Teater

Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, og det er muligvis et problem Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande som fremføres i artiklen.

Teater er

1) En kunstart 2) Den bygning hvor dramatiske værker opføres 3) Synonym for skuespil eller forstillelse i hverdagen ('det rene teater')

Teater som kunstart er en 2500 år gammel form, der i sin vestlige udgave har sin oprindelse i oldtidens Grækenland, hvor de optrædende fremstiller en fortælling gennem begivenheder i form af dialog, kropssprog og handlinger på en scene foran et publikum. Denne særlige form for scenisk fortælling har navnet drama, et ord der har sin rod i verbet 'at handle'. En forestilling kan dog også indeholde eller helt bestå af sang, dans, pantomime, tableauer, video- og filmindslag mm.

Mange af teatrets dramatiske værker er gennem tiden blevet opfattet som litteratur. Og nok er det muligt at læse dem, men derved overses det at teaterstykker ikke primært skrives for at læses, men for at ses opført. Først da har det dramatiske værk fået kød og blod i form af levende skuespillere, kostumer, scenografi, lyde, lys osv. og først da kan den fulde udfoldelse af dramatikerens oprindelige intention aflæses.

Teaterkunsten har, ligesom anden kunst, været igennem en konstant udvikling de sidste 2.500 år. I dag betragtes teater som folkelig underholdning, og det er ikke kun for professionelle skuespillere, men også en hobby for hundredvis af amatørskuespillere. Teatrets funktion i det 21. århundrede er, langt mere en frit tilgængelig legeplads end en flere tusinde år gammel, traditionsrig kunstform.

Der stilles i dag store krav til de professionelle/statsstøttede teatres repertoire, idet de er grundlag for kunstens videre udvikling og inspirationskilde for landets amatørteatre og teaterforeninger. Der lægges derfor vægt på, at dokumentation i form af manuskripter og notater er offentligt tilgængelige. Disse og andet dramalogisk materiale som instruktions- og undervisningsbøger findes i Dramatisk Bibliotek på Det Kongelige Bibliotek.

Teatrets historie

Det Græske Drama

Det klassiske græske teaters opbygning. Ordet teater har navn efter tilskuepladserne: Teatron

Skuespillet som kunstform udsprang bl.a. af en festceremoni for guden Dionysos i oldtidens Grækenland. Her fejredes frugtbarheden med et optog igennem byen, som sluttede på byens amfiscene, "Dionysostemplet". Her spiste alle et stort festmåltid og deltog i fremførelsen af skuespil. Publikum var en stor del af forestillingen, idet det svarede på skuespillernes replikker. Andre kilder var videreudviklingen af den mundtlige overlevering af de store episke heltedigte som fx. Homers Odysseen og Iliaden. De første skriftlige overleveringer vi har om teatret er fra 532 fvt. Her bliver bl.a. skuespilleren Thespis nævnt og bliver derved den første skuespiller i verdenshistorien vi kan sætte navn på.

Et af de mest markante græske teatre der har overlevet siden oldtiden ligger i Epidaurus i Grækenland. Det har plads til 15.000 tilskuere og en enstående akustik: hvis man stryger en tændstik midt på scenen kan det høres på samtlige tilskuerpladser!

Der er er ingen skriflig overlevering af de tekster man spillede i det 5. årh. fvt., men fra det 4. årh. begynder en lang række skuespil at være bevaret. De falder i 3 kategorier: tragedien, komedien og satyrspillet. Hvert stykke blev kun spillet en gang som led i en trilogi: tre sammenhængende fortællinger med temaer fra den græske mytologi. Trilogierne indgik i konkurrencer hvor dramatikerne kæmpede om at vinde prisen for bedste tragedie. Disse spil varede fra morgen til aften og afsluttedes af et satyrspil, en art grotesk overdreven tragikomedie, i vore dage ville vi måske benævne det en burlesk. Tragediegenren største forfatternavne er Aeschylus (Orestien), Euripides (Medea), og Sofokles (Kong Ødipus). Komedien er stort set kun bevaret gennem Aristofanes stykker (Lysistrate m.fl.) Senere blev komedieforfatteren Menander inspiration for den romerske komedie. Mere om disse og andre værker i artiklen Græsk Litteratur.

