Goethes farvelære

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Der er ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket muligvis er et problem.
Du kan hjælpe ved at angive kilder til de påstande, der fremføres i artiklen.
Question book-4.svg
Goethes farvecirkel

Goethes farvelære blev udarbejdet af den tyske videnskabsmand, forfatter og filosof Johann Wolfgang von Goethe i årene 1790 til 1832.

I 1790 anskaffede Goethe sig Newtons Optics.

Goethe opdagede imod forventning at i et fuldstændigt hvidt rum, hvor han så på den hvide væg igennem et prisme, – at væggen forblev hvid, mens farverne kun viste sig, hvor lys og mørke mødes – ved vinduessprossen. Goethe konkluderede derfor, at en grænse mellem lys og mørke er nødvendig, for at farverne bliver til.

I 1793 fandt han frem til en seksdelt farvecirkel.

Goethe fandt tre måder som farver viser sig på, tre slags farver: fysiologiske, fysiske og kemiske farver.

  • Fysiologiske farver

De fysiologiske farver er de mest flygtige af farverne. Det er de farvevirkninger, som opstår spontant i øjet og som bliver afbildet på nethinden som reaktion på det, man har set. Disse farver kaldes også et efterbillede. Øjet er et skabende organ, da det selv producerer lys og farver. Det er kun fordi øjet selv kan skabe farven, at verden viser sig i farver for os.

  • Fysiske farver

Fysiske farver er “lysfarver” som opstår når lyset møder en farveløs genstand, for eksempel prismet, eller atmosfæriske tilstande som dis, tåge og regn. Fysiske farver er uhåndgribelige som farvene i regnbuen og prismet. For at en fysisk farve skal opstå, kræves der altså tre ting: lyset, mørket og et medium, som forbinder dem.

Lyset fra solen, er blændende og farveløst. Men så snart lyset går gennem et mere eller mindre uklart medium, ser vi den gule farve. Hvis graden af uklarhed i mediet øges, antager det en gulrød farve, som højnes til rubinrød. Ser vi derimod mørket gennem et uklart medium, som samtidigt er illumineret af et indfaldende lys, ser vi blåt. Bliver mediet mere gennemskinneligt, toner farven gradvis over i violet. Det kalder Goethe for farvelærens urfænomen: En lys baggrund set gennem et uklart medium bliver gul med tendens mod gulrødt. En mørk baggrund, set gennem et oplyst, uklart medium, bliver blå med tendens mod violet. Lys som forandres af mørke giver varme farver. Mørke som forandres af lys giver kolde farver.

  • Kemiske farver

De kemiske farver er de mindst flygtige – eller mest bestandige – af farverne. De findes i dyre-, plante- og mineralriget og er bundne til selve stoffet. De kemiske farver er ikke afhængige af andre forhold end lysets tilstedeværelse og materialets kemiske sammensætning. Alle farver som knytter sig til en genstands stoflighed og kan iagttages under mikroskop som synlig farvepigment er kemiske farver.

Zur Farbenlehre[redigér | redigér wikikode]

Goethes Zur Farbenlehre (1810) er et værk på næsten 1000 sider. Bogen indeholder en didaktisk, en polemisk og en historisk del. I den didaktiske del forsøger han at give en samlet fremstilling af farvefænomenerne. I den polemiske del kritiserer han i krasse vendinger Newtons teori om at lyset er sammensat af farver. Værket afsluttes med en fremstilling af farvelærens historie fra den græske antik frem til år 1800.

Hans øvrige afhandlinger og skriftlige studier om farvelæren udgør tilsammen lidt over 700 sider.

Se også[redigér | redigér wikikode]