Intelligenskvotient

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Broom icon.svg Denne artikel behøver tilrettelse af sproget.
Sproget i denne artikel er af lav kvalitet på grund af stavefejl, grammatikfejl, uklare formuleringer eller sin uencycklopædiske stil.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at forbedre teksten.
Et eksempel på et element i en IQ test, modelleret efter en Ravens Progressive Matricer test

Intelligenskvotient eller IK er en score som stammer fra en af ​​flere standardiserede tests beregnet til at vurdere den menneskelige intelligens. Oftest stavet IQ på engelsk og i medierne. Forkortelsen skyldes den tyske psykolog William Stern med baggrund i det tyske ord Intelligenz-kvotient, som var hans betegnelse for en scoringsmetode til en intelligenstest. Definitionen af IQ angiver, at det hyppigst forekommende intelligensniveau i en befolkning er en IQ på 100 point, og at denne og de øvrige værdier vil være normalfordelt med en standardafvigelse på 15, 16 eller 24, alt efter, hvilken skala man bruger. Standardafvigelsen på 15 er dog den mest brugte, og efter den skala har f.eks. ca. 2% af befolkningen en IQ på 130 eller derover.

IQ er blevet påvist til i en vis udstrækning at være forbundet med forældrenes økonomiske status,[1] og til en betydelig grad biologiske forældres IQ. Mens arvelighed af IQ er blevet undersøgt for næsten et århundrede, er der stadig debat om betydningen af ​​arvelighed[2][3] og effekterne af arvelighed.[4]

IQ-scorer anvendes som indikatorer for uddannelsesmæssige resultater, arbejdspræstation og indkomst. Det bruges også til at studere IQ-fordelingen i populationer og korrelationerne mellem IQ og andre variabler. Råscoren på flere forskellige befolkningers IQ-test har været stigende siden begyndelsen af ​​det 20. århundrede, med en gennemsnitlig hastighed der kan skaleres til tre IQ-point pr årti, et fænomen kaldet Flynn-effekten.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Den engelske statistiker Francis Galton lavede det første forsøg på at lave en standardiseret test for måling af en persons intelligens. Som en pioner inden for psykemetrik og brug af statistiske metoder til at studere menneskelige forskelle og arveligheden af menneskelige træk, troede han at intelligens var mest et produkt af arvelighed.[5] Han forventede, der skulle eksister en korrelation imellem intelligens og andre brugbare træk som gode refleksser, muskel greb, og hovedstørrelse.[6]

Han startede det første center for mental testing i verden i 1882 og udgav i 1883 Undersøgelser ind i den menneskelige Fakultet og dets udvikling, hvor han gennemgik hans teorier. Efter indsamling af data om en række fysiske variabler, var han ikke i stand til at vise en sådan sammenhæng, og han opgav til sidst forskningen.[7]

Illustration af Spearmans to-faktor intelligens teori. Hver oval er en hypotetisk mental test. De blå områder svarer til test-specifikke varians (s), mens de violette områder repræsentere variansen som tilskrives g.

Den franske psykolog Alfred Binet, sammen med Victor Henri og Theodore Simon havde mere succes i 1905, da de udgav Binet-Simon testen, som fokuserede på verbale evner. Den var lavet til at identificere psykisk handicappede skolebørn, i modsætning til hvad psykologer tidligere troede, nemlig at disse børn var syge fremfor mentalt langsom.[8] Scoren på en Binet-Simon test ville vise den metale alder af barnet. For eksempel, et seks år gammelt barn, som består alle de forskellige opgaver som andre seks årige gør - men intet der ud over - ville have en mental alder der passer barnets kroniske alder på 6.0. I Binets syn, var der begrænsninger på skalaen og han understregede at der var en stor mængde af forskellige former for intelligensser som eksisterer.

Den amerikanske psykolog Henry H. Goddard offentliggjorde en oversættelse af testen i 1910. Derefter blev testen revideret af psykologen Lewis Terman, hvilket resulterede i testen Stanford-Binet Intelligens skala udgivet i 1916. Den blev den mest populære intelligens test i USA i årtier.[9][10][11]

Generel intelligensfaktor ("g")[redigér | redigér wikikode]

Mange forskellige former for IQ tests bruger en bred vifte af metoder. Nogle test er visuelle, nogle er verbale, nogle tests bruger kun abstrakte problemer, og andre tests koncentrere sig om matematik, fysisk billedsprog, læsning, ordforråd, hukommelse eller almen viden.

