Intelligenskvotient

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Intelligenskvotient
Klassifikation
Raven Matrix.svg
Eksempel på et element i en IQ-test, modelleret efter en 'Ravens Progressive Matricer'-test
MedlinePlus 001912
ICD-9-CM 94.01

Intelligenskvotient eller IK er en score som stammer fra en af ​​flere standardiserede tests beregnet til at vurdere den menneskelige intelligens. Oftest stavet IQ på engelsk eller i medierne. Forkortelsen blev opfundet af psykologen William Stern fra den tyske term Intelligenz-kvotient, hans betegnelse for en scorings metode til intelligenstest. Definitionen af IQ angiver, at det hyppigst forekommende intelligensniveau i befolkningen får IQ er 100, og at de øvrige værdier er normalfordelt med en standardafvigelse på 15, 16 eller 24, alt efter, hvilken skala man bruger. Standardafvigelse 15 er den mest brugte, og efter den skala har ca. 2% af befolkningen en IQ på 130 eller derover.

IQ-scorer er blevet vist til at være til en grad forbundet med forældres økonomisk status,[1] og til en betydelig grad biologiske forældres IQ. Mens arvelighed af IQ er blevet undersøgt for næsten et århundrede, er der stadig debat om betydningen af ​​arvelighed[2][3] og effekterne af arvelighed.[4]

IQ-scorer anvendes som indikatorer for uddannelsesmæssige resultater, arbejdspræstation og indkomst. De bruges også til at studere IQ-fordelingen i populationer og korrelationerne mellem IQ og andre variabler. Råscoren på flere forskellige befolkningers IQ-test har været stigende siden begyndelsen af ​​det 20. århundrede, med en gennemsnitlig hastighed, der kan skaleres til tre IQ-point pr årti, et fænomen kaldet Flynn-effekten.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Tidlig historie[redigér | redigér wikikode]

Francis Galton forsøgte at lave den første test for bedømmelse af en persons intelligens

Den engelske statistiker Francis Galton lavede det første forsøg på at lave en en standariseret test for bedømmelse af en persons intelligens. Som en pioner indenfor psykemetrik og brugen af statistiske metoder til studiet af menneskelig forskellighed og studiet af arvelighed af menneskelige træk, troede han at intelligens langt hen af vejen var et produkt af arvelighed (med dette mente han ikke gener, selvom han udviklede flere teorier om arvelighed før mendel).[5]

Hans hypotese var, at der skulle eksistere en korrelation mellem intelligens og andre ønskede træk som reflekser, muskel greb og hovedstørrelse.[6] Han startede det første center i verden for mental testing i 1882 og udgav i 1883 Inquiries into Human Faculty and Its Development, hvor han gennemgik sine teorier. Efter indsamling af data om en række fysiske variabler, var han ikke i stand til at vise en sådan sammenhæng, og han opgav til sidst denne forskning.[7]

Den franske psykolog Alfred Binet, sammen med Victor Henri og Theodore Simon havde mere succes i 1905, hvor de udgav Binet-Simon testen, som fokuserede på verbale evner. Testen var lavet med hensigten at skulle identificerer skolebørns psykisk handicap, som dengang var i specifik modsætning til hvad andre psykologer dengang troede, nemlig at børnene var syge og ikke mentalt langsomme.[8]

Scoren på en Binet-Simonskalaen ville vise den mentale alder af barnet. For eksempel, et seks år gammelt barn, der bestod alle opgaver andre seks årige også består - men intet derudover - ville have en mental alder, der passer med den kroniske alder på 6.0. Binet troede, at intelligens var mangesidet, men kom under kontrol af praktisk dom. Ifølge Binets synspunkt, var der begrænsninger på skalaen, og han understregede, at han så en stor forskellighed af intelligens og et behov for at studere det kvalitativt fremfor kvantitativt.

Den amerikanske psykolog Henry H. Goddard udgav en oversættelse af testen 1910. Efterfølgende udkom en revideret udgave i 1916 udgivet af Lewis Terman, der resulterede i testen Stanford-Binet intelligensskala. Den blev den populære test i USA i årtier.[9][10][11]

Generel faktor (g)[redigér | redigér wikikode]

En illustration af Spearman to-faktor intelligens teori. Hver lille oval er en hypotetisk mentaltest. De blå områder svarer til test-specifikke varians (s), mens de lilla områder repræsenterer variansen som kan tilskrives g.

De mange forskellige former for IQ tests anvender en bred vifte af metoder. Nogle tests er visuelle, nogle er verbale, nogle tests bruger kun abstrakte problemer, og nogle tests koncentrere sig om matematik, fysisk billedsprog, læsning, ordforråd, hukommelse eller almen viden.

