HMS Penelope (1867)

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Naval Ensign of the United Kingdom.svg Penelope
Bemærk indhakkene i skroget på Penelope, der gjorde det muligt for de yderste kanoner i bredsiden at skyde forud og agterud.

Bemærk indhakkene i skroget på Penelope, der gjorde det muligt for de yderste kanoner i bredsiden at skyde forud og agterud.

Klasse
Type Panserskib
Historie
Værft Flådeværftet i Pembroke, Wales
Påbegyndt 4. september 1865
Søsat 18. juni 1867
Taget i brug 27. juni 1868
Udgået Fængselsskib januar 1897. Ophugget 1912
Skæbne Ophugget
Tekniske data
Deplacement 4.470 t.
Længde 79,3 m
Bredde 15,2 m
Dybgang 5,2 m
Fremdrift Maskineri: 4.763 HK.
Sejl: Tre-mastet fuldrigger
Fart 12,8 knob under damp.
8,5 knob under sejl.
Rækkevidde (500 ton kul)
Panser 152 mm sidepanser af smedejern 
Besætning 350 
Artilleri 8 styk 20,3 cm riflede forladere
3 styk 12,7 cm riflede bagladere 

HMS Penelope var det sidste i en serie af små britiske panserskibe. Da det var mindre end Royal Navys pansrede fregatter, måtte det nøjes med at blive betegnet som pansret korvet. Penelope var kendetegnet ved sin meget beskedne dybgang. Der blev ikke givet nogen officiel forklaring på dette valg, men man har gættet på, at skibet var beregnet til tjeneste i lavvandede farvande, for eksempel i Østersøen under en konflikt med Rusland.[1] Penelope var det sjette af foreløbigt 10 skibe med dette navn i Royal Navy. Penelope var i den græske mytologi gift med Odysseus, og hun forblev tro mod ham, selv om han i mange år var forsvundet.

Konstruktion[redigér | redigér wikikode]

Tegningen af Penelope viser at panseret (lysegråt) kun dækkede et lille område omkring kanonerne og langs vandlinjen. De yderste kanoner kunne drejes, så de også fik et vist skudfelt for og agter.

Da Penelope skulle tegnes, var Royal Navys chefkonstruktør E.J. Reed blevet syg, og det blev i stedet hans næsmeste medarbejder – og svoger – Nathaniel Barnaby, der kom til at udarbejde planerne for skibet. Ønsket om lav dybgang medførte, at Penelope kom til at afvige en hel del fra sine samtidige. Der var ikke plads til én stor skrue, så i stedet fik skibet to mindre skruer med hver sit ror og sænkebrønd. På samme måde var der heller ikke plads til maskiner med to lange cylindre, så Penelope blev drevet frem af to maskiner med hver tre korte cylindre. Det gav en stabil fremdrift, men betød også at skibet brugte uforholdsmæssigt meget kul.[2] Skibet fik en næsten flad bund, og det betød, at det "drev for vinden som en te-bakke", og bortset fra de fem-mastede skibe af Minotaur-klassen var det flådens dårligste sejler.[2] Penelope var det jernskib i flåden, der havde mindst panser i forhold til sin tonnage (15,4 %), og som det eneste havde det ikke fået panseret ført op til kanondækket.[2] På plussiden talte, at skibet var en særdeles stabilt i søgang, og at det havde en kraftig kanonbestykning i forhold til sin størrelse.[3]

Tjeneste[redigér | redigér wikikode]

Ved afleveringen i juni 1868 indgik Penelope i den britiske Kanalflåde, men i juni 1869 blev hun sendt til Harwich som vagtskib. Her blev hun i 13 år, kun afbrudt af øvelser med reserveflåden, samt tjeneste i den eskadre, der blev dannet, da det trak op til krig med Rusland i 1878. De rolige tider i Harwich sluttede i 1882, da Penelope fik ordre til at forlade reserveflåden og sejle til Alexandria, hvor den britiske flåde stod over for ægyptiske landbatterier. Det fladbundede skib var selvskrevent til at indtage en position nærmest de ægyptiske forter, og Penelope affyrede i alt 231 skud mod batterierne.[2] Selv fik skibet kun mindre skrammer, men fik dog ødelagt en af sine kanoner af en fuldtræffer. Efter Alexandria tilbragte Penelope igen fem stille år i Harwich. I 1887-88 var skibet på værft, og derefter blev det sendt til Simon's Town i Sydafrika som modtageskib (dvs. indkvartering af orlogsgaster, flydende hospital m.v.). I 1896 overvejede man et nyt eftersyn, men i stedet udgik Penelope i januar 1897 af tjeneste som krigsskib og blev et stationært fængselsskib. i 1912 blev det solgt til ophugning i Capetown.

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Roger Chesneau and Eugene M. Kolesnik, ed., Conway's All The Worlds Fighting Ships, 1860-1905, (Conway Maritime Press, London, 1979), ISBN 0-85177-133-5
  • Oscar Parkes, British Battleships, 4. udgave 1973, ISBN 0-85422-002-X

Noter[redigér | redigér wikikode]

  1. Parkes, s.115
  2. 2,0 2,1 2,2 2,3 Parkes, s.117
  3. Parkes, s.116-117