Framsókn

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Version fra 10. dec. 2014, 21:04 af BillyDK (diskussion | bidrag) BillyDK (diskussion | bidrag) ({{Færøske lagtingsmedlemmer 2011-2015}})

Framsókn (Fremskridt) er et liberalt politisk parti på Færøerne. Framsókn er separatistisk overfor Danmark, markedsliberalt og reformorienteret.[1] Formanden Poul Michelsen beskriver partiet som "et liberalt nationalparti".[2]

Partiet blev stiftet den 9. marts 2011 af Poul Michelsen og Hanna Jensen, som begge brød med Fólkaflokkurin.[3] Den stiftende generalforsamling samlede omkring 120 personer, altså flere deltagere end ved de store partiers landsmøder.[4] Den 6. april blev 2.300 underskrifter overleveret til lagmand Kaj Leo Johannesen, og den 13. april fik partiet opstillingsret til næste lagtingsvalg.[5][6]

Poul Michelsen er partiets formand, mens Hanna Jensen er partiets næstformand og kommunalbestyrelsesmedlem i Eysturkommuna. Framsókns centralstyre består desuden af Finn Jensen, Óluva Waagstein og Jákup Sverri Kass.[7] Blandt andre som har skiftet til Framsókn kan nævnes Hans A. Norðfoss, tidligere næstformand i HUXA, og Sámal Petur í Grund, tidligere minister og formand i Sjálvstýrisflokkurin.

Partiets repræsentanter i Lagtinget var efter lagtingsvalget 2011 Poul Michelsen og Janus Rein. Næsten et år efter lagtingsvalget valgte Janus Rein at forlade partiet pga. uenighed med partiets formand, Poul Michelsen. Rein ville ikke udtale sig om hvad de var uenige om, men dagen efter udtalte formanden, at uenigheden skyldtes at han ønskede at Rein skulle være kandidat for Framsókn til byrådsvalget i Tórshavn, som blev den 13. november 2012, men det ville Rein ikke, og det endte med at han forlod partiet og blev løsgænger,[8] indtil han i september 2013 blev medlem af Fólkaflokkurin, som var et af partierne i Kaj Leo Johannesens anden regering.

Partiets ungdomsorganisation, Framsøkin Ungdómur, blev stiftet den 12. august 2011.[9]

Resultat ved lagtingsvalg

Valg Stemmeandel Mandater
2011 6,3% 2

Referencer

Ekstern Henvisning