Den britiske psykolog Charles Spearman lavede i 1904 den første faktoranalyse af korrelationer mellem forskellige tests. Han observerede at børns præstationer i tilsyneladende urelaterede skoleemner var positivt korreleret, og årsagen til disse korrelationer, reflekterede indflydelse af en underlæggende generel mental evne, der havde effekt på alle former for mentaltest. Han forslog at alle mentale evner kunne visualiseres med en enkelt general evnefaktor og en et stort antal små opgavespecifikke evnefaktorer. Spearman navngavn det g for "generel faktor" og navngav de specifikke evne faktorer s. I enhver samling af IQ tests, er den bedste måling af g den test, som har den højeste korrelation med alle de andre tests. De fleste af disse g-fyldte test involverer typisk en form for abstrakte problemer. Derfor betragter både Spearman og andre g som essensen af ​​intelligens.

Dette argument er stadig accepteret i princippet af mange psykemetrikere. Nutidens faktormodeller af intelligens repræsenterer typisk kognitive evner som et tre-niveau hierarki, hvor der er et stort antal små faktorer i bunden af ​​hierarkiet, en håndfuld af brede, mere generelle forhold på det mellemliggende niveau, og i spidsen en enkelt faktor g, som repræsenterer en fælles varians for alle kognitive opgaver.

Imidlertid er denne opfattelse ikke universelt accepteret; andre faktoranalyser af data med forskellige resultater er mulige. Nogle psykemetrikere betragter g som et statistisk artefakt. En af de mest anvendte test til måling af g er Ravens Progressive Matricer, der er en visuel test.[12]

Nuværende Tests[redigér | redigér wikikode]

IQ distribution med et gennemsnit på 100 og en standard afvigelse på 15.

Der er en række forskellige IQ-tests i brug i den engelsktalende verden. De mest almindeligt anvendte individuelle IQ tests er Wechsler's intelligensskala for voksne, Wechsler's intelligensskala for børn og Stanford-Binét.

Omkring 95% af befolkningen har scoringer inden for to standardafvigelser (SD) fra middelværdien. Hvis en standardafvigelse er 15 point, som er almindeligt i næsten alle moderne test, så befinder 95% af befolkningen sig inden for et interval fra 70 til 130 og 98% er under 131.

IQ er ordinalt skaleret,[13][14][15][16][17] hvilket betyder at selvom én standardafvigelse er 15 point, og to standardafvigelse er 30 point, og så videre, er det ikke ensbetydende med, at mentale evner er lineært relateret til IQ, således at en intelligenskvotient på 50 betyder halvdelen af ​​den kognitive evne af en IQ på 100.

Pålidelighed og gyldighed[redigér | redigér wikikode]

Psykemetrikere anser generelt IQ-tests som at have en høj statistiks pålideligehed.[18] En høj pålidelighed indikerer at, selvom testtagere måske kan have variende scorer når de tager testen på forskellige tidspunkter, vil testene være omkring det samme over tid. Ligesom alle andre statistiske mængder, har en given vurdering af IQ en tilhørende standardfejl. For de moderne teststandarder ligger målefejlene på omkring tre point. Kliniske psykologer anser generelt IQ for at have en tilstrækkelig statistisk gyldighed til brug for mange kliniske formål.[19][20]

Flynn-effekten[redigér | redigér wikikode]

Siden begyndelsen af det 20. århundrede er råscore på IQ-tests steget i de fleste dele af verden.[21][22][23] Når en ny version af en IQ-test er normeret, er standardscoringen sat således at median IQ scoreresultaterne for en befolkning er ligemed 100. Fænomenet med stigende råscore betyder, at hvis testtagrene har scoret en konstant standard scoring, har IQ testresultaterne været stigende med en gennemsnitlig hastighed på omkring tre IQ point pr årti. Dette fænomen blev navngivet Flynn-effekten i bogen The Bell Curve efter James Flynn, der gjorde mest for at gøre psykologer opmærksom på fænomenet.[24][25]

Forskere har udforsket spørgsmålet om, hvorvidt Flynn-effekten er lige så stærk for alle former for IQ tests, om effekten kan være endt i nogle udviklede nationer, om der er sociale undergruppe forskelle i effekten, og hvad årsagerne til effekten kan være.[26] En undersøgelse fra en tekstbog, IQ and Human Intelligence (1998), af NJ Mackintosh, bemærkede, at før Flynn offentliggjorde sine store artikler, troede mange psykologer fejlagtigt, at dysgeniske tendenser gradvist reducere niveauet af intelligens i den almindelige befolkning. De troede muligvis også, at miljøfaktor ikke kunne have en stærk effekt på IQ. Mackintosh bemærkede, at Flynns observationer har forårsaget megen ny forskning i psykologi og "nedbryde nogle længe nærede overbevisninger, og forårsaget en række andre interessante spørgsmål undervejs."[22]

Genetik og miljø[redigér | redigér wikikode]

Miljømæssige og genetiske faktorer spiller begge roller i at bestemme IQ. Deres relative effekt har været baggrund for megen forskning og debat.

