo og José Carreras, der også er kendt som ”De tre tenorer”. Andre alment kendte sangere fra det 20. århundrede omfatter Maria Callas, Joan Sutherland, Jussi Björling og Enrico Caruso.

[redigér] Biografdistribution

Nogle større operahuse og produktionsselskaber er begyndt at udsende deres forestillinger til lokale biografer overalt i USA og i en række andre lande verden over. The Metropolitan Opera, som åbnede i 1883 på Manhattan i New York, begyndte at udsende TV-transmissioner i 2006, og mange af husets forestillinger vises live i biografer i såvel USA som i udlandet, herunder Danmark. I 2007 blev The Metropolitan Operas forestillinger vist i 424 biografer i 350 byer i USA, og en forestilling som La bohème blev vist 671 steder på verdensplan. The Metropolitan Opera er det eneste operakompagni, som transmitterer alle sine forestillinger live, omend mange af dem kun udsendes pr. radio. Tilsvarende har europæiske operahuse og festivaler som fx L’opera alla Scala i Milano, Salzburgfestivalen, Teatro La Fenice i Venedig, Gran Teatre del Liceu i Barcelona og Maggio Musicale i Firenze sendt deres produktioner til 91 biografer i 90 byer i USA siden 2006. I 2009 kom danske biografer med, f. eks. Biffen i Aalborg med transmissioner fra Milano og Barcelona.

[redigér] Genrer

• Opera seria – seriøs, alvorlig opera, specielt italiensk opera fra 1720'erne til ca. 1830.
• Opera buffa – den første komiske operagenre udviklet i 1800-tallets Italien som et alternativ til opera seria.
• Tragédie lyrique – fransk operagenre udviklet af Jean-Baptiste Lully.
• Opéra-ballet – fransk operagenre i 1600-tallet og 1700-tallet.
• Ballad opera – engelsk operagenre i 1700-tallet.
• Opéra comique – fransk betegnelse for lette komiske operaer af lystspilkarakter. Genren kom senere til at betegne operaer med talt dialog mellem sangnumrene, også med tragisk handling.
• Grand opéra – fransk operagenre, ofte tragiske operaer.
• Singspiel – tysk operagenre fra 1600-tallet, Wien i 1700-tallet.
• Syngespil – opera med talt dialog, musikken ofte enklere end i operaen. Danske syngespil fra anden halvdel af 1700-tallet.
• Melodramma – italiensk alvorlig genre, især om det romantiske melodramma fra ca. 1825.
• Romantisk opera – operagenre i 1800-tallet, især i Tyskland.
• Musikdrama – en gennemkomponeret operaform skabt sidst i 1800-tallet af Richard Wagner.
• Operette – en genre skabt i Wien i midten af 1800-tallet af især Jacques Offenbach.

[redigér] Berømte operaer

• Claudio Monteverdi

• L'Orfeo (1607)
• Il ritorno d'Ulisse in patria (1640)
• L'incoronazione di Poppea (1642)

• Georg Friedrich Händel

• Julius Cæsar (1724)
• Xerxes (1737)

• Christoph Willibald Gluck

• Gudernes strid (1749)
• Orfeus og Eurydike (1762)
• Alceste (1767)
• Iphigenia i Aulis (1774)
• Iphigenia på Tauris (1779)

• Wolfgang Amadeus Mozart

• Bastien og Bastienne (1768)
• Idomeneo (1781)
• Bortførelsen fra Seraillet (1782)
• Figaros Bryllup (1786)
• Don Giovanni (Don Juan, 1787)
• Così fan tutte (1790)
• Tryllefløjten (1791)

• Ludwig van Beethoven

• Fidelio (1805)

• Gioacchino Rossini

• Italienerinden i Algier (1815)
• Barberen i Sevilla (1816)
• Den tyvagtige skade (1817)
• Wilhelm Tell (opera) (1829)

• Carl Maria von Weber

• Jægerbruden (1821)

• Richard Wagner

• Rienzi (1842)
• Den flyvende Hollænder (1843)
• Tannhäuser (1845)
• Lohengrin (1850)
• Tristan og Isolde (1865)
• Mestersangerne i Nürnberg (1868)
• Nibelungens Ring
  • Rhinguldet (1869)
  • Valkyrien (1870)
  • Siegfried (1876)
  • Ragnarok (1876)
• Parsifal (1882)

• Otto Nicolai
  • De lystige koner i Windsor (1849)

• Giuseppe Verdi
  • Rigoletto (1851)
  • Trubaduren (1853)
  • La Traviata (1853)
  • Siciliansk vesper (1855)
  • Maskeballet (1859)
  • Aida (1871)
  • Otello (1887)
  • Falstaff (1893)

• Charles Gounod
  • Faust (1859)

• Georges Bizet
  • Perlefiskerne (1863)
  • Djamileh (1872)
  • Carmen (1875)

• Camille Saint-Saëns
  • Samson og Dalila (1877)

• Peter Heise
  • Drot og Marsk (1877)

• Pjotr Iljitj Tjajkovskij
  • Eugen Onegin (opera) (1879)
  • Spar Dame (1890)

• Jacques Offenbach
  • Hoffmanns Eventyr (1881)

• Ruggiero Leoncavallo
  • Bajadser (1892)

• Pietro Mascagni
  • Cavalleria rusticana (1890)

• Giacomo Puccini
  • Manon Lescaut (1893)
  • La Bohème (1896)
  • Tosca (1900)
  • Madame Butterfly (1904)

• Carl Nielsen
  • Saul og David (1902)
  • Maskarade (1906)

• Richard Strauss
  • Salome (1905)
  • Elektra (1909)
  • Rosenkavaleren (1911)

• Hakon Børresen
  • Den Kongelige Gæst (1919)

• Alban Berg
  • Wozzeck (1922)

• George Gershwin
  • Porgy og Bess (1935)

• Benjamin Britten
  • Peter Grimes (1945)
  • Lucretias Voldførelse (1946)

• Karl-Birger Blomdahl
  • Aniara (1959)

• Anthony Braxton
  • Trillium R (1999)

• Jake Heggie
  • Dead Man Walking (2000)

[redigér] Noter

[redigér] Eksterne henvisninger

• Introduktion til de italienske operamanuskripter i Det Kongelige Bibliotek

Wikimedia Commons har billeder og/eller lyd med forbindelse til: Opera