Liberalisme

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Politiske ideologier
En del af serien om politik
Anarkisme
Fascisme
Feminisme
Grøn ideologi
Islamisme
Kommunisme
Kommunitarisme
Konservatisme
Kristendemokrati
Liberalisme
Libertarianisme
Marxisme
Nationalisme
Nazisme
Socialdemokratisme
Socialliberalisme
Socialisme
Zionisme
Ambox scales.svg Denne artikels neutralitet er omstridt
Begrundelsen kan findes på diskussionssiden eller i artikelhistorikken.
Broom icon.svg Der mangler kildehenvisninger i denne artikel.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.
Question book-4.svg

Liberalisme er en politisk ideologi, der ikke er baseret på nogen doktrin og derfor findes i forskellige udformninger. Centralt for den liberale opfattelse af politik og filosofi er et kritisk syn på staten, hvis magtbeføjelser siges at indskrænke borgernes selvstændighed, og dette bryder tilhængerne sig ikke om. Liberalismen er ikke i sig selv en økonomisk teori, men den individualistiske indgangsvinkel til menneskelige handlinger indgår i en række økonomiske teorier: For liberale er markedet ikke et sted, en ting eller en kollektiv enhed, men derimod en social proces, der er opstået som følge af samspillet imellem individuelle interesser.

Introduktion[redigér | redigér wikikode]

Liberalisme er et samlende begreb for en række mere konkrete politiske holdninger og filosofier, der alle har det til fælles, at de anser staternes magtbeføjelser og den deraf mulige krænkelse af den individuelle autonomi som en central samfundsproblemstilling. For liberale udgør statens magtanvendelse en reel og konkret trussel mod den enkeltes velfærd, livsstil, ejendom og udfoldelsesmuligheder, hvorfor denne magt skal begrænses igennem vidtgående frihedsrettigheder og et frit og uafhængigt retsvæsen.

Liberalismen er ikke et udtryk for nogen endegyldig doktrin.

Selvom en begrænset statsmagt er et gennemgående tema i liberal filosofi, er der delte meninger om, i hvor stor en grad denne magt skal begrænses. En filosofisk retning mener at statsmagten skal bruges positivt til at skabe velstand (socialliberalisme), medens andre understreger vigtigheden af at staten aldrig bliver udviklet til mere end en såkaldt minimalstat (minarkisme), medens andre retninger helt ønsker at afskaffe statsmagten (anarko-kapitalisme).
Alternativet til statsmagten kaldes i liberal filosofi for civilsamfundet. Forskellen imellem de to ligger i, at statens virksomhed er baseret på tvang, mens civilsamfundet er baseret på frivillighed. Heri ligger dog ikke, at man ikke kan være ligeså bundet af en norm eller beslutning i civilsamfundet som man kan i en stats, men derimod, at man i civilsamfundet selv vælger om man vil være med i det til at starte med. (afsnit 4.1, afsnit 5)

Liberalismen er ikke i sig selv en økonomisk teori. Ikke desto mindre sammenkædes ideologien ofte med markedsøkonomien, der er karakteriseret ved at være et socialt system, hvor arbejdsfordelingen sker som en følge af det private ejerskab til produktionsmidlerne[1]. Denne sammenkædning kan skyldes visse praxeologiske ligheder mellem liberalismen og markedsøkonomien: Markedet er ikke et sted, en ting eller en kollektiv enhed, men derimod en social proces, der er opstået som følge af samspillet imellem individuelle interesser . [2] For liberale er det således ingen tilfældighed, at det kapitalistiske system er en betydelig forudsætning for et frit samfund . [3] (Afsnit 2.1, afsnit 2.2)

Fra 1900-tallet og frem er liberalismen overordnet set præget af to hovedstrømninger, der hver især konkurrerer om termen "liberalisme": Liberalismen er i USA oftest blot et andet ord for socialliberalisme, idet begrebet sammenkædes med et ønske om etableringen af en stærk velfærdsstat, støtte til statslige hjælpeprogrammer så som Franklin D. Roosevelts New Deal-program og keynesianistisk samfundsøkonomi i al almindelighed; i modsætning hertil er liberalisme i Europa stadig karakteriseret ved at være i trit med den klassiske opfattelse. For europæere, såvel som for amerikanere, har den nyere betydning af liberalisme i USA været årsag til en del forståelsesproblemer, hvorfor man i amerikansk liberalistisk filosofi i stadig stigende grad vælger at bruge begreberne "klassisk liberalisme" og "libertarianisme" om den form for liberalisme, man i Europa traditionelt kalder liberalisme.
Konkret ligger forskellene i det to modeller for liberalisme i, at klassisk liberale og libertarianere mener, at den eneste form for frihed der findes, er frihed fra tvang – at frie mennesker ikke skal kunne tvinges til at foretage en handling, men alene tvinges til ikke at foretage den. Socialliberale mener derimod, at statsmagten bør tage en aktiv rolle i samfundets udvikling og igennem tvang styre borgernes handlinger i retning af en bestemt samfundsmodel. (Afsnit 5)