Arvelighed[redigér | redigér wikikode]

Arvelig er defineret som den propartion af variationen i et træk, som kan henføres til at være genotype indenfor en defineret befolkning i et bestemt miljø. En række punkter skal overvejes ved fortolkning af arvelighed. Arvelighed måler andelen af variation i et træk, der kan henføres til gener, og ikke den del af en træk forårsaget af gener. Værdien af ​​arvelighed kan ændre sig, hvis virkningen af ​​miljøet (eller af gener) i befolkningen i væsentlig grad ændres.[27]

Estimater af arvelighed af IQ findes typisk via tvillingeforskning, hvor lighederne af enæggede tvillinger kan sammenlignes (hvor 1.0 angiver, at enæggede tvillinger har den samme IQ og 0.0 angiver, at deres IQ er helt ukorrelerede). En høj arvelighed af et træk betyder ikke at miljøeffekter, såsom læring, ikke er involveret. Siden arvelighed stiger i barndommen og ungdommen, bør man være forsigtig med at drage konklusioner vedrørende dets rolle i genetik og miljø fra studier, hvor deltagerne ikke er fulgt indtil de er voksne. Undersøgelser har fundet arveligheden af IQ hos voksne tvillinger til at være 0.7 til 0.8 og i børne tvillinger 0.45 i den vestlige verden.[28][29][30] Arveligheds estimeringer i barndommen er så lave som 0.2, omkring 0.4 midt i barndommen, og så højt som 0.8 i voksenalderen.[31] Den generelle estimering af arvelighed af IQ er omkring 0.5 på tværs af flere undersøgelser i forskellige befolkningsgrupper.[32]

Delt familie miljø[redigér | redigér wikikode]

Familiemedlemmer har aspekter af miljø tilfælles (f.eks forhold af hjem). Denne delte familie miljø effekt udgør 0.25-0.35 af variationen i IQ i barndommen. I slutningen af ​​ungdomsårene er den ganske lav (nul i nogle undersøgelser). Disse undersøgelser har dog ikke set på virkningerne af ekstreme miljøer, såsom i voldsramte familier.[28][33][34][35]

Gener[redigér | redigér wikikode]

En meget stor del af de over 17.000 menneskelige gener menes at have en virkning på udviklingen og funktionalitet af hjernen.[36] Selv om der er blevet rapporteret at en række individuelle gener er forbundet med IQ, har ingen en stærk virkning. Deary og kolleger (2009) rapporterede, at ingen forsøg som har vist en stærk gen effekt på IQ er blevet replikleret.[37] De fleste rapporterede sammenhænge mellem gener og intelligens er falske positive resultater.[38] Nylige fund af gener associeret med normalt varierende intelligens hos voksne, viser fortsat svage effekter i for hvilket som helst gen;[39] ligeledes hos børn.[40]

Interaktion mellem gener og miljø[redigér | redigér wikikode]

David Rowe rapporterede en interaktion af genetiske effekter med socioøkonomisk status, således at arvelighed var høj i familier af høj socioøkonomisk status, men meget lavere i familier af lav socioøkonomisk status.[41] Dette er blevet replikeret i spædbørn,[42] børn [43] og unge [44] i USA, men ikke uden for USA, for eksempel blev et omvendt resultat rapporteret i Storbritannien.[45]

Dickens og Flynn (2001) har argumenteret for, at gener for høj IQ initiere miljø udformende feedback, da genetiske effekter forårsager kloge børn til at opsøge mere stimulerende miljøer, der yderligere kan øge IQ. I deres model, falder miljø effekter over tid (modellen kan tilpasses til at omfatte mulige faktorer, såsom ernæring i den tidlige barndom, som kan forårsage varige virkninger). Flynn-effekten kan forklares ved en generelt mere stimulerende miljø for alle mennesker. Forfatterne foreslår, at programmer, der sigter på at øge IQ ville være mest tilbøjelig til at producere langsigtede IQ forøgelser, hvis de forårsagede børn at fortsætte i opsøge kognitivt krævende erfaringer.[46][47]

Sociale korrelationer[redigér | redigér wikikode]

I en rapport fra den amerikanske psykolog forening, kaldet Intelligens: knowns and unknowns nævnes, at sammenhængen mellem IQ-scorer og skole karakterer er omkring 0.50 (derved 25% af variansen).[48] Hvilket gør at børn med en høj IQ score er bedre til at lære om, hvad der undervises i skolen end deres lavere scorerende jævnaldrende. Opnåelse af gode karakterer afhænger dog af mange andre faktorer end IQ, så som: "vedholdenhed, interesse i skolen, og vilje til at studere". Rapporten nævner også at sammenhængen mellem IQ og kriminalitet er -0.2. En korrelation på 0.20 betyder, at forklarede varians er 4%.