Den britiske psykolog Charles Spearman udførte i 1904 den første faktoranalyse vedrørende sammenhængen mellem forskellige prøver. Han bemærkede, at børns ydeevne på tværs af tilsyneladende uafhængige skolefag var positivt korreleret, og at disse korrelationer afspejlede indflydelse af en underliggende generel mental evne, der har indvirkning på alle former for mentale tests. Han foreslog, at alle mentale ydeevne kunne konceptualiseres i form af en enkelt generel evne faktor foruden et stort antal små opgavespecifikke faktorer. Spearman navngav det "g" for generel faktor og de opgavespecifikke faktorer s under betegnelsen Spearman's to-faktor teori.

Imidlertidtig er denne opfattelse ikke fuldt ud accepteret af alle. Og andre former for faktoranalyse af data med forskellige resultater er mulige. Nogle psykometrikere betragter g som et statistisk artefakt. En af de mest anvendte og samtidig mest rene målinger af selve g-faktoren kan opnås ved brug af testen Ravens Progressive Matricer, der grundlæggende er en test af visuel forståelse.[12]

Nuværende Test[redigér | redigér wikikode]

IQ distribution med et gennemsnit på 100 og en standard afvigelse på 15.

Der er en række forskellige IQ-tests i brug i den engelsktalende verden. De mest almindeligt anvendte individuelle IQ test er Raven's Progressive Matrices, Wechsler's intelligensskala for voksne og Wechsler's intelligensskala for børn og Stanford-Binét.

Omkring 95% af befolkningen har scoringer inden for to standardafvigelser (SD) fra middelværdien. Hvis en standardafvigelse er 15 point , som er almindeligt i næsten alle moderne test, så 95% af befolkningen er inden for et interval på 70 til 130 og 98% er under 131.

IQ er ordinalt skaleret,[13][14][15][16][17] hvilket betyder at selvom én standardafvigelse er 15 point , og to standardafvigelse er 30 point, og så videre, betyder det ikke ensbetydende med, at mentale evner er lineært relateret til IQ, således at en intelligens kvotient på 50 betyder ikke halvdelen af ​​den kognitive evne af en IQ på 100.

Pålidelighed og gyldighed[redigér | redigér wikikode]

Psykemetrikere anser generelt IQ-tests som at have en høj statistiks pålideligehed.[18] En høj pålidelighed indikerer at, selvom at test tagere måske kan have variende scorer når de tager testen på forskellige tidspunkter, vil testene være omkring det samme over tid. Ligesom alle andre statistiske mængder, har en given vurdering af IQ en tilhørende standard fejl. For de moderne tests standard målefejl ligger på omkring tre point. Kliniske psykologer anser generelt IQ som at have en tilstrækkelig statistisk gyldighed til brug for mange kliniske formål.[19][20]

Alder[redigér | redigér wikikode]

IQ kan forandre sig til en hvis grad i løbet af barndommen.[21] Imidlertid har en undersøgelse indikeret at IQ er relativt stabil igennem livet, ved at den gennemsnitlige IQ score ved alder 17 og 18 blev korreleret til r = 0,86 i forhold til alderen fem, seks og syv og dertil til r = 0,96 i forhold til alderen 11, 12 og 13.[22] I årtier har lærebøger om IQ rapporteret at IQ falder med alderen efter begyndelsen af ​​voksenalderen. Men senere har forskere påpeget dette fænomen er relateret til Flynn effekten og er delvis en kohorte virkning snarere end en sand virkning af ældning.

