Psykoanalyse

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Psykoanalysen er en psykologisk teori grundlagt af den østrigske læge Sigmund Freud i slutningen af 1800 tallet.[1] Ofte skelnes der mellem tre indfaldsvinkler på psykoanalysen: 1) Det er en teori om personlighedsdannelsen. 2) En analyse hvor det ubevidste indhold fremvises ved hjælp af handlinger, udsagn og drømme. 3) En terapiform hvor man arbejder med at få afdækket en del af det ubevidste.[2]

Psykoanalysen er en videnskab, der hele tiden er i forandring, og Freud selv lavede flere revisioner af sin teori, mens han var i live.[3] Historisk set kan den deles op i fire trin: Driftpsykologien som var en meget biologisk orienteret psykologi, jegpsykologien (egopsykologien) hvor de psykologiske elementer blev tydeligere, og man gik fra fokus på drifterne til jeget,[4] objektrelationsteorien som delvis kom til at erstatte egopsykologien, fokuserer på hvordan relationerne til de tidligste og vigtigste personer, (objekter) integreres i barnets personlighed og hjælper til dens udformning. I de seneste år er der sket en fremtoning af selvpsykologien som bygger på reguleringen af selvfølelsen og selvkærligheden.[3]

Freud introducerede (1901) det ubevidste, altså fænomener i vor personlighed, som vi ikke er klar over eller har fortrængt.

Senere[redigér | redigér wikikode]

Ifølge Freuds senere opfattelse (1923) kan personligheden opdeles i Jeg'et, Det og Overjeg. Eller på latin: Ego, Id og Superego.

Det'et er menneskets (asociale) drifter, mens Superego er jeg-ideal, samvittighed og kritisk selvobservation. Jeg'et forsøger at tilfredsstille Det'ets drifter på en måde som ikke er i konflikt med idealerne i Overjeg'et og på en måde som realistisk kan lade sig gøre. Jeg'et omfatter derfor den bevidste opfattelse, tænkning og planlægning. Angst optræder på overgangene i modellen: Personen kan føle sig bange for at blive overvældet af Det'ets drifter (driftsangst), af oplevelse af dårlig samvittighed fra Overjeg'et (samvittighedsangst) eller for at handle forkert i omverdenen med negative konsekvenser.

Efterhånden lærer den velfungerende person at undgå disse former for angst. Når personen er ved at foretage sig noget som kan fremkalde en af disse angstformer, vil vedkommende nemlig opleve en lille smule angst (signalangst), som fungerer som et advarselssignal så det bliver muligt at vare sig i tide. Som hjælp til at undgå at opleve angst kan Jeg'et betjene sig af forsvarsmekanismer som er måder at undgå klare oplevelser af de nævnte indre konflikter. Nogle forsvarsmekanismer ændrer på oplevelsen f.eks. således at personen kun tager ansvar for den ene side af sin egen konflikt, mens den anden side tillæges nogen i omverdenen (projektion).

Et eksempel er den indre konflikt mellem at være vred, og samtidig skamme sig over denne følelse. Ved projektion tillægges vreden en anden person, så personen selv kun mærker at han/hun er bange for denne anden, vrede person. Projektion er et eksempel på en primitiv forsvarsmekanisme.

Fortrængning[redigér | redigér wikikode]

En mere veludviklet mekanisme er fortrængning. Når en person bruger projektion, er der en tydelig forvrængning i oplevelserne, som kan være let for andre at se. Ved fortrængning 'glemmes' hele problemstillingen. I eksemplet med vreden glemmer personen både sin vrede og sin skam over vreden. En konsekvens kan være at det er svært for denne person at blive vred når det er relevant, eller i det hele taget at beskæftige sig med vrede. Sublimering anses for en af de mest modne forsvarsmekanismer. Vores vrede person vil ved sublimering udnytte sin vrede konstruktivt, og måske skrive kritiske og præcise læserbreve.

Se også[redigér | redigér wikikode]

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • Møhl, Bo m.fl. (2000). Den nye psykologi håndbog. København: Gyldendal. ISBN 87-01-07342-7. 
  • Cullberg, Johan (1999). Dynamisk Psykiatri. København: Hans Reitzels Forlag. ISBN 87-412-3092-2. 

Fodnoter[redigér | redigér wikikode]

  1. Psykoanalysen på leksikon.org
  2. Psykoanalysen på netpsych.dk
  3. 3,0 3,1 Cullberg 1999 s. 66
  4. Den nye psykologiske håndbog s. 36