Fyrtøjet

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Wikisource-logo.svg
Se FyrtøietWikisource

Fyrtøjet er et eventyr skrevet af H.C. Andersen i 1835.

Handling[redigér | redigér wikikode]

Fyrtøjet er et af H.C. Andersens mest populære værker nogensinde. Det omhandler en soldat som kommer marcherende hen ad landevejen. På sin vej møder han en gammel heks, som beder ham hente et fyrtøj, som ligger gemt i et hult træ. I det hule træ er tre kamre. I hvert kammer er der en kiste, som indeholder henholdsvis kobbermønter, sølvmønter og guldmønter. Hver kiste bliver desuden bevogtet af en hund, med henholdsvis øjne så store som tekopper, møllehjul og rundetårn. Soldaten fylder sine lommer med guldmønter, og bliver hejst op af træet med fyrtøjet i hånden. Da spørger han heksen, hvad hun skal bruge fyrtøjet til, men da hun ikke vil ud med sproget, hugger soldaten hovedet af hende.

Soldaten fik imidlertid hurtigt brugt alle pengene, og en mørk og kold aften, kom han i tanke om fyrtøjet. Idet han slog ild, sprang hunden med øjne så store som tekopper frem, og sagde: "Hvad befaler min herre." Soldaten bad hunden skaffe ham nogle penge, og det gjorde den så. Senere fik soldaten den ide, at han ville have prinsessen at se. Han hidkaldte hunden med øjne så store som tekopper. Han bad hunden hente prinsessen. Det gjorde den så, og straks efter kom den spankulerende med prinsessen sovende på ryggen. Næste morgen fortalte prinsessen om en mærkelig drøm hun havde haft, om at hun havde reddet på en hund hen til en soldat, som havde kysset hende.

Senere følte soldaten trang til at se prinsessen igen, og lod derfor hunden hente hende. Men hofdamen så det, og løb efter. Da hun så hvilket hus hunden løb ind i, slog hun et kors på døren. Hunden lagde imidlertid mærke til korset, og slog derfor et kors på alle døre, så hofdamen ikke kunne kende huset. Men dronningen var klog. Hun bandt en pose med boghvedegryn fast til prinsessen, og klippede et lille hul i posen. Da hunden atter kom for at hente prinsessen, dryssede grynene ud, og kongens mænd fik arresteret soldaten.

Der sad den arme soldat i mørket. Den følgende dag skulle han hænges. Men ved daggry bad han en forbipasserende dreng hente hans fyrtøj. Det gjorde drengen, og da soldaten senere stod ved galgen og skulle fremsige sit sidste ønske, bad han om lov til at ryge en pibe for sidste gang. Da han fik piben overrakt, slog han ild tre gange, og alle tre hunde trådte frem. Da bad soldaten dem om at slå kongen, dronningen og alle deres soldater ihjel, og det gjorde de. Soldaten blev da kronet til konge, og han fik prinsessen til kone. Bryllupet varede otte dage. H.C. Andersen afslutter eventyret med en nu populær sætning: ...og hundene sad med til bords og gjorde store øjne.

Gendigtning af ældre eventyr[redigér | redigér wikikode]

Fyrtøjet er i høj grad en gendigtning af et kendt eventyr fra Brødrene Grimm: Det blå lys udgivet 1821. Det er den samme grundlæggende tråd i historien, men H.C. Andersens udgave betragtes som mere elegant og henvender sig i højere grad til børn.

Brønden er udskiftet med et hult træ.
Den evigt brændende blå flamme er udskiftet med et fyrtøj.
Den lille sorte mand er udskiftet med tre hunde.

Eksterne links[redigér | redigér wikikode]

H. C. Andersen: Fyrtøiet. (1835)

Brødrene Grimm: Det blå lys. (1821)

Fiktion Stub
Denne artikel om en historie eller noget fiktivt er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.