Guldfeberen i Klondike
Guldfeberen i Klondike refererer til immigrationen af guldjægere, der fandt sted langs Klondikefloden ved Dawson City i Yukon i Canada, da der blev fundet guld der, i slutningen af 1800-tallet.
Optakten
I august 1896 vandrede tre mænd, ledet af Skookum Jim Mason, nordover langs Yukonfloden fra området omkring byen Cacross for at lede efter hans søster Kate og hendes mand George Carmark. Efter at de havde fundet George og Kate, der fiskede efter laks, stødte de på Nova Scotia-bonden Robert Henderson, der havde ledt efter guld i Indian River, lige syd for Klondikefloden. Henderson fortalte George Carmack, hvor han havde gravet, og at han ikke ville have nogen indianere omkring sig.
Den 16. august 1896 fandt Skookums rige guldforekomster i Bonanza Creek i Yukon. Man ved ikke, hvem der fandt guldet først, men den officielle finder er George Carmnack, da marken ejedes af ham.
Guldfeberen
Nyheden spredtes straks til andre guldgraversamfund i Yukonflodens dal. Det område, hvor der først var blevet fundet guld, hed fra begyndelsen Rabbit Creek, men blev omdøbt til Bonanza Creek, eftersom folk væltede ind i området for at søge efter guld.
Nyheden nåede USA i juli 1897, da de første guldjægere ankom til San Francisco den 15. juli og i Seattle den 17. juli, hvilket ledte til, at guldfeberen for alvor gik ind. I 1898 havde indbyggertallet i Klondike nået 40.000. Dawson City, der blev grundlagt af guldjægerne [1] voksede, da guldjægerne væltede ind. Man fandt dog de største mængder guld fem meter under den frosne mark, som kun kunne nås ved at tænde bål, så de kunne tø marken op. I 1899 havde guldgraverne fundet guld for ca. 50 mio US dollars, hvilket dog kun dækkede deres udgifter. Efter 1900 sank produktionen gevaldigt. [1]
Noter
Litteratur
- Tor S. Halvorsen: Klondike. Gullrushet mot Yukon 1896 – 1899. Naturforlaget – Hjemmet Mortensen Oslo 1995.