Johannes Stensballe
Johannes Pedersen Stensballe (6. juli 1874 i Vinding Sogn – 4. oktober 1956 i København) var en dansk politiker, minister og ingeniør.
Han var født i Vinding Sogn, søn af en anden Venstre-mand, N.P. Stensballe, der sad i Folketinget fra 1910 til 1913, og hustru Helene, født Pedersen.
Johannes Stensballe var student fra Horsens og blev i 1899 cand. polyt. Fra 1902 var han ansat ved Sydfyenske Jernbaner, hvor han blev baneingeniør, og fra 1914 ledede han de sydfynske jernbaner.
I 1917 blev han medlem af Odense byråd. Han blev medlem af Landstinget i 1920 og var trafikminister i Ministeriet Madsen-Mygdal fra 1926 til 1929. Det sidste år var han tillige handelsminister.
Som trafikminister fik han i 1928 føjet to vejbaner til det projekt til Lillebæltsbroen, som hans forgænger Slebsager havde fået vedtaget som en ren jernbanebro. Stensballe samlede i 1927 postvæsenet og telegrafvæsenet i et generaldirektorat, og han fik samme år vedtaget en ny lov om omnibus- og rutebilkørsel.
Efter ministertiden indtog han en ledende rolle i Venstres landstingsgruppe og var dens formand fra 1940 til nedlæggelsen i 1953. Han var medlem af forfatningskommissionerne i 1937 og 1951.
Han var Kommandør af 1. grad af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand.
[redigér] Kilder
- Gunnar Fog-Pedersen, Vor Regering og Rigsdag, Nordisk Forlag, København 1938
- Thorsen, Svend De danske ministerier 1901-1929, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1972.
- Kraks Blå Bog 1929
| Stub Denne artikel om en dansk politiker er kun påbegyndt. Du kan hjælpe Wikipedia ved at tilføje mere. |
- Født i 1874
- Døde i 1956
- Landstingsmedlemmer i 1920'erne
- Landstingsmedlemmer i 1930'erne
- Landstingsmedlemmer i 1940'erne
- Landstingsmedlemmer i 1950'erne
- Danske ministre fra Venstre
- Handelsministre fra Danmark
- Transportministre fra Danmark
- Medlemmer af Odense Byråd
- Ingeniører fra Danmark
- Jernbanefolk fra Danmark
- Personer i Kraks Blå Bog
- Kommandører af 1. grad af Dannebrog
- Foreningsformænd fra Danmark
- Landstingsmedlemmer fra Venstre
- Personer i Dansk Biografisk Leksikon