Arthur Jensen i hans bog The g Factor: The Science of Mental Ability Factor hævder at sammenhængen mellem IQ og indkomst er en moderat korrelation på 0.4 (en sjettedel eller 16% af variansen). Forholdet stiger med alderen, og topper ved midaldrende, når folk har nået deres maksimale potentiale i deres karriere.[49] Charles Murray, medforfatter af The Bell Curve, fandt at IQ har en væsentlig effekt på indkomst selvstændigt af familie baggrund.[50]

En meta-analyse af 63 forskellige studier om korrelationen mellem religiøsitet og IQ, fandt en lav invers korrelation mellem IQ og religiøsitet på -0.2 (derved 4% af variansen)[51]

Gruppe forskelle[redigér | redigér wikikode]

Blandt de mest kontroversielle spørgsmål i forbindelse med studiet af intelligens er den observation at intelligens målinger såsom IQ-scorer varierer mellem etniske og racemæssige grupper og køn. Mens der er lidt videnskabelig debat om eksistensen af nogle af disse forskelle, er deres årsager fortsat meget kontroversielt både inden for den akademiske verden og i det offentlige rum.

Køn[redigér | redigér wikikode]

De fleste IQ-test er konstrueret således, at der ikke er nogen samlet score forskelle mellem kvinder og mænd.[52][53] Populære IQ-test såsom WAIS og WISC-R er også konstrueret til at fjerne kønsforskelle.[54] I et dokument præsenteret ved International Society for Intelligence Research i 2002, blev det påpeget, at fordi test udgivere og Educational Testing Service, (som udviklede SAT) ofte fjerner elementer, der viser markerede kønsforskelle for at reducere opfattelsen af bias, er den ægte køns forskel maskeret. Genstande som MRT og RT tests, viser en mandlig fordel i IQ ofte er fjernet.[55]

Race og etnicitet[redigér | redigér wikikode]

En undersøgelse fra 1996 om intelligens sponsoreret af den amerikanske psykolog forening konkluderede, at der er betydelige variationer i IQ imellem racer.[28] Problemet med at fastslå årsagerne bag denne variation vedrører spørgsmålet om bidragene fra "arv og miljø" til IQ. Psykologer såsom Alan S. Kaufman[56] og Nathan Brody[57] og statistikere såsom Bernie Devlin[58] hævder, at der ikke er tilstrækkelige data til at konkludere, at det er på grund af genetiske påvirkninger. Måske den mest fremtrædende forsker som argumenterede for en stærk genetisk indflydelse på disse gennemsnitlige score forskelle var Arthur Jensen, der genstartede debatten i 1969 med sit studie How Much Can We Boost IQ and Scholastic Achievement?, men mange andre som Richard Herrnstein, Philippe Rushton, Richard Lynn, er også hereditarianere (dem, der mener, at genetik spiller en vis rolle i raceforskelle i IQ / g). I modsætning hertil er der andre forskere, såsom Richard Nisbett og James Flynn som argumentere for, at miljøfaktorer kan forklare alle de gennemsnitlige gruppe forskelle.[59]

Hjerne anatomi[redigér | redigér wikikode]

Majoriteten af MR-skanninger reportere lave til moderate korrelationer omkring 0.3 to 0.4 mellem hjernestørrelse og IQ.[60] De mest vedholdende sammenhænge observeres i de frontale, temporale og parietale lapper, hippocampus og lillehjernen, men udgør kun en relativt lille mængde af varians i IQ, hvilket antyder, at mens hjernens størrelse kan være relateret til den menneskelige intelligens, andre faktorer spiller også en rolle.[61] Dertil har hjernestørrelse ikke stærk korrelation med andre og mere specifikke kognitive målinger.[62] Hos mænd, korrelere IQ mest med volumen af grå substans i frontallappen og paritallappen, som primært er involveret i sanseintegration og opmærksomhed, mens IQ hos kvinder korrelere med volumen af grå substans i frontallappen og Brocas området, som er involveret i sprog.[63]

Klassifikation[redigér | redigér wikikode]

Nuværende Wechsler (WAIS–IV, WISC–IV, WPPSI–IV) IQ klassifikation
IQ interval Klassifikation[64][65]
130 og over Meget overlegen
120–129 Overlegen
110–119 Højt middel
90–109 Middel
80–89 Lavt middel
70–79 Borderline
69 og under Ekstremt lav

IQ klassificering er praksissen, inde for IQ teste, af udpegning af IQ-score svingninger som forskellige kategorier med mærker såsom "overlegen" eller "middel".[66] IQ klassifikation blev forudgået historisk ved forsøg på at klassificere mennesker via generelle evner baseret på andre former for adfærdsmæssig observation. Der er flere versioner af IQ-test og ikke to versioner bruger præcis samme etiketter for klassificering. IQ klassifikations opdelinger har ændret sig fra tid til anden siden begyndelsen af IQ-test i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Høj IQ samfund[redigér | redigér wikikode]

Der er sociale organisationer, nogle internationale, som begrænser medlemskab til folk, der har score så højt som eller højere end den 98-percentilen på nogle IQ test eller tilsvarende. Mensa er måske den bedst kendte af disse. Der er andre grupper, der kræver en score over 99 pct.-fraktilen.