Historisk betydning[redigér | redigér wikikode]

Liberalisme bør ses som en del af en noget bredere kategori af en liberal politisk filosofi. Liberalismen er blot ét bud på, hvordan det liberale projekt, gående ud på at samfundet bør afspejle individuelle præferencer, bedst muligt kan realiseres. Formålet med liberalismen er således, at gennemføre en samfundsorden, hvor de statsligt-kollektive institutioner udelukkende tjener borgernes interesser og ikke andres; f.eks. embedsmandsværkets eller politikernes egeninteresser.

Indenfor denne ramme er der dybe, ofte bitre, konflikter og kontroverser internt imellem de liberale selv og eksternt mellem liberale og kommunitære. Internt indgår liberale meningsdannere i en ideologisk kamp om, hvordan samfundet kan indrettes, så de ovennævnte individuelle præferencer bedst muligt kan realiseres. Der er enighed om at beskyttelsen af visse frihedsrettigheder er en nødvendig forudsætning for realiseringen, men uenighed om, hvor stor hensyn man skal tage til eksternaliteter. I den eksterne debat omhandler diskussionen sig primært forholdet imellem individuelle interesser og samfundsinteresser – og derudover, om man overhoved kan tage udgangspunkt i individet som en relevant enhed i en videre debat.

Som en konsekvens af både den interne og den eksterne debat, er der ud fra den klassiske liberalisme udsprunget en række trends og mere eller mindre selvstændige ideologier, der sammen med den klassiske liberalisme udgør grenene på det liberale træ. Som i så mange andre debatter benyttes de samme ord ofte af forskellige sider – og nogle gange i forskellig betydning. Således har f.eks. begreberne "politisk liberalisme", "økonomisk liberalisme" og "neo- og nyliberalisme" langt fra nogen entydig betydning, men må tolkes i lyset af, hvem der udtaler det.

Liberalisme og neoliberalisme banede vejen for finanskrisen 2007-2010 ifølge Dr.scient.pol. Georg Sørensen. [4]

Udvikling og idéhistorie[redigér | redigér wikikode]

Liberalismens forhistorie[redigér | redigér wikikode]

En række af de elementer, som i dag er en integreret del af den liberale filosofi, har rødder der strækker sig længere tilbage i tiden: Naturretten, pluralisme, modstanden mod absolutisme og religiøs tolerance er blot nogle af disse elementer.[5]

Amerikaneren David Boaz hævder at man indenfor jødisk-kristen teologi finder brudstykker af det tankesæt, som man i dag kalder liberalismen, og som viser, at statsmagtens opståen på Det gamle Testamentes tid ikke i sig selv var guddommeligt inspireret[6]. Således indeholder for eksempel Første Samuelsbog en passage, hvori det jødiske folk gik til Samuel fordi de ville have en konge til at herske over sig. Samuel bad til den jødisk-kristne guddom og fik da svaret:

Den konge, der skal regere over jer, har disse rettigheder: Jeres sønner vil han sætte til at gøre tjeneste ved sine vogne og heste og løbe foran sin vogn eller sætte dem til førere for afdelinger på tusind og på halvtreds mand eller til at pløje sin jord og høste sin afgrøde eller til at lave sine krigsvåben og udstyret til sine vogne. Jeres døtre vil han tage til at blande salve, lave mad og bage. De bedste af jeres marker og vingårde og olivenlunde vil han tage fra jer og give til sine folk. Jeres kornmarker og vingårde vil han tage tiende af og give den til sine hofmænd og sine folk. Jeres trælle og trælkvinder, de bedste af jeres okser og jeres æsler vil han tage og bruge til sit arbejde. Jeres småkvæg vil han tage tiende af, og I bliver trælle for ham. Til den tid skal I komme til at råbe til Herren på grund af jeres konge, som I selv har valgt; men da vil Herren ikke svare jer.[7]

Den moderne liberalisme er også blevet inspireret af historiske begivenheder bl.a. den Den romerske Republiks konflikter imellem plebejere og patriciere om grundlæggende rettigheder og medbestemmelsesret i samfundsledelsen, lige såvel som Den florantinske Republik, der, indtil den kom under fremmed herredømme i 1500-tallet, havde en styreform med relativt demokratiske valg blandt dets ledende familier, foruden en retsstat og frihed til iværksætteri.

Det var dog først med den hollandske modstand overfor den spanske katolicisme under Firsårskrigen, at de liberale værdier for alvor kan siges at gøre udslag i en nations konkrete politik og styre. Ligeledes indeholdte den engelske Magna Carta og senere også Bill of Rights klart liberale elementer.

Som liberalismen fremstår i dag, kan den spore sine rødder tilbage til den humanisme der udfordrede den etablerede kirkes autoriteter under renæssancen og ikke mindst til 1688 Resturationen i England, hvor ideen om at statsoverhovedet skulle have folkelig opbakning tog et praktisk indtog. Til trods for disse tidligere skridt er liberalismen dog først og fremmest et barn af visser retninger som opstod i oplysningstiden i løbet af 16- og 1700-tallet, herunder i særdeleshed Whig-partiet i England, tidens franske filosoffer og tendenserne til øget selvstyre i de britiske kolonier i Nord-Amerika. Kendetegnet for disse bevægelser var, at de vendte sig imod det enevældige monarki, religiøs ortodoksi og ikke mindst den merkantilistiske økonomi. Det var ligeledes i denne periode, at de første gennemarbejde koncepter over den individuelle friheds natur, retsstaten og folkestyre for alvor manifesterede sig.

Liberalismens guldalder[redigér | redigér wikikode]

Den engelske filosof John Locke

Den britiske filosof Thomas Hobbes (1588-1679) gjorde sig med værket Leviathan til en af liberalismens pionerer. I denne bog fremførte Hobbes en doktrin om hvorfor staten findes, og hvordan en regering kan legitimeres på baggrund af en ide om en social kontrakt. Værket blev skrevet under Den Engelske Borgerkrig og heri findes også argumenter for, at den bedste styreform er et absolut enevælde og en deraf afledt stærk centralmagt. Pionerbidraget ligger ikke i at Hobbes agiterede for et enevældigt styre, men derimod i, at denne agitation blev foretaget på baggrund af et synspunkt om, at denne styreform var den, der bedst tilgodeså samfundsindividernes egeninteresse. For Hobbes var det således individet selv og ikke Gud eller andre ydre faktorer, der legitimerede styreformen. Alternativet til enevældet var for Hobbes en naturtilstand, præget af magtkampe og splid.

Denne tanke blev i betydelig grad udfordret af den skotske filosof John Locke (1632-1704). I sit værk Two Treatises of Government opstillede Locke to af liberalismens grundlæggende koncepter: Økonomisk frihed, forstået som retten til at have, eje og bruge ejendom; samt den personlige og intellektuelle frihed, herunder retten for alle mennesker til at have deres egen samvittighed. Ved at anvende fornuften mente Locke, at alle mennesker ville indse, at visse rettigheder var naturlige og at man som menneske har krav på disse rettigheder uanset om samfundet er på et naturtilstandsstadium eller er organiseret som en regulær stat. Ifølge Locke var disse rettigheder retten til liv, frihed og retmæssigt erhvervet ejendom; rettighed man i nutiden kalder "de klassiske frihedsrettigheder" og ikke mindst princippet om selvejerskab.

Locke anfægtede ikke Hobbes’ liberale udgangspunkt, men fremsatte tværtimod en omfattende argumentation for, at naturtilstanden slet ikke var så barbarisk og skræmmende, som Hobbes fremstillede den. Ifølge Locke ville en naturtilstand med rettigheder til enhver tid være at foretrække frem for et statsstyre uden rettigheder. For Locke var den logiske konsekvens heraf, at individer, når de stilles over for en rettighedskrænkende statsmagt, har en naturgiven ret til at gøre oprør mod staten – og især dette argument vandt stor indflydelse under den amerikanske revolution.

Med Adam Smiths (1723-1790) Om Nationernes Velstand blev der atter sat en milepæl i liberalismens udvikling. Heri forsøgte Smith, som den første person nogensinde, at forklare, hvordan et system baseret på såkaldt naturlig frihed, igennem den private ejendomsret og den fri prisdannelse af sig selv vil føre til forøget velstand på baggrund af en spontant opstået orden: Selvom mennesker handler i egennyttigt for at få tilfredsstillet deres egne interesser medfører disse handlinger, ifølge Smith, en række utilsigtede konsekvenser, der begunstiger både den handlende selv og dennes medmennesker.

