Intelligenskvotient

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Intelligenskvotientkurve, farverne angiver en standardafvigelse.

Intelligenskvotienten er et mål for en persons generelle intelligens. Den måles ved intelligenstests. Intelligenskvotient forkortes IK eller hyppigere IQ (engelsk).

Definitionen af IQ angiver, at det hyppigst forekommende intelligensniveau i befolkningen får IQ 100, og at de øvrige værdier er normalfordelt med en standardafvigelse på 15, 16 eller 24, alt efter, hvilken skala man bruger.[Kilde mangler]

Standardafvigelse 15 er den mest brugte, og efter den skala har ca. 2% af befolkningen en IQ på 130 eller derover.

Intelligenstests kalibreres således, at den giver et resultat, der svarer til definitionen. Da befolkningens intelligens de sidste 20 år er steget en del, er en IQ på 100 højere end det var for 20 år siden.

En normal intelligenskvotient ligger i området 90 – 110. Genier som Leonardo Da Vinci, Einstein og Isaac Newton menes at have haft intelligenskvotienter over 150.

Verdens mest intelligente menneske menes at have været amerikaneren William James Sidis (1898 – 17. juli 1944), som angiveligt havde en IQ, der lå et sted mellem 250 og 300. Han lærte f.eks. sig selv latin som treårig.

Ofte anvendte intelligensniveaubetegnelser i forhold til IQ (standardafvigelse: 15) er: [Kilde mangler]

  • Under 70: Meget lavt
  • 70-90: Lavt
  • 90-110: Normalt
  • 110-130: Højt
  • 130 og derover: Meget højt (Mensa kræver i øvrigt IQ > 130 [Kilde mangler]

Selve forkortelsen "IQ" har været inspiration til andre tal for hjernens karakteristika: "EQ" (encefaleringskvotient dvs. hjerne-kropsforhold) og "LQ" (lateraliseringskvotient dvs. håndethed).

Se også[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]