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Kilder[redigér | redigér wikikode]

  1. Intelligence: Knowns and Unknowns (Report of a Task Force established by the Board of Scientific Affairs of the American Psychological Association, Released August 7, 1995 slightly edited version was published in American Psychologist: Neisser, Ulric; Boodoo, Gwyneth; Bouchard, Thomas J., Jr.; Boykin, A. Wade; Brody, Nathan; Ceci, Stephen J.; Halpern, Diane F.; Loehlin, John C.; et al. (1996). "Intelligence: Knowns and unknowns". American Psychologist 51 (2): 77–101. doi:10.1037/0003-066X.51.2.77. http://internal.psychology.illinois.edu/~broberts/Neisser%20et%20al,%201996,%20intelligence.pdf. )
  2. Johnson, Wendy; Turkheimer, Eric; Gottesman, Irving I.; Bouchard Jr., Thomas J. (2009). "Beyond Heritability: Twin Studies in Behavioral Research". Current Directions in Psychological Science 18 (4): 217–220. doi:10.1111/j.1467-8721.2009.01639.x. PMID 20625474. PMC: 2899491. http://people.virginia.edu/~ent3c/papers2/Articles%20for%20Online%20CV/Johnson%20%282009%29.pdf. 
  3. Turkheimer, Eric (Spring 2008). "A Better Way to Use Twins for Developmental Research". LIFE Newsletter (Max Planck Institute for Human Development): 2–5. http://people.virginia.edu/~ent3c/papers2/Articles%20for%20Online%20CV/Turkheimer%20%282008%29.pdf. Hentet 29 June 2010. 
  4. Devlin, B.; Daniels, Michael; Roeder, Kathryn (1997). "The heritability of IQ". Nature 388 (6641): 468–71. doi:10.1038/41319. PMID 9242404. http://www.psych.umn.edu/courses/spring06/mcguem/psy5137/readings/devlin%201997.pdf. 
  5. Bulmer, M. (1999). The development of Francis Galton's ideas on the mechanism of heredity. Journal of the History of Biology, 32(3), 263-292.
    Cowan, R. S. (1972). Francis Galton's contribution to genetics. Journal of the History of Biology, 5, 389-412.
    Se også: Burbridge, D. (2001). Francis Galton on twins, heredity and social class. British Journal for the History of Science, 34, 323-340.
  6. Fancher, R. E. (1983). Biographical origins of Francis Galton's psychology. Isis, 74(2), 227-233.
  7. Gillham, Nicholas W. (2001). "Sir Francis Galton and the birth of eugenics". Annual Review of Genetics 35 (1): 83–101. doi:10.1146/annurev.genet.35.102401.090055. PMID 11700278. 
  8. Nicolas, S., Andrieu, B., Croizet, J.-C., Sanitioso, R. B., & Burman, J. T. (2013). Sick? Or slow? On the origins of intelligence as a psychological object. Intelligence, 41(5), 699-711. doi:10.1016/j.intell.2013.08.006 (This is an open access article, made freely available by Elsevier.)
  9. Terman, Lewis M.; Lyman, Grace; Ordahl, George; Ordahl, Louise; Galbreath, Neva; Talbert, Wilford (1915). "The Stanford revision of the Binet-Simon scale and some results from its application to 1000 non-selected children". Journal of Educational Psychology 6 (9): 551–62. doi:10.1037/h0075455. 
  10. Wallin, J. E. W. (1911). "The new clinical psychology and the psycho-clinicist". Journal of Educational Psychology 2 (3): 121–32. doi:10.1037/h0075544. 
  11. Richardson, John T. E. (2003). "Howard Andrew Knox and the origins of performance testing on Ellis Island, 1912-1916". History of Psychology 6 (2): 143–70. doi:10.1037/1093-4510.6.2.143. PMID 12822554. 
  12. Neisser, Ulrich (1997). "Rising Scores on Intelligence Tests". American Scientist 85: 440–447. http://www.americanscientist.org/issues/feature/rising-scores-on-intelligence-tests/. Hentet 1 June 2014. 
  13. Mussen, Paul Henry (1973). Psychology: An Introduction. Lexington (MA): Heath. s. 363. ISBN 0-669-61382-7. "The I.Q. is essentially a rank; there are no true "units" of intellectual ability." 
  14. Truch, Steve (1993). The WISC-III Companion: A Guide to Interpretation and Educational Intervention. Austin (TX): Pro-Ed. s. 35. ISBN 0-89079-585-1. "An IQ score is not an equal-interval score, as is evident in Table A.4 in the WISC-III manual." 