For at kunne høre skuespillernes tale på det store amfiteater med tusindvis af tilskuere, brugte skuespillerne specialbyggede masker med en tydelig karikering af ansigtstrækkene og en slags tragt indbygget i munden, som forstærkede skuespillerens tale.

Den romerske komedie

Romerne overtog den græske teatertradition, men lagde hovedvægten på det underholdende gennem udvikling af komedien. Den romerske komedie blomstrede omkring vor tidsregnings begyndelse hvor bl.a. komedieforfatterne Terents og Plautus lagde grunden til en tradition, der via commedia dell'Arten, Moliere og Holberg rækker helt frem til nutiden.

Mysteriespillene

Den katolske kirke var ikke glad for teatret. Men i middalalderen var teater så populært på markedspladserne at man var nødt til at tage handsken op. Det medførte at de gejstelige opførte store skuespil med bibelsk indhold, der blev spillet på pladsen foran kirken. Scenen var som regel opdelt med handlingen centralt placeret og et himmel og et helvede i hver sin side, hvor henholdsvis de hellige og synderne endte.

Commedia dell'Arte

Harlekin og Columbine på Pantomimeteatret i Tivoli

Commedia dell'Arte var markedsteater, der holdt reminiscenser af den romerske komedie i live. Genren havde et fast figurgalleri af herrer, tjenere, elskende, læger, soldater mm, der blev sat ind i stadig nye situationer. Det var omrejsende teatergrupper, der spillede pantomimeteater for den laveste samfundsklasse. De forsøgte at provokere aristokratiet ved at mime forestillinger om de forskellige befolkningsgrupper, hvor tjenestefolkene narrede de lærde og de rige. Langt de fleste pantomimer handlede om penge og sex, og brugte seksuelle undertoner til at fange publikums opmærksomhed - jo rigere karakteren var, jo mere vulgær og afskyelig fremstod han. Det gælder især den gamle købmand Pantalone, som med fremskudt underliv gramser på tjenestepigerne og kommanderer med tjenerne.

Pantomimerne blev spillet på markedspladser, og publikum kunne gå fra og til scenen, hvor de ofte stod og heppede på skuespillerne. Skuespillerne havde som regel den samme rolle i mange år, indtil de blev så gamle, at de ikke passede til rollen længere og overtog en ældre rolle. Hver rolle havde en række "lazzi", et slags gøglernummer som kom undervejs i stykket. Det kunne være alt fra at jonglere med æbler til falde-på-halen-komik. Ingen arbejdede med manuskript eller drejebog, men der var lavet en overordnet handlingsskitse - derudover var det ren improvisation. Skuespillere blev betragtet som de allerlaveste i det aristokratiske samfund - på linje med tiggere. Den dag i dag spiller Pantomimeteatret i Tivoli og på Dyrehavsbakken med de fire mest kendte roller, direkte leveret fra 1500-tallet: Pjerrot (Pagliaccio), Colombine, Harlekin (Arlequin) og Pantalone. Læs artiklen Commedia dell'arte.

Det Elizabethanske teater

Det genopbyggede The Globe, Shakespeares teater i London

I slutningen af det 15. årh. og begyndelsen af det 16. blomstrede teatret kraftigt i London. Forfattere som Christopher Marlowe (1564-93), Ben Jonson (1572-1637) og ikke mindst William Shakespeare (1564-1616) forvandlede talrige fiktionsværker såvel som historiske begivenheder til sceniske fortællinger og præsenterede dem til et bredt publikums store fornøjelse. De dramatiske værker gjorde flittigt brug af oltidens mytologi og fortællinger, men skabte også et helt nyt fokus: det psykologiske portræt satte mennesket i centrum og skubbede det religiøse ud i periferien.

Moliere & oplysningstiden

Franskmanden Jean Baptiste Poqeulin - bedre kendt som Moliere (1622-73) - rejste i 1600-tallet Frankrig rundt med sin trup og spillede sine egne skuespil baseret på comedia dell'Artens persongalleri. Moliere beherskede suverænt komedieformen (Scapins rævestreger og Den gerrige), men gik langt videre end 'bare' at underholde: visse af hans forestillinger, fx. Don Juan og Tartuffe, der balancerede på kanten af det komiske og det bidske, ramte så præcist i tidens dobbeltmoral at Moliere for en tid blev forvist fra Paris.

