Karl Mack von Leiberich

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Karl Mack von Leiberich
Karl Mack von Leiberich
Karl Mack von Leiberich
Fødested Nennslingen, Bayern
Dødssted Sankt Pölten, Niederösterreich
Troskab Østrig Østrig
Tjenestetid 1770-1807
Rang Løjnant-marskal
Militære slag Bayerske tronfølgerkrig (1778-1779)

Østrigske-tyrkiske krig (1787–1791)
Den første koalition (1793–1797)
Den anden koalition (1799-1801)
Den tredje koalition (1803-1806)

Udmærkelser Militär-Maria-Theresia-Orden

Karl Mack von Leiberich, Freiherr (25. august 1752 – 22. december 1828) var en østrigsk soldat. Han er bedst kendt som hærfører for de østrigske styrker der blev slået og tilfangetaget af Napoleons Grande Armée i Slaget ved Ulm i 1805.

Tidlige karriere[redigér | redigér wikikode]

Han blev født i Nennslingen i Bayern.

I 1770 gik han ind i hæren i et østrigsk kavaleriregiment hvori hans onkel, Leiberich, var eskadronleder. Syv år efter blev han officer. Under den korte Bayerske tronfølgerkrig kom han til at tjene under grev Kinsky. Under dennes og senere øverstkommanderende Feltmarskal grev Lacy udmærkede han sig. Han blev forfremmet til premierløjtnant i 1778 og kaptajn i 1783. Grev Lacy, den, på det tidspunkt, bedste soldat i den østrigske hær, havde høje tanker om sin unge assistent. I 1785 giftede Mack sig med Katherine Gabrieul, og blev adlet under navnet Mack von Leiberich.

I den Østrigske-tyrkiske krig (1787–1791) tjente han i staben ved hovedkvarteret, blev i 1788 udnævnt til major og personlig aide-de-camp til kejseren, og i 1789 udnævnt til oberstløjtnant. Han udmærkede sig i stormen på Beograd. Kort efter førte uoverensstemmelser mellem Mack og Loudon, den ny øverstkommanderende, til at den førstnævnte forlangte en krigsret og forlod fronten. Han blev derimod udnævnt til oberst (1789) og blev tildelt Militär-Maria-Theresia-Orden, og i 1790 blev Loudon og han forsonet, og var igen sammen ved fronten. Under disse felttog blev Mack alvorligt såret i hovedet, noget han aldrig helt kom sig over. I 1793 blev han udnævnt til Generalquartiermeister (stabschef) for Prins Josias af Saxe-Coburg, med kommando i Forenende Nederlande. Her udbyggede han sit ry. Den unge Ærkehertug Karl, der vandt sine første sejre 1. marts 1793, skrev efter slaget: "Først og fremmest kan vi takke oberst Mack for disse succeser."

Revolutionskrigene[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Revolutionskrigene

Mack udmærkede sig selv igen i Slaget ved Neerwinden (1793) og havde en leden rolle i forhandlingerne mellem Coburg og Dumouriez. Han tjente forsat som stabschef, og blev titulær chef (Inhaber) over et kyrassérregiment. Han blev såret ved Famars, men kom i 1794 igen i kamp, og var nu i hvert fald blevet generalmajor. Men da krigslykken vendte for deres allierede, selvom dette også bero på politiske og militære faktorer, blev dette, ligesom sejrene i marts-april 1793, faldt han i unåde. Alligevel blev han i 1797 udnævnt til løjtnant-marskal, og det følgende år accepterede han, på kejserens personlige anmodning, kommandoen over den neapolitanske hær. Men da han ikke kunne stille noget op overfor de franske revolutionstropper, kom han hurtigt i fare og da han var i reel fare for at blive myrdet af sine egne mænd søgte han tilflugt hos franskmændene. Han blev lovet fripas til sit eget land, men Napoleon beordrede at han i stedet skulle sendes til Frankrig som krigsfange.

Den tredje koalition[redigér | redigér wikikode]

Uddybende Uddybende artikel: Den tredje koalition
General Mack overgiver sin hær ved Ulm, 20. oktober 1805.

To år senere flygtede han fra Paris i forklædning. Han gik i nogle år uden arbejde, men i 1804, da krigsfløjen ved det østrigske hof skulle bruge en general til at opponere mod ærkehertug Karls fredspolitik, blev Mack Generalquartiermeister over hæren, med ordre om at forberede en krig mod Frankrig. Han gjorde alt hvad der stod i hans magt for at reformere hæren på den korte tid han havde til rådighed, og da krigen startede i 1805 blev han stabschef for den titulære øverstkommanderende i Tyskland, ærkehertug Ferdinand Karl. Han var den reelle feltherre for hæren der stod over for Napoleon i Bayern, men hans position var dårligt defineret og hans autoritet blev ikke respekteret af de andre officerer. Efter Austerlitz blev Mack stillet for en krigsret mellem februar 1806 til juni 1807, og blev dømt til fratagelse af rank, sit regiment og sin Militär-Maria-Theresia-Orden. Desuden skulle han sidde i fængsel i to år. Han blev løsladt i 1808 og i 1819, da den endelige sejr af de allierede havde overstrålet tidligere tiders katastrofer, blev han efter ønske fra Prins Schwarzenberg, genindsat i hæren som løjtnant-marskal og medlem af Militär-Maria-Theresia-Ordenen.

Kilder[redigér | redigér wikikode]

En eller flere af sætningerne i denne artikel bruger tekst der er public domain: "Karl, Freiherr Mack von Leiberich". Encyclopædia Britannica. Cambridge University Press. 

Litteratur[redigér | redigér wikikode]

  • C. A. Schweigerd: Oesterreichs Helden und Heerführer von Maximilian I. bis auf die neueste Zeit in Biographien und Charakterskizzen .... Wien, 1854
  • Constantin von Wurzbach: Biographisches Lexikon des Kaiserthums Oesterreich. Wien 1856 – 1891.
  • Johann Ritter von Rittersberg: Biographien der ausgezeichnetesten Feldherren der k.k. oesterreichischen Armee. Prag, 1828
  • The Historisches Taschenbuch (a yearbook founded by Friedrich von Raumer) for 1873 contains a vindication of Mack.
  • A short critical memoir will be found in Streffleur (i.e., Österreichische Militärische Zeitschrift) fra januar 1907.