Frederik Albrecht af Anhalt-Bernburg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Frederik Albrecht, fyrste af Anhalt-Bernburg (ty. Friedrich Albrecht von Anhalt-Bernburg) (15. august 1735 i Bernburg9. april 1796 i Ballenstedt) var regerende fyrste af Anhalt-Bernburg. Han var af fyrsteslægten askanierne og officer i dansk tjeneste.

Han var eneste søn af fyrst Victor Frederik af Anhalt-Bernburg og Sophie Albertine Frederikke markgrevinde af Brandenborg-Schwedt. Efter at have nydt en meget god opdragelse, som fuldendtes på lange rejser, traadte han i preussisk og 1761 i dansk krigstjeneste, hvor han som generalmajor blev chef for Prins Frederiks Regiment, i 1762 for Kongens Livregiment og 1764 for det danske artillerikorps, som da oprettedes ved sammensmeltning af danske, holstenske og norske artillerikorps; men alt i 1765 trådte han ud af dansk krigstjeneste og overtog ved faderens død regeringen i Anhalt-Bernburg. Han viste sig her som en dygtig regerende fyrste, der med iver søgte at fremme sine undersåtters vel i alle retninger. Han døde 9. april 1796.

Han var bleven gift 1763 med hertuginde Louise Albertine af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Pløn (død 2. marts 1769), datter af hertug Frederik Carl af Pløn. De efterlod en søn, Alexius Frederik Christian, som efterfulgte faderen, og en datter.

Kilder[redigér | redigér wikikode]