Intelligenskvotient

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Intelligenskvotient
Klassifikation
Raven Matrix.svg
Eksempel på et element i en IQ-test, modelleret efter en 'Ravens Progressive Matricer'-test
MedlinePlus 001912
ICD-9-CM 94.01

Intelligenskvotient (forkortet IK, eller efter engelsk stavemåde IQ) er en score, som stammer fra en af flere standardiserede tests beregnet til, at vurdere den menneskelige intelligens. Forkortelsen blev opfundet af psykologen William Stern fra den tyske term Intelligenz-kvotient, hans betegnelse for en scoringsmetode til intelligenstest. Definitionen af IQ angiver, at det hyppigst forekommende intelligensniveau i en befolkning for gennemsnitlig IQ er 100 og, at de øvrige værdier er normalfordelt med en standardafvigelse på 15, 16 eller 24, alt efter, hvilken skala man bruger. Standardafvigelse 15 er den mest brugte, og efter den skala har ca. 2% af befolkningen en IQ på 130, eller derover.

IQ-scorer er blevet vist til i nogen grad, at være forbundet med forældrenes økonomiske status,[1] og til en betydelig grad biologiske forældres IQ. Mens arvelighed af IQ er blevet undersøgt i næsten et århundrede, er der stadig debat om betydningen af arvelighed[2][3] og effekterne af arvelighed.[4]

IQ-scorer anvendes som indikatorer for uddannelsesmæssige resultater, arbejdspræstation og indkomst. De bruges også til, at studere IQ-fordelingen i populationer og korrelationerne mellem IQ og andre variabler. Råscoren på flere forskellige befolkningers IQ-test har været stigende siden begyndelsen af det 20. århundrede med en gennemsnitlig hastighed, der kan skaleres til tre IQ-points per årti, et fænomen kaldet Flynn-effekten. Undersøgelse af forskellige mønstre af stigninger i delprøve-scoringer kan også oplyse aktuel forskning i den menneskelige intelligens. IQ-scorer anvendes også til, at vurdere graden af udviklingshæmning i individer, hvor en IQ på under 70 typisk kategoriseres som et tilfælde af lettere debilitet.

Historie[redigér | redigér wikikode]

Forløbere til IQ test[redigér | redigér wikikode]

Den engelske statistiker Francis Galton lavede det første forsøg på, at lave en standariseret test for bedømmelse af en persons intelligens. Som en pioner indenfor psykemetrik og brugen af statistiske metoder til undersøgelse af menneskelig forskellighed og studiet af arvelighed af menneskelige træk, troede han at intelligens langt hen ad vejen var et produkt af arvelighed (med dette mente han ikke gener, selvom han udviklede flere teorier om arvelighed før mendel).[5] Hans hypotese var, at der skulle eksistere en korrelation mellem intelligens og andre ønskede træk såsom reflekser, muskelgreb og hovedstørrelse.[6] Han startede det første center i verden for mental-testning i 1882 og udgav i 1883 bogen Inquiries into Human Faculty and Its Development, hvor han gennemgik sine teorier. Efter indsamling af data om en række fysiske variabler, var han ikke i stand til at vise en sådan sammenhæng, og han opgav til sidst denne forskning.[7]

Den franske psykolog Alfred Binet var en af de centrale udviklere af det, der senere blev kendt som Stanford–Binet Intelligens Skala.

Den franske psykolog Alfred Binet havde sammen med Victor Henri og Théodore Simon, mere succes i 1905, hvor de udgav Binet-Simon testen, som fokuserede på verbale evner. Testen havde til hensigt at skulle identificere psykisk handicap i skolebørn, som dengang var i specifik modsætning til hvad andre psykologer troede, nemlig at børnene var syge og ikke mentalt langsomme.[8]

Scoren på en Binet-Simonskala ville vise den mentale alder af barnet. For eksempel, et seks år gammelt barn, der bestod alle opgaver andre seks årige også bestod - men intet derudover - ville have en mental alder, der passer med den kroniske alder på 6.0. Binet troede, at intelligens var mangesidet, men kom under kontrol af praktisk dom. Ifølge Binets synspunkt, var der begrænsninger på skalaen, og han understregede, at han så en stor forskellighed af intelligens og et behov for at studere det kvalitativt frem for kvantitativt.

Den amerikanske psykolog Henry H. Goddard udgav en oversættelse af testen i 1910. Efterfølgende udkom en revideret udgave i 1916 udgivet af Lewis Terman, der resulterede i testen Stanford-Binet intelligensskala. Den blev den mest populære test i USA i årtier.[9][10][11]

Generel faktor (g)[redigér | redigér wikikode]

En illustration af Spearman to-faktor intelligensteori. Hver lille oval er en hypotetisk mentaltest. De blå områder svarer til test-specifikke varians (s), mens de lilla områder repræsenterer variansen som kan tilskrives g.

De mange forskellige former for IQ-tests anvender en bred vifte af metoder. Nogle tests er visuelle, nogle er verbale, nogle tests bruger kun abstrakte opgaver, og nogle tests koncentrerer sig om matematik, fysisk billedsprog, læsning, ordforråd, hukommelse eller almen viden.

Den britiske psykolog Charles Spearman lavede i 1904 den første faktoranalyse af korrelationer mellem forskellige tests. Han observerede at børns præstationer i tilsyneladende urelaterede skoleemner var positivt korreleret, og årsagen til disse korrelationer, reflekterede indflydelse af en underlæggende generel mental evne, der havde effekt på alle former for mentale tests. Han foreslog at alle mentale evner kunne visualiseres med en enkelt generel evnefaktor og et stort antal små opgavespecifikke evnefaktorer. Spearman navngavn det g for "generel faktor" og navngav de specifikke evnefaktorer s. I enhver samling af IQ-tests, er den bedste måling af g den test, som har den højeste korrelation med alle de andre tests. De fleste af disse g-fyldte tests involverer typisk abstrakte opgaver. Derfor betragter både Spearman og andre g som essensen af intelligens.

Dette argument er stadig accepteret i princippet af mange psykometrikere. Nutidens faktormodeller af intelligens repræsenterer typisk kognitive evner som et tre-niveau hierarki, hvor der er et stort antal små faktorer i bunden af hierarkiet, en håndfuld af brede, mere generelle forhold på det mellemliggende niveau, og i spidsen en enkelt faktor g, som repræsenterer en fælles varians for alle kognitive opgaver. Imidlertidigt er denne opfattelse ikke universelt accepteret; andre faktoranalyser af data med forskellige resultater er mulige. Nogle psykemetrikere betragter g som et statistisk artefakt. Den mest anvendte test til måling af g er Ravens Progressive Matricer, som er en visuel test.[12]

USA's rekruttering under første verdenskrig[redigér | redigér wikikode]

Under første verdenskrig var det nødvendigt med en måde til, at vurdere og fordele hærens rekrutter til relevante opgaver. Dette førte til den hurtige udvikling af flere psykiske tests. Efter krigen bidrog positiv omtale af hærens psykologiske testning til, at gøre psykologi til et respekteret fag.[13] Efterfølgende var der en stor vækst i beskæftigelsen og finansiering af psykologi i USA.[14] Gruppeintelligenstest blev udviklet og blev udbredt i skoler og industri.[15]

L.L. Thurstone argumenterede for en model af intelligens, der omfattede syv uafhængige faktorer (verbal forståelse, ord talefærdighed, nummer facilitet, rumlig visualisering, associativ hukommelse, perceptuel hastighed, ræsonnement, og induktion). Selvom den ikke blev populær, påvirkede den senere teorier.[16]

David Wechsler producerede den første version af sin test i 1939. Efterhånden blev den mere populær og overhalede Binet i 1960'erne. Den er blevet revideret flere gange, som det er almindeligt for IQ-tests, til at optage ny forskning. En forklaring er, at psykologer og pædagoger ønskede mere information end den enkelte score fra Binet. Wechslers 10+ delprøver muliggjorde dette. En anden er, at Binet fokuserede på verbale evner, mens Wechsler også omfattede ikke-verbale evner. Binet-testen er nu blevet revideret flere gange og ligner nu Wechsler i flere aspekter, men Wechsler er fortsat den mest populære test i USA.[16]

Cattell-Horn-Carroll teorien[redigér | redigér wikikode]

Psykologen Raymond Cattell definerede flydende og krystalliseret intelligens og er forfatter til Cattell Culture Fair III IQ test.

