François Coppée

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Formatering
Denne artikel bør formateres (med afsnitsinddeling, interne links o.l.) som det anbefales i Wikipedias stilmanual. Husk også at tilføje kilder!
Wikitext.svg
François Coppée

François Coppée (12. januar 1842 i Paris23. maj 1908 sammesteds) var en fransk digter.

Opdraget i et beskedent, men smukt lille Hjem, hvor Faderen, en underordnet Kontormand, var den strengt arbejdsomme Forsørger, og Moderens milde Haand gav Styrke og Trøst og fik Blomsterne til at gro, prægedes hans bløde poetiske Sind tidlig af Sansen for idyllisk Hygge og smaaborgerlig Lykke. Han blev den venlige Filantrop, der hader Guldet og prædiker Arbejde, Pligt og Forsagelse. Selv maatte han tilbringe Dagen paa Kontor, og først om Aftenen i Hjemmet dyrkede han Poesien. Han sluttede sig til de parnassistiske Lyrikere, skrev Vers til deres Tidsskrift Le Parnasse contemporain og udgav nogle Digtsamlinger, Le reliquaire (1866), Intimités (1868) og Poèmes modernes (1871). Digtet La grève des forgerons (1869) gjorde stor Lykke som Deklamationsnummer; det oversattes af Chr. K. F. Molbech (»Smedenes Skrue«, 1871, 2. Opl. 1884). Samtidig gjorde C. Lykke paa Scenen med nogle smaa Dramaer: Le passant (1869), hvori Sarah Bernhardt fejrede en Triumf som lutspillende Vagabond, der vækker den hellige Kærlighed i en Kurtisanes demoraliserede Sjæl, Fais ce que dois (1871) o. fl. 1876 blev det enakts Drama Le luthier de Crémone med Coquelin i Hovedrollen en stor Succes (oversat s. A. af H. P. Holst: »Væddekampen i Cremona«). Af hans senere Dramaer kan nævnes: Madame de Maintenon (1881), Severo Torelli (1883), Les Jacobites (1885) og Pour la couronne, der 1895 gjorde stormende Lykke paa Théâtre français. Bl. de senere Digte kan fremhæves: Les humbles (1872), Le cahier rouge (1874), Le naufragé (1878), La marchande de journaux (1880), Poèmes et récits (1886), Arrière-saison (1887), Dans la prière et dans la lutte (1901) og Des vers français (1906). C. har desuden skrevet Prosafortællinger (»Fortællinger og Skitser«, oversat af Johs. Marer, 1882) og Romaner, hvoriblandt: Une idylle pendant le siège (1875), Les vrais riches (De sande Rigmænd, Kria 1892), Contes de Noël (1893), Le coupable (1897, Kriminalroman) og Contes pour les jours de fête (1903). 1890 udgav han den selvbiografiske Skildring Toute une jeunesse, og i La bonne souffrance (1898; 75 Opl. s. A.) skildrer han sin Tilbagevenden til den kat. Tro efter en haard Sygdom. 1893-96 udgav han Mon franc parler i 4 Bd. 1884 blev C. Medlem af Akademiet. Han var overordentlig populær, Folkets og Smaaborgernes Digter; lige over for Zola’s Pot-Bouille forsvarede han Borgerstanden som ren, god og hæderlig. Den svagelige og sensible Poet var Patriot og Revanche-Hævder. Han er godgørende og fuld af Medynk for alle Lidende. Han bliver aldrig træt af at hævde den ædle Menneskelighed, Kærligheden til Barnet, Nøjsomhed og Tro. Hans Æuvres begyndte at udkomme 1885, en illustreret Udgave 1894.


Denne artikel stammer hovedsagelig fra Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt link til Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen.