Indlandsis

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Indlandsis er en gletscherkappe som dækker et landområde der er større end 50 000 km². ^[1] I nogle tilfælde kan et helt kontinent være dækket af indlandsis. I moderne tid findes de eneste eksempler på indlandis i Antarktis og Grønland, men under den seneste istid var store dele af Nordamerika, Europa og Patagonien permanent isdækkede. De nuværende eksempler på indlandsis er geologisk set relativt unge; indlandsisen på Antarktis opstod formentlig første gang i tidlig Oligocæn, hvorefter den dog forsvandt og genopstod flere gange indtil slutningen af Pliocæn, siden da har kontinentet permanent været dækket af is. Den grønlandske indlandsis opstod ligeledes i Pliocæn, hvor dannelsen af iskappen fandt sted med så stor hastighed at endog meget velbevarede fossiler af fortidige planter kan findes på Grønland i dag.

Gletscherområder der er mindre end 50,000 km² betegnes som iskapper, i lighed med indlandsis vil iskapper normalt føde en række gletschere i deres periferi.

Selvom overfladen er meget kold er temperaturen ved underkanten af isbræen højere pga. geotermisk varme, derfor forekommer der visse steder en afsmeltning nedefra. Smeltevand skaber her en glat overflade mellem isen og undergrunden der får isen til at glide hurtigere, og der dannes derved isstrømme.

Indholdsfortegnelse

1 Indlandsis i dag
2 Spor efter tidligere eksempler på indlandsis
3 Globale opvarmning effekter
4 Referencer
5 Eksterne link

[redigér] Indlandsis i dag

Kort over Grønland som viser indlandsisens tykkelse.

Grønland:
Indlandsisen på Grønland dækker en areal på 1,7 millioner km², hvilket svarer til omkring 82 % af Grønlands totale areal. Den indeholder ca. 2,8 millioner km³ is, som hvis det smeltede ville medføre en stigning af vandstanden i verdenshavene på 7,2 meter ^[2]. Tykkelsen er flere steder på mere end 2 kilometer og på det tykkeste mere end 3 km. Middeltykkelsen er 2.135 meter.

Indlandsisen på Grønland er omtrent 110.000 år gammel. ^[3]. Den blev formentligt dannet gennem en sammensmeltning af flere isolerede iskapper og gletschere i sidste del af Pliocæn eller omkring begyndelsen af Pleistocæn som følge af en klimaændring, hvor den globale gennemsnitstemperatur faldt; under denne epoke var der flere istider. På Grønland skete nedisning hurtigt.

I de sidste årtier har den grønlandske indlandsis mistet noget af sin volumen. Det er for nyligt blevet estimeret gennem målinger af ændringen af isens totale masse, at indlandsisen årligt mister omkring 239 km³. ^[4] Disse målinger kommer fra NASA’s satellit GRACE opsendt i 2002. ^[5].

En satellitbillede af Antarktis (mosaik af flere billeder)

Antarktis:
Indlandsisen på Antarktis er den største ismasse på Jorden. Den dækker et område på næsten 14 millioner km&sup2 og indeholder ca. 30 millioner km³ is. Det er omtrent af 90% al ferskvand der befinder sig på hele Jorden der her er bundet i form af is, hvis det smeltede ville verdenshavene stige med 61,1 meter. ^[6] I det østlig Antarktis hviler iskappen på en større landmasse, men i det vestlige Antarktis dækker den et arkipelag, og bunden befinder sig flere steder mere end 2.500 m under havets overflade. Dette område vil derfor være havbund, hvis isen forsvandt herfra.

[redigér] Spor efter tidligere eksempler på indlandsis

Landhævning:
Den enorme masse fra en indlandsis skaber et kæmpe tryk på jordskorpen som derfor presses ned af isens tyngde. Områder, der tidligere har været dækket af en iskappe, vil opleve en landhævning da isens tyngde tidligere trykkede jordoverfladen ned.

Under den seneste istid nåede indlandsisen i Nordeuropa en højde på mere end 3 km, og eftersom jordskorpens tæthed er omtrent tre gange så stor som isen anslår man at jordoverfladen blev trykket omkring 1.000 m ned. ^[7]. I takt med at isen forsvinder, opstår der en såkaldt isostatisk landhævning. Det vil sige en landhævning der er 'passiv' og ikke er opstået gennem fx bjergdannelse. Landhævningen forgår hurtigst lige efter isen er forsvundet, men derefter aftager den eksponentielt. Områder i fx Skandinavien oplever stadig landhævninger efter sidste istid. Den største hævning findes i Sverige i dag findes i Norrland, især Ångermanland hvor kysten har hævet sig 15 meter de seneste 500 år. I dag hæver området sig cirka 7 mm/år. I Danmark findes den største landhævning ved Læsø der hæver sig med cirka 5 mm/år. ^[8]

Isridser på en klippet. De mest tydelige ridser fremtræder til venstre for tændstikæsken i retningen fra vandet mod betragteren. Den diagonale sprække er ikke en skurestribe.

Skurestriber:
Skurestriber er spor efter gletscherbevægelser der findes på klipperflader, de kan afsløre at et område engang har været dækket af indlandsis. Striberne er dannet af sten der har været indefrosset i isen og har siddet fast på undersiden. Når isen har bevæget sig henover overfladen, har disse klippestykker skrabet furerne, striberne fortæller derved også hvilken retning isen har bevæget sig. I de tilfælde hvor skurestriber krydser hinanden er de ikke dannet på samme tid, men er udtryk for at isens drift har skiftet retning, eller spor efter flere forskellige nedsisninger.^[9]

Jordlag:
I forbindelse med at en indlandsis smelter forneden, dannes der forskellige jordarter; det kan fx være moræne, glacial og postglacial ler, sand og silt. Gennem studier af jordlagene kan man se hvordan afsmeltningen af isen er foregået. Moræne er en aflejring der består af både sand, sten og ler, den dannes ved gletscherkanten af materiale som er ført med isen gennem afsmeltningen af isens underside. Foran gletscheren opstår der med tiden en

[redigér] Globale opvarmning effekter

Hovedartikel: Afsmeltningen af Arktis.

Grønlands og formodentligt Antarktis’ iskapper har tabt noget af deres masse, idet den samlede afsmeltning fra gletscherne nu overgår den samlede akkumulering af is, primært i form af nedbør. Ifølge FN’s.klimapanel har den hidtidige afsmeltning resulteret i en stigning af vandstanden i verdenshavene på omkring 0.21 ± 0.07 mm/år mellem 1993 og 2003. ^[10]

IPCC forudsiger at massetabet fra Grønlands indlandsis fortsat vil overstige akkumulationen fra snefald, og at iskappen derfor med tiden gradvist vil trække sig tilbage. Det forventes at akkumuleringen fra nedbør fortsat vil overstige afsmeltningen i Antarktis, dette er dog omgærdet med en hvis usikkerhed.