Raymond Cattell (1941) foreslog to typer af kognitive evner i en revision af Spearmans koncept om generel intelligens. Flydende intelligens (Gf) blev antaget som evnen til at løse nye problemer ved at bruge ræsonnement, og krystalliseret intelligens (Gc) blev antaget som en videnbaseret evne, der var meget afhængig af uddannelse og erfaring. Desuden blev det antaget at flydende intelligens faldt med alderen, mens krystalliseret intelligens blev antaget til at være stort set statisk. Teorien blev næsten glemt, men blev genoplivet af hans elev John L. Horn (1966), som senere argumenterede for at Gf og GC var kun to blandt flere faktorer, og han identificerende til sidst 9 eller 10 brede evner. Teorien fortsatte med at blive kaldt Gf-Gc teorien.[16]

John B. Carroll (1993), efter en omfattende reanalyse af tidligere data foreslog han Tre-Stratum teorien, som er en hierarkisk model med tre niveauer. Det nederste lag består af smalle evner, der er højt specialiserede (fx induktion, stavningsevne). Det andet lag består af brede evner. Carroll udpegede otte anden stratum evner. Carroll accepterede Spearmans koncept om generel intelligens, for det meste, som en repræsentation af det øverste, tredje lag.[17][18]

I 1999 har en sammensmeltning af Cattell og Horns Gf-Gc teori med Carrolls Tre-Stratum teori ført til Cattell-Horn-Carroll teorien. Det har i høj grad påvirket mange af de nuværende brede IQ-test.[16] Det hævdes, at dette afspejler meget af det man ved om intelligens fra forskning. Et hierarki af faktorer anvendes, hvor g er øverst. Under det er 10 brede evner, som igen er opdelt i 70 smalle evner. De brede evner er:[16]

  • Flydende intelligens (Gf) omfatter den brede evne til at ræsonnere, danne begreber, og løse problemer ved hjælp af ukendte oplysninger eller nye procedurer.
  • Krystalliseret intelligens (Gc) omfatter bredden og dybden af en persons erhvervede viden, evnen til at kommunikere sin viden, og evnen til at ræsonnere ved hjælp af tidligere lærte erfaringer eller procedurer.
  • Kvantitative ræsonnement (Gq) er evnen til at forstå kvantitative begreber og relationer, og at manipulere numeriske symboler.
  • Læsning og skrivnings evne (Grw) indeholder grundlæggende læse og skrivefærdigheder.
  • Korttidshukommelse (Gsm) er evnen til at opfatte og holde information i umiddelbar bevidsthed, og derefter bruge det i løbet af få sekunder.
  • Langsigtet opbevaring og genfinding (Glr) er evnen til at lagre information og flydende hente det senere ved at tænke.
  • Visuel forarbejdning (Gv) er evnen til at opfatte, analysere, syntetisere, og tænke i visuelle mønstre, herunder evnen til at gemme og huske visuelle fremstillinger.
  • Auditiv bearbejdning (Ga) er evnen til at analysere, syntetisere og diskriminere lydmæssige stimuli, herunder evnen til at behandle og skelne talelyde, som kan præsenteres under fordrejede omstændigheder.
  • Behandlingshastighed (Gs) er evnen til at udføre automatiske kognitive opgaver, især når der måles under pres for at opretholde fokuseret opmærksomhed.
  • Afgørelse / reaktionstid / hastighed (Gt) afspejler umiddelbarheden, hvormed en person kan reagere på stimuli eller en opgave (typisk målt i sekunder eller brøkdele af sekunder, det må ikke at forveksles med Gs, som typisk måles i intervaller på 2 -3 minutter). Se Mental tidsmåling.

Moderne tests måler ikke nødvendigvis alle disse brede evner. For eksempel kan Gq og Grw ses som foranstaltninger af skoleresultater og ikke IQ.[16] Gt kan være vanskeligt at måle uden specialudstyr. g blev tidligere ofte opdelt i kun Gf og Gc, som blev anset for at svare til de ikke-verbale eller præstations delprøver og verbale delprøver i tidligere versioner af den populære Wechsler IQ-test. Nyere forskning har vist, at situationen er mere kompleks.[16] Moderne omfattende IQ-tests giver ikke længere give en enkelt score. Selv om de stadig give en samlet score giver de nu også en score for mange af disse mere begrænsede evner og identificere særlige styrker og svagheder i en person.[16]

Opbygning og pålidelighed[redigér | redigér wikikode]

IQ-distribution med et gennemsnit på 100 og en standardafvigelse på 15.

IQ er ordinalt skaleret,[19][20][21][22][23] hvilket betyder, at selvom én standardafvigelse er 15 point og to standardafvigelse er 30 point og så videre, er det ikke ensbetydende med, at mentale evner er lineært relateret til IQ således, at en intelligenskvotient på 50 betyder halvdelen af den kognitive evne af en IQ på 100. IQ-scorer kan derved heller ikke tolkes som procentpoint.

Omkring 95% af befolkningen har scoringer inden for to standardafvigelser (SD) fra middelværdien. Hvis en standardafvigelse er 15 point, som er almindeligt i næsten alle moderne test, så befinder 95% af befolkningen sig inden for et interval fra 70 til 130 og 98% er under 131.f

Der er en række forskellige IQ-tests i brug i den engelsktalende verden. De mest almindeligt anvendte individuel IQ-tests er Wechsler Intelligens Skala for voksne og Wechsler Intelligens skala for børn for skolealderene test-tagere. Andre almindeligt anvendte individuelle IQ-tests (hvoraf nogle ikke mærke deres standard scorer som "IQ") indeholder de nuværende versioner af Stanford-Binet, Ravens Progressive Matricer, Kaufman Assessment Battery for børn, Cognitive Assessment System, og Differential Ability Scales.