  15. Bartholomew, David J. (2004). Measuring Intelligence: Facts and Fallacies. Cambridge: Cambridge University Press. s. 50. ISBN 978-0-521-54478-8. Lay summary (27 Juli 2010). "When we come to quantities like IQ or g, as we are presently able to measure them, we shall see later that we have an even lower level of measurement—an ordinal level. This means that the numbers we assign to individuals can only be used to rank them—the number tells us where the individual comes in the rank order and nothing else." 
  16. Mackintosh, N. J. (1998). IQ and Human Intelligence. Oxford: Oxford University Press. pp. 30–31. ISBN 0-19-852367-X. "In the jargon of psychological measurement theory, IQ is an ordinal scale, where we are simply rank-ordering people. ... It is not even appropriate to claim that the 10-point difference between IQ scores of 110 and 100 is the same as the 10-point difference between IQs of 160 and 150" 
  17. Stevens, S. S. (1946). "On the Theory of Scales of Measurement". Science 103 (2684): 677–680. doi:10.1126/science.103.2684.677. PMID 17750512. Bibcode1946Sci...103..677S. http://www.sciencemag.org/cgi/rapidpdf/103/2684/677. 
  18. Mackintosh 2011, p. 169 "after the age of 8–10, IQ scores remain relatively stable: the correlation between IQ scores from age 8 to 18 and IQ at age 40 is over 0.70."
  19. Terman, Lewis Madison; Merrill, MaudeA. (1937). Measuring intelligence: A guide to the administration of the new revised Stanford-Binet tests of intelligence. Riverside textbooks in education. Boston (MA): Houghton Mifflin. s. 44. 
  20. Anastasi, Anne; Urbina, Susana (1997). Psychological Testing (Seventh udg.). Upper Saddle River (NJ): Prentice Hall. pp. 326–327. ISBN 978-0-02-303085-7. Lay summary (28 July 2010). 
  21. Ulric Neisser, James R. Flynn, Carmi Schooler, Patricia M. Greenfield, Wendy M. Williams, Marian Sigman, Shannon E. Whaley, Reynaldo Martorell, Richard Lynn, Robert M. Hauser, David W. Grissmer, Stephanie Williamson, Sheila Nataraj Kirby, Mark Berends, Stephen J. Ceci, Tina B. Rosenblum, Matthew Kumpf, Min-Hsiung Huang, Irwin D. Waldman, Samuel H. Preston, John C. Loehlin (1998). Neisser, Ulric. ed. The Rising Curve: Long-Term Gains in IQ and Related Measures. APA Science Volume Series. Washington (DC): American Psychological Association. ISBN 978-1-55798-503-3. 
  22. 22,0 22,1 Mackintosh, N. J. (1998). IQ and Human Intelligence. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-852367-3. Lay summary (9 August 2010). 
  23. Flynn, James R. (2009). What Is Intelligence: Beyond the Flynn Effect (expanded paperback udg.). Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-74147-7. Lay summary (18 July 2010). 
  24. Flynn, James R. (1984). "The mean IQ of Americans: Massive gains 1932 to 1978.". Psychological Bulletin 95 (1): 29–51. doi:10.1037/0033-2909.95.1.29. 
  25. Flynn, James R. (1987). "Massive IQ gains in 14 nations: What IQ tests really measure.". Psychological Bulletin 101 (2): 171–91. doi:10.1037/0033-2909.101.2.171. http://psycnet.apa.org.floyd.lib.umn.edu/journals/bul/101/2/171.pdf. 
  26. Zhou, Xiaobin; Grégoire, Jacques; Zhu, Jianjin (2010). "The Flynn Effect and the Wechsler Scales". in Weiss, Lawrence G.; Saklofske, Donald H.; Coalson, Diane et al.. WAIS-IV Clinical Use and Interpretation: Scientist-Practitioner Perspectives. Practical Resources for the Mental Health Professional. Alan S. Kaufman (Foreword). Amsterdam: Academic Press. ISBN 978-0-12-375035-8. Lay summary (16 August 2010). 
  27. International Journal of Epidemiology, Volume 35, Issue 3, June 2006. Se genprint af Leowontin's 1974 artikel "The analysis of variance and the analysis of causes" og 2006 kommentarer: http://ije.oxfordjournals.org/content/35/3.toc
  28. 28,0 28,1 28,2 Neisser, Ulric et al. (February 1996). "Intelligence: Knowns and Unknowns". American Psychologist 52 (2): 77–101, 85. http://www.gifted.uconn.edu/siegle/research/correlation/intelligence.pdf. Hentet 20 March 2014. 
  29. Plomin, R.; Pedersen, N. L.; Lichtenstein, P.; McClearn, G. E. (1994). "Variability and stability in cognitive abilities are largely genetic later in life". Behavior Genetics 24 (3): 207–15. doi:10.1007/BF01067188. PMID 7945151. 
  30. Bouchard, T.; Lykken, D.; McGue, M; Segal, N.; Tellegen, A (1990). "Sources of human psychological differences: the Minnesota Study of Twins Reared Apart". Science 250 (4978): 223–8. doi:10.1126/science.2218526. PMID 2218526. 