En række undersøgelser af IQ, har været gennemført siden den første Wechsler intelligens skala henledte opmærksomheden på IQ-forskelle i de forskellige aldersgrupper af voksne. Nuværende konsensus er, at flydende intelligens generelt falder med alderen, efter den tidlige voksenalder, mens krystalliseret intelligens forbliver intakt. Begge kohorte effekter (fødselsår af testperson) og praktiske virkninger (testpersonen tager den samme form for IQ test mere end én gang) skal kontrolleres for at opnå præcise oplysninger. Det er uvist, om en forandring i livsstil kan bevare flydende intelligens i de ældre aldersgrupper.[23]

Den nøjagtige alder for maksimal flydende intelligens eller krystalliseret intelligens forbliver ukendt. Tværsnitsunderøgelser viser normalt, at især flydende intelligens toppe ved en relativt ung alder (ofte i den tidlige voksenalder), mens tidsseriedata oftest viser, at intelligens er stabil indtil midten voksenalderen eller senere. Efterfølgende begynder intelligens at falde langsomt.[24]

Genetik and Miljø[redigér | redigér wikikode]

Miljømæssige og genetiske faktorer spiller begge en roller i at bestemme IQ. Deres relative effekt have været baggrund til meget forskning og debat.

Arvelighed[redigér | redigér wikikode]

Arvelig er defineret som den propartion af variationen i et træk som kan henføres til at være genotype inde for en defineret befolkning i et bestemt miljø. En række punkter skal overvejes ved fortolkning af arvelighed. Arvelighed måler andelen af variation i et træk, der kan henføres til gener, og ikke den del af en træk forårsaget af gener. Værdien af ​​arvelighed kan ændre sig, hvis virkningen af ​​miljøet (eller af gener) i befolkningen i væsentlig grad ændres.[25]

Arvelighed af IQ findes typisk via tvillingeforskning, hvor lighederne af enæggede tvillinger kan sammenlignes (hvor 1.0 angiver, at enæggede tvillinger har den samme IQ og 0.0 angiver, at deres IQ er helt ukorrelerede). En høj arvelighed af et træk betyder ikke at miljøeffekter, såsom læring, ikke er involveret. Siden arvelighed stiger i barndommen og ungdommen, bør man være forsigtig med at drage konklusioner vedrørende dets rolle i genetik og miljø fra studier, hvor deltagerne ikke er fulgt, indtil de er voksne. Undersøgelser har fundet arveligheden af IQ hos voksne tvillinger til at være 0.7 til 0.8 og i børne tvillinger 0.45 i den vestlige verden.[22][26][27] Arveligheds estimeringer i barndommen er så lave som 0.2, omkring 0.4 midt i barndommen, og så højt som 0.8 i voksenalderen.[28] Den generelle estimering af arvelighed af IQ er omkring 0.5 på tværs af flere undersøgelser i forskellige befolkningsgrupper.[29] Et enkelt studie fra 2003 af Turkheimer har indikeret af arvelig af IQ kan falde til næsten nul i børn af lav socioøkonomisk status.[30]

Delt familie miljø[redigér | redigér wikikode]

Familiemedlemmer har aspekter af miljø tilfælles (f.eks forhold af hjem). Denne delte familie miljø effekt udgør 0.25-0.35 af variationen i IQ i barndommen. I slutningen af ​​ungdomsårene er den ganske lav (nul i nogle undersøgelser). Disse undersøgelser har dog ikke set på virkningerne af ekstreme miljøer, såsom i voldsramte familier.[22][31][32][33]

Social Udkom[redigér | redigér wikikode]

I en rapport fra den amerikanske psykolog forening, kaldet Intelligens: knowns and unknowns nævnes, at sammenhængen mellem IQ score og skole karakterer er omkring 0.50 (derved 25% af variansen).[34] Hvilket gør børn med høj score på tests af intelligens test er bedre til at lære mere om, hvad der undervises i skolen end deres lavere scorerende jævnaldrende. Opnåelse af gode karakterer afhænger dog af mange andre faktorer end IQ, så som: "vedholdenhed, interesse i skolen, og vilje til at studere". Rapporten nævner også at sammenhængen mellem IQ og kriminalitet er -0.2. En korrelation på 0.20 betyder, at forklarede varians er 4%.