Psykometrikere anser generelt IQ-tests som at have en høj statistiks pålideligehed.[24] En høj pålidelighed indikerer at, selvom testtagere måske kan have variende scorer når de tager testen på forskellige tidspunkter, vil testene være omkring det samme over tid. Ligesom alle andre statistiske mængder, har en given vurdering af IQ en tilhørende standardfejl. For de fleste moderne IQ-tests ligger målefejlene på omkring tre IQ-points. Kliniske psykologer anser generelt IQ for at have en tilstrækkelig statistisk gyldighed til brug til mange kliniske formål.[25][26]

Flynn-effekten[redigér | redigér wikikode]

Siden begyndelsen af det 20. århundrede er råscoren på IQ-tests steget i de fleste dele af verden.[27][28][29] Når en ny version af en IQ-test er normeret, er standardscoringen sat til gennemsnitlig IQ for en befolkning er ligemed 100. Fænomenet med stigende råscorer betyder, at hvis testtagrene har scoret en konstant standardscoring, har IQ-testresultaterne været stigende med en gennemsnitlig hastighed på omkring tre IQ-points per årti. Dette fænomen blev navngivet Flynn-effekten i bogen The Bell Curve efter James Flynn, der gjorde mest for at gøre psykologer opmærksom på fænomenet.[30][31]

Forskere har udforsket spørgsmålet om, hvorvidt Flynn-effekten er lige så stærk for alle former for IQ-tests, om effekten kan være endt i nogle udviklede nationer, om der er forskelle i effekten i forhold til forskellige sociale grupper og hvad årsagerne til effekten kan være.[32] En undersøgelse fra tekstbogen, IQ and Human Intelligence (1998), af N.J. Mackintosh, bemærkede, at før Flynn offentliggjorde sine undersøgelser, troede mange psykologer fejlagtigt, at dysgeniske tendenser gradvist reducere niveauet af intelligens i den almindelige befolkning. De troede muligvis også, at miljøfaktor ikke kunne have en stærk effekt på IQ. Mackintosh bemærkede, at Flynns observationer har forårsaget megen ny forskning i psykologi og "nedbrydet nogle længe nærede overbevisninger, og forårsaget en række andre interessante spørgsmål undervejs."[28]

Foreslåede forklaringer har inkluderet bedre ernæring, en tendens til mindre familier, bedre uddannelse, mere kompleks miljø, og forekomsten af genetisk bedre afkom fra mere blanding af gener.[33] Et andet forslag er en gradvis forbedrelse af test-tagernes færdigheder.[12] Flynn-effekten har været for hurtig til genetisk forandring kan være årsagen.[34]

Alder[redigér | redigér wikikode]

IQ kan ændre sig til en hvis grad i løbet af barndommen.[16] Dog fandt en langgående undersøgelse, er den gennemsnitlige IQ-scorer til test ved alderen 17 og 18 er korreleret til r = 0,86 med de gennemsnitlige scorer på test i alderen fem, seks og syv og r = 0,96 med de gennemsnitlige scoringer af test for alderen 11, 12 og 13.[35]

En række undersøgelser omkring IQ og aldring har været gennemførts siden den første version af Wechsler Intelligensskala henledte opmærksomheden på IQ forskelle i forskellige aldersgrupper af voksne. Den nuværende konsensus er, at flydende intelligens generelt falder med alderen efter den tidlige voksenalder, mens krystalliseret intelligens forbliver intakt. Begge kohorte effekter (fødselsår af test-tager) og praksis virkninger (test-tager tager den samme form for IQ-test mere end én gang) skal styres for at opnå præcise oplysninger. Det er uvist, om en livsstilsintervention kan bevare flydende intelligens ind i ældre aldersgrupper.[36]

Den nøjagtige alder for højdepunktet for flydende og krystalliseret intelligens forbliver ukendt. Nogen undersøgelser viser, at især flydende intelligens topper ved en relativt ung alder, oftest i den tidlige voksenalder, mens andre undersøgelser har fundet, at intelligens er stabilt indtil midten af voksenalderen eller senere. Efterfølgende synes intelligens at falde langsomt.[37]

Genetik og miljø[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Arv og miljø.

Miljømæssige og genetiske faktorer spiller begge roller i at bestemme IQ. Deres relative effekt har været baggrund for megen forskning og debat.

Arvelighed[redigér | redigér wikikode]

Arvelig er defineret som den proportion af variationen i et træk, som kan henføres til at være genotype indenfor en defineret befolkning i et bestemt miljø. En række punkter skal overvejes ved fortolkning af arvelighed. Arvelighed måler andelen af variation i et træk, der kan henføres til gener, og ikke den del af en træk forårsaget af gener. Værdien af arvelighed kan ændre sig, hvis virkningen af miljøet (eller af gener) i befolkningen i væsentlig grad ændres.[38]

Estimater af arvelighed af IQ findes typisk via tvillingeforskning, hvor lighederne af enæggede tvillinger kan sammenlignes (hvor 1,0 angiver, at enæggede tvillinger har den samme IQ og 0,0 angiver, at deres IQ er helt ukorrelerede). En høj arvelighed af et træk betyder ikke at miljøeffekter, såsom læring, ikke er involveret. Siden arvelighed stiger i barndommen og ungdommen, bør man være forsigtig med at drage konklusioner vedrørende dets rolle i genetik og miljø fra studier, hvor deltagerne ikke er fulgt indtil de er voksne. Undersøgelser har fundet arveligheden af IQ hos voksne tvillinger til, at være 0,7 til 0,8 og 0,45 i børne-tvillinger i den vestlige verden.[35][39][40] Estimeringer af arvelighed i barndommen er så lave som 0,2, omkring 0,4 midt i barndommen og så højt som 0,8 i voksenalderen.[41] Den generelle estimering af arvelighed af IQ er omkring 0,5 på tværs af flere undersøgelser i forskellige befolkningsgrupper.[42]

Delt familiemiljø[redigér | redigér wikikode]

Familiemedlemmer har aspekter af miljø tilfælles (f.eks forhold af hjem). Denne delte miljøeffekt udgør 0,25-0,35 af variationen i IQ i barndommen.[35] I slutningen af ungdomsårene er den ganske lav (nul i nogle undersøgelser).[43] Disse undersøgelser har dog ikke set på virkningerne af ekstreme miljøer, såsom i voldsramte familier.[44][45]

Udelt familiemiljø og miljø uden for familien[redigér | redigér wikikode]

Selvom forældre behandler deres børn forskelligt, forklarer sådan forskellige behandling kun en lille mængde af den udelte miljømæssige indflydelse. Et forslag er, at børn reagerer forskelligt på det samme miljø på grund af forskellige gener. Mere sandsynlige påvirkninger kan være effekten af jævnaldrende og andre erfaringer uden for familien.[35][44]

Gener[redigér | redigér wikikode]

En meget stor del af de over 17.000 menneskelige gener menes at have en virkning på udviklingen og funktionalitet af hjernen.[46] Selv om der er blevet rapporteret at en række individuelle gener er forbundet med IQ, har ingen en stærk virkning. Dertil har ingen forsøg som har vist en stærk geneffekt på IQ blevet replikleret.[47] De fleste rapporterede sammenhænge mellem gener og intelligens er falske positive resultater.[48] Nylige fund af gener associeret med normalt varierende intelligens hos voksne, viser fortsat svage effekter i forhold til hvilket som helst gen,[49] ligeledes hos børn.[50]

Interaktion mellem gener og miljø[redigér | redigér wikikode]

En interaktion af genetiske effekter med socioøkonomisk status er ofte observeret, således at arvelighed er høj i familier af høj socioøkonomisk status, men meget lavere i familier af lav socioøkonomisk status.[51] Dette er blevet replikeret i spædbørn,[52] børn[53] og unge[54] i USA, men ikke uden for USA, for eksempel blev et omvendt resultat rapporteret i Storbritannien.[55]

Dickens og Flynn (2001) argumentere for, at gener for høj IQ initiere miljøudformende feedback, da genetiske effekter forårsager kloge børn til at opsøge mere stimulerende miljøer, der yderligere kan øge IQ. I deres model, falder miljøeffekter over tid (modellen kan tilpasses til at omfatte mulige faktorer, såsom ernæring i den tidlige barndom, som kan forårsage varige virkninger). Flynn-effekten kan forklares ved en generelt mere stimulerende miljø for alle mennesker. Forfatterne foreslår, at programmer, der sigter på at øge IQ ville være mest tilbøjelig til at producere langsigtede IQ forøgelser, hvis de forårsagede at børn fortsætter med at opsøge kognitivt krævende erfaringer.[56][57]

Sociale korrelationer[redigér | redigér wikikode]

Skoleresultater[redigér | redigér wikikode]

I en rapport fra den amerikanske psykologforening kaldet Intelligence: Knowns and Unknowns nævnes det, at korrelationen mellem IQ-scorer og karakterer er omkring 0,5 (en fjerdedel eller 25% af variansen).[35] Dette betyder, at børn med en høj score på en intelligens test har en tendens til, at lære mere om, hvad der undervises om i skolen end deres lavere scorerende jævnaldrende. Opnåelse af gode karakterer afhænger dog af mange andre faktorer end IQ, såsom "vedholdenhed, interesse i skolen, og vilje til at studere".