Det præskriptive problem[redigér | redigér wikikode]

Den liberale filosof og proto-positivist David Hume (1711-1776) påpegede i sin bog A Treatise of Human Nature at en række af datidens argumenter for en mere liberalistisk samfundsorden led af et såkaldt er-bør-problem: At en debattør giver sig til at argumentere for, hvordan tingene bør være på baggrund af en udtalelse om, hvordan tingene er. Problemet ligger i, at der er en betydelig forskel på den deskriptive udtalelse (om hvordan tingene er) og den preskriptive udtalelse (om hvordan tingene bør være). Således at påstå, at rettigheder bør respekteres, fordi menneskets natur er på en given måde, er ifølge Hume en formel fallacy. Spørgsmålet om, hvordan man kan argumentere for, hvordan verden bør være på baggrund af hvordan verden er, har siden Hume været et omdiskuteret spørgsmål inden for etisk teori.

In every system of morality, which I have hitherto met with, I have always remark'd, that the author proceeds for some time in the ordinary ways of reasoning, and establishes the being of a God, or makes observations concerning human affairs; when all of a sudden I am surpriz'd to find, that instead of the usual copulations of propositions, is, and is not, I meet with no proposition that is not connected with an ought, or an ought not. This change is imperceptible; but is however, of the last consequence. For as this ought, or ought not, expresses some new relation or affirmation, 'tis necessary that it shou'd be observ'd and explain'd; and at the same time that a reason should be given; for what seems altogether inconceivable, how this new relation can be a deduction from others, which are entirely different from it.[8]

Den russisk-amerikanske forfatter og filosof Ayn Rand fremsatte en løsning på er-bør-problemet via objektivismen:

"The fact that a living entity 'is', determines what it 'ought' to do. So much for a relation between 'is' and 'ought'.[9]

Rand fastholdt således, at:

"an ultimate value is that final goal or end to which all lesser goals are the means—and it sets the standard by which all lesser goals are evaluated. An organism's life is its standard of value: that which furthers its life is the good, that which threatens it is the evil."[10]

Ifølge Rand er et moralsystem baseret på objektivitet således både en mulighed og en nødvendighed.

Argumenter for liberalisme[redigér | redigér wikikode]

For liberalistisk filosofi har Humes er-bør-problem konkret haft den betydning, at liberale filosofier har måtte indrette deres argumenter. I nutiden ses liberalismen oftest agiteret ud fra tre forskellige indgangsvinkler: Den første er baseret på at mennesker og institutioner altid vil være i besiddelse af begrænset viden om verden omkring dem, og at det derfor er en logisk og praktisk nødvendighed, at de har handlemuligheder og valgfrihed. En anden går på at menneskelige præferencer og institutionernes incitamenter til at tage hensyn til selv samme. Hvor disse to modeller er konsekventialistiske i den forstand, at individets autonomi er en funktion af individuelle præferencer, er det tredje argument for liberalisme direkte baseret på frihed på en sådan måde, at friheden i sig selv bliver en nødvendig forudsætning for at de pågældende præferencer kan realiseres. Det tredje løsning går også under navnet rettighedsliberalisme.

Naturrettighedsargumentet[redigér | redigér wikikode]

Tilhængere af en naturretligt argumenteret liberalisme tror på, at alle individer har ret til at leve som de selv ønsker det, uden nogen påvirkninger fra andre individer, en stat eller en anden form for kollektivt organ. Tilhængerne mener tillige, at der altid vil opstå en spontan samfundsorden, selvom staten slet ikke er der eller er begrænset til til såkaldt minimalstat.[11]

Retten til at eje sig selv, sin tid og sin egen samvittighed kaldes for selvejerskabs-aksiomet. [12]

Gennem logisk deduktion[13] kan de øvrige rettigheder udledes fra selve selvejerskabet. Dette gælder f.eks. ejendomsretten, der kan etableres via den såkaldte homesteading-proces.

Det eneste der begrænser selvejerskabet, er den nødvendige respekt, individerne må have over for andre menneskers tilsvarende selvejerskab. Dette kaldes non-aggressionsprincippet[14].

Den mest berømte udtalelse om selvejerskabet findes hos John Locke:

Though the earth, and all inferior creatures, be common to all men, yet every man has a property in his own person: this nobody has any right to but himself. The labour of his body, and the work of his hands, we may say, are properly his. Whatsoever then he removes out of the state that nature hath provided, and left it in, he hath mixed his labour with, and joined to it something that is his own, and thereby makes it his property.[15]

Chandran Kukathas, der er politolog ved London School of Economics, har påpeget[16], at en samfundsorden baseret på rettighedsliberalisme kan føre til i hvert fald to forskellige typer af samfund: ”Frihedsføderationen” og ”Frihedsunionen”. Spørgsmålet er hér hvilken samfundstype der er den der sikrer mest frihed. Kukathas når selv frem til, at begge samfundstyper har væsentlige ulemper men fastholder, at ”Frihedsføderationen” er at foretrække.