Arthur Jensen i hans bog The g Factor: The Science of Mental Ability Factor hævder at sammenhængen mellem IQ og indkomst er en moderat korrelation på 0.4 (en sjettedel eller 16% af variansen). Forholdet stiger med alderen, og topper ved midaldrende, når folk har nået deres maksimale potentiale i deres karriere.[35] Charles Murray, medforfatter af The Bell Curve, fandt at IQ har en væsentlig effekt på indkomst selvstændigt af familie baggrund.[36]

En meta-analyse af 63 forskellige studier om korrelationen mellem religiøsitet og IQ, fandt en lav invers korrelation mellem IQ og religiøsitet på -0.2 (derved 4% af variansen)[37]

Gennemsnitlig voksen IQ er forbundet med livsmæssig resultat ved forskellige tests[38][39]
Bedrit IQ Test/studie ÅR
Professor, Mastergrad 125+ WAIS-R 1987
Universitets dimittender 112 KAIT 2000
K-BIT 1992
115 WAIS-R
1-3 år på universitet 104 KAIT
K-BIT
105–110 WAIS-R
Kontor- og salgsmedarbejdere 100–105
Gymnasie-dimittender, faglærte arbejdere (f.eks, elektrikere, snedkere) 100 KAIT
WAIS-R
97 K-BIT
1-3 år af gymnasiet (afsluttede 9-11 års skolegang) 94 KAIT
90 K-BIT
95 WAIS-R
Semi-faglærte arbejdere (f.eks lastbilchauffører, fabriksarbejdere) 90–95
Gennemført grundskole (fuldført ottende klasse) 90
Grundskole frafald (afsluttede 0-7 års skolegang) 80–85
Har 50:50 chance for at nå gymnasiet 75

Høj IQ samfund[redigér | redigér wikikode]