  31. Bouchard, Thomas J. (2004). "Genetic Influence on Human Psychological Traits. A Survey". Current Directions in Psychological Science 13 (4): 148–51. doi:10.1111/j.0963-7214.2004.00295.x. 
  32. Plomin, Robert; DeFries, John C.; Knopik, Valerie S. (24 September 2012). Behavioral Genetics. Worth Publishers. pp. 195–196. ISBN 978-1-4292-4215-8. http://books.google.com/books?id=OytMMAEACAAJ. Hentet 4 September 2013. Lay summary (4 September 2013). "Model-fitting analyses that simultaneously analyze all the family, adoption, and twin data summarized in Figure 12.6 yield heritability estimates of about 50 percent (Chipuer, Rovine & Plomin, 1990; Loehlin, 1989)." 
  33. Bouchard Jr, TJ (1998). "Genetic and environmental influences on adult intelligence and special mental abilities.". Human biology; an international record of research 70 (2): 257–79. PMID 9549239. 
  34. Plomin, R; Asbury, K; Dunn, J (2001). "Why are children in the same family so different? Nonshared environment a decade later.". Canadian Journal of Psychiatry 46 (3): 225–33. PMID 11320676. 
  35. (Harris 2009)
  36. Pietropaolo, S.; Crusio, W. E. (2010). "Genes and cognition". Wiley Interdisciplinary Reviews: Cognitive Science 2 (3): 345–352. doi:10.1002/wcs.135. 
  37. doi: 10.1007/s00439-009-0655-4
    This citation will be automatically completed in the next few minutes. You can jump the queue or expand by hand
  38. C. F. Chabris, B. M. Hebert, D. J. Benjamin, J. P. Beauchamp, D. Cesarini, M. J. H. M. van der Loos, M. Johannesson, P. K. E. Magnusson, P. Lichtenstein, C. S. Atwood, J. Freese, T. S. Hauser, R. M. Hauser, N. A. Christakis and D. I. Laibson. (2011). Most reported genetic associations with general intelligence are probably false positives. Psychological Science
  39. Davies, G.; Tenesa, A.; Payton, A.; Yang, J.; Harris, S. E.; Liewald, D.; Ke, X.; Hellard, S. Le; et al. (2011). "Genome-wide association studies establish that human intelligence is highly heritable and polygenic". Mol Psychiatry 16: 996–1005. doi:10.1038/mp.2011.85. PMID 21826061. 
  40. B. Benyamin, B. Pourcain, O. S. Davis, G. Davies, N. K. Hansell, M. J. Brion, R. M. Kirkpatrick, R. A. Cents, S. Franic, M. B. Miller, C. M. Haworth, E. Meaburn, T. S. Price, D. M. Evans, N. Timpson, J. Kemp, S. Ring, W. McArdle, S. E. Medland, J. Yang, S. E. Harris, D. C. Liewald, P. Scheet, X. Xiao, J. J. Hudziak, E. J. de Geus, C. Wellcome Trust Case Control, V. W. Jaddoe, J. M. Starr, F. C. Verhulst, C. Pennell, H. Tiemeier, W. G. Iacono, L. J. Palmer, G. W. Montgomery, N. G. Martin, D. I. Boomsma, D. Posthuma, M. McGue, M. J. Wright, G. Davey Smith, I. J. Deary, R. Plomin and P. M. Visscher. (2013). Childhood intelligence is heritable, highly polygenic and associated with FNBP1L. Mol Psychiatry doi:10.1038/mp.2012.184 PMID 23358156
  41. Rowe, D. C.; Jacobson, K. C. (1999). "Genetic and environmental influences on vocabulary IQ: parental education level as moderator". Child Development 70: 1151–62. doi:10.1111/1467-8624.00084. 
  42. E. M. Tucker-Drob, M. Rhemtulla, K. P. Harden, E. Turkheimer and D. Fask. (2011). Emergence of a Gene x Socioeconomic Status Interaction on Infant Mental Ability Between 10 Months and 2 Years. Psychological Science, 22, 125-33
  43. Turkheimer, E.; Haley, A.; Waldron, M.; D'Onofrio, B.; Gottesman, I. I. (2003). "Socioeconomic status modifies heritability of IQ in young children". Psychological Science 14 (6): 623–628. doi:10.1046/j.0956-7976.2003.psci_1475.x. PMID 14629696. 
  44. K. P. Harden, E. Turkheimer and J. C. Loehlin. (2005). Genotype environment interaction in adolescents' cognitive ability. Behavior Genetics, 35, [1]
  45. Hanscombe, K. B.; Trzaskowski, M.; Haworth, C. M.; Davis, O. S.; Dale, P. S.; Plomin, R. (2012). "Socioeconomic Status (SES) and Children's Intelligence (IQ): In a UK-Representative Sample SES Moderates the Environmental, Not Genetic, Effect on IQ.". PLoS ONE 7: e30320. doi:10.1371/journal.pone.0030320. PMID 22312423. 