Indkomst[redigér | redigér wikikode]

Sammenhængen mellem IQ og indkomst er typisk fundet til, at være en moderat korrelation på 0,4 (en sjettedel eller 16% af variansen).[58] Forholdet stiger med alderen og topper ved midaldrende, når folk har nået deres maksimale potentiale i deres karriere. Charles Murray, medforfatter af The Bell Curve, fandt at IQ har en væsentlig effekt på indkomst selvstændigt af familiebaggrund.[59] Det er blevet foreslået, at "økonomisk set ser det ud til, at IQ-scorer måler noget med faldende marginal værdi. Det er vigtigt at have nok af det, men at have massere køber dig ikke så meget."[60][61] Forholdet mellem IQ og rigdom er meget mindre kraftig end imellem IQ og arbejdspræstation. Nogle undersøgelser tyder på, at IQ er urelateret til nettoformue.[62][63]

En undersøgelse fra 2002 undersøgte yderligere virkningen af andre faktorer på indkomst end IQ og konkluderede, at en persons placering, arvet rigdom, race, og skolegang er vigtigere som faktorer til determinering af indkomst end IQ.[64]

Kriminalitet[redigér | redigér wikikode]

En amerikansk undersøgelse nævner at sammenhængen mellem IQ og kriminalitet er fundet til at være en lav korrelation på -0,2.[35] En korrelation på 0,2 betyder, at den forklarede varians er 4%.

I Bogen Handbook of Crime Correlates fra 2009 nævnes det at undersøgelser har fundet, at omkring otte IQ points, separerer kriminelle fra den almindelige befolkning, især for vedvarende alvorlige lovovertrædelser. Det er blevet foreslået, at dette blot afspejler, at "kun de dumme bliver fanget", men der er ligeledes en negativ sammenhæng mellem IQ og selv-rapporterede overtrædelser.[65]

En undersøgelse fra USA omkring forholdet mellem gennemsnitlig IQ for amerikanske amter og gennemsnitlig kriminalitet i disse fandt, at højere gennemsnitlige IQ var forbundet med lavere niveauer af indbrud, tyveri, biltyveri, voldelig kriminalitet, røveri og groft overfald."[66][67]

Andre korrelationer[redigér | redigér wikikode]

En meta-analyse af 63 forskellige undersøgelser om korrelationen mellem religiøsitet og IQ, fandt en lav invers korrelation mellem IQ og religiøsitet på -0,2 (derved 4% af variansen)[68] Korrelationen for de fleste variabler for "negativt udfald" er typisk mindre end 0,2, hvilket betyder, at forklaret varians er mindre end 4%.[35]

Gruppeforskelle[redigér | redigér wikikode]

Blandt de mest kontroversielle spørgsmål i forbindelse med studiet af intelligens er den observation at intelligensmålinger såsom IQ-scorer varierer mellem etniske og racemæssige grupper og køn. Mens der er lidt videnskabelig debat om eksistensen af nogle af disse forskelle, er deres årsager fortsat meget kontroversielt både inden for den akademiske verden og i det offentlige rum.

Køn[redigér | redigér wikikode]

De fleste IQ-tests er konstrueret således, at der ikke er nogen samlet score forskelle mellem kvinder og mænd.[69][70] Populære IQ-tests såsom WAIS og WISC-R er også konstrueret til at fjerne kønsforskelle.[71] I et dokument præsenteret ved International Society for Intelligence Research i 2002, blev det påpeget, at fordi testudgivere og Educational Testing Service, (som udviklede SAT) ofte fjerner elementer, der viser markerede kønsforskelle for at reducere opfattelsen af bias, er den ægte kønsforskel maskeret. Genstande som MRT og RT tests, viser en mandlig fordel i IQ ofte er fjernet.[72]

Race og etnicitet[redigér | redigér wikikode]

En undersøgelse fra 1996 om intelligens sponsoreret af den amerikanske psykologforening konkluderede, at der er betydelige variationer i IQ imellem racer.[35] Problemet med at fastslå årsagerne bag denne variation vedrører spørgsmålet om bidragene fra "arv og miljø" til IQ. Psykologer såsom Alan S. Kaufman[73] og Nathan Brody[74] og statistikere såsom Bernie Devlin[75] hævder, at der ikke er tilstrækkelige data til at konkludere, at det er på grund af genetiske påvirkninger. Måske den mest fremtrædende forsker som argumentere for en stærk genetisk indflydelse på disse gennemsnitlige score forskelle er Arthur Jensen, men mange andre såsom Richard Herrnstein, Philippe Rushton, Richard Lynn, er også hereditarianere (dem, der mener, at genetik spiller en vis rolle i raceforskelle i IQ / g). I modsætning hertil er der andre forskere, såsom Richard Nisbett og James Flynn som argumentere for, at miljøfaktorer kan forklare alle de gennemsnitlige gruppeforskelle.[76]

Hjerneanatomi[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Hjerne.

Majoriteten af MR-skanninger reportere lave til moderate korrelationer (omkring 0,3 til 0,4) mellem hjernestørrelse og IQ.[77] Derved imellem 9% og 16% af variansen respektivt. De mest vedholdende sammenhænge observeres i de frontale, temporale og parietale lapper, hippocampus og lillehjernen, men udgør kun en relativt lille mængde af varians i IQ, hvilket antyder, at mens hjernens størrelse er relateret til den menneskelige intelligens, spiller andre faktorer også en rolle.[78] Dertil har hjernestørrelse ikke stærk korrelation med andre og mere specifikke kognitive målinger.[79] Hos mænd, korrelere IQ mest med volumen af grå substans i frontallappen og paritallappen, som primært er involveret i sanseintegration og opmærksomhed, mens IQ hos kvinder korrelere med volumen af grå substans i frontallappen og Brocas området, som er involveret i sprog.[80] Andre neurofysiologiske faktorer som er fundet til, at korrelere med IQ omfatter størrelsen og formen af frontallappen, aktivitetsniveauet af forskellige dele af hjernen, mængden af blod og kemisk aktivitet i frontallappen, den samlede tykkelse af hjernebarken og glucose stofskiftet.[81]

Reaktionstid[redigér | redigér wikikode]

Nuvola apps download manager2-70%.svg Hovedartikel: Mental tidsmåling.