Moliere blev forbillede for det teater Ludvig Holberg (1684-1754) skabte på Grønnegadeteatret i København i 1720'erne og havde i det hele taget stor indflydelse på de europæiske scener. Inspiration ses tydeligt hos de italienske komedieskrivere Carlo Gozzi (1720-1806) og Carlo Goldoni (1707-93).

I Tyskland byggede Gotthold Ephraim Lessing (1729-81) videre på Molieres teater og førte det ind i oplysningstiden.

Den tyske romantik

Johan Wolfgang von Goethe & Schiller.

Naturalismen

I slutningen af 1800-tallet begyndte teatergængere at efterspørge et mere realistisk drama, der kunne spejle den voksende borgerlige klasse og dens verdensbillede. Dagligstuedramaet voksede frem især repræsenteret ved norske Henrik Ibsen (1828-1906) og svenske August Strindberg (1848-1912) og var især kendetegnet ved en efter tidens opfattelse yderligtgående realisme, der bl.a. kom til udtryk gennem skuespillernes opretholdelse af den fjerde væg, hvilket vil sige at skuespillerne spillede som var området mod publikum dækket af en imiginær væg, som ville have været der, hvis der havde været tale om en virkelig dagligstue.

Det 20. århundrede

Det tyvende århundrede er kendetegnet ved et væld af nye teaterformer, der afløser hinanden med stadig mindre tidsinterval: århundredet begynder med symbolistiske dramaer, som bl.a. August Strindbergs 'Et drømmespil' og den belgiske dramatiker Maeterlincks værker; efter verdenskrigen opstår i Berlin i 20'erne det politiske teater, hvis kendteste repræsentanter er Vsevolod Meyerhold (1874-1940), Bertolt Brecht (1898-1956) og Erwin Piscator (1893-1966); fra USA kommer to betydningsfulde retninger: det musikalske drama musicalen samt den psykologiske realisme repræsenteret ved bl.a. nobelprismodtageren Eugene O'Neill & Tennessee Williams; i 50'erne blomstrer i Europa det absurde teater hvis hovednavne var Samuel Beckett (Vi venter på Godot), Harold Pinter & Eugene Ionesco. Mod slutningen af århundredet opløses de snævre genrer og talløse eksperimenter finder sted. Det medfører at et stadigt stigende antal forskellige former finder vej til scenen og hver enkelt forestilling tenderer nu mod at være sin egen genre og definere sin kontrakt med publikum på sine egne betingelser - en udvikling der er fortsat ind i det 21. årh.

Teatrets medarbejdere

Afhængig af teatrets størrelse vil de følgende funktioner være delt ud på flere eller færre personer, men altid mere eller mindre være involveret i skabelsen af den enkelte teaterforestilling

Teaterchef

Den overordnede og administrative ledelse ligger hos teaterchefen (teaterdirektøren, teaterlederen), der som udgangspunkt er ansvarlig for teatrets faciliteter, økonomi og personale. Han har derudover også overordnet ansvar for planlægning af en teatersæson, samt køb af dramatik. Teaterchefen refererer direkte til teatrets bestyrelse, hvis en sådan findes. På flere af landets etablerede teatre er denne opgave delt mellem to eller flere personer. Dvs. at der er ansat en administrativ direktør med ansvar for personale (rengøring, billetsalg, vagtmestre og servicemedarbejdere), regnskab og faciliteter, samt en kunstnerisk leder der har ansvaret for teatrets kunstneriske linie, med alt hvad de tindebærer af valg om stykker, dramatikere, instruktører, skuespillere, scenografer mv. Læs eventuelt artiklen om teaterdirektører.

Dramatiker

En dramatiker skriver manuskripter til teatret - dramatiske værker. En dramatiker er som regel freelance og arbejder hjemmefra ved sin computer. Han arbejder sædvanligvis på manuskripter efter egen idé og af eget initiativ, hvorefter det færdige dramatiske værk forsøges solgt til et af landets teatre eller et forlag. Af og til kommer der dog en bestilling på et manuskript fra et teater, hvor dramatikeren får en deadline og muligvis nogle få retningslinier, men som regel er dramatikerens bestillingsopgaver en oversættelse af et dramatisk værk fra tysk, engelsk eller fransk.

Læs eventuelt artiklen om dramatikere.