  46. Dickens, William T.; Flynn, James R. (2001). "Heritability estimates versus large environmental effects: The IQ paradox resolved.". Psychological Review 108 (2): 346–69. doi:10.1037/0033-295X.108.2.346. PMID 11381833. 
  47. Dickens, William T.; Flynn, James R. (2002). "The IQ Paradox: Still Resolved". Psychological Review 109 (4). http://www.brookings.edu/views/papers/dickens/20020205.pdf. 
  48. Neisser, Ulric; Boodoo, Gwyneth; Bouchard, Thomas J., Jr.; Boykin, A. Wade; Brody, Nathan; Ceci, Stephen J.; Halpern, Diane F.; Loehlin, John C.; et al. (1996). "Intelligence: Knowns and Unknowns" (PDF). American Psychologist 51 (2): 77–101. doi:10.1037/0003-066X.51.2.77. http://www.gifted.uconn.edu/siegle/research/Correlation/Intelligence.pdf. 
  49. Jensen, A. (1998) The g Factor: The Science of Mental Ability
  50. Murray, Charles (1998) (PDF). Income Inequality and IQ. AEI Press. ISBN 0-8447-7094-9. http://www.aei.org/docLib/20040302_book443.pdf. 
  51. http://psr.sagepub.com/content/early/2013/08/02/1088868313497266.full
  52. doi:10.1037/0003-066X.51.2.77
    This citation will be automatically completed in the next few minutes. You can jump the queue or expand by hand
  53. doi:10.1037/a0026699
    This citation will be automatically completed in the next few minutes. You can jump the queue or expand by hand
  54. Jensen, A. (1998) The g Factor: The Science of Mental Ability (p. 531)
  55. Jackson, D. N. (2002, December 5–7). Evaluating g in the SAT: Implications for the sex differences and interpretations of verbal and quantitative aptitude. Paper presented at the International Society for Intelligence Research, Nashville, TN."
  56. Kaufman, Alan S. (2009). IQ Testing 101. New York: Springer Publishing. s. 173. ISBN 978-0-8261-0629-2. Lay summary (10 August 2010). 
  57. Brody, Nathan (2005). "To g or Not to g—That Is the Question". in Wilhelm, Oliver & Engle, Randall W. (Eds.). Handbook of Understanding and Measuring Intelligence. Thousand Oaks (CA): SAGE Publications. 
  58. Bernie Devlin, Stephen E. Fienberg, Daniel P. Resnick & Kathryn Roeder, ed (1997). Intelligence, Genes, and Success: Scientists Respond to the Bell Curve. New York (NY): Springer Verlag. ISBN 0-387-98234-5. Skabelon:Page needed
  59. Nisbett, Richard E. (2009). Intelligence and How to Get It: Why Schools and Cultures Count. New York (NY): W. W. Norton. ISBN 978-0-393-06505-3. Lay summary (28 June 2010). Skabelon:Page needed
  60. McDaniel, Michael (2005). "Big-brained people are smarter". Intelligence 33: 337–346. doi:10.1016/j.intell.2004.11.005. http://www.people.vcu.edu/~mamcdani/Big-Brained%20article.pdf. 
  61. Luders, E; Narr KL; Thompson PM; Toga AW (2008). "Neuroanatomical Correlates of Intelligence". Intelligence 37 (2): 156–163. doi:10.1016/j.intell.2008.07.002. PMC 2770698. PMID 20160919.
  62. Allen, JS; Damasio H; Grabowski TJ (2002). "Normal neuroanatomical variation in the human brain: An MRI-volumetric study". Am J Phys Anthropol 118 (4): 341–58. doi:10.1002/ajpa.10092. PMID 12124914.
  63. Cosgrove, KP; Mazure CM; Staley JK (2007). "Evolving Knowledge of Sex Differences in Brain Structure, Function and Chemistry". Biol Psychiat 62 (8): 847–55. doi:10.1016/j.biopsych.2007.03.001. PMC 2711771. PMID 17544382.
  64. Weiss, Lawrence G.; Saklofske, Donald H.; Prifitera, Aurelio; Holdnack, James A., eds. (2006). WISC-IV Advanced Clinical Interpretation. Practical Resources for the Mental Health Professional. Burlington (MA): Academic Press. ISBN 978-0-12-088763-7. Lay summary (15 August 2010). This practitioner's handbook includes chapters by L.G. Weiss, J.G. Harris, A. Prifitera, T. Courville, E. Rolfhus, D.H. Saklofske, J.A. Holdnack, D. Coalson, S.E. Raiford, D.M. Schwartz, P. Entwistle, V. L. Schwean, and T. Oakland.
  65. Sattler, Jerome M. (2008). Assessment of Children: Cognitive Foundations. La Mesa (CA): Jerome M. Sattler, Publisher. ISBN 978-0-9702671-4-6. Lay summary (28 July 2010).
  66. Kaufman, Alan S.; Lichtenberger, Elizabeth (2006). Assessing Adolescent and Adult Intelligence (3rd udg.). Hoboken (NJ): John Wiley & Sons. ISBN 978-0-471-73553-3. Lay summary (22 August 2010).