Linolie

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gå til: navigation, søg
Searchtool.svg Eftersyn
Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
Linolie

Linolie er en naturlig planteolie som findes i hørplantens olieholdige frø. Hør hed tidligere lin, så deraf kommer ordene linned og linolie. Det bruges ofte som en naturlig træbeskyttelse og udmærker sig ved at være en såkaldt oxidativt hærdende olie hvilket vil sige at den ved reaktion med luftens ilt kan hærde op eller "tørre".

Linolie og hørfrøolie udvindes begge fra hørfrø, men hørfrøolie presses ned i et lukket kar og tappes direkte på flasker. Derved undgås iltning og harskning. Linolien er harsk og derfor uegnet til spisebrug.[1]

Fremstilling[redigér | redigér wikikode]

Linolie udvindes ved, at man presser hørfrøene i en kværn. Når frøene er knust, bliver de til en tyk grød, som man så skal lade stå og bundfælde. Og så kan man tage olien i overfladen. Derefter har man den rene linolie – også kaldet rå, koldpresset linolie. Fordelen ved linolie er, at den kan optage og afgive vand, uden at filmen ødelægges. Linolie ekspanderer ca. 20%, når den hærder.

Når man bruger linoliebaseret maling, skal man smøre tyndt på, da den ellers ikke vil tørre op i bunden. Man kan derimod male flere gange efter hinanden, hvis f.eks. al olien optages af træet, eller hvis linoliemalingen mangler glans, kan man uden en større forbehandling vaske med vand og lade det tørre og derefter give det en oliering mere. Her er det en god ide at bruge rå linolie, eftersom den har den fine struktur, der kan ligge mellem de foregående lag maling.

Rå linolie, dvs. koldpresset og varmpresset linolie, er hygroskopisk, dvs. at olien selv er i stand til at optage og afgive fugt. Dette bevirker, når olien anvendes til grunding på træet, at fugtvandringen i træet er større, end hvis olien er forarbejdet. Ved anvendelse til maling bevirker oliens hydrofile tendenser, at malingen danner blærer, hvis den ikke er hærdet i overfladen først. Eller at den er påmalet lige efter en regnbyge og derved hærder fra to sider som følge af en stor plet med vand og ilt, som efterhånden hærder og skaber blærer mellem træet og malingen. Disse blærer er ikke farlige, men bør fjernes, da de kan blive større med tiden.

Linolietyper[redigér | redigér wikikode]

Rå koldpresset linolie ("jomfruolie")[redigér | redigér wikikode]

Olie presset koldt, f.eks. i en cylinderpresse, derefter lagret for at urenheder kan bundfælde. Olien har en meget lille molekylestørrelse og trænger dybt ind i træ. Jomfruolien er den mest diffusionsåbne og mest hygroskopiske af de olier, der fremstilles af hørplanten.

Den rå linolie kan indeholde organiske opløsningsmidler, men i en så lille mængde, at det ikke anses for skadeligt. Men indendørs kan linolie i store mængder give problemer med slimhinderne. Rå linolie tørrer langsomt, og man kan begynde at efterbehandle efter 2-5 dage. Olien er gennemhærdet efter 3 til 5 uger, hvis den får nok lys og luft, alt efter kvalitet.

Rå varmpresset linolie[redigér | redigér wikikode]

Olie presset ud af hørfrøene ved opvarmning – her følger flere urenheder med end ved en koldpresset linolie. Varmpresset olie bliver også renset, men regnes ikke for at være af så god kvalitet som koldpresset. Har en større molekylestruktur end koldpresset linolie og indeholder færre opløsningsmidler, men er mere slidstærk, tørrer hurtigere og har flottere glans. Trænger ikke så langt ind i træet.

Linoliefernis[redigér | redigér wikikode]

Olien opvarmes oftest til mellem 100-150 °C i flere timer, hvor der samtidigt tilføres ilt. Denne olie er tykkere, mere diffusionslukket, men mindre hygroskopisk. Har bedre slidstyrke end en koldpresset olie. Linoliefernis trænger ikke så langt ind i træet som koldpresset linolie. Tørrer hurtigt.