Liberalismen som ideologi[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svg Spekulativt afsnit
Bemærk at dette afsnit er præget af spekulationer og bør omskrives så fakta er understøttet af verificerbare kilder.

Liberalismen bygger grundlæggende på den forestilling, at individet ejer sig selv (selvejerskab) og dermed også produktet af eget arbejde, samt at vold eller tvang ikke kan legitimeres uanset målet (dog med selvforsvar som en undtagelse). Liberalismen står dermed i modsætning til kollektivistiske ideologier som f.eks. nationalsocialisme, konservatisme og socialisme (uden sammenligning i øvrigt).

Af selvejerskabet kan udledes en lang række grundlæggende rettigheder. F.eks. følger ejendomsretten direkte af at man ejer produktet af sit eget arbejde. Ligeledes følger frivillige aftaler, fri handel, pressefrihed, boligens ukrænkelighed mm. af den personlige frihed og frihed fra andres indblanding.

Af liberalistiske samfundsteoretikere kan nævnes John Locke, Adam Smith, Ludwig von Mises, F.A. Hayek, Robert Nozick, James Buchanan, Ayn Rand og Murray N. Rothbard.

Liberalismen tror på de frie markedskræfter som styrende i samfundet. Statens rolle bør være så lille som mulig og må aldrig lægge hindringer i vejen for markedets udvikling ("natvægterstaten"). Borgerne skal sikres en tilværelse uden statslig indgriben, både økonomisk og på andre måder. Herved vil hvert individ automatisk søge at befæste og forbedre sin position ("være sin egen lykkes smed") gennem konkurrence på markedet ("kræfternes frie spil").

Forskellige strømninger[redigér | redigér wikikode]

Den oprindelige liberalisme betoner ofte, at det enkelte individs anstrengelser vil være til gavn for medmennesket, kulturen og hele samfundet. Nyere markedsliberalister lægger mere vægt på, at mennesket skal opfattes som en egennyttemaksimerende aktør, jf. Rational Choice-teorien. Liberalister er dog enige om, at liberalisme skaber øget rigdom (vækst) og teknisk fremskridt. Her fremtræder Adam Smith som hovedfilosof.

Liberalismen rummer en del undergrupperinger alt efter syn på statens rolle. En gruppe ønsker at staten skal begrænse sig til at drive politi, forsvar og retsvæsen og dermed håndhæve ejendomsrettens ukrænkelighed. Disse kaldes minimalstatstilhængere eller minarkister. I modsætning hertil er der de socialliberale, der mener, at samfundet skal styres ud fra liberalistiske principper, men at der fra statslig side også skal sørges for de svageste.

Ønsket om at forene det kapitalitiske system med et totalt fravær af en statsmagt kaldes anarko-kapitalisme. Denne politiske filosofi er udgået fra radikale liberalistiske miljøer, men vil af andre nok snarere indordnes som en gren af individuel anarkisme. Anarkismen kan også betragtes som 'ekstremet' af liberalismen.

Ud af liberalismen er opstået den østrigske skole, der via økonomiske analyser kritiserer socialisme, velfærdsstaten og specielt centralbanken, som den mener er hovedårsagen til større økonomiske kriser. Af kendte liberalister med baggrund i den østrigske skole indenfor økonomi kan nævnes Murray Rothbard, Henry Hazlitt, nobelprisvinder indenfor økonomi Friedrich von Hayek, samt den investoren Peter Schiff, der forudså finanskrisen.

Liberalisme og statsformer[redigér | redigér wikikode]

De moderne frie eller "vestlige" samfund kaldes også for liberale demokratier og er utænkelige uden arven fra liberalismen, både hvad angår menneskesyn og økonomisk tankegang. Overalt i dansk politik, også på venstrefløjen, er det frie individs rettigheder grundlæggende, i det mindste i princippet. Men socialister, socialdemokrater og socialliberale forsøger på forskellige måder at skelne mellem det liberale menneskesyn og den økonomiske liberalisme (ved at afsværge sig sidstnævnte). I modsætning hertil står liberale, der ser disse som uløseligt forbundet. Særlig i Skandinavien og Vesteuropa er de frie markedsmekanismer gennem 1900-tallet blevet mere og mere begrænset og reguleret som et forsøg på at moderere den liberale stat i socialistisk retning.