Undersøgelser har rapporteret mellemstore korrelationer mellem reaktionstid og IQ. Der er således en tendens til at personer med en højere IQ har en hurtigere reaktionstid. Sammenhængen mellem simpel reaktionstid og IQ er gennemsnitlig omkring -0,3, med en tendens til større sammenhænge mellem reaktionstids-teste med flere valgmuligheder, som giver en korrelation med IQ på op til -0,5.[82]

Klassifikation[redigér | redigér wikikode]

Nuværende Wechsler (WAIS–IV, WISC–IV, WPPSI–IV) IQ klassifikation
IQ interval Klassifikation[83][84]
130 og over Meget Fint
120–129 Fint
110–119 Højt middel
90–109 Middel
80–89 Lavt middel
70–79 Borderline
69 og under Ekstremt lav

IQ-klassifikation er praksissen, inde for IQ-tests af udpegning af IQ-svingninger som forskellige kategorier med mærker såsom "meget fint" eller "middel".[85] IQ-klassifikation blev forudgået historisk ved forsøg på at klassificere mennesker via generelle evner baseret på andre former for adfærdsmæssig observation. Der er flere forskellige IQ-tests og ikke to versioner bruger præcis samme etiketter for klassificering. IQ klassifikations-opdelinger har ændret sig fra tid til anden siden begyndelsen af IQ-test i begyndelsen af det tyvende århundrede.

Kritik og holdninger[redigér | redigér wikikode]

Forbindelse med intelligens[redigér | redigér wikikode]

IQ er den mest undersøgte forsøg på måling af intelligens og langt den mest udbredte i praktiske omgivelser. Selvom IQ forsøger, at måle visse forestillinger om intelligens, kan det ikke fungere som en nøjagtig måling af "intelligens" i bredeste forstand. IQ-tests undersøger kun bestemte områder indeholdt i begrebet "intelligens" og tager ikke højde for visse områder, som også er forbundet med "intelligens" såsom kreativitet eller følelsesmæssig intelligens.

Der er kritikere såsom Keith Stanovich, som ikke fornægter stabiliteten af IQ testresultater eller det faktum, at de forudsiger visse former for præstation, relativt effektivt. De hævder dog, at baserer konceptet intelligens på IQ prøveresultater alene er at ignorere mange vigtige aspekter af mentale evner.[1][86]

Kritik af g[redigér | redigér wikikode]

Nogle forskere afviser IQ helt. Palæontologen Stephen Jay Gould i The Mismeasure of Man (1996), kritiserede IQ-tests og argumenterede, at de blev brugt til videnskabelig racisme. Han hævdede at g var en matematisk artefakt og kritiserede:

Citat ...fremstilling af intelligens som en enkelt enhed, dets placering i hjernen, dens kvantificering som ét tal for hver enkelt, og brugen af disse numre til at rangere folk i en enkelt serie af værdighed, uvægerligt til at finde, at undertrykte og dårligt stillede racer, klasser eller køn - er medfødt underlegen og fortjener deres status. (s. 24-25) Citat

Arthur Jensen svarede:

Citat ...hvad Gould har forvekslet for "tingsliggørelse" er hverken mere, eller mindre end den almindelig praksis i enhver videnskab af hypoteser af forklaringsmodeller til, at redegøre for de observerede relationer i et given domæne. Velkendte eksempler er den heliocentriske teori om planeternes bevægelse, Bohr atomet, det elektromagnetiske felt, den kinetiske teori for gasser, gravitation, kvarker, mendelske gener, masse, hastighed, etc. Ingen af disse konstruktioner eksisterer som en håndgribelig enhed som optager fysisk plads .[87] Citat

En anden væsentlig kritiker af g som den vigtigste målestok for menneskelige kognitive evner er Robert Sternberg, der har argumenteret for, at reducere begrebet intelligens til måling af g ikke fuldt ud på højde med de forskellige kompetencer og videnstyper, der producerer succes i det menneskelige samfund.[88] Jensen har afvist kritikken af Gould og argumenterede også, at selvom g blev erstattet af en model med flere intelligensser ville dette ændre situationen mindre end forventet. Han hævder, at alle tests af kognitive evner ville fortsætte med at være stærkt korreleret med hinanden, og der vil stadig være en sort-hvid forskel på kognitive tests.[89]

"Intelligence: Knowns and Unknowns"[redigér | redigér wikikode]

Som reaktion på diskussionen omkring The Bell Curve, oprettede bestyrelsen for videnskabelige anliggender for den amerikanske psykologforening en arbejdsgruppe i 1995 til at skrive en rapport om statussen for intelligensforskning, som kunne anvendes af alle sider som grundlag for diskussionen - "Intelligence: knowns og unknowns".[35][90]

I rapporten beklager repræsentanter for foreningen, at IQ-relaterede værker ofte er skrevet med henblik på deres politiske konsekvenser: "forskningsresultater blev ofte vurderet ikke så meget på deres fortjenester eller deres videnskabelige status som på deres formodede politiske konsekvenser".

Arbejdsgruppen konkluderede, at IQ-scorer har høj prædikativ gyldighed for individuelle forskelle i skoleresultater. De bekræfter dertil den prædikative gyldighed af IQ for voksnes erhvervsmæssige status, selv når variabler såsom uddannelse og familiebaggrund er statistisk kontrolleret. De markere, at individuelle forskelle i intelligens er væsentligt påvirket af både genetik og miljø. Rapporten fastslog, at en række biologiske faktorer, herunder underernæring, udsættelse for giftige stoffer, og forskellige prænatale og perinatale stressfaktorer, resultere i nedsat psykometrisk intelligens under mindst nogle betingelser. Arbejdsgruppen er enig i, at der findes store forskelle mellem de gennemsnitlige IQ scores af sorte og hvide, og skriver:

"Årsagen til forskellen er ikke kendt; Det skyldes tilsyneladende ikke nogen simpel form for bias af indholdet eller administrationen af prøverne selv. Flynn-effekten viser, at miljøfaktorer kan producere forskelle på mindst denne størrelsesorden, men at effekten er mystisk i sin egen ret. Der er blevet foreslået flere kulturelt baserede forklaringer på de sort / hvide IQ forskelle; nogle er mulige, men indtil videre er ingen blevet endegyldigt understøttet. Der er endnu mindre empirisk support til en genetisk fortolkning. Kort sagt, ingen fyldestgørende forklaring på forskellen mellem IQ hjælp af sorte og hvide er i øjeblikket tilgængelig."

Tidsskriftet der offentliggjorde rapporten, American Psychologist, udgav efterfølgende elleve kritiske responser i januar 1997, flere af dem hævdede, at rapporten ikke i tilstrækkeligt omfang undersøgte beviserne for en delvis genetiske forklaring for forskelle i IQ mellem racer og etniske grupper .

Høj IQ samfund[redigér | redigér wikikode]

Der er sociale organisationer, nogle internationale, som begrænser medlemskab til folk, der har score så højt som eller højere end den 98-percentilen på nogle IQ test, eller tilsvarende. Mensa er måske den bedst kendte af disse. Der er også andre grupper, der kræver en score over 99 pct.-fraktilen.