Der er sociale organisationer, nogle internationale, som begrænser medlemskab til folk, der har score så højt som eller højere end den 98-percentilen på nogle IQ test eller tilsvarende. Mensa er måske den bedst kendte af disse. Der er andre grupper, der kræver en score over 99 pct.-fraktilen.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Intelligence: Knowns and Unknowns (Rapport fra en taskforce nedsat af bestyrelsen for videnskabelige anliggender i den Amerikanske Psykolog forening, Udgivet August 7, 1995. Lettere redigeret version blev offentliggjort i American Psychologist: Neisser, Ulric; Boodoo, Gwyneth; Bouchard, Thomas J., Jr.; Boykin, A. Wade; Brody, Nathan; Ceci, Stephen J.; Halpern, Diane F.; Loehlin, John C.; et al. (1996). "Intelligence: Knowns and unknowns". American Psychologist 51 (2): 77–101. doi:10.1037/0003-066X.51.2.77. http://internal.psychology.illinois.edu/~broberts/Neisser%20et%20al,%201996,%20intelligence.pdf. )
  2. Johnson, Wendy; Turkheimer, Eric; Gottesman, Irving I.; Bouchard Jr., Thomas J. (2009). "Beyond Heritability: Twin Studies in Behavioral Research". Current Directions in Psychological Science 18 (4): 217–220. doi:10.1111/j.1467-8721.2009.01639.x. PMID 20625474. PMC: 2899491. http://people.virginia.edu/~ent3c/papers2/Articles%20for%20Online%20CV/Johnson%20%282009%29.pdf. 
  3. Turkheimer, Eric (Forår 2008). "A Better Way to Use Twins for Developmental Research". LIFE nyhedsbrev (Max Planck Institute for Human Development): 2–5. http://people.virginia.edu/~ent3c/papers2/Articles%20for%20Online%20CV/Turkheimer%20%282008%29.pdf. Hentet 29 Juni 2010. 
  4. Devlin, B.; Daniels, Michael; Roeder, Kathryn (1997). "The heritability of IQ". Nature 388 (6641): 468–71. doi:10.1038/41319. PMID 9242404. http://www.psych.umn.edu/courses/spring06/mcguem/psy5137/readings/devlin%201997.pdf. 
  5. Bulmer, M. (1999). The development of Francis Galton's ideas on the mechanism of heredity. Journal of the History of Biology, 32(3), 263-292. Cowan, R. S. (1972). Francis Galton's contribution to genetics. Journal of the History of Biology, 5(2), 389-412. See also Burbridge, D. (2001). Francis Galton on twins, heredity and social class. British Journal for the History of Science, 34(3), 323-340.
  6. Fancher, R. E. (1983). Biographical origins of Francis Galton's psychology. Isis, 74(2), 227-233.
  7. Gillham, Nicholas W. (2001). "Sir Francis Galton and the birth of eugenics". Annual Review of Genetics 35 (1): 83–101. doi:10.1146/annurev.genet.35.102401.090055. PMID 11700278. 
  8. Nicolas, S., Andrieu, B., Croizet, J.-C., Sanitioso, R. B., & Burman, J. T. (2013). Sick? Or slow? On the origins of intelligence as a psychological object. Intelligence, 41(5), 699-711. doi:10.1016/j.intell.2013.08.006 (This is an open access article, made freely available by Elsevier.)
  9. Terman, Lewis M.; Lyman, Grace; Ordahl, George; Ordahl, Louise; Galbreath, Neva; Talbert, Wilford (1915). "The Stanford revision of the Binet-Simon scale and some results from its application to 1000 non-selected children". Journal of Educational Psychology 6 (9): 551–62. doi:10.1037/h0075455. 
  10. Wallin, J. E. W. (1911). "The new clinical psychology and the psycho-clinicist". Journal of Educational Psychology 2 (3): 121–32. doi:10.1037/h0075544. 
  11. Richardson, John T. E. (2003). "Howard Andrew Knox and the origins of performance testing on Ellis Island, 1912-1916". History of Psychology 6 (2): 143–70. doi:10.1037/1093-4510.6.2.143. PMID 12822554. 
  12. Neisser, Ulrich (1997). "Rising Scores on Intelligence Tests". American Scientist 85: 440–447. http://www.americanscientist.org/issues/feature/rising-scores-on-intelligence-tests/. Hentet 1 June 2014. 
  13. Mussen, Paul Henry (1973). Psychology: An Introduction. Lexington (MA): Heath. s. 363. ISBN 0-669-61382-7. "The I.Q. is essentially a rank; there are no true "units" of intellectual ability." 
  14. Truch, Steve (1993). The WISC-III Companion: A Guide to Interpretation and Educational Intervention. Austin (TX): Pro-Ed. s. 35. ISBN 0-89079-585-1. "An IQ score is not an equal-interval score, as is evident in Table A.4 in the WISC-III manual." 
  15. Bartholomew, David J. (2004). Measuring Intelligence: Facts and Fallacies. Cambridge: Cambridge University Press. s. 50. ISBN 978-0-521-54478-8. Lay summary (27 Juli 2010). "When we come to quantities like IQ or g, as we are presently able to measure them, we shall see later that we have an even lower level of measurement—an ordinal level. This means that the numbers we assign to individuals can only be used to rank them—the number tells us where the individual comes in the rank order and nothing else." 
