Frederik Berregaard

Frederik Berregaard (1724 – 1757 i Warszawa) var en dansk godsejer og diplomat.

Han var eneste søn af oberstløjtnant Frederik Berregaard (der med udmærkelse havde tjent i den Spanske Arvefølgekrig og i Den Store Nordiske Krig og døde 1724) og af Marie f. de Lasson (død 1747). I en alder af 18 år foretog han en fireårig udenlandsrejse under ledsagelse af Tycho de Hofman. I 1750 udnævntes han til kammerherre og envoyé ved det polske og kursachsiske hof og døde som sådan i Warschau 1757. Som diplomat spillede han ingen rolle, derimod omtales han som en mand med interesse for kunst og videnskab. Efter faderen arvede han en betydelig formue og ejede Ørslev Kloster, Starupgård og Strandet. Han var to gange gift, 1. gang (1750) med baronesse Sophie Elisabeth Holck fra Holckenhavn (død 1751), og 2. gang (1752) med grevinde Frederikke Henriette von Bünau, men havde ingen børn med dem.

Kilder

• Peter Vedel, "Frederik Berregaard", i: C.F. Bricka (red.), Dansk Biografisk Lexikon, København: Gyldendal 1887-1905.
• Hofman, Danske Adelsmænd II, 11 ff.

Denne artikel bygger hovedsagelig på biografi(er) i 1. udgave af Dansk biografisk leksikon, Udgivet af C.F. Bricka, Gyldendal (1887–1905). Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst eller redigeret således, at den er på nutidssprog og er wikificeret, bedes skabelonen venligst erstattet med et dybt link til DBL som kilde, og indsættelse af [[Kategori:Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.