Standolie[redigér | redigér wikikode]

Fremstilles ved at opvarme olien til en temperatur på typisk mellem 200-300 °C uden indblæsning af ilt. Denne olie er den mindst hygroskopiske olie, mest diffusionslukkede og slidstærke. Standolie er meget tyktflydende og langsomt hærdende. Den anvendes derfor oftest som bindemiddel til fremstilling af maling. I linoliemaling udgør denne olie normalt 5-10% af olieindholdet. På grund af at denne linolie er så tyktflydende, trænger den ikke så langt ind som fernis. Standolien giver en højere glans og er god til slutstrygning.


Det gælder for alle olierne, at de skal have lys, luft og varme, da de ellers ikke kommer til at hærde op.

Linolies egenskaber i forhold til alkydolier[redigér | redigér wikikode]

  • Naturligt.
  • Lang tørretid.
  • Trænger ind i porerne.
  • Mindre molekyler.
  • Stor dækkeevne.
  • Konserverer træet bedre.
  • Diffusionsåben.
  • Hygroskopisk.
  • Brandfarligt – Selvantænder ved ca. 25C°.
  • Vedhæfter meget godt.
  • Skaller ikke så let af.
  • Kun lidt vedligeholdelse/efterbehandling.
  • Findes i flere kvaliteter.
  • Malerkode: 0-1. (Tallet før bindestregen indikerer, hvilke forholdsregler man skal tage m.h.t. åndedrættet. Det vil i det her tilfælde sige, at den pågældende maling ikke er giftig ved indånding. Det næste tal indikerer, hvilke forholdsregler man skal tage for huden, og i dette tilfælde kan det være en god ide at bære handsker, men det er ikke nødvendigt, produktet kan i visse tilfælde fremprovokere en allergisk reaktion.
  • Svært at gøre penslerne rene: Rensning af pensler foregår i sprit eller brun sæbe.
  • Man skal male i skygge eller overskyet vejr – dog ikke i regn.
  • Kræver en god pensel og en god malerteknik.

Anvendelse af linolie[redigér | redigér wikikode]

Linolien kan bruges mange steder

  • Grunding af nyt træværk
  • Opfriskende behandling af malet træ: Olien trænger ind og lukker porerne i træet og fremhæver farven
  • Køkkenbordplader
  • Oliebehandlede trægulve
  • Havemøbler (husk svampemiddel)
  • Plankeværker
  • Efterbehandling af trykimprægneret træ (holder imprægneringen inde i træet, hvor den hører hjemme)
  • Klinker
  • Indvendige murstensvægge
  • Rustbeskyttelse
  • Vinylmakeup på kofangere m.m. (sørg for, at olien er helt tør)
  • Haveredskaber
  • Træbeskyttelse

Linolie som træbeskyttende middel[redigér | redigér wikikode]

Linolie er sammen med trætjære noget af det bedste træbeskyttelse der findes: en god blanding er 2% tjære pr. 98% linolie. Denne blanding misfarver ikke træet med skimmel eller tjære. Den males på i så tynde mængder som muligt og med lange hurtige strøg for at usynliggøre penselstrøgene så meget som muligt. Fortynd med sprit, hvis man ikke synes om terpentin eller andre opløsningsmidler.


Linolie som rustbeskyttelse[redigér | redigér wikikode]

Jernet rengøres, og linolie smøres på i et tyndt lag (kan evt. opblandes med sprit). Kan også bruges til undervognsbehandling: Varm det lidt op og sprøjt (ikke al linolie kan sprøjtes) det ind i alle revner og hulrum. Svensk undersøgelse viser oven i købet, at linolie er bedre end Tectyl.

Man kan også lave et sort overtræk på jern og andre metaller ved at smøre et lag linolie på og opvarme metallet, så olien brænder blankt sort (processen lugter lidt som at stege sild!), giver man for meget varme, bliver laget mat. Sortbrændte jerngenstande er meget udbredte både for det æstetiske udtryk og fordi det beskytter metallet.

Forholdsregler ved brug af linolie[redigér | redigér wikikode]

Klude skal hænges til tørre, kvæles i en plasticpose tømt for luft og tæt lukket, druknes i vand eller brændes – ellers kan kluden selvantænde. Det lyder drastisk, men er ikke desto mindre nødvendigt. Kluden tørres kun, hvis den skal bruges igen. Den skal være foldet ud og hænge udendørs.

Noter[redigér | redigér wikikode]

Eksterne henvisninger[redigér | redigér wikikode]

Commons-logo.svg
Wikimedia Commons har medier relateret til: