Gaston Bachelard

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Gaston Bachelard (27. juni 1884 i Bar-sur-Aube6. oktober 1962 i Paris) var en fransk filosof, der især har arbejdet med videnskabsteori og poesiens filosofi.

Filosofi[redigér | redigér wikikode]

Bachelards videnskabsteori (Le nouvel esprit scientifique ("Den nye videnskabelige ånd", 1934) and La formation de l'esprit scientifique ("Dannelsen af den videnskabelige ånd", 1938) var et studie af de psykologiske faktorer der påvirker videnskaben. Bachelards opfattelse af at videnskaben historisk oplever epistemologiske brug og at dens historie ikke er kontinuert, som Auguste Comte hævdede, har påvirket Thomas Kuhn. En af hovedteserne i Den nye videnskabelige ånd er at den moderne videnskab erstatter den klassiske substansmetafysik med en "relationernes ontologi", der minder om procesmetafysik.

Ifølge Bachelards teori om poesien kan inspiration klassificeres i fire kategorier, der svarer til de klassiske fire elementer: Jord, ild, vand, luft. Især hans værk Ildens psykoanalyse (Le psychoanalyse du feu) har vundet stor udbredelse.

Også hans Rummets poetik (La poetique de l'Espace, der er en fænomenologisk undersøgelse af arkitekturen læses bredt. Begrebet Kassandra-kompleks stammer fra Bachelard.

Værker på dansk[redigér | redigér wikikode]

Værker på fransk[redigér | redigér wikikode]

Eksterne referencer[redigér | redigér wikikode]