Referencer[redigér | redigér wikikode]

  1. 1,0 1,1 Intelligence: Knowns and Unknowns (Report of a Task Force established by the Board of Scientific Affairs of the American Psychological Association, Released August 7, 1995 slightly edited version was published in American Psychologist: Neisser, Ulric; Boodoo, Gwyneth; Bouchard, Thomas J., Jr.; Boykin, A. Wade; Brody, Nathan; Ceci, Stephen J.; Halpern, Diane F.; Loehlin, John C.; et al. (1996). "Intelligence: Knowns and unknowns". American Psychologist 51 (2): 77–101. doi:10.1037/0003-066X.51.2.77. )
  2. Johnson, Wendy; Turkheimer, Eric; Gottesman, Irving I.; Bouchard Jr., Thomas J. (2009). "Beyond Heritability: Twin Studies in Behavioral Research". Current Directions in Psychological Science 18 (4): 217–220. doi:10.1111/j.1467-8721.2009.01639.x. PMID 20625474. PMC: 2899491. 
  3. Turkheimer, Eric (Spring 2008). "A Better Way to Use Twins for Developmental Research". LIFE Newsletter (Max Planck Institute for Human Development): 2–5. Hentet 29 June 2010. 
  4. Devlin, B.; Daniels, Michael; Roeder, Kathryn (1997). "The heritability of IQ". Nature 388 (6641): 468–71. doi:10.1038/41319. PMID 9242404. 
  5. Bulmer, M. (1999). The development of Francis Galton's ideas on the mechanism of heredity. Journal of the History of Biology, 32(3), 263-292.
    Cowan, R. S. (1972). Francis Galton's contribution to genetics. Journal of the History of Biology, 5, 389-412.
    Se også: Burbridge, D. (2001). Francis Galton on twins, heredity and social class. British Journal for the History of Science, 34, 323-340.
  6. Fancher, R. E. (1983). Biographical origins of Francis Galton's psychology. Isis, 74(2), 227-233.
  7. Gillham, Nicholas W. (2001). "Sir Francis Galton and the birth of eugenics". Annual Review of Genetics 35 (1): 83–101. doi:10.1146/annurev.genet.35.102401.090055. PMID 11700278. 
  8. Nicolas, S., Andrieu, B., Croizet, J.-C., Sanitioso, R. B., & Burman, J. T. (2013). Sick? Or slow? On the origins of intelligence as a psychological object. Intelligence, 41(5), 699-711. doi:10.1016/j.intell.2013.08.006 (This is an open access article, made freely available by Elsevier.)
  9. Terman, Lewis M.; Lyman, Grace; Ordahl, George; Ordahl, Louise; Galbreath, Neva; Talbert, Wilford (1915). "The Stanford revision of the Binet-Simon scale and some results from its application to 1000 non-selected children". Journal of Educational Psychology 6 (9): 551–62. doi:10.1037/h0075455. 
  10. Wallin, J. E. W. (1911). "The new clinical psychology and the psycho-clinicist". Journal of Educational Psychology 2 (3): 121–32. doi:10.1037/h0075544. 
  11. Richardson, John T. E. (2003). "Howard Andrew Knox and the origins of performance testing on Ellis Island, 1912-1916". History of Psychology 6 (2): 143–70. doi:10.1037/1093-4510.6.2.143. PMID 12822554. 
  12. 12,0 12,1 Neisser, Ulrich (1997). "Rising Scores on Intelligence Tests". American Scientist 85: 440–447. Hentet 1 June 2014. 
  13. Kennedy, Carrie H.; McNeil, Jeffrey A. (2006). "A history of military psychology". in Kennedy, Carrie H.; Zillmer, Eric. Military Psychology: Clinical and Operational Applications. New York: Guilford Press. pp. 1–17. ISBN 1-57230-724-2. 
  14. Katzell, Raymond A.; Austin, James T. (1992). "From then to now: The development of industrial-organizational psychology in the United States". Journal of Applied Psychology 77 (6): 803–35. doi:10.1037/0021-9010.77.6.803. 
  15. Kevles, D. J. (1968). "Testing the Army's Intelligence: Psychologists and the Military in World War I". The Journal of American History 55 (3): 565–81. doi:10.2307/1891014. 
  16. 16,0 16,1 16,2 16,3 16,4 16,5 16,6 16,7 16,8 Kaufman, Alan S. (2009). IQ Testing 101. New York: Springer Publishing. pp. 220–222. ISBN 978-0-8261-0629-2. Lay summary (10 August 2010). 
  17. Lubinski, D. (2004). "Introduction to the special section on cognitive abilities: 100 years after Spearman's (1904) Skabelon:' "General Intelligence," Objectively Determined and MeasuredSkabelon:'-". Journal of Personality & Social Psychology 86 (1): 96–111. doi:10.1037/0022-3514.86.1.96. PMID 14717630. 
  18. Carroll, J.B. (1993). Human cognitive abilities: A survey of factor-analytic studies. New York: Cambridge University Press. ISBN 0-521-38712-4. 
  19. Mussen, Paul Henry (1973). Psychology: An Introduction. Lexington (MA): Heath. s. 363. ISBN 0-669-61382-7. "The I.Q. is essentially a rank; there are no true "units" of intellectual ability." 
  20. Truch, Steve (1993). The WISC-III Companion: A Guide to Interpretation and Educational Intervention. Austin (TX): Pro-Ed. s. 35. ISBN 0-89079-585-1. "An IQ score is not an equal-interval score, as is evident in Table A.4 in the WISC-III manual." 
  21. Bartholomew, David J. (2004). Measuring Intelligence: Facts and Fallacies. Cambridge: Cambridge University Press. s. 50. ISBN 978-0-521-54478-8. Lay summary (27 Juli 2010). "When we come to quantities like IQ or g, as we are presently able to measure them, we shall see later that we have an even lower level of measurement—an ordinal level. This means that the numbers we assign to individuals can only be used to rank them—the number tells us where the individual comes in the rank order and nothing else." 
  22. Mackintosh, N. J. (1998). IQ and Human Intelligence. Oxford: Oxford University Press. pp. 30–31. ISBN 0-19-852367-X. "In the jargon of psychological measurement theory, IQ is an ordinal scale, where we are simply rank-ordering people. ... It is not even appropriate to claim that the 10-point difference between IQ scores of 110 and 100 is the same as the 10-point difference between IQs of 160 and 150" 
  23. Stevens, S. S. (1946). "On the Theory of Scales of Measurement". Science 103 (2684): 677–680. doi:10.1126/science.103.2684.677. PMID 17750512. Bibcode1946Sci...103..677S. 
  24. Mackintosh 2011, p. 169 "after the age of 8–10, IQ scores remain relatively stable: the correlation between IQ scores from age 8 to 18 and IQ at age 40 is over 0.70."
  25. Terman, Lewis Madison; Merrill, MaudeA. (1937). Measuring intelligence: A guide to the administration of the new revised Stanford-Binet tests of intelligence. Riverside textbooks in education. Boston (MA): Houghton Mifflin. s. 44. 
  26. Anastasi, Anne; Urbina, Susana (1997). Psychological Testing (Seventh udg.). Upper Saddle River (NJ): Prentice Hall. pp. 326–327. ISBN 978-0-02-303085-7. Lay summary (28 July 2010). 
