Heinrich Lüders

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Heinrich Lüders
Personlig information
Født 25. juni 1869 Rediger på Wikidata
Lübeck, Slesvig-Holsten, Tyskland Rediger på Wikidata
Død 7. maj 1943 (73 år) Rediger på Wikidata
Badenweiler, Baden-Württemberg, Tyskland Rediger på Wikidata
Nationalitet Nazi-Tyskland Tysk
Ægtefælle Else Lüders Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Medlem af Det Preussiske Videnskabsakademi,
Ruslands Videnskabernes Akademi Rediger på Wikidata
Beskæftigelse Filolog, universitetsunderviser, orientalist, indolog Rediger på Wikidata
Arbejdsgiver Humboldt-Universität zu Berlin, Georg-August-Universität Göttingen, Christian-Albrechts-Universität, Universität Rostock Rediger på Wikidata
Nomineringer og priser
Udmærkelser Goethe-medaljen for kunst og videnskap (1932),
Pour le Mérite for videnskab og kunst Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.

Heinrich Lüders (født 25. juni 1869 i Lübeck, død 7. maj 1943 i Badenweiler) var en tysk indolog.

Lüders tog doktorgraden i Göttingen 1894 (over en af universitetet prisbelønnet afhandling: Die Vyāsaçikshā), hvorefter han drog til England og blev ansat i Indian Institute's bibliotek (189599). Efter sin hjemkomst virkede han først nogle år som privatdocent i sanskrit i Göttingen, indtil han 1904 blev ekstraordinær professor i Rostock og året efter ordentlig professor sammesteds. I 1908 blev han professor i Kiel og endelig 1909 kaldtes han til Berlins Universitet som Pischels efterfølger i sanskrit. Som medlem af den internationale Mahābhārata-kommission tog han ivrig del i dennes arbejde og valgtes derfor til at lede forarbejderne til den planlagte store kritiske udgave af Mahābhārata, et arbejde som 1. Verdenskrig desværre standsede. Da det store samlerværk Grundriss der indo-arischen Philologie, der var grundlagt af Bühler og fortsat af Kielhorn, ved sidstnævntes død 1908 truede med at standse, overtog Lüders ledelsen deraf i forening med Wackernagel. Lüders har også taget virksom del i bearbejdelsen af de fra de tyske ekspeditioner i Centralasien hjembragte litterære fund. Han har blandt andet udgivet Ueber die Grantharecension des Mahābhārata (1901) og Das Würfelspiel im alten Indien (1907), begge i Abhandlungen der Königlichen Gesellschaft der Wissenschaften Göttingen; endvidere en række større og mindre afhandlinger i Berliner-Akademiets Sitzungsbeirichte: Bruchstücke buddhistischer Dramen (1911), Epigraphische Beiträge, I—IV (1912—14), Die Pranidhibilder im 9. Tempel von Bāzāklik (1913), Die Sakas und die nordarische Sprache (1913), Ueber die litterarischen Funde von Ostturkestan (1914), Die Saubhikas. Ein Beitrag zur Geschichte des indischen Dramas (1916), Eine arische Anschauung über der Vertragsbruch (1917) og Die śäkischen Mūra (1919).

Kilder[redigér | rediger kildetekst]