Ledemotiv

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg

Ledemotiv (ty. Leitmotiv, fr. motif conducteur) er en teknik som associerer til stemninger, personer, hændelser, pladser og så videre ved at gengive en melodi eller en harmoni.

Teknikken blev introduceret af Richard Wagner og anvendes frem for alt i Tristan og Isolde, Nibelungens Ring, Mestersangerne i Nürnberg og Parsifal. Wagner anvendte ledemotivet på en meget systematisk måde, hvor hver opera har en egen opsætning af ledemotiver.

For eksempel i Nibelungens Ring findes ledemotiv for:

  • Valhal
  • Frejas skjønhed og kærlighed
  • Nibelungendværgene
  • Siegmund
  • Kærligheden mellem Siegfried og Sieglinde
  • Hundigungs store styrke
  • Brünhilde
  • Mimes og hans haltende gang
  • ...

Wagner mente mere specifikt, at ville man fortolke en novelle igennem opera, måtte man hæfte bestemte ledemotiver på de enkelte personer, fx hovedpersonerne, så man kunne opnå en form for genkendelse, når man hørte dette ledemotiv. Ledemotivet kunne så spilles hurtigere eller langsommere eller med variationer, alt efter følelserne man ønskede at vække hos de tilhørende, men ledemotivet ville altid være genkendeligt. Man kan sige, at ledemotivet kommenterer på sangernes sindstilstand, som ville svare til det toneleje en forfatter ville lægge i oplæsningen af sin novelle for måske at udtrykke en sindstilstand, som hovedpersonen på scenen har, men som personen ikke nødvendigvis udtrykker åbenlyst. Ledemotiver er også oplagte til at kæde situationer sammen. Musikken går altså ind og ”kommenterer” på operaen og bliver dermed en vigtig rolle i operaens helhed. Musikken skulle ikke længere ”bare” være smuk og imponerende; den skulle inddrages i det dramatiske forløb og understrege operaens stemning, handlingsgang og de dramatiske figurers følelser.

Teknikken er også blevet brugt af andre komponister, for eksempel Richard Strauss, Jules Massenet og Claude Debussy. Der findes også tidligere eksempler på anvendelse af ledemotiv.

Ekstern henvisning