  16. Mackintosh, N. J. (1998). IQ and Human Intelligence. Oxford: Oxford University Press. pp. 30–31. ISBN 0-19-852367-X. "In the jargon of psychological measurement theory, IQ is an ordinal scale, where we are simply rank-ordering people. ... It is not even appropriate to claim that the 10-point difference between IQ scores of 110 and 100 is the same as the 10-point difference between IQs of 160 and 150" 
  17. Stevens, S. S. (1946). "On the Theory of Scales of Measurement". Science 103 (2684): 677–680. doi:10.1126/science.103.2684.677. PMID 17750512. Bibcode1946Sci...103..677S. http://www.sciencemag.org/cgi/rapidpdf/103/2684/677. 
  18. Mackintosh 2011, p. 169 "after the age of 8–10, IQ scores remain relatively stable: the correlation between IQ scores from age 8 to 18 and IQ at age 40 is over 0.70."
  19. Terman, Lewis Madison; Merrill, MaudeA. (1937). Measuring intelligence: A guide to the administration of the new revised Stanford-Binet tests of intelligence. Riverside textbooks in education. Boston (MA): Houghton Mifflin. s. 44. 
  20. Anastasi, Anne; Urbina, Susana (1997). Psychological Testing (Seventh udg.). Upper Saddle River (NJ): Prentice Hall. pp. 326–327. ISBN 978-0-02-303085-7. Lay summary (28 July 2010). 
  21. Kaufman, Alan S. (2009). IQ Testing 101. New York: Springer Publishing. pp. 220–222. ISBN 978-0-8261-0629-2. Lay summary (10 August 2010). 
  22. 22,0 22,1 22,2 Neisser, Ulric et al. (February 1996). "Intelligence: Knowns and Unknowns". American Psychologist 52 (2): 77–101, 85. Retrieved 20 March 2014.
  23. Kaufman, Alan S. (2009). IQ Testing 101. New York: Springer Publishing. Chapter 8. ISBN 978-0-8261-0629-2. Lay summary (10 August 2010). Skabelon:Page needed
  24. Desjardins, Richard; Warnke, Arne Jonas (2012). Ageing and Skills. OECD Education Working Papers. doi:10.1787/5k9csvw87ckh-en. ISSN 1993-9019. http://www.oecd-ilibrary.org/education/ageing-and-skills_5k9csvw87ckh-en. 
  25. International Journal of Epidemiology, Volume 35, Issue 3, June 2006. Se genprint af Leowontin's 1974 artikel "The analysis of variance and the analysis of causes" og 2006 kommentarer: http://ije.oxfordjournals.org/content/35/3.toc
  26. Plomin, R.; Pedersen, N. L.; Lichtenstein, P.; McClearn, G. E. (1994). "Variability and stability in cognitive abilities are largely genetic later in life". Behavior Genetics 24 (3): 207–15. doi:10.1007/BF01067188. PMID 7945151. 
  27. Bouchard, T.; Lykken, D.; McGue, M; Segal, N.; Tellegen, A (1990). "Sources of human psychological differences: the Minnesota Study of Twins Reared Apart". Science 250 (4978): 223–8. doi:10.1126/science.2218526. PMID 2218526. 
  28. Bouchard, Thomas J. (2004). "Genetic Influence on Human Psychological Traits. A Survey". Current Directions in Psychological Science 13 (4): 148–51. doi:10.1111/j.0963-7214.2004.00295.x. 
  29. Plomin, Robert; DeFries, John C.; Knopik, Valerie S. (24 September 2012). Behavioral Genetics. Worth Publishers. pp. 195–196. ISBN 978-1-4292-4215-8. http://books.google.com/books?id=OytMMAEACAAJ. Hentet 4 September 2013. Lay summary (4 September 2013). "Model-fitting analyses that simultaneously analyze all the family, adoption, and twin data summarized in Figure 12.6 yield heritability estimates of about 50 percent (Chipuer, Rovine & Plomin, 1990; Loehlin, 1989)." 
  30. Turkheimer, Eric; Haley, Andreana; Waldron, Mary; d'Onofrio, Brian; Gottesman, Irving I. (2003). "Socioeconomic status modifies heritability of iq in young children". Psychological Science 14 (6): 623–8. doi:10.1046/j.0956-7976.2003.psci_1475.x. PMID 14629696. 
  31. Bouchard Jr, TJ (1998). "Genetic and environmental influences on adult intelligence and special mental abilities.". Human biology; an international record of research 70 (2): 257–79. PMID 9549239. 
  32. Plomin, R; Asbury, K; Dunn, J (2001). "Why are children in the same family so different? Nonshared environment a decade later.". Canadian Journal of Psychiatry 46 (3): 225–33. PMID 11320676. 
  33. (Harris 2009)
  34. Neisser, Ulric; Boodoo, Gwyneth; Bouchard, Thomas J., Jr.; Boykin, A. Wade; Brody, Nathan; Ceci, Stephen J.; Halpern, Diane F.; Loehlin, John C.; et al. (1996). "Intelligence: Knowns and Unknowns" (PDF). American Psychologist 51 (2): 77–101. doi:10.1037/0003-066X.51.2.77. http://www.gifted.uconn.edu/siegle/research/Correlation/Intelligence.pdf. 
  35. Jensen, A. (1998) The g Factor: The Science of Mental Ability
  36. Murray, Charles (1998) (PDF). Income Inequality and IQ. AEI Press. ISBN 0-8447-7094-9. http://www.aei.org/docLib/20040302_book443.pdf. Skabelon:Page needed
  37. http://psr.sagepub.com/content/early/2013/08/02/1088868313497266.full
  38. Kaufman 2009, p. 126.
  39. Kaufman, Alan; Lichtenberger, Elizabeth (2002). Assessing adolescent and adult intelligence. 

Litteraturliste[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]