  27. Ulric Neisser, James R. Flynn, Carmi Schooler, Patricia M. Greenfield, Wendy M. Williams, Marian Sigman, Shannon E. Whaley, Reynaldo Martorell, Richard Lynn, Robert M. Hauser, David W. Grissmer, Stephanie Williamson, Sheila Nataraj Kirby, Mark Berends, Stephen J. Ceci, Tina B. Rosenblum, Matthew Kumpf, Min-Hsiung Huang, Irwin D. Waldman, Samuel H. Preston, John C. Loehlin (1998). Neisser, Ulric. ed. The Rising Curve: Long-Term Gains in IQ and Related Measures. APA Science Volume Series. Washington (DC): American Psychological Association. ISBN 978-1-55798-503-3. 
  28. 28,0 28,1 Mackintosh, N. J. (1998). IQ and Human Intelligence. Oxford: Oxford University Press. ISBN 978-0-19-852367-3. Lay summary (9 August 2010). 
  29. Flynn, James R. (2009). What Is Intelligence: Beyond the Flynn Effect (expanded paperback udg.). Cambridge: Cambridge University Press. ISBN 978-0-521-74147-7. Lay summary (18 July 2010). 
  30. Flynn, James R. (1984). "The mean IQ of Americans: Massive gains 1932 to 1978.". Psychological Bulletin 95 (1): 29–51. doi:10.1037/0033-2909.95.1.29. 
  31. Flynn, James R. (1987). "Massive IQ gains in 14 nations: What IQ tests really measure.". Psychological Bulletin 101 (2): 171–91. doi:10.1037/0033-2909.101.2.171. 
  32. Zhou, Xiaobin; Grégoire, Jacques; Zhu, Jianjin (2010). "The Flynn Effect and the Wechsler Scales". in Weiss, Lawrence G.; Saklofske, Donald H.; Coalson, Diane et al.. WAIS-IV Clinical Use and Interpretation: Scientist-Practitioner Perspectives. Practical Resources for the Mental Health Professional. Alan S. Kaufman (Foreword). Amsterdam: Academic Press. ISBN 978-0-12-375035-8. Lay summary (16 August 2010). 
  33. Mingroni, M.A. (2004). "The secular rise in IQ: Giving heterosis a closer look". Intelligence 32 (1): 65–83. doi:10.1016/S0160-2896(03)00058-8. 
  34. Blair, C.; Gamson, D.; Thorne, S.; Baker, D. (2005). "Rising mean IQ: Cognitive demand of mathematics education for young children, population exposure to formal schooling, and the neurobiology of the prefrontal cortex". Intelligence 33 (1): 93–106. doi:10.1016/j.intell.2004.07.008. Skabelon:Citeseerx. 
  35. 35,0 35,1 35,2 35,3 35,4 35,5 35,6 35,7 35,8 Neisser, Ulric et al. (February 1996). "Intelligence: Knowns and Unknowns". American Psychologist 52 (2): 77–101, 85. Hentet 20 March 2014. 
  36. Kaufman, Alan S. (2009). IQ Testing 101. New York: Springer Publishing. Chapter 8. ISBN 978-0-8261-0629-2. Lay summary (10 August 2010). Skabelon:Page needed
  37. Desjardins, Richard; Warnke, Arne Jonas (2012). Ageing and Skills. OECD Education Working Papers. doi:10.1787/5k9csvw87ckh-en. ISSN 1993-9019. 
  38. International Journal of Epidemiology, Volume 35, Issue 3, June 2006. Se genprint af Leowontin's 1974 artikel "The analysis of variance and the analysis of causes" og 2006 kommentarer: Table of Contents — June 2006, 35 (3)
  39. Plomin, R.; Pedersen, N. L.; Lichtenstein, P.; McClearn, G. E. (1994). "Variability and stability in cognitive abilities are largely genetic later in life". Behavior Genetics 24 (3): 207–15. doi:10.1007/BF01067188. PMID 7945151. 
  40. Bouchard, T.; Lykken, D.; McGue, M; Segal, N.; Tellegen, A (1990). "Sources of human psychological differences: the Minnesota Study of Twins Reared Apart". Science 250 (4978): 223–8. doi:10.1126/science.2218526. PMID 2218526. 
  41. Bouchard, Thomas J. (2004). "Genetic Influence on Human Psychological Traits. A Survey". Current Directions in Psychological Science 13 (4): 148–51. doi:10.1111/j.0963-7214.2004.00295.x. 
  42. Plomin, Robert; DeFries, John C.; Knopik, Valerie S. (24 September 2012). Behavioral Genetics. Worth Publishers. pp. 195–196. ISBN 978-1-4292-4215-8. Hentet 4 September 2013. Lay summary (4 September 2013). "Model-fitting analyses that simultaneously analyze all the family, adoption, and twin data summarized in Figure 12.6 yield heritability estimates of about 50 percent (Chipuer, Rovine & Plomin, 1990; Loehlin, 1989)." 
  43. Bouchard Jr, TJ (1998). "Genetic and environmental influences on adult intelligence and special mental abilities.". Human biology; an international record of research 70 (2): 257–79. PMID 9549239. 
  44. 44,0 44,1 Plomin, R; Asbury, K; Dunn, J (2001). "Why are children in the same family so different? Nonshared environment a decade later.". Canadian Journal of Psychiatry 46 (3): 225–33. PMID 11320676. 
  45. (Harris 2009)
  46. Pietropaolo, S.; Crusio, W. E. (2010). "Genes and cognition". Wiley Interdisciplinary Reviews: Cognitive Science 2 (3): 345–352. doi:10.1002/wcs.135. 
  47. doi: 10.1007/s00439-009-0655-4
    This citation will be automatically completed in the next few minutes. You can jump the queue or expand by hand
  48. C. F. Chabris, B. M. Hebert, D. J. Benjamin, J. P. Beauchamp, D. Cesarini, M. J. H. M. van der Loos, M. Johannesson, P. K. E. Magnusson, P. Lichtenstein, C. S. Atwood, J. Freese, T. S. Hauser, R. M. Hauser, N. A. Christakis and D. I. Laibson. (2011). Most reported genetic associations with general intelligence are probably false positives. Psychological Science
  49. Davies, G.; Tenesa, A.; Payton, A.; Yang, J.; Harris, S. E.; Liewald, D.; Ke, X.; Hellard, S. Le; et al. (2011). "Genome-wide association studies establish that human intelligence is highly heritable and polygenic". Mol Psychiatry 16: 996–1005. doi:10.1038/mp.2011.85. PMID 21826061. 
  50. B. Benyamin, B. Pourcain, O. S. Davis, G. Davies, N. K. Hansell, M. J. Brion, R. M. Kirkpatrick, R. A. Cents, S. Franic, M. B. Miller, C. M. Haworth, E. Meaburn, T. S. Price, D. M. Evans, N. Timpson, J. Kemp, S. Ring, W. McArdle, S. E. Medland, J. Yang, S. E. Harris, D. C. Liewald, P. Scheet, X. Xiao, J. J. Hudziak, E. J. de Geus, C. Wellcome Trust Case Control, V. W. Jaddoe, J. M. Starr, F. C. Verhulst, C. Pennell, H. Tiemeier, W. G. Iacono, L. J. Palmer, G. W. Montgomery, N. G. Martin, D. I. Boomsma, D. Posthuma, M. McGue, M. J. Wright, G. Davey Smith, I. J. Deary, R. Plomin and P. M. Visscher. (2013). Childhood intelligence is heritable, highly polygenic and associated with FNBP1L. Mol Psychiatry doi:10.1038/mp.2012.184 PMID 23358156
  51. Rowe, D. C.; Jacobson, K. C. (1999). "Genetic and environmental influences on vocabulary IQ: parental education level as moderator". Child Development 70: 1151–62. doi:10.1111/1467-8624.00084. 
  52. E. M. Tucker-Drob, M. Rhemtulla, K. P. Harden, E. Turkheimer and D. Fask. (2011). Emergence of a Gene x Socioeconomic Status Interaction on Infant Mental Ability Between 10 Months and 2 Years. Psychological Science, 22, 125-33