Liberalister mener typisk, at denne "socialstat" hæmmer den liberale dynamik så meget, at samfundet i praksis er statsstyret, og at det fører til stilstand, økonomisk krise og menneskelig ulykke. Man ønsker derfor at at begrænse statens opgaver og sænke skatterne. Hvordan dette gennemføres i praksis, og hvor langt man skal gå, er den væsentligste grund til, at der findes forskellige liberale retninger.

Indflydelse i forskellige lande[redigér | redigér wikikode]

Historisk set har liberalismens væsen været mest rendyrket i USA, og de klassiske liberale tænkere og dyder er stadig kraftigt til stede i samfundsdebatten. Imidlertid har selve begrebet "liberal" ændret betydning i amerikansk samfundsdebat i takt med at nykonservatismen har vundet frem, og ordet bruges nu nærmest synonymt med "venstreorienteret". Det skyldes at den amerikanske højre-venstre akse nærmest går fra konservativ til liberal, dvs. "på tværs" af den europæiske, der snarere går fra socialistisk til konservativ.

Siden 1945 har stater som Japan, Singapore, Sydkorea, Taiwan, Hong Kong og senest Dubai og de baltiske lande gennemført en liberal økonomisk politik med økonomisk fremgang til følge. Individets frihedsrettigheder og det folkelige demokrati, som ellers er træk af den vestlige liberalisme, har ikke spillet den store rolle.

Liberale partier i dansk politik[redigér | redigér wikikode]

Broom icon.svg Spekulativt afsnit
Bemærk at dette afsnit er præget af spekulationer og bør omskrives så fakta er understøttet af verificerbare kilder.

Venstre og Det Radikale Venstre[redigér | redigér wikikode]

I 1800-tallets Danmark blev liberalismen en hjertesag for den nye stand af selvejerbønder. Kampen mod beskyttelsestold og mod reguleringer af økonomien forenedes med det grundtvigianske syn på folkekirke, skole og nationalstat samt kravet om parlamentarisme. Denne kombinerede ideologi blev grundlaget for Det forenede Venstre. Senere tegnede der sig to fraktioner ud fra uenighed om forsvarssagen og jordskatterne (storbønder mod småbønder). Den mindre fraktion blev ekskluderet i 1905 og stiftede det Radikale Venstre, der stadig betragter sig som et liberalt eller socialliberalt parti. Det større Moderate Venstre blev til det nuværende Venstre.

Retsforbundet (1919 –)[redigér | redigér wikikode]

Retsforbundet (grundlagt 1919) forenede liberalismen med Henry Georges menneskesyn og jordrenteteorien.

Liberalt Centrum (1965 – 1969)[redigér | redigér wikikode]

Liberalt Centrum blev stiftet af socialliberale udbrydere fra Venstres folketingsgruppe.

Fremskridtspartiet (1972 – )[redigér | redigér wikikode]

Fremskridtspartiet blev grundlagt i 1972 på et politisk program, der krævede særdeles vidtgående reformer i økonomisk liberal retning med udgangspunkt i et krav om afskaffelse af indkomstskatten[17]. Partiet angreb tillige det statslige bureaukrati[18] og det kulturelle établissement. Det sidste blev manifesteret i omfavnelsen af diskurser fra rindalismen – en samtidig populistisk bevægelse med partimedlemmet Peter Rindal i spidsen[19]. Der var dermed tale om et parti stærkt præget af populisme[20], og det blev da også udadtil formet af grundlæggeren Mogens Glistrups konfrontative stil, skatteunddragelse[21] og provokationer som bl.a. et forslag om at erstatte Forsvaret med en telefonsvarer, der på russisk bekendtgjorde kapitulation til Sovjetunionen[18]. På det grundlag kom partiet i Folketinget med 28 mandater under Jordskredsvalget i 1973, hvad blev partiets bedste valgresultat.