Dramaturg

Dramaturgen vil i mange tilfælde være den der har foreslået eller måske endda bestilt et stykke til opførsel. Dramaturgen kan også medvirke ved en evt. bearbejdelse og ved valg af instruktør til det givne stykke. Et andet af dramaturgens arbejdsområder er at vurdere et stykkes relevans i forhold til den tid det spilles i.

Instruktør

I en teaterproduktion er det instruktøren, der har det kunstneriske overblik over stykkets stemninger, visuelle og auditive udtryk, samt ansvaret for at stykket opnår den kunstneriske kvalitet som ledelsen forventer heraf. Instruktøren er med under audition til besættelse af et teaterstykkes roller, og herefter går arbejdet med skuespillerne i gang. Der er en udbredt misforståelse om, at instruktøren skal instruere skuespillerne enkeltvis i skuespilstekniske detaljer, og selvom de fleste teaterinstruktører gør det, er det ikke instruktørens opgave. Instruktøren arbejder med hvert eneste sekunds stemningsudtryk, konflikter og spænding. Det er også instruktørens opgave at sætte forestillingen i perspektiv til samtidens parallelle kunst og samfundsbillede.

Læs eventuelt artiklen om teaterinstruktører.

Skuespillere

Skuespillere er de personer der optræder på scenen og levendegør karaktererne fra det dramatiske værk. Disse kan suppleres af dansere, sangere, statister og andre med specielle opgaver at udføre på scenen.

Læs eventuelt artiklen om skuespillere.

Scenograf

Scenografen udvikler og tegner dekorationerne på scenen, normalt kaldet scenografien. I samarbejde med instruktøren tilrettelægges den billedmæssige og funktionelle udformning af hele det fysiske univers forestillingen udspiller sig i. Dette arbejde synliggøres af en model, der viser alle aspekter af scenografien og som er udgangspunktet for de snedkere, tømrere, regissører og andre medarbejder, der skal virkeliggøre scenebilledet.

Kostumier

Den person der giver form til det tøj som skuespillerne bærer under en forestilling. Ofte vil kostumieen være sammenfaldende med scenografen. Som regel vil kostumetegninger blive forelagt sammen med modellen af scenografien på den første læseprøve.

Teaterskrædder

Teaterskrædderen er den der står for fremskaffelse eller syning af kostumer i overenstemmelse med kostumieens anvisninger. Større teatre har en skræddersal med flere syersker, og et større lager af kostumer fra tidligere forestillinger.

Teatersnedker

Teatrets snedker står for bygningen af scenografien efter scenografens anvisninger. Vægge, podier og faste konstruktioner af enhver art udføres i denne funktion

Regissør

Den person der fremskaffer eller fremstiller rekvisitter til en forestilling og som styrer den tekniske koordination af forestillingen når den opføres.

Lydtekniker

Lydteknikeren fremskaffer de lydklip, der anvendes under en forestilling og vil ofte også være den der afvikler lydsporet under opførelsen. Er ofte identisk med en

Lystekniker

Planlægning, ophængning og afvikling af lyset på en teaterforestilling står lysteknikeren for. Selve planlægningen af lyset kaldes lysdesign og udføres i visse tilfælde af særligt tilkaldte eksperter.

Sufflør

Suffløren er den der med mansukriptet i hånden sidder på et skjult sted i nærheden af scenen og i tilfælde af at en skuespiller glemmer sin replik, omgående kan 'stikke' den pågældende, dvs. levere det stikord som bringer skuespilleren videre i teksten og dermed handlingen videre på scenen. Tidligere havde de fleste teatre en sufflørkasse med et lille låg over helt fremme på forscenen. I takt med at teatrene er blevet til stadigt mere fleksible rum sidder suffløren oftest på forreste publikumsrække.

Scenetekniker

Medhjælper, der under forestillingen flytter rundt på scenografien, hvis der forekommer omrokering af vægge, møbler eller andet.

Se også

• Aktør
• ballet
• musical
• opera
• operette
• opførelse
• orkestergrav
• Amatørteater
• Professionelt teater
• Serveringsteater
• Dukketeater
• Masketeater
• Kabaretter
• Musikteater/Musical
• Eksperimenterende teater
• Gadeteater
• Sort teater
• Børneteater
• Friluftsspil
• Revy
• Egnsteater
• Ældreteater
• Klassisk teater

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Teater

Stub Denne artikel om teater er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.