  53. Turkheimer, E.; Haley, A.; Waldron, M.; D'Onofrio, B.; Gottesman, I. I. (2003). "Socioeconomic status modifies heritability of IQ in young children". Psychological Science 14 (6): 623–628. doi:10.1046/j.0956-7976.2003.psci_1475.x. PMID 14629696. 
  54. K. P. Harden, E. Turkheimer and J. C. Loehlin. (2005). Genotype environment interaction in adolescents' cognitive ability. Behavior Genetics, 35, [1]
  55. Hanscombe, K. B.; Trzaskowski, M.; Haworth, C. M.; Davis, O. S.; Dale, P. S.; Plomin, R. (2012). "Socioeconomic Status (SES) and Children's Intelligence (IQ): In a UK-Representative Sample SES Moderates the Environmental, Not Genetic, Effect on IQ.". PLoS ONE 7: e30320. doi:10.1371/journal.pone.0030320. PMID 22312423. 
  56. Dickens, William T.; Flynn, James R. (2001). "Heritability estimates versus large environmental effects: The IQ paradox resolved.". Psychological Review 108 (2): 346–69. doi:10.1037/0033-295X.108.2.346. PMID 11381833. 
  57. Dickens, William T.; Flynn, James R. (2002). "The IQ Paradox: Still Resolved". Psychological Review 109 (4). 
  58. Jensen, A. (1998) The g Factor: The Science of Mental Ability
  59. Murray, Charles (1998) (PDF). Income Inequality and IQ. AEI Press. ISBN 0-8447-7094-9. 
  60. Detterman and Daniel, 1989.
  61. Earl Hunt (July 1995). The Role of Intelligence in Modern Society (July-Aug, 1995). American Scientist. pp. 4 (Nonlinearities in Intelligence).  Arkiveret May 21, 2006.
  62. Henderson, Mark (April 25, 2007). "Brains don't make you rich IQ study finds". The Times (London). Hentet May 5, 2010. 
  63. You Don't Have To Be Smart To Be Rich, Study Finds. ScienceDaily. Hentet 2014-08-26. 
  64. Bowles, Samuel; Gintis, Herbert (2002). "The Inheritance of Inequality". Journal of Economic Perspectives 16 (3): 3–30. doi:10.1257/089533002760278686. 
  65. Handbook of Crime Correlates; Lee Ellis, Kevin M. Beaver, John Wright; 2009; Academic Press
  66. doi:10.1016/j.intell.2010.12.002
    This citation will be automatically completed in the next few minutes. You can jump the queue or expand by hand
  67. Intelligence is associated with criminal justice processing: Arrest through incarceration. Sciencedirect.com. 2013-10-31. Hentet 2014-08-26. 
  68. http://psr.sagepub.com/content/early/2013/08/02/1088868313497266.full
  69. doi:10.1037/0003-066X.51.2.77
    This citation will be automatically completed in the next few minutes. You can jump the queue or expand by hand
  70. doi:10.1037/a0026699
    This citation will be automatically completed in the next few minutes. You can jump the queue or expand by hand
  71. Jensen, A. (1998) The g Factor: The Science of Mental Ability (p. 531)
  72. Jackson, D. N. (2002, December 5–7). Evaluating g in the SAT: Implications for the sex differences and interpretations of verbal and quantitative aptitude. Paper presented at the International Society for Intelligence Research, Nashville, TN."
  73. Kaufman, Alan S. (2009). IQ Testing 101. New York: Springer Publishing. s. 173. ISBN 978-0-8261-0629-2. Lay summary (10 August 2010). 
  74. Brody, Nathan (2005). "To g or Not to g—That Is the Question". in Wilhelm, Oliver & Engle, Randall W. (Eds.). Handbook of Understanding and Measuring Intelligence. Thousand Oaks (CA): SAGE Publications. 
  75. Bernie Devlin, Stephen E. Fienberg, Daniel P. Resnick & Kathryn Roeder, ed (1997). Intelligence, Genes, and Success: Scientists Respond to the Bell Curve. New York (NY): Springer Verlag. ISBN 0-387-98234-5. Skabelon:Page needed
  76. Nisbett, Richard E. (2009). Intelligence and How to Get It: Why Schools and Cultures Count. New York (NY): W. W. Norton. ISBN 978-0-393-06505-3. Lay summary (28 June 2010). 
  77. McDaniel, Michael (2005). "Big-brained people are smarter". Intelligence 33: 337–346. doi:10.1016/j.intell.2004.11.005. 
  78. Luders, E; Narr KL; Thompson PM; Toga AW (2008). "Neuroanatomical Correlates of Intelligence". Intelligence 37 (2): 156–163. doi:10.1016/j.intell.2008.07.002. PMC 2770698. PMID 20160919.
  79. Allen, JS; Damasio H; Grabowski TJ (2002). "Normal neuroanatomical variation in the human brain: An MRI-volumetric study". Am J Phys Anthropol 118 (4): 341–58. doi:10.1002/ajpa.10092. PMID 12124914.
  80. Cosgrove, KP; Mazure CM; Staley JK (2007). "Evolving Knowledge of Sex Differences in Brain Structure, Function and Chemistry". Biol Psychiat 62 (8): 847–55. doi:10.1016/j.biopsych.2007.03.001. PMC 2711771. PMID 17544382.
  81. Deary, I.J., Penke, L., & Johnson, W. (2010). The neuroscience of human intelligence differences. Nature Reviews Neuroscience, 11, 201–211.
  82. Deary, I. J.; Der, G.; Ford, G. (2001). "Reaction times and intelligence differences: A population-based cohort study". Intelligence 29 (5): 389–399. doi:10.1016/S0160-2896(01)00062-9. 
  83. Weiss, Lawrence G.; Saklofske, Donald H.; Prifitera, Aurelio; Holdnack, James A., eds. (2006). WISC-IV Advanced Clinical Interpretation. Practical Resources for the Mental Health Professional. Burlington (MA): Academic Press. ISBN 978-0-12-088763-7. Lay summary (15 August 2010). This practitioner's handbook includes chapters by L.G. Weiss, J.G. Harris, A. Prifitera, T. Courville, E. Rolfhus, D.H. Saklofske, J.A. Holdnack, D. Coalson, S.E. Raiford, D.M. Schwartz, P. Entwistle, V. L. Schwean, and T. Oakland.
  84. Sattler, Jerome M. (2008). Assessment of Children: Cognitive Foundations. La Mesa (CA): Jerome M. Sattler, Publisher. ISBN 978-0-9702671-4-6. Lay summary (28 July 2010).
  85. Kaufman, Alan S.; Lichtenberger, Elizabeth (2006). Assessing Adolescent and Adult Intelligence (3rd udg.). Hoboken (NJ): John Wiley & Sons. ISBN 978-0-471-73553-3. Lay summary (22 August 2010). 
  86. The Waning of I.Q. by David Brooks, The New York Times
  87. Contemporary Education Review, 1982
  88. Sternberg, Robert J., and Richard K. Wagner. "The g-ocentric view of intelligence and job performance is wrong." Current directions in psychological science (1993): 1-5.
  89. Jensen Arthur (1982). "The Debunking of Scientific Fossils and Straw Persons". Contemporary Education Review 1 (2): 121–135. 
  90. Neisser, Ulric; Boodoo, Gwyneth; Bouchard, Thomas J., Jr.; Boykin, A. Wade; Brody, Nathan; Ceci, Stephen J.; Halpern, Diane F.; Loehlin, John C.; et al. (1996). "Intelligence: Knowns and unknowns". American Psychologist 51 (2): 77–101. doi:10.1037/0003-066X.51.2.77. 

Bibliografi[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]