Glistrup – og partiet – skiftede dog mod begyndelsen af 1980'erne og frem gradvist mere og mere fokus i retning af polemiske angreb på islam, muslimer og indvandrere som ved flere tilfælde medførte domme for racisme til adskillige af partiets politikere[22][23][24][25] og bl.a. blev eksemplificeret i folketingskandidat Anders Thorbjørn Riemanns og siden Glistrups sammenligninger af muslimer og rotter[26] (Riemann blev den første danske politiker dømt efter racismeparagraffen). Det blev et tilbagevendende fænomen med krav om muhammedanerfrit Danmark og udtalelser, som når MF og det senere medlem af Det Konservative Folkeparti, Tom Behnke, udtalte til Fremskridtspartiets Ungdom, at

Alle somalierne skal hjem, og de skal hjem nu, om det så skal være med en faldskærm på ryggen, så er Fremskridtspartiet klar til det[27]

Denne kurs holdt Fremskridtspartiet udenfor væsentlig politisk indflydelse, en fængslesdom for skatteunddragelse i 1983 trak den karimatiske Glistrup ud af Folketinget, partiet så en væsentlig tilbagegang i mandattallet i Folketinget, og der skete samtidigt et magtskifte, der satte en mere pragmatisk fløj med udgangspunkt i kredsen omkring bl.a. Pia Kjærsgaard (der hidtil havde være suppleant for Glistrup) og Kristian Thulesen Dahl i spidsen for partiet.

Glistrup kom tilbage i Folketinget i 1987, men havde tabt indflydelse i partiet, og der opstod tiltagende kaos i organisationen. Glistrup blev i 1990 ekskluderet for at stemme imod folketingsgruppens linje, uden at dette dæmpede gemytterne i partiet væsentligt, og disse faktorer blev udgangspunktet for dannelsen af Dansk Folkeparti nogle år senere[28] i 1995, hvis grundlæggere var udbryderne Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl, Poul Nødgaard og Ole Donner, som var utilfredse med udviklingen i partiet, som kan siges at have været præget af en konflikt mellem Kjærsgaards pragmatiske fløj og dens forsøg på at topstyre det ellers løst organiserede parti og Glistrups mere idealistiske støtter. Topstyringen blev en grundbestanddel af Dansk Folkepartis organisationsform.

Ved folketingsvalget i 1998 opnåede Dansk Folkeparti, der anlagde en mere moderat retorik på udlændingeområdet og desuden omfavnede en, kan det hævdes, socialdemokratisk fordelings- og ældrepolitik, 13 mandater, mens Fremskridtspartiet blev mere end halveret fra 11 til 4 mandater. Ved det efterfølgende valg i 2001 oplevede Dansk Folkeparti mere fremgang og kom efter valget og frem til folketingsvalget i 2011 til at danne parlamentarisk grundlag for skiftende borgerlige regeringer under lederskab af Venstre-statsministrene Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen, mens Fremskridtspartiet ikke opnåede tilstrækkelige stemmer til at passere spærregrænsen.

Partiet har siden hverken været repræsenteret i Folketinget eller har opnået tilstrækkelige underskrifter for at stille op til folketingsvalg i det hele taget. Imidlertid har partiet været opstillet ved flere kommunal- og regionsrådsvalg, senest i 2009, dog uden at opnå valg til nogen kandidater[29].

Liberalisterne (2005 – 2008)[redigér | redigér wikikode]

Partiet Liberalisterne blev stiftet 24. september 2005 og kritiserede Venstre for at have fjernet sig fra den klassiske liberalistiske ideologi som regeringsparti. Partiet opnåede aldrig flere end få hundrede medlemmer[30] og besluttede 28. september 2008 at nedlægge sig selv[31] i erkendelse af at der med fremkomsten af Liberal Alliance ville være to liberale partier i Danmark, og at dette ikke gavnede den liberale sag. Hovedparten af bestyrelsen, ungdomsafdelingen m.fl. meldte sig efterfølgende ind i Liberal Alliance[32].

Ny Alliance og Liberal Alliance (2007 – )[redigér | redigér wikikode]

Den 27. august 2008 skiftede Ny Alliance navn til Liberal Alliance[33], og drejede samtidig sit partiprogram i en mere især økonomisk liberal retning.

Liberalistiske fora i Danmark[redigér | redigér wikikode]

  • Libertas har siden 1986 været et dansk samlingspunkt for ikke-partipolitisk, filosofisk præget liberalisme.
  • Copenhagen Institute (tidl. Markedscentret) blev etableret den 1. august 2003. Centret er en uafhængig og ikke-partipolitisk tænketank.
  • Center for Politiske Studier (CEPOS) blev etableret i marts 2004 som en partipolitisk uafhængig, borgerlig-liberal tænketank. Den åbnede sit kontor i marts 2005.
  • Liberator er et dansk internetmagasin om kapitalisme og frihed med politiske kommentarer, debatforum og blog (kaldet bRog). Faste skribenter skriver længere indlæg om aktuel politik i Danmark set med liberalistiske øjne.
  • Punditokraterne er en blog skrevet af en gruppe danske akademikere med et liberalt udgangspunkt. Målet er at formidle nyheder, meninger og undersøgelser med et liberalt synspunkt.
  • FIMP er et netsted der samler alle indlæg fra danske liberale og frimarkedsorienterede skribenter på ét sted.

