Incest

Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.

Incest eller blodskam er seksuelle forhold imellem biologisk nærtbeslægtede (ikke nødvendigvis imellem voksne og børn).

Psykoanlytikeren Sigmund Freud mente, at alle drenge naturligt har seksuelt betonede følelser for deres mor, som dog fortrænges, det såkaldte Ødipuskompleks. Carl Gustav Jung mente også, at et tilsvarende Elektrakompleks findes for piger.

Ofte betragtes incest mellem voksen og barn ikke som en form for pædofili, men snarere for magtsvold sammenligneligt med voldtægt. Forældre-barn incest, betragtes traditionelt som den potentielt farligste form for seksuelt misbrug af børn.

Incest er i Danmark forbudt ved Straffelovens § 210, der lyder:

	Den, der har samleje med en slægtning i nedstigende linje, straffes med fængsel indtil 6 år. Stk. 2. Den, der har samleje med sin broder eller søster, straffes med fængsel indtil 2 år. Straffen kan bortfalde for den, der ikke er fyldt 18 år. Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse med hensyn til kønslig omgængelse med en person af samme køn og med hensyn til anden kønslig omgængelse end samleje.

Kirkens incestlove

Opfattelsen af incest har varieret stærkt i forskellige samfund og til forskellige tider. Omkring år 550 begyndte kirkemøder at fordømme Det gamle testamentes opfordring til ægteskab med enken efter ens bror. Gradvis begyndte biskopper så at fordømme ægteskab mellem søskendebørn og næstsøskendebørn, stedmødre, steddøtre og onklers enker. I 721 forbød pave Gregor 2. også ægteskab med ens børns gudmor, og med mor til et af ens egne gudbørn. Allerede et par tiår senere var ægteskab blevet forbudt op til syvende led af slægtskab, eller "så langt tilbage, som man mindes". Dermed var det ulovligt at gifte sig med en efterkommer af ens tip-tip-tip-tip-oldeforældre.

Ved slutningen af 700-tallet var det også forbudt at gifte sig med nogen fra svigerfamilien, gudforældres og gudbørns familie, eller en slægtning af nogen, man en gang havde haft et seksuelt forhold til. Disse forbud var så omfattende, at det efterhånden var nærmest umuligt at finde en passende ægtefælle. Hvis disse incestlove var blevet håndhævet, ville de effektivt forhindre konger og adel i at udvide magtpositionen ved at indgå ægteskaber indenfor ætten. Sent i 1000-tallet var greven af Anjou i stand til at skille sig fra fem af sine koner ved at vise til incestlovene. Henrik 1. af England fik afværget en forlovelse mellem sin nevø og en datter af fyrstehuset Anjou ved at sprede rygter om, at de skulle være søskendebørn. I 1152 blev skilsmissen mellem Ludvig 7. af Frankrig og Eleanor af Aquitanien godkendt, fordi parret kunne påpege, at de var beslægtet i fjerde eller femte led. Det havde været alment kendt, allerede da de giftede sig, og Ludvigs næste kone, Constance af Kastilien, var en endnu nærmere slægtning end Eleanor. Kirken håndhævede sit lovværk helt vilkårligt. Almindelige menneskers slægtskabsforhold blev sjældent undersøgt, selv om kirken gerne solgte dispensationer til folk, der for sikkerheds skyld var villige til at betale for dem. Også kongelige og adelige giftede sig ret frit, med mindre kirken var involveret i en magtkamp med en af de berørte familier, eller blev anmodet om at blande sig. I 1200, da rivaler påpegede, at det planlagte ægteskab mellem Otto 4. af Tyskland og en datter af hertugen af Brabant burde forbydes, fordi de to var for nært beslægtede, forsikrede paven hertugen om, at han kunne bortgifte sin datter "ikke blot renset, men ophøjet, pga den store nytte, vi håber, dette ægteskab vil gøre".

Ved det fjerde laterankoncil i 1215 indså kirken nødvendigheden af at indsnævre definitionen af incest til at gælde slægtskab i fjerde led. Koncilets udtalte mål var dermed at kunne håndhæve forbuddet strengere; men under Bonifatius 4., der sad på pavestolen omkring år 1400, blev dispensationer åbenlyst solgt til den pris, folk var villige til at betale for dem.

Se også

• Genetisk seksuel tiltrækning
• Psykoanalyse
• Thorkil Vanggaard