Væsentlige liberalistiske tænkere[redigér | redigér wikikode]

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. von Mises, Ludwig (2007). Human Action. Indianapolis: Liberty Fund. pp. 257. ISBN 978-0-86597-678-8. 
  2. von Mises, Ludwig (2007). Human Action. Indianapolis: Liberty Fund. pp. 257ff. ISBN 978-0-86597-678-8. 
  3. Friedman, Milton (2007). apitalism and Freedom. Chicago: University of Chicago Press. pp. 8. ISBN 0-226-26421-1. 
  4. 19. juni 2013, videnskab.dk: Liberal verdensorden i krise Citat: "...De vestlige demokratier har i mange år støttet en neoliberal økonomisk model med vægt på markedsprincipper og mindre statslig indflydelse. Det banede vejen for finanskrisen..."
  5. Boaz, David (1997). Libertarianism - a primer. New York: The Free Press. pp. 28ff. ISBN 0-684-83198-8. 
  6. Boaz, David (1997). Libertarianism - a primer. New York: The Free Press. pp. 28. ISBN 0-684-83198-8. 
  7. Biblen, Første Samuelsbog, Kapitel 8
  8. Hume, David. A Treatise of Human Nature. 
  9. Rand, Ayn (1964). The Virtue of Selfishness. New York: New American Library. pp. 18. ISBN 0-451-16393-1. 
  10. Rand, Ayn (1964). The Virtue of Selfishness. New York: New American Library. pp. 17. ISBN 0-451-16393-1. 
  11. Rothbard, Murray (1998). The Ethics of Liberty. New York & London: New York University Press. pp. 35. ISBN 0-8147-7506-3. 
  12. Rothbard, Murray (1998). The Ethics of Liberty. New York & London: New York University Press. pp. 45ff. ISBN 0-8147-7506-3. 
  13. Rothbard, Murray (1998). The Ethics of Liberty. New York & London: New York University Press. pp. 28. ISBN 0-8147-7506-3. 
  14. Rothbard, Murray (1998). The Ethics of Liberty. New York & London: New York University Press. pp. 45ff, 51ff. ISBN 0-8147-7506-3. 
  15. Locke, John (1960 [1690]). Two Treatises of Government. Cambridge: Cambridge University Press. pp. del II, afsnit 27. 
  16. Kukathas, Chandran (2009). "Two Constructions of Libertarianism". Libertarian Papers 1 (11). http://libertarianpapers.org/articles/2009/lp-1-11.pdf. Hentet 2009-02-12. 
  17. Det Kgl. Biblioteks Arkiv: Fremskridtspartiet
  18. 18,0 18,1 lbid
  19. Politiken: [http://politiken.dk/kultur/ECE659513/rindal-kaempede-mod-kunstpaverne/ Rindal kæmpede mod kunstpaverne
  20. Se bl.a. Ernesto Laclau, On Populist Reason, Verso Books, ISBN 1-85984-651-3 (2005), pp. 3-20
  21. Se bl.a. Gyldendals Den Store Danske, Politiken: Glistrup var en politisk anarkist
  22. Se bl.a. Gyldendals Den Store Danske: Udlændingelov, afsnit om Anders Thorbjørn Riemann, den første danske politiker til at blive dømt efter racismeparagraffen
  23. Morgenavisen Jyllands-Posten: Glistrup dømt for racisme
  24. Berlingske Tidende: Frp-kandidater dømt for racisme
  25. Morgenavisen Jyllands-Posten: FRP-politiker dømt for racisme
  26. Berlingske Tidende: Landsbytosse i verdensformat
  27. Aarhus Stiftstidende: Tom Behnke på mere sikker plads
  28. Se bl.a. Gyldendals Den Store Danske: Dansk Folkeparti
  29. Se bl.a. KMD: Kommunalvalg, Københavns Kommune
  30. Dagbladet Information: Liberalisterne overvejer at opløse sig selv
  31. "Liberalisterne har nedlagt sig selv". http://www.liberalisterne.dk/liberalisterne/index.php?id=0,379,0,0,1,0. Hentet 2009-02-12. 
  32. Netavisen 180Grader.dk – 11 medlemmer af Liberalisternes hovedbestyrelse melder sig ind i Liberal Alliance
  33. Ny Alliance skifter officielt navn til Liberal Alliance – Politik

Se også[redigér | redigér wikikode]